Anders Fogh med i ny Guldbrandsen-film

'Præsidenten' bliver titlen på Christoffer Guldbransens næste film. Efter at have dissekeret dansk politik med dokumentarfilm som 'Fogh bag facaden', 'Den hemmelige krig' og seneste 'Dagbog fra midten', vender dansk journalistisk dokumentars gulddreng blikket mod Bruxelles.
Igen er det kampen om magten, der er Guldbrandsens interesse:
'Der er tale om et spil, hvor kynisme og idealisme skal forenes. Det er dette magtspil, som er filmens omdrejningspunkt. Indblikket og forståelsen af den fælles europæiske magts væsen og en politisk kultur, der har rødder hundreder af år tilbage, og som både rummer dramatik, intriger, forfængelighed og grådighed', siger Christoffer Guldbrandsen til Ritzau.
Anders Fogh på rollelisten
Det Danske Filminstitut meddelte i dag, at det støtter 'Præsidenten' med 950.000 kr. Filmen bliver et internationalt samarbejde og er allerede solgt til distributionsselskaber i Holland, Irland, Tjekkiet, Finland, Sverige, Norge og Estland.
Ifølge filminstituttet vil både statsminister Anders Fogh Rasmussen medvirke i filmen. Han har åbenbart ikke fået nok af Guldbrandsen efter filmene 'Fogh bag facaden' og 'Den hemmelige krig', der ligefrem gjorde noget godt for statsministerens image.
Fokus for 'Præsidenten' er ifølge filminstituttet 'kampen for og imod et politisk integreret Europa. Filmens medvirkende er alle tidligere eller nuværende regeringschefer, som personligt har deltaget i processen'.
'Præsidenten' vil historisk spænde over hele EU's udvikling fra idé til den aktuelle kamp for at få Lissabon-traktaten godkendt i medlemslandene.
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »