Læsetid: 6 min.

Uafhængighedens spændetrøje

Det var så rebelsk og autentisk at signalere oprør mod den etablerede pladebranche. Men udtrykket er endt som en hæmsko for publikum og bands. Begrebet indie er under forandring
Albert Hammond Jr. fra The Strokes - et band, der i udgangspunktet var 'indie', men som hurtigt blev mainstream med store koncerter på bl.a. Orange Scene på Roskilde Festival.

Albert Hammond Jr. fra The Strokes - et band, der i udgangspunktet var 'indie', men som hurtigt blev mainstream med store koncerter på bl.a. Orange Scene på Roskilde Festival.

Claus Christensen

12. januar 2009

Stramme bukser og slidte Converse. Mørkhårede unge bands, der helst skal komme fra Glasgow. Musik, der klinger af begrænsede kommercielle midler og ærlighed. Sådan er det klichefyldte billede af den populære indie.

Men drømmen om det u-spolerede og ægte i den alternative rockmusik virker uforenelig med kommerciel succes.

Det oplevede indie-pladeselskabet Crunchy Frog, der i starten af 0'erne stod bag succeser som The Raveonettes og Junior Senior.

"Efter vi havde haft et par bands, der tjente mange penge, troede folk lige pludselig, at nu var Crunchy Frog blevet kommercielt. 'Nu gør de det kun for pengenes skyld'. Det har vi så måttet modbevise de sidste seks år ved at signe bands, der sælger mellem 100 og 1.000 eksemplarer," bemærker pladeselskabets daglige leder Jesper Reginald ironisk.

I 1980'erne var indie ensbetydende med at være på et uafhængigt pladeselskab i modsætning til de store multinationale og var kendetegnet ved bands som britiske The Smiths. Men den definition er langtfra så skarp i dag.

"Indie betød, at bandet var på et lille selskab og var independent. I dag er scenen og branchen en helt anden. De begreber er forældede. Masser af bands er uafhængige og laver pop, og masser af såkaldte indie-bands er på store selskaber," siger musiker og forfatter Kristian Leth, der også har sit eget indie-pladeselskab.

Begrebet indie bruges stadigvæk i flæng i diverse anmeldelser og artikler om alternativ rockmusik, men definitionen af indie som den uafhængige del af pladebranchen er med tiden blevet afløst af karakteristika, der mere handler om lyd, stil og image.

"I begyndelsen af 0'erne var det sådan en spændetrøje for gode og dårlige bands. Det var godt i sig selv at være 'indie'. Hvilket er absurd," siger Kristian Leth.

Med bands som The Strokes og The Libertines gik der virkelig mode i indie. Især Diors chefdesigner Hedi Slimane var med til at forme de mandlige rockstjerners tynde narkomanlook i disse år. Blandt andet designede han tøj til ikonet, forsanger i The Libertines, Pete Doherty.

Lige lovlig sell out

Bands som Coldplay og The Strokes er startet som indie med et smalt dedikeret publikum, men er meget hurtigt blevet opfattet som mainstream. Det er nærmest umuligt at bevare en indie-autenticitet og samtidig have kommerciel succes.

Det har forsanger i Nephew Simon Kvamm dog ikke meget tilovers for. Han har selv prøvet efter flere år som indieband pludselig at få det store folkelige gennembrud.

"Folk, der sætter lighedstegn mellem smalt publikum og credibility, er ikke andet end spindoktorer, der tænker mere i strategi og image end i musik," siger han.

"Det er komisk, at den samme musik det ene øjeblik er det mest geniale i verden og det næste er det 'måske lige lovlig sell out', fordi det har rundet et par førstepladser hist og her."

Ifølge forfatter og rockanmelder Klaus Lynggaard er kommerciel succes for et band ikke ensbetydende med, at indiepublikummet straks vender dem ryggen. Der er bands i rockens superliga, der stadig formår at bevare et indieudtryk.

"Se et band som Radio-head foreksempel, hvor stort det egentlig er. Alligevel er det et band, der er styret af en indierock-sensibilitet. Både hos dem selv og hos deres fans. Det er noget særligt. Der er en eller anden renhed over det i forhold til så meget andet - ikke noget Britney Spears," siger Klaus Lyng-gaard.

Indiesnobbernes dilemma

Indiepublikummet vil gerne have eneret på deres favoritbands, men har samtidig et ønske om, at alle skal lære disse grupper at kende. Men hvis et band bliver for stort, er der ikke længere noget særligt ved at lytte til det.

"Som fan af et indieband frygter man altid, at alle skal lære dem at kende. Man vil gerne have, at hele verden skal kende dem, men samtidig vil man gerne se dem et sted, hvor man kan bevare øjenkontakten. Men det kan man jo ikke, når de pludselig spiller på Orange Scene," forklarer musikjournalist Anja Pil Overby om det ejerforhold, som publikum føler over for indiebands.

"Som indiesnob er det forfærdeligt at se de bands, man virkelig godt kan lide, pludselig spille på de store steder."

Ifølge Klaus Lynggaard er der tale om et meget dedikeret publikum, for hvem snobberiet bliver en stor del af forholdet til musikken.

"Indiepublikummet synes, genren er bedre og finere, fordi man har renere motiver. I selvforståelsen har man en absolut mere udsøgt smag end dem, der køber hitlistemusik. Man er ikke nogen bevidstløs forbruger, man er sådan et udsøgt kræsent menneske, som værner om de her små bands. Samtidig er der en enorm trofasthed over for orkestrene og solisterne inden for musikgenren," siger Klaus Lynggard.

Følelsen af indie

Indiebegrebet er med tiden blevet så udvandet, at det eneste, der er tilbage, er en følelse af noget ægte i et kommercielt og kalkuleret musikalsk landskab. Meget mere end en egentlig genre.

"Når jeg kalder et band indie, er det den sensibilitet, jeg leder efter, selvforståelsen af at være i opposition til corporate America og alt det der. Det er mere en sensibilitet end en genre," forklarer Klaus Lynggaard.

Ifølge Anja Pil Overby kunne man selv hos et rendyrket popband som Alphabeat i begyndelsen finde denne følelse af indie.

"Sådan et band som Al-phabeat, den måde de gjorde det på, var jo også virkelig indie. Faconen i det, den måde de kom frem på, og at de lige ramte noget."

"Dem mødte jeg i et øve-lokale, og de så mega indie ud, det tøj de havde på og deres attitude, der var ikke noget glamour eller noget branche over dem."

Jesper Reginald fra Crunchy Frog peger også på, at indie kan antage mange former.

"Det, der er indie nu, er mainstream-pop ifølge folk som Thomas Troelsen. Det er jo sjovt at vende det på hovedet og sige, at lige nu er alt så indie, at det mest avantgarde er at lave noget, der er lige ud ad landevejen."

Gør det selv

Pladebranchen er ikke længere en polariseret størrelse med indie labels og major labels, men derimod fragmenteret. Musikken flyder ad langt flere kanaler end tidligere. Men også genremæssigt er det stramme indie-udtryk sprængt i stykker.

"Indie-publikummet skal se sig om efter en anden mærkat, og det gør de heldigvis også i denne tid. De kigger til disco, dance, pop, funk og alt muligt. Nu betyder indie slet ikke så meget mere," siger Kristian Leth.

De oprindelige indie-dyder med mantraet Do it yourself har med den udbredte digitalisering af musik fået en renæssance. Mulighederne for at gøre tingene på sin egen måde er blevet flere. Og communities som MySpace har gjort det lettere for fans at dyrke deres musikalske yndlingsnicher.

"Hvis man gerne vil definere sig selv som dem, der har styr på alt, hvad der foregår i eksempelvis japansk folkpunk, og have en form for niche, som man bygger en identitet op omkring, så bliver det med den teknologiske udvikling og MySpace muligt at dyrke endnu mere obskure subgenrer," siger Jesper Reginald.

Pladeselskaber og bands fik med MySpace mulighed for at skabe kontakter, der kunne føre til pladekontrakter. Historien om Arctic Monkeys, der ved at udbrede deres musik via MySpace opnåede en imponerende succes, er blevet fortalt utallige gange.

Når snakken falder på nye unge indie-bands, tales der ofte om hype, og om hvordan de store pladeselskaber forsøger at ride med på bølgen. Men ifølge Kristian Leth er de ved at tabe pusten i forhold til de unge hypede bands.

"Hype-spørgsmålet er noget helt andet. Indie bliver ikke brugt som hype-middel mere, synes jeg. De store selskaber er ved at give op," siger Kristian Leth.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Nielsen

Det er ærgeligt at 99% af de artikler, der bliver skrevet om såkaldt "indie"-musik i Danmark for det første blander begreber, der ikke betyder det samme, sammen.

Indie og avantgarde er på ingen måde det samme. Indie betyder to ting ( idag). Dels kan det betyde at musikken er udkommet på et lille selskab (men ikke nødvendigvis uafhængigt, for hvad vil uafhængigt pladeselskab egentlig sige i dag?). Dels kan betydningen være at musikken har en bestemt stil - skal vi kalde det blød rock, eventuelt med elektroniske elementer - der refererer til bands, der startede i slutningen af 70'erne, hvoraf en stor del udkom på små britiske såkaldte uafhængige pladeselskaber (men hvor uafhængige var de egentlig?). Hvad indie til gengæld aldrig har betydet, er at musikken er nonkommericel eller antikommerciel. Bare se på bands som New Order, Depeche Mode og The Smiths....

Avantgarde er en sær samlebetegnelse, for al grænseoverskridende kunst. Men indiemusik, som den produceres idag (og størstedelen af den indiemusik, der blev produceret i 70'erne, 80'erne og 90'erne) er jo på ingen måde grænseoverskridende.....

Så hvad handler artiklen egentlig om? At det er surt at en musikstil, der aldrig har været antikommerciel, stadig ikke er antikommerciel? Eller at det er synd, at ordet "indie" stadig bare betyder det samme, som det altid har betydet, nemlig at musikken er udkommet på et lille pladeselskab?

Der har aldrig været nogen oprindelige "indie-dyder". Små selvstændige erhvervsdrivende, fra landmænd over pladeselskabsdirektører til deli-ejere har vidt forskellige dyder. Nogle synes at den ledeste nazimusik skal brage ud over alverden, andre vil slet ikke i kontakt med suprmarkedskæder, billetnet og andre stordriftsforetagender.

Kort sagt - at være indie vil sådan set bare sige at være selvstændig. Om den selvstændige har stormagtsapirationer og vil styre bands og ansatte med hård hånd og dårlige kontrakter eller han/hun bare vil lave en lille hyggelig krog, hvor skæve jazztyper kan dyrke det de nu engang dyrker, ligger der ikke svar på i begrebet.