Læsetid: 12 min.

'Det her er Taleban-land'

Den danske hær er i Afghanistan på begrænset mandat. Vi skal ikke løse Afghanistans problemer, men blot støtte en regering, der er uden synlig gennemslagskraft eller troværdighed
Fjendeland. Hver gang vi kører ud af porten, rapporterer Taleban det, fortæller lejrkommandanten, Tue, der har taget mig med op i lejrens vagttårn. 'De ved også, at vi nu er tre heroppe i tårnet i stedet for en. Det er hårdt at måtte indrømme det, men de kan bevæge sig frit omkring. Vi står over for en svær fjende.'

Fjendeland. Hver gang vi kører ud af porten, rapporterer Taleban det, fortæller lejrkommandanten, Tue, der har taget mig med op i lejrens vagttårn. 'De ved også, at vi nu er tre heroppe i tårnet i stedet for en. Det er hårdt at måtte indrømme det, men de kan bevæge sig frit omkring. Vi står over for en svær fjende.'

22. januar 2009

Luften over Camp Price dirrer, da et Mirage kampfly påbegynder sine kilometerstore cirkler i luftrummet syd for lejren, mens den venter på signal til at lade 2.000-punds-bomberne falde. Også lejrens artilleri af 105 millimeter lightguns går i gang med skarpe knald, der følger hurtigt efter hinanden. Et større slag i Spin Masjed kun to kilometer fra danskernes hovedkvarter i Helmand Provinsen er startet kort tid efter min ankomst. Det bliver det konstante akkompagnement til mine dage med de danske og britiske soldater i NATO-styrkernes fælles lejr: pludselige udbrud af knaldende artilleriild og flymotorernes truende rumlen fra en grå himmel.

Tre dage går flagene på halv. Fire britiske soldater er faldet, killed in action, ikke i slaget om Spin Masjed, hvor afghanske og canadiske tropper er indsat med det danske Bravo Kompagni som støtte, men andre steder, altid inden for den samme radius af 20 kilometer. Så lukkes der for al udgående kommunikation fra lejren, indtil de pårørende er underrettet, og vi er for et øjeblik stumme, alene med krigen.

Krigens jargon

Jeg lærer krigens jargon: Operation betyder et slag. At rydde op eller rense ud vil sige at slå ihjel eller i hvert fald slå på flugt. At blive taget ud er at blive dræbt. Føling med fjenden vil sige: Her skydes. Det er enten dig eller mig, der går herfra i live, mens kuglerne baner sig vej gennem sårbare kroppe, andres eller din egen. Jo, verden er et snavset hus, der trænger til gulvspand, sæbe og skrubbe. Men der bliver skudt på rengøringsassistenten, og gulvet er mineret.

Romeo Callsign er en såkaldt let opklaringssektion, altså spejdere. Deres tilholdssted er fem kilometer fra Camp Price i byen Gereskh, hvor de sammen med en deling fra den afghanske hær har indrettet sig i et tidligere russisk maskinværksted, lige ud til Highway 1 overfor den lokale basar. Gennemsnitsalderen i gruppen er 26 år. Føreren, Torben Stensgaard, er 41 år. Det er erfarne soldater, der har flere udstationeringer bag sig, og som også, når de er hjemsendt, har krævende job. Jan arbejder med vanskelige unge på vej ind i kriminalitet. Den tætbyggede, lysblonde Johnny har fundet et job, der hvad fare angår, kan konkurrere med udstationeringen i Afghanistan. Han er livvagt, og hans sidste job var på det bandehærgede Haiti.

Sammenholdet i gruppen er stærkt. De kender hinanden, som kun mænd, der er fælles om et tab, kan gøre det. Det var Romeo, der den 4. december kørte ind i et baghold i Spin Masjek, hvor et stort slag nu raser, og mistede to mand. Talebanerne, der talmæssigt var dem langt overlegne, havde gravet sig ned, mineret terrænet og overdængede dem med mortergranater.

"De var simpelthen dygtigere end os," siger Johnny, der har stor respekt for talebanerne som modstandere.

Først efter 50 minutter lykkedes det danskerne at skyde sig fri og få deres døde og sårede med sig. Ti minutter mere, så var ammunitionen sluppet op, og de var blevet et værgeløst bytte for en morderisk fjende.

"Det er en oplevelse, man aldrig glemmer. Man må ikke glemme den. For så er man kold."

Vi sidder i radiorummet i Gereskh. I løbet af vores samtale vender Torben Stensgaard igen og igen begivenhederne den 4. december. Hvordan håndterer man som leder, at ens mænd bliver dræbt? Man må gøre op med sig selv, hvorfor man er her, siger han. Er det for at skyde? Eller er det for at hjælpe? Han har mødt unge soldater, der er taget herud, fordi de gerne vil opleve krigen. "Men man skal passe på, hvad man ønsker sig. Det kunne jo gå i opfyldelse, og det er ikke altid kun fjenden, der bliver dræbt," siger han.

Iorkanens øje

Det tidligere russiske maskinværksted er opdelt i store, højloftede haller med vægge af råt tilhuggede sten og svære stålporte. I køkkenet, der står åbent ud til det fri, syder det fra enorme flammer på et gasblus i industristørrelse. Aftenens frivillige kok skovler rundt i en pastaret, der rigeligt rækker til den snes soldater, der er forsamlede rundt om et stort bord dækket med en voksdug i samme camouflagemønster som deres uniformer. Ved bordets ene hjørne står en hjemmelavet vejviser, der fortæller, at der er 4.799 kilometer til Vesterbro, 4.624 km til Odense og 130 meter til Taleban.

Taleban er lige på den anden side af vejen, hvor basaren begynder. "Hver gang vi kører ud af porten, rapporterer de det," siger lejrkommandanten, Tue, der har taget mig med op i lejrens vagttårn. "De ved også, at vi nu er tre heroppe i tårnet i stedet for en. Det er hårdt at måtte indrømme det, men de kan bevæge sig frit omkring. Vi står over for en svær fjende."

Vi er midt i orkanens øje. Og ligesom i orkanens øje er der for tiden stille i Gereskh. Den sidste selvmordsbomber detonerede sit bælte for seks måneder siden. Der er almindelig enighed om, at byen med de 50.000 indbyggere er renset for Taleban. Men Tue ser anderledes på det. Gereskh er spækket med oprørere. De bruger byen til at hvile ud i, og derfor lader de koalitionsstyrkerne i fred.

"Lader os være i fred!" Britiske Joel Walker, der arbejder i kommunikationsafdelingen fnyser foragteligt. "Og det skal komme fra jer danskere, der mistede fem mand i sidste måned."

Han tager mig hen til et kort og peger på vejene ud fra Gereskh. Området er fyldt med grønne prikker. "Ved du, hvad vi har døbt denne her strækning på Highway 1? Vejbombe Allé!" Walker tæller prikker og standser først, da han er nået til 56. "Så mange vejbomber er der blevet fundet siden begyndelsen af november. I danskere har ikke styr på en skid!"

Vi står op klokken halv fem næste morgen. Romeo skal ekskortere en konvoj, der afgår fra Camp Bastion med kurs mod den britiske Camp Keenan længere nordpå. Det er første gang, konvojen er ude siden den 19. december, da tre danske soldater blev dræbt. Vi kører ad Vejbombe Allé. Til trods for kevlarplader i sider og undervogn er spejderpatruljens jeep en såkaldt 'blød bil', som ikke yder nogen virkningsfuld beskyttelse mod vejbomber og miner. Hvis bagakslen rammer en mine, er det slut.

De tæthængende camouflagenet på spejdernes jeep, en Mercedes GL270, ligner afskallede flager på et skildpaddeskjold, men fra førerhusets vinduesløse åbninger og taget stikker 7.62 maskingeværernes sorte piber advarende frem. Når Romeo Callsign rykker ud, er indtrykket på en gang afvæbnende og truende. Det er et menneskeskabt, bemandet fabeldyr, halvt Galapagos-skildpadde, halvt hulepindsvin, der besværet svajer med sine meterlange radioantenner ad ørkenens opkørte hjulspor.

Det er endnu mørkt, da vi klokken kvart over fem forlader lejren og kører nordpå ad Highway 1. Der er fire jeeps og to pansrede mandskabsvogne, hvis larvefødder maler mod asfalten. Der køres i midterbanen med slukkede lygter, og der køres stærkt. Den spredte morgentrafik må trække ud i rabatten og standse, når vi som en pansret knytnæve brager frem imod dem. Hvis de turbanklædte afghanere bag rattet i de ramponerede biler ikke reagerer hurtigt nok, affyres lysraketter med høje knald. På jeepens åbne lad går den iskolde morgenluft tværs gennem tøjet. I halvmørket lige før daggry passerer vi en karavane af tungt læssede kameler. Gede- og fåreflokke flygter med bølgende rygge ned ad vejens skrænter.

Så når vi frem til Vejbombe Allé.

Chaufføren sætter tempoet ned til skridtgang. Udbrændte bilvrag er skubbet ud i rabatten. I lange perioder holder vi stille, mens Torben Stensgaard og en af hans mænd går i forvejen og med lommelygter afsøger vejkant og grøfter. Vejarbejde er i gang. Der ligger stendynger langs den nyasfalterede vej. Grøfter og drænrør, der leder vandet under vejen, er også oplagte steder at placere en vejbombe.

Solen står op bag en savtakket bjergkæde i den fjerne horisont og kaster tøvende sit første, rødmende lys over den golde, gråbrune ørkenflade. Fra en gård tæt ved vejen, en såkaldt compound, der ligesom gårdene i den danske jernalder er befæstet med høje, lerklinede mure, dukker en flok børn op.

Børn er en såkaldt combat-indicator. Er der ingen børn, er det et faretegn. Er der mange, er bagholdet aflyst for i dag. Jan stiger ud af bilen og nærmer sig børnene med farveblyanter og tavlekridt i den ene hånd. I den anden har han sit gevær. Han vinker til børnene og smiler. Der er ingen reaktion. Børneflokken står fastfrosset og stirrer, som om en marsmand lige er landet på marken. Jan går ned på det ene knæ for at være i øjenhøjde med dem. Som tegn på, at han ikke vil dem noget ondt, peger geværet ned mod jorden. Endelig kommer der liv i den yngste, en treårig dreng i en lysegrøn, snavset pyjamas og bare fødder på den hårdtfrosne jord. Han nærmer sig tøvende, så farer hans lille hånd lynsnart frem, og et øjeblik efter har han gemt sig i flokken af søskende, der slår kreds om ham for at beundre skatten. Så forsvinder de ind bag muren.

"Det her er Taleban-land," siger Jan, da han igen sætter sig ind bag rattet. "Nu fortæller de deres far, at de har set os. Så ringer han på mobilen, og om lidt passerer en motorcykel. De holder hele tiden øje med os."

Lidt længere fremme gør vi holdt ved en af det afghanske politis checkpoints. Checkpointet har flere gange været angrebet af Taleban og er omgivet af lervolde og sandsække. Fra den hvide bygnings flade tag vejer det afghanske flag. En patrulje har fundet en vejbombe. Nu bringer danske ingeniørsoldater bomben ud i ørkenen bag checkpointet, hvor den detonerer med et hult, sugende drøn og en gråsort røgsky, der driver bort i ørkenvinden.

Fra det flade tag får Torben Stensgaard udpeget et af Talebans checkpoints længere inde i ørkenen og en compound, hvor der ifølge sikre efterretninger holder pakistanske og tjetjenske krigere til. Det er ikke opklaringspatruljens opgave at opsøge kamp, så oplysningerne vil i stedet blive givet videre.

Da konvojen med de 22 ton tunge, fuldpansrede Man SX lastvogne er passeret, trækker vi ud i ørkenen og tager opstilling for at afvente dens tilbagekomst. Romeos fire jeeps og de to pansrede mandskabsvogne, der er med som opbakning, bliver parkeret med et par hundrede meters mellemrum med maskingeværerne strittende i alle retninger.

Et stykke borte ligger en compound halvt i skjul bag en støvet poppellund. En blåmalet port i den lerklinede mur åbner sig på klem, og et lille mørkt hoved stikker frem. Så følger flere børn efter, og snart er en leg i gang. Også fire mænd dukker op. Under de omfangsrige turbaner ser de i vores retning. Deres sjaler flagrer i ørkenvinden.

Helt alene i verden

Torben Stensgaard beslutter, at det er tid til en snak. Sammen med den afghanske tolk nærmer vi os mændene. Der bliver givet hånd hele vejen rundt. Afghanerne har store, arbejdsvante hænder og er højere end flere af de danske soldater.

"Vi er fra Danmark," siger Torben Stensgaard. "Det er langt væk."

Det er ikke fjerne Danmark, de fire mænd, der præsenterer sig som brødre, vil vide noget om. De spørger heller ikke, hvad de bevæbnede mænd fra en andet kontinent laver her i deres land. De vil vide, om Torben Stensgaard har børn. De vil vide, om han bor i en compound, lige som de gør. De søger et fællesskab med den fremmede, ikke soldaten, men mennesket under hjelmen og fragmentationsvesten.

Først da Torben Stensgaard spørger, om de har nogen problemer, ændrer de tonefald. De siger, at amerikanske soldater for en måned siden har dræbt ni uskyldige landsbyboere, heriblandt en af deres slægtninge, ikke langt herfra, et sted, der hedder Khomaria. "Det er meget slemt," siger den ældste af brødrene, som er 41 år gammel. "Vi frygter, at det samme kan ske her."

"Den slags må ikke ske," siger Torben Stensgaard beklagende. "Jeg skal rapportere det videre. Men det er krig. I en krig sker det, at uskyldige kommer i skudlinjen."

"Forstår I da ikke," spørger den ældste bror. "Den slags gør folk vrede. Så er det, de støtter Taleban."

"I må sørge for at blive registreret til næste valg. Så kan I stemme på den regering, I ønsker."

Den ældste bror ignorerer ham. Den vrede, han taler om, synes også at have taget magten over ham. Han peger mod politiets check-point. Den hvide mur kan skimtes langt borte.

"Politiet afpresser os. De stopper os på highway'en og udplyndrer os."

Torben Stensgaard lover, at han vil tage en alvorlig snak med det lokale politi, men afghaneren løfter advarende hånden.

"Det må I ikke. Så kommer de her og straffer os. De jager os bort fra vores jord, og så er vi og vore børn hjemløse. Lov mig, at I ikke fortæller, hvad I har hørt." Stemmen er på en gang insisterende og tryglende. Her taler en mand, der føler sig alene i verden.

Jeg kan se afmagten i den danske soldats ansigt. "Jeg skal rapportere det til politimesteren, men uden at nævne jeres navn."

Det brager gennem landskabet. Et øjeblik er ørkenen et stort ekkorum for krigen. Det er et GMLRS missil afsendt fra Camp Armadillo ti kilometer borte på vej til slagmarken i Spin Masjek langt syd for os. Missilet er GPS-styret og kan ramme præcist inden for en radius af 50 meter. Dets pris er 600.000 kroner.

"Vi er gamle mænd." Det er en af de andre brødre, der taler, idet han minder os om, at i Afghanistan er man gammel, når man er 40. "Vi er analfabeter. Der har været krig i vores land i 30 år. Vores børn er analfabeter. Jeg er bange for, at også de vil dø i en krig."

Et sjippetov som symbol

Ordene rammer en nerve hos Torben Steensgaard. Da han taler, er hans stemme fuld af oprigtighed. "Jeg er soldat," siger han. "Jeg er nødt til at kæmpe. Jeg risikerer at dø. Også jeg vil gerne se en ende på krigen."

Endnu en gang brager det gennem ørkenen. Igen farer 600.000 kroner hen over hovedet på os.

"Hvordan var livet under Taleban," spørger jeg.

"Det var godt," siger den ældste af brødrene. "Der var fred, ingen stjal, alle passede sig selv. Nu er der ikke andet end drab og røveri."

"I må lade jer registrere og stemme til valget. I må give udtryk for jeres mening."

Torben Steensgaard har sagt det, han skal. Han har sagt det, han kan. Den danske hær er her på et begrænset mandat. Vi skal ikke løse Afghanistans problemer, men blot støtte en regering, der er uden synlig gennemslagskraft eller troværdighed. Jeg kan se på Torben Steengaards ansigt, hvor utilfreds han er med situationen.

Det er blevet tid til at dele gaver ud. Der er farvekridt og blyanter til børnene og en lille transistorradio, der kan oplades ved hjælp af et håndsving. Der er også et sjippetov med blå snor og gulmalede håndtag af træ. Da vi fjerner os, bliver vi råbt an af en af de store drenge. Anklagende holder han sjippetovet i vejret. Snoren er gået midtover. Sjippetovet duer ikke. Jeg kan ikke lade være med at se symbolikken i den defekte gave.

I Afghanistan er vi ikke andet end bevæbnede tilskuere til en endeløs tragedie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jamen, det er da godt at læse, at det går fint bag Dannevirke i Afghanistan, at alle er glade.

Mon legetøjet, som de danske soldater uddeler, er fyldt med sprængstoffer ... ligesom i de gode gamle dage ?

Mon FE har det samme syn på situationen ?

.... gode ganle dage ?

Ja, jeg mener dengang Venstre-folk valfartede derned med pengeposer under armen for at hjælpe de afghaneske oprørerne mod besættelsesmagten.