Læsetid: 4 min.

Tabu er tema på Testrup

Der er lagt op til tabunedbrydning på årets 'Tag og læs'-kursus på Testrup Højskole. Lektor Tania Ørum åbnede kurset med at give sit bud på, hvad avantgarde er i dag, hvor vi ser blod, vold og sex på tv hver dag
Der er lagt op til tabunedbrydning på årets 'Tag og læs'-kursus på Testrup Højskole. Hvad er avantgarde i dag, hvor vi ser blod, vold og sex på tv hver dag?
13. januar 2009

Tabu er årets tema på Testrup Højskoles årlige et-uges kursus, "Tag og læs", hvor også årets Montana-pris skal overrækkes.

Lektor Tania Ørum, der netop har lagt sidste hånd på et - endnu ikke udkommet - storværk om 1960'ernes avantgardekunst, åbner kurset med at tale om "Overskridelsens svimmelhed - og nødvendighed", men forinden kaldes der til den traditionelle højskole-'morgensamling'. I dag er det Mads Eslund, der står for den, og den former sig som en hyldest til nyligt afdøde Inger Christensen.

Efter et par indledende bemærkninger om hendes værker giver han sig til at læse op af Alfabet. Mads begynder slet og ret fra en ende af:

"Abrikostræerne findes, abrikostræerne findes", og inden for få sekunder er forsamlingen stille.

Stille. Folk sidder med det indadvendte ansigtsudtryk, som kun gode digtoplæsninger og klassiske koncerter kan fremmane, et øjebliks grebethed. Man sidder lidt tavs og stille med Inger Christensens iagttagelse om atombomben: at lyset siden Hiroshima og Nagasaki har mindet lidt om atombombens lys, før det går løs med synspunkter, polemik og debat.

Lad os se, hvad der sker

Til gengæld varer det ikke længe, før netop det aspekt af ugens kursus træder frem, da Tania Ørum går på talerstolen. Hun begynder med at forklare, hvad overskridelse ikke er: Den er ikke (længere) blod, vold og sex, for det ser vi hver dag på tv.

Næh, avantgarden, den der overskrider det vedtagne, er snarere karakteriseret ved en afmontering af det opstablede og opstyltede, den er legende, en måde at sætte noget i gang på for at se, hvad der så sker. Det er processen, der tæller, ikke om projektet lykkes.

Tania Ørum karakteriserer holdningen med et "lad os se, hvad der sker".

I 1960'ernes avantgarde betød holdningen en opløsning af de vedtagne former og normer, med "svimmelhed" mener Tania Ørum de få år, hvor hele bølgen af ungdomskultur opstod, avantgardekunst og ungdomskultur fusionerede, og man i et kort sekund kunne tro, at alt vedtaget stod for fald, og et helt nyt samfund var ved at fødes.

Derpå erklærer Tania Ørum sig som 68'er og konstaterer, at alt det, 1960'erne stod for, nu er rullet tilbage i neokonservatisme og ressentiment.

Alt, hvad man troede dødt og begravet fra kirkebryllupper til kønsroller er genopstået.

"Børn fødes igen lyserøde og lyseblå," konstaterede hun til forsamlingens moro, ja, også digtermyten er genopstået.

"Søren Ulrik Thomsen, der i eftermiddag skal tale om 'kritik af den negative opbyggelighed', fik den jo genindført," konstaterer Tania Ørum, som mener, han står for hele den neokonservatisme, der i 1980'erne vendte sig mod 60'er-avantgarden, mener hun.

Fra fredløs til klassiker

Så er banen sådan set kridtet op, og Tania Ørum går over til at gennemgå det 20. århundreds avantgarde med digteren Gertrude Stein som ledetråd. Senere erkender Tania Ørum dog, at den kritik, som Søren Ulrik Thomsen sammen med sin medforfatter Frederik Stjernfeldt i bogen af samme navn som foredraget, kritiserer 1960'er-positionerne med den ret, at de siden er stivnet og blevet mainstream, tom gestus.

Men det er avantgardekunstens skæbne, fremhæver Tania Ørum, bevæbnet med Gertrude Stein.

"De, der skaber deres tids nye kompositioner, er fredløse - indtil de bliver klassikere."

Indlemmet i traditionen kommer de siden til at stå for det skønne.

Menneskelivet ændrer sig egentlig ikke fra generation til generation, det er, hvad man får øje på, der ændrer sig.

Zapperkultur

Der er imidlertid et bestemt træk ved avantgarden, der generer flere af tilhørerne, nemlig det, at de bevægelser, der står for det nye - og det nye menneske - ikke, når de bliver etableret, slår igennem, som de selv havde forestillet sig. 1060'er-avantgarden er således enten blevet til nutidens forkætrede og forhadte kulturradikalisme eller til nostalgisk mode, en overfladisk gestus, der har mistet sit legende, eksperimenterende mål. Arven fra 1960'ernes interaktive, formsprængende kunsteksperimenter og deres 'attituderelativistiske' sprængning af det borgerlige subjekt dukker i dag op i zapper-kulturen og sms'erne samt i erhvervslivets mantra om omstillingsparathed.

Men hvorfor, vil en tilhører vide, hvor er selvrefleksionen, hvad gik der galt?

Tania Ørum har så lidt som andre noget svar, måske blev man slået tilbage af voldsomheden i det ressentiment, der brød frem med 1980'erne, foreslår hun.

Måske er den samme tilhører inde på præcis noget af det, der brød igennem som ressentiment, da hun senere tager ordet for at fortælle, at hendes mor var syerske, og at hendes far om en Robert Jacobsen-skulptur på Mads Damgaards dengang berømte Angli-fabrik med al den moderne kunst, havde sagt, at det krogede, bøjede jern var en skulptur af en syerske på 30 år. Hendes mening var at pege på en erfaring, der ikke kom til orde i kunsten, men som siden er brudt igennem først i rindalismen, så i Fremskridtspartiet og senest og mest magtfuldt i Dansk Folkeparti.

Den unge kunstnergenerations positioner er til stede i skikkelse af Testrup Højskoles to litteraturlærere og forfattere, Christian Dorph og Mads Eslund. Christian Dorph mener, at avantgarden måske har sværere ved at komme til orde i dag, hvor "Gyldendal sidder på det hele", men at den på den anden side er befriet for det gruppepres, der hvilede over 1960'ernes kunstnere. Skrev, malede og performere de ikke på den rigtige måde, var de ude.

I dag er det et totalt felt uden brændpunkt, det var der ikke i 1960'erne, mener Christian Dorph.

Og her dukker den tredje position op, 1960'ernes politiske side.

"Man tog hinanden meget mere alvorligt," siger en kvinde, der præsenterer sig som SF'er på landet dengang i 1960'erne. Hun bliver depressiv, når folk siger, at hun da må have sin mening, de har bare en anden.

"I 1960'erne var holdningen, at alt kan laves om. I dag er holdningen, at det ikke nytter noget."

Formiddagen slutter næsten i Inger Christensens ånd med at en tilhører insisterer på, at virkeligheden findes.

"Vi må give slip på, at vi skal forstå verden for at verden er til. Når vi forstår den er den forbi!"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu