Læsetid: 3 min.

Spontane elektroniske eksperimenter

Den norske pianist og elektroniske jazzmusiker Bugge Wesseltoft har med sit koncept for levende og legende soloperformance vristet sig fri af sit eget statiske spejlbillede
Den norske pianist og elektroniske jazzmusiker Bugge Wesseltoft har med sit koncept for levende og legende soloperformance vristet sig fri af sit eget statiske spejlbillede
31. januar 2009

Han mangler blot en hvid kittel, norske Bugge Wesseltoft, for at ligne en laborant fra Statens Serum Institut med sine tykke briller og sin skaldede isse. Undskyld klicheen. For Wesseltoft er hverken laborant eller kemiker, men en bevidst kommunikerende musiker. Og der sker noget i hans nærvær. Han stikker hovedet ned i flyglet, banker rytmer, anslår strenge, dasker håndflader mod træet.

Den nytænkende pianist og elektroniske musiker optager sig selv i et loop, styret via laptoppen og effektenhederne på bordet bag klaveret. Han drejer på knapper. Den indspillede musik krøller sig sammen og foldes ud igen med rumlende forsinkelse. Laptoppen sukker. Et pulserende beat kører. Så er han ved tangenterne. En smuk og enkel improvisation på det klart syngende Steinway-flygel.

Er det essensen af den nordiske tone i Wesseltofts særlige udgave af den elektroniske jazz? Når han spiller sine skalaer og lægger melodierne til rette på sølvfade af lyd, er der associationer til asketisk kirkemusik og skandinaviske folketoner. Men det er først og fremmest det nutidige udtryk, der kendetegner Bugge Wesseltoft.

Hans succesrige band New Conceptions of Jazz er hipt og verdensberømt for sin technobaserede jazz. Wesseltoft har dokumenteret en stor del af orkestrets aktiviteter på adskillige plader. Men de postulerer ofte mere, end de kan bære med dunkende grooves og temaer, der kan tangere det banale.

Et mere åbent landskab

Det er en mindre højtidelig Wesseltoft, vi møder somsolopianist i aften i DR's Studie 2. Faktisk har jeg næppe hørt ham så inspireret. Nordmanden udfolder i løbet af en god time en fornem performance. Scenen er et spontant eksperimentarium, der opfindes musik i nuet, varieret og overraskende.

Med dette koncept for solokoncerter virker Bugge Wesseltoft til at være kommet et skridt videre som kunstner, ud i et mere åbent landskab med plads også til spøjse lydlige påfund og humor.

Hen imod slutningen af koncerten vibrerer et smukt flydende tonedigt fra klaveret, akkompagneret af bølgebrus fra stranden med skrigende måger i baggrunden.

Og som om det ikke er nok, hiver Wesseltoft endnu en trumf op af hatten ved efterfølgende at servere en overdådigt swingende, akustisk version af Dave Brubecks klassiker "Take Five"i pirrende femdelt taktart. Det er måden, han gør det på: med en dyb bluesfornemmelse i den lækkert hængende frasering og en grænsesprængende frodighed i de voksende sololinjer.

Brug af pinde

Egentlig begynder aftenen i hænderne på den franske pianist Benoît Delbecq, der nok kan skabe forventninger som en af den centraleuropæiske jazzscenes mere markante navne inden for ny jazz og improvisation. Men han er nu noget af en skuffelse. Selv om lyden af Delbecqs klaverspil er fascinerende, fordi han på original vis præparerer en række af klaverstrengene med små træpinde og får det til at lyde som et helt lille orkester af perkussive effekter, der akkompagnerer hans kromatisk bølgende højrehåndsspil, bliver alle de fine referencer til afrikansk tommelpiano, sydamerikansk indianermusik og Steve Reichs cirklende motiver, snart til en kedsommelig og statisk affære. Delbecqs vignetter er alligevel ikke svaret på en ny tids fritonal impressionisme, selv om det i små glimt tager sig sådan ud. Kan vi lære noget af det? Måske at livet findes i kontrasterne.

Vinterjazz 2009: Benoît Delbecq solo + Bugge Wesseltoft solo, Koncerthuset, Studie 2, torsdag

Både ovennævnte begivenhed og den fremragende koncert med Richard Galliano og strygergruppe fra sidste lørdag (læs på luftskibet) sendes inden længe på P2.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu