Læsetid: 4 min.

Ungdomsoprør på saudiarabisk

Man hører sjældent om subkulturer i den arabiske del af verden. Men de eksisterer, og i Saudi-Arabien er det graffitimalere, der har fået myndighederne til at lytte til frustrationerne hos en hel generation af unge
Man hører sjældent om subkulturer i den arabiske del af verden. Men de eksisterer, og i Saudi-Arabien er det graffitimalere, der har fået myndighederne til at lytte til frustrationerne hos en hel generation af unge
5. januar 2009

Da den 21-årige Abdullah al-Alwani i et anfald af kedsomhed besluttede sig for at droppe ud af gymnasiet i Saudi-Arabiens næststørste by, Jeddah, blev han ikke spået store chancer for at klare sig i det strikse muslimske land. Og ikke nok med at han ikke gad gå i skole mere, han nægtede også helt bevidst at følge den ellers så traditionelle dresskode, der hersker i landet. I stedet gik han i slidte jeans og havde afrofrisure.

I Saudi-Arabien er over halvdelen af de 22 millioner saudiarabere under 21 år, men bortset fra de tilbud. moskeerne og uddannelsesstederne byder på, er der ikke meget at tage sig til for den store gruppe af børn og unge. Drenge og piger må ikke ses sammen i det offentlige rum, skolerne er kønsopdelte, biograffilm og teaterforestillinger er forbudt ved lov, kvinder må ikke køre bil, og drenge og unge mænd må kun komme ind i shoppingcentrene, hvis de er sammen med deres søster eller mor.

At hænge ud foran de trendy shoppingcentre i håb om at kunne snyde sig forbi vagterne og det religiøse politi, er ikke en unormal weekendbeskæftigelse for drenge og unge mænd i de saudiarabiske byer.

Eftersøgning

Abdullah al-Alwani og hans venner havde selvfølgelig også stået der, og oplevet det diskriminerende i ikke at kunne komme ind og ydmygelsen ved at blive anholdt for at flirte med pigerne, der defilerede forbi.

Men på et tidspunkt fik de nok. Abdullah al-Alwani var en ivrig bruger af internettet og havde via forskellige europæiske og amerikanske hjemmesider stiftet bekendtskab med graffiti og det fænomen at tegne sit opdigtede alias på murene. Så da det en dag lykkedes al-Alwani og vennerne at få fat på nogle spraydåser, gik de i gang med at efterligne deres vestlige forbilleder. Abdullah al-Alwani tog pseudonymet X5, en anden kaldte sig K2K, og på deres natlige togter satte de deres tags på Jeddahs facader.

De lokale myndigheder havde ingen anelse om, hvad og hvorfor de mærkelige kruseduller begyndte at dukke op, de kunne bare konstatere, at regningen for at fjerne al-Alwani og hans venners vestligt inspirerede udfoldelser i løbet af meget kort tid var løbet op i et beløb på omkring seks millioner kroner.

Efterhånden som omfanget af de ulovlige tags tog til, organiserede politiet og byens administration for forskønnelse af Jeddah selvfølgelig en eftersøgning af bagmændene. I et land som Saudi-Arabien ville den logiske konsekvens være, at de unge ville blive fanget og straffet hårdt, så myndighederne kunne statuere et eksempel. Men en kommunalt ansat, den 45-årige Abo-Umara, blev ved med at undre sig over, at byens unge kunne finde på at bryde loven på så irrationel en måde, som tilfældet her var. Han overtalte kolleger og politi til at gøre X5, som var det navn, der hyppigst dukkede op i bybilledet, straffri, hvis han tog imod en invitation til et møde.

"Jeg er nødt til at tale med den, der står bag signaturen X5, og de andre, der maler graffiti på vores mure. Jeg vil vide, hvorfor de gør det. De skal ikke straffes for det. Det er os som kommune, der har svigtet de unge ved ikke at give dem tilbud nok," udtalte Abo-Umara efterfølgende, da han i samme avis blev beskyldt for en alt for blødsøden holdning til de unge vandaler.

Abdullah al-Alwani tog mod tilbuddet, og Abo-Umara holdt sit ord. Mødet resulterede blandt andet i etableringen af en åben workshop for byens unge, hvor de frit kunne fortælle om deres frustrationer og deres ønsker. Workshoppen var selvfølgelig kønsopdelt, sådan at byens piger kunne give deres besyv med den ene dag, mens drengene kunne dagen efter. Omkring 200 unge deltog, og ønskerne gik specielt på at få biografer, koncertsteder, offentlige fodboldbaner og biblioteker i byen. Blandt pigerne var der derudover et markant ønske om, at fraskilte kvinder og enker skal have lov til at køre bil.

Lov til at flirte

Abo-Umara tog alle råd og ønsker med sig og iværksatte som første direkte konsekvens af mødet en lovlig graffitivæg i en af byens parker.

Måden hvorpå myndighederne og specielt Abo-Umara har grebet de unges frustrationer an, har givet genlyd langt ud over den saudi-arabiske grænse, og Abdullah al-Alwani har - til stor fortrydelse for de mere reaktionært indstillede autoriteter - givet interview til flere vestlige aviser og tv, og han er endda begyndt at tjene på penge på at lave graffiti som bestillingsopgaver for borgere i Jeddah.

Men selv om myndighedernes snert af åbenhed har ført til øget optimisme, er de unge godt klar over, at chancerne for de helt store forandringer i det strengt konservative land er små. Men kampen for et bedre liv som ung i Jeddah og i Saudi-Arabien i det hele taget stopper ikke ved den lovlige graffitivæg.

"Nu er det loven, der forbyder flirt mellem drenge og piger, vi vil have fjernet, og man skal kunne gå klædt, som man vil, uden at blive generet, ligesom vi har set på internettet, at man kan i vesten," som en af byens unge graffitimalere siger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Abo-Umara er en klog mand.

Hans tilgang til ungdomskultur, kunne med stor fordel og uden større forandring integreres i de danske kommuner.

Da det netop, social mistrivsel og deroute blandt unge, ofte har manglende eller ikke-tilfredstillende fritidsaktiviteter som fælleselementet.

Tilskyndelsen til politikerne, om at aktivt, tage de unge med på råd, ift. fritidsaktiviteter i deres lokalområde(r), vil som udgangspunkt være bedre, end først at reagere, når lortet brænder...