Læsetid: 7 min.

En afgrund af glemsel midt i Tivoli

Den 1. marts uropføres korværket 'Et blad falder til himlen' i Tivolis koncertsal. Værket handler om demens og er et samarbejde mellem Bent Sørensen og Knud Romer, der begge kender til sygdommen. Begges fædre blev ramt af demens
Knud Romer er efter farens død den eneste, der er tilbage af hans slægt. -Det var der, jeg begyndte at skrive, det var den eneste måde at komme af med følelserne på, nu hvor ingen længere kender ham,- fortæller Knud Romer

Knud Romer er efter farens død den eneste, der er tilbage af hans slægt. -Det var der, jeg begyndte at skrive, det var den eneste måde at komme af med følelserne på, nu hvor ingen længere kender ham,- fortæller Knud Romer

16. februar 2009

Den 1. marts uropføres et usædvanligt korværk i Tivolis Koncertsal. Værket hedder Et blad falder til himlen, det er komponeret af Bent Sørensen med digte af Knud Romer, og det opføres af Radioens Pigekor. Korværket beskæftiger sig med demens, såvel i teksten som i tonesproget. I musikken indgår ekkoer af sange, vuggesange og sange, gamle mennesker har lært som børn.

"Ekkoer af sange som spøgelser fra den tid, demente ikke længere kan huske," siger Knud Romer.

Men sangene har også en rent konkret betydning, emnet er nemlig ikke det eneste usædvanlige ved koncerten. Også tilhørerne består af demente - demente og deres pårørende. Og demente holder meget af sang.

"Det lyriske og rytmiske er det, der sidst forsvinder," forklarer Knud Romer.

"Derfor vil demente også kunne få noget ud af et korværk, men desuden er selve opførelsen indrammet af fællessang fra en sangbog, specielt for demente, som Vilhelm Hansen udgiver samtidig med uropførelsen af korværket."

Sangbogen er specielt transponeret og arrangeret af studerende fra Aalborg Universitet og egner sig til fællessang af og med demente.

Det er sange, som gamle mennesker kender, 'Spurven sidder stum bag kvist' og 'Jeg ved en lærkerede', fortæller Knud Romer.

Demente fædre

Når netop Bent Sørensen og Knud Romer har indledt samarbejde, skyldes det én bestemt ting: Begges fædre blev demente. Bent Sørensens far lever stadig, Knud Romers er død.

"Min far faldt og brækkede hoften på plejehjemmet, en gammel inkontinent mand på 93 år, der gled i sit eget pis. Han blev opereret, hvorefter han lå og døde på gangen på Bispebjerg Hospital under den knap, man åbner og lukker døren med. Da han endelig kunne flyttes ind på en stue, tog man iltslangen fra ham, mens man flyttede sengen, hvorefter min far fik hjertestop."

"Nu er jeg den eneste, der er tilbage af min slægt. Det var der, jeg begyndte at skrive, det var den eneste måde at komme af med følelserne på, nu hvor ingen længere kender ham."

En højttaler

Korværkets hovedtekst kan læses her ved siden af, men Knud Romers oplevelser med sin far har tillige inspireret musikken.

"Den sang, han huskede, var Brahms vuggevise 'Guten Abend, gute Nacht...' og derfor forekommer der 40 spilledåser i korværket."

Et andet af faderens faste holdepunkter var hans bornholmerur.

"Han fik det med på plejehjemmet, men allerede mange år tidligere gik han altid og ledte efter dets 'dåbsattest', som jeg formoder har været auktionssedlen. At stille uret var hans faste rutine, at det gik præcist var vigtigt."

I korværket høres 40-50 tikkende metronomer.

For Knud Romer begyndte det med en digtsamling, som han stadig skriver på, men tanken om at udgive digte var ikke nok, følte han. Projektet voksede undervejs. Med tiden skal korværket blive til en komplet Lieder-cyklus, og drømmen er udgivelsen af et requiem, hvor digtene, en cd med musikken og en dvd med en film er samlet. Allerede inden faderens død var Knud Romer nemlig sammen med et filmhold i færd med i billeder at vise, hvad det vil sige at miste sin hukommelse, at man som pårørende ikke kan komme til udtryk og at dokumentere forholdene for demente - "der er det uhyggeligste, jeg har oplevet" - og det kommer der en film ud af.

"Jeg har tænkt over, at jeg kom til at udstille en mand, der ikke selv kunne tage stilling, og andre har beskyldt mig for at vampyrisere ham, jeg skulle lade ham være i fred. Men mit svar er, at der er mange ting, jeg ikke vil lade være i fred!"

Bagefter kom digtene til, og samarbejdet med Bent Sørensen skulle være mundet ud i en koncert i Holmens Kirke, men det var heller ikke nok for Knud Romer.

"Poesi, Alzheimer og kormusik er ikke nogen særlig sexet blanding," mener han.

"Derfor har vi bygget en 'højttaler', en 'forstærker', så følelserne fuldt ud kan komme til udtryk. Når man ikke har nogen at tale med, må man skrige det ud."

Koncerten skal opfattes som 'et stykke installationskunst', hvor 1.200 døende og demente er med til at formidle det dystre budskab.

"Det handler om ingen og intet, sunget for ingen og intet. Det er den reneste og mest tydelige aktualisering af, hvad tilstanden demens indebærer," erklærer Knud Romer: "det et hul midt i Tivoli, som åbner mod glemsel og forgængelighed imellem gynger og karruseller."

Forsvundet

Formuleringen Et blad falder til himlen er "et forsøg på at vende en afgrund til en katedral," en ændring af perspektivet, som giver form til den intethed og negativitet, der er sygdommens resultat.

"Når jeg havde besøgt min far, gik jeg fra ham med en fornemmelse af, at dagen var forsvundet, og at jeg selv forsvandt. Der var ingen modtager, det hele var en negation af alt, hvad man oplever. Man følte det som en forbrydelse at være glad."

"Vores gamle demente opbevares i bur som en hamster, de sidder i deres eget pis og æder hundeæde på dødsfabrikken, hver uge kommer nye flyttekasser, hvordan mon det påvirker beboerne," spørger Knud Romer: "og hvordan kan et overarbejdet, stresset personale udgå at blive kyniske i længden?"

"Et chok," kalder Knud Romer sit møde med institutionerne, hvor alt var vanskeligere, end han havde anet. Eftersom faderens eneste pårørende boede i København, havde han ret til en plejehjemsplads i nærheden, men ikke desto mindre rykkede han længere og længere ned ad listen som tiden gik. Sådanne forhold skal korværket i Tivoli også skabe opmærksomhed om:

"Jeg er så meget barn af 70'erne, at jeg gerne vil have, at det også skal have social relevans," siger Knud Romer.

Perlekæden på puden

Men hans dybeste grunde til at sætte det hele i værk er sorgen over ikke at have haft ordentlig kontakt med sin far.

"Da jeg endelig kommer med en roman (Den som blinker er bange for døden, red.) og kan sige, 'se, det lykkedes', efter at have dalret rundt i årevis, mens min far havde været dybt bekymret - den stakkels mand var fortvivlet over, hvad det skulle blive til med mig - så var han blevet dement. Den anerkendelse, jeg søgte, fik jeg ikke, der var ingen forløsning. Man kan ikke komme til udtryk."

Sorgen og afmagten voksede, da faderens hus skulle tømmes efter hans død.

"Det hele stod som da min mor levede. Da jeg fjernede sengetæppet fra dobbeltsengen, lå hendes perlekæde på hendes pude. I hendes smykkeskrin fandt jeg min første mælketand, jeg fandt min dåbskjole og mine første sko, og bortgemt længst nede i kælderen lå deres kærestebreve til hinanden."

"Han havde også gemt hver evig eneste kvittering, og han havde ført bog over temperaturen dag for dag, over aktiekurser, antal købte liter benzin og kørte kilometer. Han havde gemt et helt livs selvangivelser og skatteskemaer."

"Og så sluttede det hele med to notater, de sidste i dagbogen: 'Mor død klokken 18' med et kors ved siden af."

"Og ved bisættelsen: 'Ude at spise på Hotel Falster, selv om jeg egentlig ikke havde lyst.' Det var mig, der havde tvunget ham til det. Man får knust sit hjerte gang på gang!"

Glider væk

"Alzheimer er først noget, man forstår bagefter," siger Knud Romer.

"Min far havde altid været sur og negativ, han havde altid lidt af kontroltvang, og han havde altid snakket om det samme igen og igen. Man opfatter blot, at nogle karaktertræk bliver forstærket," forklarer han.

Selv opdagede han først, hvordan det var fat, da faderen i telefonen sagde, at 'mor sad ved siden af'."

"Man opdager, at man ikke længere kan stille krav. Det føles som at have fat i et par hænder, der glider væk fra én, uden at man kan gøre noget. Måske var jeg dum, fordi jeg forsøgte at holde ham fast. Jeg har sikkert gjort ham mere forvirret og ked af det på den måde. Demente lever i mindernes topografi, og det kan vel være godt nok, hvis ikke de også blev bange og kede af det sådan som min far: 'Hvor er jeg?' 'Hvor er mor?' 'Hvad sker der?' En dag sad han og græd, fordi han troede, han var til min bisættelse. En anden dag troede han, at hjemmet var besat af militæret, og at de alle skulle henrettes. Han opdagede aldrig, at han var på et plejehjem."

"Men han blev utroligt tolerant, og han havde klare øjeblikke. Kort før han døde sagde han en dag: 'Knud, du skal ikke være ked af det, jeg er slet ikke bange for at dø. Jeg har tænkt over, om der er noget på den anden side, men jeg tror det ikke. Der har levet alt for mange mennesker til, at der skulle være plads til os alle. Men jeg har haft det dejligt.'"

"Nu er huset solgt, en møllesten og en krypt er væk, og jeg har forseglet ved at give dem udtryk."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu