Læsetid: 6 min.

Amerikas sidste rockstjerne

I USA er man enten for eller imod Bruce Springsteen, der på det seneste har været over det hele
Bruce Springsteen stod den 1. februar for halvlegsshowet ved Super Bowl. Faktisk har han i den seneste tid fyldt så meget som nogensinde - så meget at han er ved at udvikle sig fra musiker til en trosretning.

Bruce Springsteen stod den 1. februar for halvlegsshowet ved Super Bowl. Faktisk har han i den seneste tid fyldt så meget som nogensinde - så meget at han er ved at udvikle sig fra musiker til en trosretning.

PIERRE DUCHARME

13. februar 2009

Den 11. januar vandt han en Golden Globe for titelsangen til filmen The Wrestler. Den 20. januar spillede han til præsident Obama's indtrædelsesceremoni. Den 27. januar udkom hans 24. album, Working on a Dream, til anmelderros. Og den 1. februar stod han for halvlegsshowet ved en af verdens største sportsbegivenheder, Super Bowl. Bruce Springsteen har i den seneste tid fyldt så meget som nogensinde i de godt 59 år, siden han blev født i USA. Men opmærksomheden har langt fra været entydigt positiv. Med Bruce Springsteen handler det da heller ikke om noget så simpelt som bare at anmelde hans præstation, hvad enten den finder sted på trinene op til Lincoln Memorial, på det seneste album eller på fodboldbanen i Tampa, Florida. Det kræver derimod en dissekering af hele fænomenet Bruce Springsteen, der for længst er gået fra at være historien om en rocksanger og American Everyman til at være et nærmest mytisk ikon for sidstnævnte, eller som Stephen Metcalf skriver i Slate Magazine under overskriften 'Who is Bruce Springsteen?'

"Springsteen er ikke længere en musiker. Han er et trosretning."

Og Metcalf understreger, at ligesom et hvilken som helst trossystem, der er noget værd, tillader Springsteen ingen mellemvej.

"Du er enten inde, eller du er ude. Det har forstærket Bruces position blandt hans fans, for hvem han stadig står som den totale rockautenticitets gud. Men det har dræbt ham for alle andre. For en skare af ikke-troende - de siger ikke Bruuuce, de buh'er - er Bruce mere et fænomen i retning af Dianetik (en alternativ behandlingsform inden for scientologien, red.) eller Klokkeblomst end 'den nye Dylan', som Columbia Records markedsføringsmaskine engang hypede ham. Vi er nået til et mærkeligt kritisk øjeblik: Når det kommer til Amerikas sidste rockstjerne, er det enten pinsebevægelseslignende entusiasme eller total foragt."

Usmuk taber

Sådan var det ikke i 1984, da Springsteen nåede sit kommercielle højdepunkt med Born in the USA. På forunderlig vis fangede han her både Reagan-æraens følelse af socialt sammenbrud og dens euforiske chauvinisme, og imaget af den upolerede arbejderklasse-rock 'n' roll'er har aldrig siden haft samme brede appel. Det er en personlighed, Springsteen har udbygget og forædlet så længe, at det er svært at huske, at den i virkeligheden er en opfindelse, skriver Metcalf og fortsætter: "en opfindelse hvis oprindelse ikke engang var Bruce Springsteen. For al den højtidelige mytiske resonans, der i dag følger hver eneste af Bruce's bevægelser, kan vi takke eks-Rolling Stone anmelderen Jon Landau."

Det var således Landau, der i 1974 efter et brag af en koncert skrev:

"Jeg så fremtiden for rock 'n' roll, og dens navn er Bruce Springsteen."

I årene derefter blev Landau mere og mere involveret i Springsteens karriere, indtil han blev hans manager, producer og det Metcalf beskriver som "altomfattende Svengali": Landau, der i modsætning til New Jersey-gadedrengen Bruce, var æresstudent fra Brandeis University ved Boston, "fyldte sin nye proteges hoved med John Ford, Steinbeck og Flannery O'Connor. Men samtidig med at han intellektualiserede Bruce, anti-intellektualiserede han ham. Landau var således overbevist om, at rockmusik var transcendent, fordi det var primitivt, ikke fordi det kunne være avantgarde. The White Album og Hendrix og Velvet Underground havde frarøvet rocken dens kraft."

Landau indsnævrede Springsteens musikalske udtryk til guitardrevne intro-vers-omkvæd-vers-bro-omkvæd-sange og ændrede hans image i overensstemmelse hermed.

"Budskabet var klart: Springsteen var en af de usmukke tabere, der luskede rundt på den spøgelsesagtige kant af forstædernes korrekthed," skriver Stephen Metcalf.

Scenarier fra helvede

Born in the USA solgte 15 millioner eksemplarer, mens hans album i de senere år hovedsageligt er endt hos de ovennævnte trofaste fans, hvilket vil sige et salg på et par millioner eksemplarer.

Men det er altså disse die-hards, der i kølvandet på Springsteens seneste optrædener har fyldt de amerikanske medier med analyser af fænomenet og ikke mindst med historier om deres eget liv med the Boss. Både romantiske tilbageblik til en bedre verden med Bruce og smertefyldte genfortællinger af de næsten personlige nederlag, han til tider har påført sine fans, når de har ment, han var ved at sætte autenticiteten over styr: Hvis skæringerne har været for poppede og dansable, eller da han i forbindelse med anden del af Born in the USA-tour'en i 1985 angiveligt begik noget nær landsforræderi ved at vælge at spille stadionkoncerter med det medfølgende tab af intimitet og lydkvalitet.

For Liz Clarke, journalist ved Washington Post og Springsteen-fan siden 1978, der har været vant til at se ham slentre ind på stambaren i New Jersey hver weekend og gribe guitaren for at spille et gratis set, står Super Bowl-optrædenen som det foreløbigt værste kommercielle knæfald:

"Selvfølgelig ville Bruce ikke spille til Super Bowl," skriver Clarke i sit fem-siders tilbageblik, at hun tænkte, da hun fik nyheden:

"Men så igen, jeg havde ikke længere tal på alle de gange, han havde svigtet mig igennem årene."

Men, fortsætter hun:

"Bruce gjorde det altid godt igen - som en kæreste, der havde været på afveje, men insisterede på, at det ikke betød noget."

Som eksempel nævner Clarke her 1995-albummet The Ghost of Tom Joad, som hun beskriver som "en uforglemmelig, akustisk plade, der stødte lige så mange fans væk, som Born in the USA havde omvendt."

Albummet, der stilmæssigt vel bedst kan sammenlignes med mesterværket Nebraska fra 1982, var med sine historier om samfundets udstødte; en eks-fange, en fyret stålarbejder, en mexicansk immigrant, kulminationen på Springsteens 15-årige besættelse med Woody Guthrie, hvis biografi han havde fået i hånden umiddelbart efter, at Ronald Reagan havde slået Jimmy Carter i 1980. Og et album som Rolling Stone, trods dets beskedne succes hos publikum, kaldte Springsteens bedste i 10 år og beskrev som "Scenarier fra helvede. Det amerikanske helvede."

Præsident eller Bruce

Liz Clarke valgte dog at slukke for tv'et under Super Bowl-koncerten, og i anmeldelserne er der også blevet fokuseret på, at Springsteen helt undlod at vise sin ellers udtalte politiske side.

"Springsteen, en tro venstreorienteret, brugte ikke sin platform til at advokere for noget mere presserende end højere lydstyrke," beklagede New York Times' anmelder sig for eksempel, mens Chicago Tribune kaldte det "en skuffelse for fans, der forventede en mere overbevisende musikalsk erklæring fra en af de største live-musikere fra de sidste tre årtier," og konstaterede:

"Det her var Springsteen som synge-og-danse mand, en fuldendt kunstner reduceret til leflen for publikum."

Men mindst lige så mange bifaldte, da Springsteen knap to uger forinden til Obamas indsættelse sammen med Pete Seeger valgte at spille 'This Land is Our Land' med Guthries originale og noget mere samfundskritiske vers. Og i sin lunkne anmeldelse af Super Bowl-koncerten i Slate ender Stephen Metcalf da også med at tilgive.

"Springsteen har udviklet sig, i de 35 år jeg har tilbedt ham, fra en tilvænnet smag, som næsten ingen vænnede sig til, til Amerikas yndlingsvalg på karaokeanlægget (er det muligt at nyde Spring-steens musik uden at fantasere om, at man er Bruce Springsteen?). Når man som jeg er blevet ældre sammen med Springsteen, kan man dårligt holde det imod ham, at han må spille til Bridgestone Halvlegsshowet ved Amerikas pseudobegivenhed extraordinaire. Det er, som han selv sagde, en 'promotion-mulighed' af dimensioner. (...) Jeg elsker Bruce af den simple grund, at han, efter alt at dømme, lider af depressioner og social fobi (takes one to know one). Måske har han spillet en rolle alle disse år, men han krymper sammen som en mislykket soufflé så snart, han er sammen med en interviewer, og i almindelighed taler han med den usikkerhed og forsigtighed, der kendetegner manden på gulvet."

Eller noget mere uforbeholdent i Salon, hvor Louis P. Masur i sin anmeldelse af Working on a Dream mener, at Springsteen gennem sin beskæftigelse med undersiden af den amerikanske drøm, dens flygtighed for almindelige amerikanere, og den pris de betaler for at jagte den "hører til blandt så forskellige forfattere som F. Scott Fitzgerald, John Steinbeck, Arthur Miller, Thomas Pynchon og Toni Morrison."

Yndlingsvalg på karaokeanlægget eller profet for de almindelige amerikanere? Noget tyder på, at Bruce stadig har fat i sidstnævnte. I hvert fald mente 52 procent af dem ifølge New York Daily News, at han gav den bedste Super Bowl-koncert nogensinde (Prince var to'er med 14 procent). Eller måske skulle man spørge deres præsident. Ved en fundraiser i New York sagde daværende kandidat Barack Obama:

"Grunden til at jeg stiller op til præsident er, at jeg ikke kan være Bruce Springsteen."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Christensen

Fin artikel, genoptryk den rolig til sommer.
Og så lige et hint, hvis man er lidt træt af nutidens
Bruce, så kan man på Wolfgangs vault
http://www.wolfgangsvault.com/
blot mod at lade sig registrere høre en sand skattekiste af live optagelser, og heriblandt en af de bedste bruce live optagelser, en koncert fra julen 1978.

Mette Nøhr Claushøj

Præmissen for artiklen - at man i USA enten er for eller imod Springsteen - passer simpelthen ikke. De fleste amerikanere er ligeglade. Og den brede befolkning i almindelighed opfatter ham lidt som den harmløse nationskjald-type a la vores Kim Larsen - de kan typisk lide nogle sange og er ret ligeglade med resten, hvoraf der er mange, som de slet ikke kender. Det er under alle omstændigheder de færreste, der er ved at brække sig over ham, som artiklen mere end antyder.
I modsætning til i Danmark er der stor forskel på generationernes forhold til Springsteen i USA. Hvor det herhjemme er stort set alle generationer, der elsker ham, er der næsten ikke et øje under 45 år at se til hans koncerter i USA.
Springsteen har ganske rigtigt appelleret stærkt til arbejderklassen, men han har ligeså meget appelleret til den desillusionerede 68-generation med sine sange om Vietnam, social retfærdighed etc. Og dertil har han altid været eminent til at beskrive almenmenneskelige følelser fra afmagt til håb.

Endelig: Springsteen spillede ganske rigtigt i forbindelse med Obamas indsættelse, men det var altså til den koncert, der blev afholdt to dage inden selve indsættelsen, så det var den 18. og ikke den 20. januar.

Per Erik Rønne

Jeg forstår ganske simpelt ikke hvordan en pop-sanger skulle kunne splitte USA i to halvdele. Så langt nede er USA trods alt ikke kunstnerisk.

Selv om man da San Francisco-operaen opførte Meyerbeers balletopera L'Africaine måtte importere europæiske sangere, samtidig med at man kunne opleve at balletkorpset ikke kunne danse lige ...

Jens Carstensen

Ja, jeg er også erklæret Bruce Springsteen sympatisør - men nogen trosretning er det ikke blevet for mig !! Jeg holder bare af det Bruce Springsteen har gjort hele vejen igennem sin karriere - nemlig - at forfatte lyrics/tekster udfra det han ser i - en ærke amerikansk dagligdag og heldigvis ofte med et kritisk syn på den amerikanske drøm. Lige så vigtigt er det, at han har de musikalske rødder solidt plantet i en ligeså amerikansk tradition. BS er ikke "alene" en Mega Stjerne, men også musikalsk og budskabsmæssigt i familie med navne som Steve Earle, Tom Petty, Jackson Browne m.fl(tænker jeg). Der er flere end BS !! Men, han har måske sat sig på Tinge eller Tronen på flere måder og det er ski da OK ! Findes den Amerikanske drøm i mere end ord og musik, så må Bruce hjælpe til med at aktualiserer den :)
Ja, jeg har også via min amerikanske forbindelse hørt, at det er fra en ca.+ 40 år og opefter de snupper en koncert med Bruno Kantsteen i USA.

Lige nu er han alle vegne, han appellerer bredt ud i avisspalterne og tiden er til det ! Samtidig.........er det pudsigt men dejligt, at vi herhjemme kan dele glæden over BS and The E-street band med yngre mennesker, vore børn's medlevende entusiasme når han stiller op i Forum, Parken og nu til sommer i det Jydske !

Søren Geckler

Denne artikel lider af den typiske journalists mangel på interesse for, hvad andre end journalister mener. Desuden er det nærmest en naturkonstant hos danske quasi-intellektuelle at have et noget distanceret forhold til en sand intellektuel, der (sammen med fx Dylan og Kinks) har sprængt rammerne for, hvordan man skriver litteratur.

Den sande quasi-intellektuelle beskæftiger sig vist mest med Springsteens fans, som bliver gjort til sære stereotyper, der er svære at genkende til de koncerter, jeg har været til.

Tillad mig derfor at foreslå et besøg på mandens vel nok største fanside, backstreets.com, som er en videreudvikling af et fanmagasin, der så dagens lys i 1980.

Her skriver man som afrunding på en absolut positiv anmeldelse af den optræden, som også fik mig til at sidde oppe og se Super Bowl: "And for all the reasons cited why Springsteen decided to do the Super Bowl, "mercenary" and otherwise, there was clearly one more: to show 'em how it's done."

I øvrigt er min trosretning ikke mere Springsteen, end den er Dostojevskij, Sønderby, Shakespeare, Montaigne, Beethoven...

Ole Voitenko Minddal

Ja-ja - rolig nu.....
Nu skal vi jo ikke glemme Neil Young midt i forvirringen.
Bruce Springsteen har sikkert også sine fordele, men efter min beskedne mening når han ikke Neil Young så meget som til sokkeholderne.
Jeg er også til både Dostojevskij, Montaigne, Bach, Beethoven - you name it.......& Bob Marley... -
men Neil har trods alt også forudset Obama's komme for allerede for 3 år siden !!! -
i sangen: Looking For A Leader -
Check it out !!