Læsetid: 9 min.

Et stormfuldt og privilegeret liv

Den europæiske svensker, P.O. Enquist, har skrevet et storværk om sin lange rejse gennem livet, der førte ham tæt på Ingmar Bergman. Næsten alle nobelpristagere er døde af alkohol, konstaterer han, der selv var stærkt alkoholiseret, mens han i 15 år boede i København, hvor han var tillokket af et tilbud om at blive chefredaktør på Information
Ved vejs ende. Det politiske fylder ikke så meget i virksomheden som tidligere, siger Per Olov Enquist: Jeg er 74 år og har ikke så mange år tilbage at leve i, forklarer han.

Ved vejs ende. Det politiske fylder ikke så meget i virksomheden som tidligere, siger Per Olov Enquist: Jeg er 74 år og har ikke så mange år tilbage at leve i, forklarer han.

Sigrid Nygaard

16. januar 2009

Et andet liv er titlen på en moppedreng af en bog, hvori den svenske forfatter Per Olov Enquist i en litterær form fortæller om sit liv, fra han var en lille dreng på en indremissionsk egn i Nordsverige, til han blev et fejret internationalt navn, hvis bøger blev oversat til talrige sprog, og hvis stykker blev spillet på alverdens scener, herunder på Broadway. I bogen redegør han i et opsigtsvækkende afsnit for sit alkoholmisbrug, og for hvordan han kom fri af det, men en stor del er også tilegnet hans livslange engagement i svensk og europæisk politik og 'dets mange udtryk'.

I bogen fortæller han, at filminstruktøren Ingmar Bergman hadede at snakke med journalister. Enquist gav ham det råd altid at starte med en pause, hvor han så ud, som om han tænkte, og derefter fyre følgende sætning af:

"Det er i skæringspunktet mellem sproget og moralen, at den nye frihed bliver skabt."

Det morede de sig over, og Bergman var meget forelsket i sætningen.

- Hader du også at snakke med journalister?

"Nej, absolut ikke. Jeg har jo skrevet et stort antal artikler i svenske aviser hele mit liv og har været på - af alle aviser - Expressen siden 1966," siger han. I begyndelsen skrev han mest anmeldelser, men siden også om politik og store sportsbegivenheder. Faktisk fik han et tilbud om at blive chefredaktør.

"Der var engang, men lov mig ikke at skrive det i din avis, i begyndelsen af 80'erne, da jeg var flyttet til Danmark, at der var en lille krise på Information. To medarbejdere fra bladet opsøgte mig og spurgte: 'Kunne du tænke dig at blive chefredaktør?' Vi havde lange samtaler. Egentlig var jeg tillokket af det, men det var klogt af mig ikke at sige ja, for det tager en masse tid, ikke bare at være det, men også at forstå det. Men jeg var glad for henvendelsen."

- Men det må jeg ikke skrive?

"Jo, så skriv det!"

'Han er glad!'

- Hvad har Ingmar Bergman betydet for dig?

"Vores kontakt begyndte, da han arbejdede i Tyskland og satte Fra regnormenes liv op på Residenztheater i München. Senere havde vi kontakt, da jeg oversatte lidt for ham, og så satte han Billedmagerne, det stykke, som handler om Selma Lagerlöf, op - først på Dramaten og efterfølgende på tv. Han var meget nøjeregnende med tidspunkter. Man måtte ikke komme for sent, det indprentede han mig. Engang, vi skulle spise middag hos ham, kom vi et minut for tidligt, og da stod han med sit ur på trappen og modtog os. Siden havde vi læseprøve på Regnormene, samme dag som han fik fire Oscars for Fanny og Alexander, og da kom der en helvedes masse journalister. Men han havde jo et horn i siden på journalister efter den der meget omtalte skattesag (som fik ham til at fra-flytte Sverige i årevis, red.), og han sagde: 'Nej, jeg går ikke ud til dem. Nu skal vi have læseprøve, og jeg vil satse alt på det'. Jeg sagde: 'Kan du ikke bare gå ud og sige, at du er glad?' 'Absolut ikke!' sagde han. Der var koldt udenfor, og de stod og ventede. Hans kone ventede i kælderen. Han ville snige sig ud den vej og bare forsvinde. Jeg gik ud og sagde til to journalister fra Expressen: 'Han kommer ikke! Men han er glad. Skriv det!' Han var jo et vidunderligt menneske og en fin kammerat. Efter Billedmagerne, hvor vi arbejdede meget tæt sammen, forsvandt han jo til Fårø, men vi havde telefonkontakt hver eneste uge. Han var meget interesseret i al mulig sladder, og jeg forsøgte at opsnappe så meget som muligt ..."

- Bergman har sagt, at hans forhold til kvinder har domineret hans liv. Har de også domineret dit?

"Jeg har været gift tre gange. Men det må du næsten spørge mine tre tidligere fruer om, men i dag har jeg et vældig godt forhold til dem alle tre."

- Har paven ret, når han siger, at skilsmisser og utroskab er noget juks?

"Siger han det?"

- Nej, men alligevel ...

"Skilsmisser er smertefulde."

Arbejdssygdom

- Da du stod på dit højeste som forfatter, levede du stærkt alkoholiseret i København. Det krævede vel en dyb indånding at skrive det afsnit i bogen?

"Jeg havde bestemt, at jeg aldrig ville skrive om det. Jeg synes, det var min private sag, men årene gik - og nu har jeg været ude af det i snart 19 år. Men det var ikke det, som til en begyndelse fik mig til at skrive om det, men en masse breve og materiale fra mit gamle liv, som jeg fandt, hvorved jeg opdagede, hvor utroligt meget, jeg har været med til. Jeg har levet et meget stormfuldt, men meget priviligeret liv. Materialet fik mig til at ihukomme en hel masse, og til sidst tænkte jeg, at her var jo faktisk en historie at fortælle. Det var et liv, som lignede en roman."

- Forbinder du misbruget med din opvækst i et kristent miljø?

"Sådan kan man læse det, men det var ikke hensigten. Jo mere, man grubler over, hvorfor det gik, som det gik, des mere meningsløst er det. At finde sådanne årsagsforklaringer har jeg opgivet for længe siden."

- Man kunne tro, at den megen succes løftede dig, så du ikke behøvede alkohol. Hvordan hænger det sammen?

"Jeg havde samtidig meget svært ved at skrive i lange perioder, og så drak jeg."

- Forventningspresset er som en sæk med sten, skriver du. Var det også det?

"Frem for alt skyldes det, at jeg forsøger at skrive, men det bliver dårligt. Det går ikke, og jeg slipper ikke noget dårligt fra mig, og så sidder man der. Alkohol er jo en flugt- og fortrængningsmetode..."

- Går man ikke og skjuler det lidt?

"Jo, men næsten alle drikker. Det er socialt accepteret, og det er usædvanligt ikke at drikke. Selvfølgelig er det også en arbejdssygdom. Der findes jo statistiske undersøgelser, som viser, hvor mange nobelpristagere, som er døde af alkohol, og det er næsten 100 procent."

- Er der ikke noget godt at sige om alkohol?

"Jo, sikkert, men det gør jeg ikke. Det er et afsluttet kapitel. Jeg er totalt afholdsmand, sådan benævner jeg mig. Det eksisterer ikke for mig mere."

Blekingegadebanden

- Du blev politisk aktiv i 1960'erne. Hvad er der blevet af motoren fra dengang?

"Jeg er stadig politisk interesseret og følger det tæt og har politiske venner, men skriver ikke så mange politiske artikler mere. Men den nye bog er jo også en politisk bog. En beskrivelse af et politisk liv i høj grad, og jeg kunne have gjort midterblokken herom i bogen betydeligt længere. Men alkohol er jo også et socialpolitisk problem, og jeg tror ikke, der findes så mange skildringer, som har beskrevet det liv indefra. Mange beskriver alkoholister - fædre, søskende, ægtemænd - men netop procesessen indefra, denne spiral, har ikke så mange beskrevet. Hærværk af Tom Kristensen er et eksempel."

"Men det politiske bliver ikke til så meget som i 60'erne."

- Hvorfor?

"Jeg er 74 år. Jeg har ikke så mange år tilbage at leve i."

- Du fortæller, at du skrev om Pol Pot uden at vide, hvem han var, og købte en lejlighed stort set samtidig med, at du moraliserde i aviserne. Er det muligt for et menneske at være moralsk hele vejen igennem?

"Man kan forsøge. I bogen skriver jeg om det, som har gjort ondt, og om fejltagelser også. Det gør jeg så godt, jeg kan, og jeg er jo ikke en fundamentalistisk moralist. Jer er opvokset med en kristen fundamentalisme. Derfor ved jeg meget om den og synes ikke om den."

- Hvad holder fra 60'erne og 70'erne set i bakspejlet?

"Der skete jo meget. Man var optaget af Den Tredje Verden. Vi så noget helt nyt. Der var en politisering af debatten, og i Sverige fik den nye kvindebevægelse en stor politisk effekt. Mere end i Danmark. Alle de store reformer fandt sted i 1972-73 på det område."

- Fejltagelser?

"Jo, der var da dumheder, og der var en naivitet i forhold til visse politiske fænomener. Men jeg levede jo også i Berlin i de år, hvor Rote Armee Fraktion kom til at dominere meget. Resten af den store venstrebevægelse forsvandt i stormen omkring Baader-Meinhof. Jeg har læst bøgerne om Blekingegadebanden. Sammenlignet med Baader-Meinhof var det jo mærkeligt, at de her flinke drenge, som begik store kup, sendte pengene til Den Palæstinensiske Befrielsesfront. Samme kurve, hvor man glider ind i kriminalitet. Det er spændende bøger."

Værdidebat

- Du blev selv socialdemokrat, er du stadig

det?

"I Sverige har det jo været et statsbærende parti, som har grundlagt velfærdsstaten. Man kommer ikke uden om det. Og omkring visse væsentlige principper er der stor konsensus. Også den nye borgerlige regering søger jo ind mod midten, som delvis i Danmark, i hvert fald forud for et valg."

- Oluf Palme ville have dig med til at formulere en ny kulturradikal politik. Det blev til en reform i 1972. Hvad gik den ud på?

"Palme nedsatte et kulturråd, som foretog en stor undersøgelse af kulturpolitikken. Vi arbejdede fra 1968 til 74 og lagde grunden til den politik, som findes i dag og formentlig vil gøre det fremover. Den betød en total omorganisering af hele feltet. Der kom mange flere penge. På teatrets område kom der 11 nye regionale teatre rundt om i Sverige, altså en decentralisering. Der kom statsstøtte til forlag og forfattere, det samme på musikområdet. En total forandring. Det har været godt. De borgerlige har accepteret principperne i det."

- Hvad betyder ordet kulturradikal, som du ser det?

"Vi har jo egentlig ikke en kulturradikalisme i Sverige. Ikke som i Danmark, hvor man har en lang tradition fra Brandes over Agnes Henningsen og PH til Klaus Rifbjerg, som har spillet en stor rolle. En slags frihedbevægelse, men vældigt intellektuel. Den har jeg respekt for. Hasse og Tage (svensk instruktørpar, red.) er nok de mest kulturradikale, vi har haft hos os. Kulturen i Danmark er jo meget styret af København - eller styret af Information (aner et smil på Enquists ellers så alvorlige ansigt?). Det er jo Information og Politiken, som styrer den danske bevidsthed, men eftersom jeg sidder over for en Information-journalist vil jeg aldrig vove at kritisere dette. Dog, det er vel det, værdikampen i Danmark handler om? Jeg synes, det er udmærket, at man tager et kulturpolitiske spørgsmål som det op. Det ville aldrig kunne ske i Sverige. Selvom debatten med kulturkanonerne jo var lidt mærkelig."

En ren proces

- Et kæmpe spørgsmål: Ser du en løsning for begivenhederne i Mellemøsten?

"Det er bare så forfærdeligt. Hvad gør man ved det? Det er et kæmpefængsel, som bombes. Selvklart, at bomningerne må stoppe - og at der må komme en tostatsløsning og helst hurtigt. Men det har varet meget længe - i 41 år har helvedet varet, og man kan blive uhørt melankoliker."

- Kan Obama og Hillary Clinton få et ben til jorden dér?

"Jeg tror, at man vil blive skuffet, men hvis Hamas bare vil forhandle med dem, må man blive glad."

- Integration og indvandring?

"Ikke nogen stor debat i Sverige, aldrig så betændt som i Danmark. Jeg siger ikke, at der ikke findes højreekstremisme i Sverige, men svenske aviser har aldrig dyrket det meget. I Sverige var man meget tidligt observante med hensyn til at integrere indvandrere. Det har været en relativt ren proces, som partiernes ledere fra venstre til højre har bakket op om. Små tre procent slutter op om det eneste parti, der kan minde lidt om Dansk Folkeparti. Man kan ind imellem se modsætninger træde frem på visse steder som omkring Rosengård i Malmø.

- Som fodboldstjernen Zlatan Ibrahimovic kommer fra?

"Ja!" - lyder det højt og fuldtonende fra den lidenskabeligt sportsinteresserede Per Olov Enquist, som, da det regnedes for halvvulgært blandt intellektuelle at interesse sig for idræt, havde den som tema i flere romaner. Blandt andet har han indskrevet en sammenlignende analyse af de to små, store spillere, Maradona og Allan Simonsen. Selv var han som ung en strålende højdespringer og havde en karriere som sådan.

Hans mange højdespringende bestsellere og teaterstykker har gjort ham velaflagt. Om det at have mange penge siger han:

"Jeg er glad for at have dem, men jeg forbruger meget lidt. Jeg er 'lille i maven', som det hedder på svensk. Mad og arbejdsforhold. Det er, hvad det handler om."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Krogholm

Per Olov Enquist debuterede ikke med "Magnetisørens sidste vinter" i 1961, men med "Kristallögat". "Magnetisörens femte vinter" (som den retteligen hedder) udkom 1964. Han fik Nordisk Råds Litteraturpris i 1969 for romanen "Legionärerna".

Chris Henriksen

De gamle venstrefløjsere begynder at pive lidt, når de nærmer sig den uafviselige skæbne: døden. Trist, suk suk o g atter suk. Man kan åbenbart være for forsuttet til at være chef på Information. Sjovt.

"Der findes jo statistiske undersøgelser, som viser, hvor mange nobelpristagere, som er døde af alkohol, og det er næsten 100 procent."

Helt ærligt! Hvis I tror på det, vil I vist tro på hvad som helst. Faldt der et 'modtagere af Nobelprisen i litteratur' ud? (Der er en del andre Nobelpriser). Jeg tror hverken Niels Bohr, Richard Feynmann (som var erklæret afholdsmand - efter en 'våd' periode) eller Albert Einstein var alkoholikere).