Da jeg for en del år siden kritiserede et afsnit af DR's Rejseholdet her i avisen, røg en af seriens forfattere i blækhuset og beskyldte mig for at ville "ramme ham på brødet". Afsnittet handlede om usympatiske muslimske indvandrere på Fyn.
I trilogien om Danmark og det nye millenium, eller hvad det nu handler om, beskriver Peter Thorsboe og hans makker, Mai Brostrøm, nu et lille hold af 'livvagter', der med basis i PET's hovedkvarter tager sig af f.eks. højreorienterede nationalister fra det mørke Jylland, der har en jysk morgenavis som talerør; om politikere med rod i deres konstruerede privatliv og manglende lyst til at forsvare den udenrigspolitiske linje, der er lagt og bestemt af 11. september og de deraf følgende meget omfattende, ja faktisk alt-ændrende terrorlove; om en indvandrerkvinde, der bliver kulturminister eller, som nu den foreløbig sidste og endnu kun halvt færdige episode, om rabiate muslimske terrorister med alt for store sække af kunstgødning og sprængbart materiale i skuldertaskerne.
Hvem holder vi med?
Cliffhangeren mellem første og andet afsnit her er, at manden konfronteres med sin kone. Han har sluttet sig til terroristerne, og hun konfronterer ham med det. Faktisk står hun med sprængstoffet i hånden, en lille beholder der, hvis hun lader den falde, vil udslette hende, ham, og deres liv sammen i medgang og modgang, so help me Allah, og Allah er bare det arabiske ord for, hvad vi her til lands kalder Gud. Allah er ikke et navn.
Og hvad sker der mon så i andet afsnit? Får hun bank, og sprænges lejligheden derved i luften med børn og det hele, så hele det forarbejde, vi har set de spændende folk fra PET gå og lave, alt det besvær med at installere skjulte kameraer og lytteudstyr, så lille Kurt og Store Kurt og hvad de ellers hedder hjemme i hovedkvarteret, med en hilsen til den største Kurt af alle ovre på den jyske morgenavis fra et tidligere afsnit, kan se og høre alt, er forgæves. Så den grimme perker, der har lokket manden i uføre, går fri.
Sjældent har man set grimmere og mere frastødende perkere end ægtefar her og hans endnu mere frastødende stupide dummernik af en vejleder i terror.
Hvem holder vi med? Mand, vi holder med PET.
Fat det så, Perle!
Skyd dem
Ikke desto mindre, men der har vi måske seriens udspring, debatteres efterretningsvæsnets rolle stadig livligt, også af tidligere højt placerede agenter. Der er på ingen måde bred politisk enighed om, at terrorlovgivningen og overvågningen af efterhånden alt og alle hvor som helst er af det gode, for med den lovgivning kan ingen føle sig sikker, og når man ser, hvor sofistikeret de går til værks i Livvagterne, der filmisk er opbygget med stor inspiration fra reklamefilmen, kan man godt få koldsved på gåsehuden ved tanken om, at man engang har turdet forsvare Ulrike Meinhof offentligt. Selv om hun ikke var muslim, kunne det da godt være, man skulle se efter bag malerierne en ekstra gang. Der kunne være anbragt noget.
Og hvis virkeligheden ude i verden ligner den, vi ser i Livvagterne, er den mest sandsynlige afslutning på en sådan eventuel mistanke, at man får en kugle midt i panden.
Ikke så megen snak her. Bang: man er død.
Mennesker
Over for det viser DR, på samme kanal, de seneste otte afsnit om den stockholmske kriminalmand Martin Beck, hans voldelige makker Gunvald og deres hold af svenske opdagere. Det er de legendariske Sjöwall og Wahlöö, der et eller andet sted stadig står bag dem. Det er deres skikkelser, deres mennesker. Ikke så oppustede, ikke så katastrofale, mere præget af tvivl og den slags, som der ikke rigtigt er tid til mere. De bygger nemlig på et menneskesyn, der stadig var udbredt for en 30 år siden, og hvis sørgelige rester man kan se i Livvagterne i skikkelse af en livstræt og kynisk politipsykolog, der i Tommy Kenters skikkelse udspreder et giftigt spind af letkøbte, eller dyrt tabte, meninger over alt. Som en anden Columbo, en antiColumbo, i lidt det samme sjuskede outfit.
I Beck er der nuancer i persontegningen. Det er der sådan set ikke i Livvagterne, hvor de onde er onde, de grimme er grimme, perkerne er perkere, og jyske godsejere er nazister.
Seneste afsnit af Beck foregik i det politiske. Det kongelige svenske socialdemokratiske arbejderparti var stærkt afhængigt af indtægterne fra den hær af Las Vegas spillemaskiner, man selv ved lov havde tilladt og hidkaldt. Sossernes sportsminister var vild med de rullende pærer og kirsebær og dybt i kløerne på ikke bare spilledjævelen, men også mere jordnære djævle i den stockholmske underverden.
Og sidst i hvert afsnit af Beck står de ude på altanerne, Martin Beck og hans nabo, en rødhåret flipper af en social taber med krave for sit piskesmæld om halsen. Og når vittighederne er sagt og nederlaget erkendt, for leve i denne verden som den, man egentlig inderst inde er, det kan man jo ikke, er slutreplikken oftest den samme:
"Skal vi ta'en stänkare?"
Jamen, det skal vi da, nabo. Tværs over sundet, hen over Kattegat, fra København til Stockholm, fra Jylland til Norrland. Vi kan jo begynde med at skåle for DR's pressemateriale om Livvagterne, hvor "mennesker i samfundets tjeneste" anstrenger sig til det yderste "for at værne om den danske, demokratiske grundtanke i en foranderlig og ustabil verden."
Skal vi så ta' en stänkare, Perle?
