"Så skrig dog," brøler Frank Castorf og hopper op af sin stol.
"Whaaaaaaaa, kom nu for fanden!" hyler den store mand helt nede fra bunden af lungerne, mens han gestikulerer vildt med armene.
Men det er ikke let at råbe sin replik, hvis man ikke kan huske, hvordan den lyder. Og flere af skuespillerne er efterhånden blevet usikre. Hvad var det nu, de skulle sige? Det er blevet lavet om så mange gange.
"Vi skal nok finde en løsning," trøster instruktørassistenten, der oversætter for Frank Castorf.
"Men nu vil han gerne have, at I tager jer sammen og prøver igen," fortsætter hun og tilføjer:
"Jeg siger bare, hvad han siger."
Så prøver de igen. Men det lykkes ikke rigtig, og Castorf kalder dem sammen.
"Det fungerede nok bedre på den gamle måde," oversætter instruktørassistenten.
"Så han synes, vi bare skal vende tilbage til sådan, som vi gjorde det, før vi lavede det om."
Oppe fra scenekanten stirrer skuespillerne lidt bittert ned på Castorf. Men det er svært at tage dem rigtig alvorligt. Særlig mændene. Under en bolsjestribet teltdug fæstnet på kulørte japanske træudskæringer står blandt andre Henrik Jandorf, Paul Hüttel, og Jens Albinus og glitrer i corsager, tylskørter, højhælede knæstøvler og hofteholdere.
Eksperimenterende leg
Den verdensberømte instruktør Frank Castorf fra Berlin er kommet til København for at sætte romanen Stuk af Herman Bang op som teaterstykke på Det Kongelige Teater.
Selv om premieren nærmer sig, er stykket stadig under udvikling. Og det har han det helt fint med, selv om flere af de medvirkende virker forvirrede.
Ifølge Castorf er det værste, der kan ske for et teaterstykke, nemlig at det stivner. At det holder op med at udvikle sig. At man glemmer den barnlige, eksperimenterende leg med formen.
Eksperimentet er så vigtigt for ham, forklarer han, fordi det er så let at forfalde til vanetænkning. Til den rene reproduktion af en lunkent ligegyldig mainstreambevidsthed.
"En af de vigtigste opgaver for kunsten er hele tiden at tænke anderledes og fornyende i det offentlige rum. Det er noget af det, jeg forsøger at gøre med teatret," siger han, da vi efter prøven har sat os i kantinen i det nye skuespilhus.
I sin beige Adidas-træningsjakke med orange striber på ærmerne ligner han en fodboldtræner fra fortiden. Men det er han ikke. Han er en af tysk teaterhistories sværvægtere og uomtvisteligt en af Europas største nulevende instruktører.
"Lige i dag gik det lidt trægt de sidste par timer," klukker han.
"Men de stakler havde også været i gang i mange timer. Normalt synes jeg, vi har det sjovt."
Teatret om fem år
Oftest er der noget provokerende og grænseoverskridende over Castorfs eksperimenter. Han kommer fra det tidligere Østtyskland, og der blev hans opsætninger gang på gang forbudt. De var dekadente og kontrarevolutionære, mente myndighederne.
Et par år efter Murens fald blev han leder af Volksbühne i Berlin. Myndighederne i det nye Tyskland forbød ikke længere hans opsætninger. Men forargelsen var stor. Skuespillerne rendte nøgne rundt på scenen, drak sig fulde, kom op at slås med hinanden og kastede maling og kartoffelsalat på publikum.
Men de mange kontroversielle optrin var ikke bare provokation for provokationens skyld, fastholder Castorf. Grænseoverskridende manøvrer er med til at udvikle kunsten, mener han, og Volksbühne er da også anerkendt som et af de mest progressive teatre i Europa.
"Hvis jeg får en idé, siger folk måske, at det må man ikke. Må man ikke? Jamen, så bliver jeg da virkelig nødt til at gøre det. Ligesom et barn, der får det indfald at smadre den fine brandbil, det har fået til jul. Forældrene siger, at man da skal lege med den, ikke ødelægge den. Og de forstår ikke, at man ikke tænker på, at man også skal kunne lege med den om fem år. På samme måde tænker jeg ikke, at om fem år skal teatret være, som det var før. Så ville der jo ikke ske nogen udvikling. Surrealismen og dadaismen opstår netop ud af den barnlige leg. Man leger sig frem til noget, som ingen andre har gjort på samme måde før," siger instruktøren, der samtidig må erkende, at det er blevet svært at overraske et stadigt mere blasert publikum:
"Jeg brød mig ikke særligt om kommunismen. Men den var dramatisk. Der var meget, man ikke måtte. Derfor kunne man afprøve en masse, der var forbudt. Og det er et stort privilegium. I dag kan man gøre, hvad man vil. Det er virkningsløst."
Imitation og blændværk
Under et økonomisk opsving i begyndelsen af 1870'erne bliver voldene omkring København fjernet, og lillebyen med storbyambitionerne ekspanderede enormt. Gründertiden kalder man perioden, hvor industrialiseringen dundrer derudad, og borgerskabet mæsker sig dekadent i pludselig, overvældende velstand.
Optimismen er stor. Der hersker en nærmest euforisk tiltro til, at man kan sikre evig fremgang med entreprenante tiltag og fremsynede investeringer. Men midt i 1880'erne vender konjunkturen.
Meget apropos den aktuelle finanskrise viser det sig, at økonomien er kunstigt overophedet. Velstanden hviler på tomme tal, og der er dybt af falde for de driftige forretningsfolk, som pludselig må se deres formuer forvandlet til gæld.
I Prag sidder Herman Bang og skriver en roman om opsvinget og den efterfølgende nedtur hjemme i København. Stuk kalder han den med henvisning til de pompøse facader på de nye bygningsværker. Facader, der ikke er andet end imitation og blændværk.
Herluf Berg hedder hovedpersonen - med samme initialer som forfatteren - og han bliver direktør for Victoria Theatret. Det svarer til Dagmar Theatret i virkelighedens verden, men Bang bruger det også som metafor for hele København: Optimismen er kolossal, da teatret bliver bygget, men forestillingerne viser sig at være det rene humbug, der ikke er kunst, men imitation af kunst.
Moralsk forfald
I Stuk kobler Herman Bang det økonomiske og kunstneriske forfald sammen med et moralsk forfald. Han udstiller det københavnske borgerskab som en dekadent skare, der gøgler sig gennem tilværelsen uden forståelse for ægte følelser som kærlighed, men som til gengæld altid er klar på endnu et sidespring.
Ikke overraskende er Castorf ikke enig med Bang i fordømmelsen af amoralen. Eller også læser han bare Stuk anderledes end de fleste. Hvilket heller ikke kan overraske, da han er kendt for sine kreative omskrivninger af litterære klassikere.
Dekadencen opfatter Castorf i hvert fald ikke som entydigt negativ. Han kan egentlig meget godt lide den ubekymrede, lakonisk amoralske tilgang til tilværelsen.
Men noget af det, han tænder på ved Bang, er hans skepsis over for menneskets evne til at kontrollere verden. Hans overbevisning om, at det vi bygger op, er skrøbeligt som porcelæn og nærmest råber på at blive slået i stykker igen.
"Bang analyserer borgerskabets eufori i Gründertiden. Og det kan vi bruge som et spejl på vores tid. Vi er - eller vi har i hvert fald indtil for nylig været - sikre på, at verden lader sig erkende og beherske. Men med finanskrisen har vi set, at det er en illusion, som vi måske har brugt til at erstatte det, som religion tidligere kunne. Verden lader sig ikke så let erkende. Og jeg tror slet ikke, den lader sig beherske," siger Castorf og nipper til sin sorte kaffe med en vis selvtilfredshed i stemmen.
Udviklingen i verdensøkonomien har bekræftet hans pessimisme, og det ser ud til at passe ham svært godt.
Præcis analyse
Men det interessante ved Bang er også, at han overhovedet havde modet til at sige noget om det københavnske borgerskab, som man ikke måtte sige, mener Castorf. Han udstillede det nøgternt og uforskrækket og leverede måske derfor en meget præcis analyse.
Dermed er vi tilbage ved idealet om at tale den etablerede konsensus imod. At udfordre de vedtagne sandheder. Og det er noget, der er lige så meget brug for i dag, som der altid har været:
"Der er mange ting, vi taler om i dagens Tyskland. For eksempel at vi vil spise sundt, og at vi synes, fiskene skal kunne ånde. Det er jo fint, men samtidig er der en masse ting, vi ikke taler om. For eksempel, at rigtig mange mennesker er ghettoiseret og har det ad helvede til. Det er jo omkostningsfrit at sige, at fascismen heldigvis er næsten uddød, men så bør man også tage en tur ud til visse forstæder i Berlin, hvor det ikke er helt let at overleve, hvis man er sort eller bøsse. Men der tager de velmenende mennesker ikke hen. Det eksisterer ikke for dem," siger Castorf og tilføjer:
"Derfor er det vigtigt at irritere dem lidt. At tænke anderledes, end man har vedtaget at tænke."
For det kan jo være, at man kan ryste sit publikum lidt, når man finder på noget, som de slet ikke havde ventet. Og ideelt betragtet kan det måske være med til at få dem til at tvivle på andre af de sandheder, de ellers aldrig stiller spørgsmålstegn ved, mener Castorf.
Alene hjemme
Men på den anden side er han ikke den store idealist. Hvor tidligere tiders østtyske teatergiganter, Bertolt Brecht og Heiner Müller, begge nærede en forhåbning om, at teatret kunne tjene en moralsk opdragende funktion, er han mere desillusioneret.
"Nogle gange opstår der måske en kommunikation. Men det bliver nok ved en meget momentan kommunikation. Når folk er kommet hjem fra teatret, har de glemt alt om det igen."
Nej, det, som det vist i virkeligheden handler om, er ganske enkelt at have det sjovt, når Castorf frem til, efterhånden som han får talt sig varm:
"Teater er blevet så uvigtigt i verden. Men så kan man også bare sige okay, nu er vi alene hjemme, der kommer måske et par gæster, så lad os da få skruet op for hyggen. Vi er ikke mange, men vi har det sjovt," siger han og kommer i tanke om, at han har haft det allersjovest, når han har sat stykker op steder som Brasilien og Venezuela:
"Der findes en vidunderlig obskønitet under den moralske overflade i katolske lande. Derfor er de meget mere kunstneriske kulturer. Man kan jo altid skrifte, når man har syndet."
Hjemme i Tyskland er der til gengæld ikke så meget at grine af længere:
Det gamle Tyskland kunne jeg ikke særlig godt lide. Men det nye er slet ikke noget for mig. I gamle dage var Berlin varm og kold. Den var et forskellenes sted. Og derfor var der folk som David Bowie og Iggy Pop i Vest og Heiner Müller og Bertolt Brecht i Øst. Det var noget helt særligt. Nu er den lunken, amerikansk og neutral. Den er blevet kedelig. Fuld af skandinaver og børn. Jeg føler mig fremmed. Jeg er godt betalt og skal ikke klage. Men lykkelig er jeg ikke," siger Castorf, men erkender så:
"Jeg skal selvfølgelig passe på ikke at blive bigot. Det nytter ikke noget at ønske sig det totalitære system tilbage, som jeg voksede op i, og som var langt bedre for mig som kunstner end det nuværende. Det vil alle de andre jo ikke være med til. Så jeg må vel finde mig i det og forsøge at lave kunst i et demokrati."
'Stuk' Store Scene i Det Kongelige Teaters Skuespilhus 30. jan. - 21. apr. Medvirkende er blandt andre: Jens Albinus, Helle Fagralid, Paul Hüttel, Henrik Jandorf og Birthe Neumann.
