Læsetid: 2 min.

Stormfulde følelser

Jeg udlover en flaske rødvin til den, der kan vise mig et boghandlervindue med en stor fotostat af Lars Frost. Han behøver ikke smile
Kultur
29. januar 2009

Jeg elsker sprogbevidsthed og overlegen omgang med sprogets ironier. Jeg er en hund efter distance, flertydigheder, og reservoirer af undertekst. Jeg elsker bøger, hvor der leges med fortællerens rolle, fortælleres troværdighed etcetera - bøger som Kristian Bang Foss' Stormen i 1999, Helle Helles Ned til hundene, Christina Hesselholdts Camilla and the Horse og Lars Frosts Ubevidst rødgang - for nemheds skyld snuppet fra nomineringerne til Informations og Testrup Højskoles nyligt uddelte Montanapris. Der kunne nævnes mange andre.

Jeg er en sprognørd, jeg indrømmer det gerne. Intet er for småt for mig. Min mand siger, at man altid kan se, om jeg har læst en bog, for så er der korrekturrettelser i margen. Jeg stødes i (måske lidt for) lige høj grad af sløje formuleringer og stavefejl. Men det er trods alt biting. Det vigtige er, at jeg lægger sprogskønne bøger fra mig med stor æstetisk tilfredsstillelse.

Så lander Emily Brontës Stormfulde højder på mit skrivebord med beskeden: Lav et Brontë-portræt til nyudgivelsen på lørdag. Og jeg er tilbage i en tid, hvor jeg hulkede utrøsteligt over, at Cathy og Heathcliff aldrig fik hinanden. Hvor jeg dirrende af spænding læste og læste til Cathys ubestrideligt sidste åndedrag, i håbet om, at miraklet ville ske: At de alligevel fik hinanden, for de elskede jo hinanden!

Opslugtheden

Det er let nok, ikke mindst for mig selv, at smile ad i dag. Alligevel vil jeg forsøge et forsvar. Ens opslugthed i et fiktivt univers udvidede verden eksplosivt. Man boede i bogen, så længe den varede, og følelserne af sorg og ulykke over verdens ondskab og uretfærdighed var mere dybtfølte end mange følelser siden. At man til gengæld må have været temmelig blind for hovedpersonernes karakter og historiens hele vision du monde, kan man så senere i livet reflektere over, og således kan litteratur også vise sig opbyggelig!

Men ét er den måde, man læser på i livets forskellige faser. Noget andet er bøgerne selv. Havde jeg læst Ned til hundene eller Ubevidst rødgang som 13-årig, ville det formentlig have været lige så umuligt for mig, som det er i dag, at fælde en tåre over, at Bente forlader Bjørnvig, eller at Arne går ud foran en bil. Det er ikke bøger, der er bygget til store følelser.

Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, i en tid, hvor det hævdes, at skellet mellem fin- og lavkultur er forsvundet, skal man blot kaste et blik på et boghandlervindue for at konstatere, at det trives fuldkommen uantastet. Det er spændingslitteratur, drama og (selv)biografier, der fylder vinduet, måske bortset fra Helle Helle skal man bestille, hvis man vil købe andet end Camilla Läckberg, Hanne-Vibeke Holst og Susse Wold.

Måske har det noget med følelser at gøre. Er det sådan, at store, altopslugende følelser og forfinet sprogbevidsthed er blevet uforenelige størrelser? Jeg ved det ikke. Men egentlig er det lidt trist, hvis det forholder sig sådan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her