Læsetid: 8 min.

Te og sympati i Sri Lankas hjerte

Sri Lanka er værd at besøge for østatens endeløse uspolerede strande, men Det Indiske Oceans perle er endnu højere grad værd at gæste for dens smukke fredfyldte indre med dets kunstige søer, gamle templer og smaragdgrønne landskab af frodige teplantager - på dette sted føles borgerkrigen langt borte
Den triste helligdom. Ved Gal Vihara kan man beundre fire Buddha-statuer udskåret af en kæmpemæssig granitblok. Den ene er syv meter høj og har været kontroversiel på grund af sine usædvanlige korslagte arme og ubeskriveligt triste udtryk.

Den triste helligdom. Ved Gal Vihara kan man beundre fire Buddha-statuer udskåret af en kæmpemæssig granitblok. Den ene er syv meter høj og har været kontroversiel på grund af sine usædvanlige korslagte arme og ubeskriveligt triste udtryk.

30. januar 2009

En fjern rumlen skærer pludselig gennem fuglenes kvidder, mens jeg ligger ved poolen ud for det fredfyldte Park Street Hotel i Colombo, og med ét tager hele flokken flugten mod himlen. Min rejsefælle kigger op fra sin bog, og vi udveksler usikre blikke, før vi igen vender tilbage til driverlivet. Tanken om, at det kunne være en bombe, der gik af, føles malplaceret i dette 250 år gamle palæhotels yndefulde omgivelser, og vi afviser den hurtigt. Men så, en timer senere, vækker den knitrende larm af, hvad der lyder som skudsalver os igen af vor søde døs.

Januar 2009 ser ud til at blive en afgørende periode i Sri Lankas årtier lange borgerkrig. Et år efter at, at regeringen opsagde en våbenhvile, ser dens militærstyrker ud til at være tæt på at have nedkæmpet De Tamilske Tigres stærkeste bastioner i de nordligste egne af landet, og mens dette skrives, forlyder det, at regeringshæren netop har erobret Tigrenes de facto hovedstad, Kilinochchi. Den rumlende lyd vi hørte tidligere på dagen viser sig at være en selvmordsbombeaktion mod en flybase omkring to kilometer fra hotellet, men senere erfarer vi, at det, vi troede var geværild, var fyrværkeri, som blev brændt af, da borgere ville fejre Kilonochchis fald. Da vi bevæger os ud på gaden samme aften, hersker der en ildevarslende stilhed, og på vores tuk-tuk, en trehjulet kabinescooter, må køre vi slalom mellem de betonblokke, der er stillet op som vejspærringer, før vi når frem til restauranten. De de ansigter, vi møder på vor vej, udtrykker dog varme og velvilje snarere end frygt. Det var ikke den mest lovende start, vi kunne få på vores tur, men vi trøster os med, at vi snart skal rejse væk fra hovedstaden og det kamphærgede nord for i stedet at udforske det indre af Sri Lanka.

Marco Polo kom først

Da Marco Polo kom hertil i slutningen af 13. århundrede, beskrev han dette sted som verdens dejligste ø i sin størrelse. Og selv om den eneste anden af ø af sammenlignelig størrelse er det bjergtagende smukke Tasmanien (som Marco Polo aldrig besøgte), er hans lovprisning forståelig. Sri Lanka er dråbeformet og dets 1.340 kilometer lange kystlinje, hvoraf kun en beskeden del er bebygget, er på alle sider omgivet af Det Indiske Ocean. Her kan man køre langs tilsyneladende endeløse uberørte strande hvor frådende grønblå bølger skyller i land. På dette sted føles borgerkrigen meget langt borte.

Jeg kunne fint have stillet mig tilfreds med at tilbringe resten af ferien med at køre ned langs kysten fra Colombo. Fristelserne på denne strækning omfatter bl.a. Geoffrey Bawas tropisk modernistiske arkitektur - som mange fremhæver som forløberen for balinesisk stil - herunder Bentota Beach Hotel og Lighthouse Hotel samt den smukke portugisisk-hollandske fæstningsby Galle, med dens nuttede små huse med søjleindgangspartier, ulasteligt hvidkalkede kirker og fyrtårn.

Men i stedet beslutter vi os for at sætte kursen stik øst, ind mod hjertet af landet.

Vores guide og chauffør, Nishantha, henter os på hotellet. Vi tøffer ud af hovedstaden med retning mod byen Kandy, mens den friske havbrise langsomt svinder i bakkelandet. Det samme gør den intense trafik, og vi kører nu gennem palmelunde og rismarker. Landsbybeboere faldbyder varer ved vejsiden, og ved Yakulla gør vi holdt for at nyde den sødeste, mest saftige ananasjuice, jeg har fået i mit liv, tilsmagt med en pikant blanding af salt og chili.

Hvert lille bysamfund, vi passerer, markerer vores opstigning fra havets overflade: I 30 meters højde passerer vi gennem marker, hvor der dyrkes cashewnødder og sukkerrør; 200 meter længere oppe finder vi majsmarker og mangotræer. Den intense menneskelige aktivitet begynder at vige for et roligt, idyllisk landskab af rød jord, der synes at absorbere alt sollys i bladhanget. Ved vejsiden giver boder, der sælger fisk og ejendommeligt oppusteligt legetøj, skygge for søvnige hunde.

Vi drejer af ved Kegalle, en attraktiv by for turister, da den fungerer som springbræt til et besøg i Pinnawala Elefantungehjem. Dette fristed blev grundlagt i 1975 for at beskytte fem sårede og forældreløse elefanter. Siden da er det vokset til at huse 80 af dem. Elefanterne tilbringer deres dage med at strejfe rundt i parken ledsaget af deres elefantpassere, de såkaldte mahouts, der to gange om dagen fører dem ned til Maha Oya-floden, hvor de tager et bad af to timers varighed.

En gribende påmindelse om borgerkrigen er hunelefanten Sama, hvis forreste ben er blevet delvist sprængt væk af en landmine. Afhængig af hvor god deres tilpasningsevne er, vil nogle af disse dyr senere blive overført til Uda Walawe National Park i syd.

Et smykkeskrin

Næste del af vores rejse kræver, at vi drejer af mod nord og støder frem til Habarana. Denne by danner centrum i den den såkaldte Cultural Triangle midt på øen. Trekantens tre punkter udgøres af Sri Lankas gamle hovedstæder: Anuradhapura i nordvest, Polonnaruwa i øst og Kandy i det centrale højland. Det var i Habarana - et navn, der kan oversættes til 'Smykkeskrin', halvvejs mellem Polonnaruwa og Anuradhapura, at Sri Lanka's gamle herskere siges at have skjult deres skatte, da deres kongeriger blev erobret. "Habaranas rigdomme er i undergrunden," fortæller Nishanta os. Men rigdom udstråles også af den lille håndfuld af luksusferieboliger, der er placeret her. Selv slår vi os ned i Cinnamon Lodge, et byggeri af lave hytter, der ligger ved en idyllisk sø hvor vandet bugter sig ind i en lille vig med klynger af liljer omkring ibenholt-, mahogni- og palmetræer. Da mørket falder på, lyder en hel koncert af kvidder og ur-skovslyde, mens store flokke af fugle stiger til vejs og ser ud til at forsvinde i det aftagende sollys.

Det er et fredfyldt sted, der er som skabt til at huse dem, som har gjort det til deres mission at stoppe Sri Lankas konflikt. Vi møder her en bemærkelsesværdig gæst, Ranil Wickremesinghe, den tidligere premierminister i Sri Lanka og nuværende oppositionsleder. Wickremesinghes UNP-parti indgik i 2002 en våbenhvile med De Tamilske Tigre, der hjalp til at styrke landets økonomi, ikke mindst ved at bringe turisterne tilbage. Nu holder de sig væk igen, hvilket han beklager. "Der kommer færre turister, selv om vi har alt at byde på: kulturtrekanten, bjergbyer og syv steder, som er på Unesco's liste over menneskehedens kulturarv."

Buddha

Hvad vi ikke var klar over, er, at vi havnet i et af landets 'tørre zoner', hvor der kun falder regn omkring to måneder om året. Det gennemgående skærende grønne landsskab bærer dog ikke præg af det. På vej mod Polonnaruwa den følgende formiddag passerer vi flere af de store kunstige søer, som er så karakteristiske for dette land, og som blev anlagt af Sri Lankas gamle herskere for at overrisle deres kongeriger.

I Polonnaruwa - hovedstad fra det 11. til det 13. århundrede efter Anuradhapuras fald ligger Sea of Parakramabahu, som blev anlagt på bud af den første monark af dette navn.

Byen, der ligger ved søens nordbred, er hjemsted for nogle af Sri Lankas fineste Buddha-statuer foruden de forbavsende velbevarede bygninger i den gamle park. Kong Parakramabahus syv etagers kongelige slot holder stand med sine tre meter tykke mure og en hal, der prydes af udhuggede elefantskulpturer. Stedet synes dog overtaget af macaqueaber, der farer rundt i ruinerne. Komiske ser de ud med hvide kasserolleklipfrisurer som krone på deres lyserøde fjæs.

Polonnaruwas mest imponerende sted er dog Gal Vihara, en gruppe bestående af fire Buddha-statuer udskåret af en kæmpemæssig granitblok, deriblandt en syv meter høj Buddha, der længe har været kontroversiel på grund af sine usædvanlige korslagte arme og ubeskriveligt triste udtryk.

500 haremskvinder

Men selv disse statuer overskygges af den bizarre geologiske formation Sigiriya. En times kørsel vest for Polonnaruwa blev denne gamle fæstning bygget sent i 400-tallet på en kæmpe klippe, der skyder 200 meter i vejret midt på sletten som en kumulussky i nuancer af rød, okker, sort og brun. Den blev brugt som højborg af King Kassapa, der opnåede et vist ry for seksuel udholdenhed, idet han på dette sted holdt et harem på 500 kvinder.

Man kan følge King Kassapas pilgrimsfærd op ad mod kvindeligt selskab via en række trapper, stiger og gangbroer, selv om man nu om stunder må nøjes med at blive belønnet med fantastisk udsigt snarere end kødelig tilfredsstillelse.

Herfra kan man beundre det spektakulære vue over det centrale lavland i Sri Lanka og se, hvor imponerende velanlagt dette sted var med prydhaver og voldgrave fastlagt i perfekt symmetri.

Syd for Dambulla, hvis interessante klippetempel rummer en spraglet moderne guldskulptur af Buddha, stiger vejen markant frem til udkanten af Kandy. Denne bjergby var Sri Lankas hovedstad, indtil den blev erobret af briterne i 1815, hvorefter Colombo fik denne forrang. Den labyrintagtige by ligger ved Kandy-søen, ved hvis bred man finder et gammelt tempel, der siges at opbevare en af Buddhas tænder (som dog ikke er udstillet - den er låst væk i i seks skrin, der ligger inde i hinanden).

Kører man ud af Kandy, fortsætter vejen med at bugte sig op i skyerne. Tågen fortrænger den koboltblå himmel. Overalt, hvor man kigger, ligger glitrende grønne teplantager. Som vi kommer højere op, falder temperaturen helt ned til 15 grader. Vi gør holdt i 1.868 meters højde i bjergbyen Nuwara Eliya, der engang var knudepunkt for Sri Lankas teplantager og stadig ligner en engelsk pastiche komplet med imiterede Tudor huse.

Set fra luften

Så går det igen ned ad primitive veje. Og pludselig, i et teatralsk sceneskift, forsvinder al dagslys, mens regntunge skyer trækker ind. Sigtbarheden falder til blot et par meter. Nishantha må kante bilen ad en ensporet vej langs en dyb afgrund og stopper brat op, da vi møder en modkørende traktor. Heldigvis beslutter traktorens fører sig for en modig manøvre og klarer lige akkurat at passere os, mens vi ser til i åndeløs spænding

Vores endemål er Warwick Gardens, en teplantageejers bungalow, der ligger godt gemt i de frodige temarker. Den gammeldags britiske udsmykning på dette hotel er helt i overensstemmelse med regionens koloniale atmosfære.

Selvfølgelig får man det bedste overblik over den lokale geografi fra luften. Vi beslutter at vende tilbage til Colombo med en chartret helikopter, der venter os i Norwood på en skoles støvede legeplads. Skolebørnene vinker ivrigt farvel til os, som var vi berømtheder, og så går turen ellers gennem det grønne landskab forbi vandfaldene St. Clair's og Devon Falls og det koniske spir på bjerget Adam's Peak og de glitrende søer, før oceanets dis igen kommer til syne, og Colombo atter nærmer sig.

Marco Polo havde måske ikke alle fakta til rådighed, men en ting havde han ret i, da han om Sri Lanka sagde: "Alt på denne ø er anderledes end hos os - det er smukkere, og det er bedre."

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu