Blå er standarden

I det mindste i egen indbildning er jeg til daglig en besindig mand, absolut til at snakke med, måske ligefrem lidt konfliktsky. Men visse oplevelser kan på et øjeblik forvandle selv det mest vennesæle væsen til et frådende dyr, et gigahysterisk monster af krænkethed og forurettelse. Som f.eks. da jeg ville købe en kuglepen i den ene af vores to boghandlere her i byen. De havde skam også én, men som det næsten altid er tilfældet, var den forsynet med en blå patron. Som alle ordentlige forfattere skriver jeg naturligvis kun med sort blæk, derfor bad jeg om at få den blå patron skiftet ud med en sort. Den lille anmodning har jeg aldrig nogensinde, noget sted i landet fået afslag på. Men det fik jeg her. Blå er standard, fortalte ekspedienten mig, og det kunne der ikke laves om på. Jeg kunne selvfølgelig købe en sort patron, men den måtte jeg så betale ekstra for. Gu wil a da not, sagde jeg rasende og smed kuglepennen fra mig på disken. Derefter gik jeg op i byens anden boghandel, ikke engang halvtreds meter derfra, og fik det som jeg ville have det. Naturligvis! Jeg er en kuglepennebruger med smag, jeg skal naturligvis have en sort patron i stedet for den blå standardpatron, det forstod den nye boghandler godt. Når man giver hundrede kroner for en kuglepen, og det er hvad min foretrukne Parkermodel koster, så skal man selvfølgelig selv bestemme hvilken farve, den skriver med.

Elendige høker

Da jeg kom ud på gaden igen, havde jeg lyst til at gå ned og vise min nyindkøbte kuglepen til den første boghandler. Se, elendige høker, her har jeg den kuglepen, jeg kunne have købt hos dig, hvis du ikke havde været sådan et rigoristisk, standardfikseret træhoved, som du er. Herefterdags gør jeg alle bogrelaterede indkøb, herunder indkøb af skriveredskaber, hos din konkurrent - og det har du rigtig godt af! Men selvfølgelig, det var nok at gøre for meget ud af det, så jeg lod være. Måske, tænkte jeg - dog ikke helt overbevist - findes der større problemer i verden. Men hele vejen hjem kom jeg nu regelmæssigt til at tænke på det. Blå kuglepenneskrift! Hvordan kan den bogtumpe tro, at jeg, mig, moi, er så totalt blottet for stil og levemåde?

Straks jeg var kommet indenfor derhjemme, lod jeg da også fru Ida Rosa vide, hvad jeg havde været ude for. Det er skandaløst! udbrød hun spontant, kan man overhovedet forestille sig noget mere nederen for en forfatter af dit format, bette mand. Næe, såmænd, tænkte jeg. Eller så måske alligevel. Det svarer til at blive rakket ned af Erik Skyum-Nielsen, foreslog jeg som et muligt, lige så tungtvejende slag i ansigtet. Det kunne han da vel aldrig finde på? spurgte fruen forbavset. Joe, hvis jeg skriver noget lort, så kunne han være ufin nok. Huskede du at købe lampeolie? spurgte fruen derpå, tilsyneladende uden seriøs interesse for litterære spørgsmål lige nu. Lampeolie? Skulle jeg have købt lampeolie? Skrup ned i Spar med dig, kommanderede hun, jeg skal bruge lampeolie nu!

Jo, jo. Selvfølgelig. Spar er i den anden retning, stik modsat Nykøbings indre by, det var altid noget. Der er ikke noget, der hedder blå eller sort lampeolie, lampeolie er uden farve, simpelthen bare lampeolie. I dag anvendes det så godt som udelukkende til dekorative formål. Sådan er det ikke med kuglepenne. For ikke så mange år siden igen ejede jeg ganske vist et pænt antal kuglepenne, mest til brug for åndrige notater og geniale indfald, men når det begyndte at ligne noget for alvor, skrev jeg kun med fyldepen. Med sort blæk naturligvis. Men efterhånden er den papirkvalitet, man kan få, så elendig, at blækket siver igennem. Den slags er meget, meget irriterende. Man kan vistnok selv importere gedigent papir fra Sverige eller Schweiz, men så skal ens bøger sælge i meget store oplag, ellers har man ikke råd. Og jeg vil ikke sælges i store oplag, det må være frygteligt på den måde at blive reduceret til konsum. Men hvis jeg gjorde, kan det da godt være at boghandleren, der ikke ville skifte min kuglepennepatron, ville behandle mig med lidt større respekt.

Op i røven med det, tænker vi. Vi køber 'standardblokke', gule så længe de ikke også anses for så eksklusive, at bog- og papirhandleren ikke vil forhandle dem mere, og skriver med kuglepen. Det skal gå, som vi jyder siger. Måske ender det med, at den eneste slags papir, der holder en nogenlunde sober kvalitet, er bagsiden af de rykkere, man får. Men skulle det gå så galt, så tager vi det med også.

Gå i indre eksil

Hvad skulle det være? Sådan lød indgangsspørgsmålet engang, når man trådte ind i en forretning. Derefter udtrykte kunden sine behov og ønsker, den forretningsdrivende oplyste så om, hvorvidt han var i stand til at opfylde dem. Hvis ikke, kunne han ligefrem finde på at henvise til en konkurrent! Det er ikke fordi, man ikke stadig kan komme ud for den form for høflig betjening, men det sker unægtelig sjældnere og sjældnere. Hvis det man ønskede, var noget meget sjældent, kunne det komme på tale, at forretningsindehaveren bestilte det specielt til én.

Det kan der ikke være tale om nu. Der bliver kun taget det hjem, som de fleste vil have. Specielle ønsker opfyldes ikke med sød forståelse, de opfyldes slet ikke. Sådan er det også med radioen, med fjernsynet og med folkebibliotekerne snart.

Der er kun én udvej: Man må fjæle sig bag standarden og gå i indre eksil.