Læsetid: 4 min.

Unghunners tommelfingerled

Indrømmet, jeg har altid lidt af en vis almuebeskedenhed med hensyn til nymodens elektronik. Men jeg er dog kommet med på noderne. Men ingen kan hamle op med unge pigers færdigheder med tommelen på et mobiltastatur. Der er både unge drenge og fædre hægtet af - helt af
3. januar 2009

Hvordan kan man egentlig blive ved med at tro, at teenagepiger er dumme? Jo, jo, de kan være irriterende nok, helt sikkert. Det ved jeg en del om.

De himmelvendte blikke, der selvfølgelig betyder, at Deres Nielsen, i sin egenskab af såvel ophav som rollemodel, er et fortidslevn og et skvadderhoved.

Hvis det kunne tilskrives lav intelligens hos pigebørnene, ville man måske nok have det bedre med sin selvfølelse. Men her er ingen trøst at hente.

For at tage en ekstremitet: Menneskeslægten har aldrig nogen sinde i historien haft unghunner med så bevægelige tommelfingerled som nu. Det er hævet over enhver tvivl, det kan iagttages med det blotte øje, når man ser en flok teenagepiger taste løs på deres mobiltelefoner.

Det foregår netop med tommelfingrene - og det foregår hyppigt samtidigt med, at de taler med tre-fire veninder og af og til skæver til en enkelt stærkt rødmende dreng, der har fået lov til at være med i deres lille klub.

Han sidder måske også og fingererer med en mobiltelefon, men unghannerne er nu ikke helt så skrappe til det. I alt fald hvad tommelfingerleds smidighed angår, halter de bagefter.

50 samtaler på en gang

Fem piger, en halvgående dreng, sådan noget som fem og en halv mobiltelefon - statistisk opgjort - er kun toppen af isbjerget.

Hver af pigerne kommunikerer med mindst en anden veninde, sandsynligvis flere, der altså også - fra deres tilholdssted i verden på samme tid - kommunikerer med mindst én.

De fem tilstedeværende piger kommunikerer direkte med hinanden, men fortæller også hinanden om de sms'er, de får ind på deres mobil. Sms'erne bliver diskuteret, der gives råd, der anmodes om uddybende forklaringer, en pige kan blive bedt om at videresende op til flere spørgsmål til sin mobilpartner på vegne af de piger, hun fysisk er sammen med.

I én uendelighed.

Drengen har vi ikke glemt, han deltager selvfølgelig også, men mest på den måde, at han prøver at hænge på. Hans bidrag er beskedent, han er så udpræget gæsteaktør på unghunnernes hjemmebane. Desuden er han mere udspekuleret end godt er, han sidder der slet ikke, fordi han godt kan lide at sms'e, han vil bare gerne være sammen med tøserne, den sjofle knægt. Så i det følgende tæller vi ikke ham med.

De fysisk tilstedeværende, altså f.eks. fem piger, er med andre ord del af et større kommunikerende netværk. De fem piger repræsenterer måske op mod 50. Halvtreds piger, måske med et par drenge på slæb, der direkte og indirekte kommunikerer med hinanden på én og samme tid!

Hvor mange af Informations læsere vil kunne stille op og være i stand til at gennemføre sådan en øvelse? Personligt er jeg måske nok ikke lige typen, der læser Schopenhauer i sengen om morgenen, men ellers er min IQ sikkert lige så høj som de fleste klummeskriveres her på avisen.

Jeg er træg, indrømmet

Og så har jeg lært at skrive ordentlig på skrivemaskine, nemlig i de to år, jeg gik på Tylstrup Centralskole - så jeg burde have alle forudsætninger. Jeg ved noget om tasters rette brug. Men nej, jeg ville blive slået af marken af selv den mest kropsdovne unghuns tommelfingerled i løbet af de første, indledende sætninger.

Nu er unghunnernes tommelfingerled naturligvis ikke deres eneste værktøj: Et andet er sproget, det særlige sms-sprog med dets mange forkortelser og mærkelige tegn, som jeg personligt aldrig lærer hverken at lave eller at forstå.

For at læse nogle af dem, kan jeg forstå, skal man vende mobiltelefonen på hovedet. Det strider mod enhver dannelse, især den klassiske, synes jeg, så det nægter jeg at gøre.

På et punkt lever jeg fuldt ud op til teenagepigers himmelvendte blikke. Ja, det er løgn, jeg lever op til dem på masser af punkter - f.eks. sådan en ting som mine kiksede bluser og mine fløjlsbukser, som jeg ellers selv synes er ret klædelige. Bluserne fordi de ikke længere skal skjule et vel stort maveomfang, bukserne, fordi mine skæve ben er blevet tilpas tynde.

Men det er nu især mit forhold til moderne teknik, der fuldt ud fortjener teenagepigernes himmelvendte.

Jeg anskaffede mig først en computer, da andre havde haft dem i årevis og fik sværere og sværere ved at forstå, at jeg ikke have en e-mailadresse. Og med hensyn til mobiltelefonen, som jeg til egen unghunavls moro kaldte en 'lommetelefon', så ville jeg faneme ikke have sådan én. Ikke tale om!

Almuebeskedenhed

Med udpræget falsk almuebeskedenhed hævdede jeg, at jeg ikke var så vigtig en person, at folk behøvede at kunne ringe til mig når som helst.

Da jeg så fik én alligevel, omkring årtusindeskiftet, var jeg en dag ovre i det vestlige Jylland.

Her fik jeg en sms fra min yngste, og hvad mobiltelefoni angår den mest ferme unghun. Jeg forstod ikke et ord. Der manglede bogstaver, syntes jeg, og nogle af dem var erstattet af tal. Forklaringen måtte være, at min unghun havde et andet telefonselskab, end jeg havde. Eller måske var det afstanden mellem øst og vest der 'deformerede' teksten?

Jeg ringede hende derfor straks op for at give en faderlig servicemeddelelse. Man kan ikke sende sms'er helt fra Lolland-Falster til Vestjylland, forklarede jeg. Hvorfor ikke? spurgte hun, allerede småfnisende.

Det er nok noget med de atmosfæriske forhold, sagde jeg henkastet - den slags kan det jo være svært at forklare kvinder. Ok, sagde hun og afbrød forbindelsen.

Det lød som om nogen kildede hende under armene. Sikkert en eller andet sjofel knægt, tænkte jeg bekymret.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu