Læsetid: 8 min.

Boksekamp med to vindere

De legendariske David Frost-interview med præsident Richard Nixon er blevet til en Oscar-nomineret film, som får premiere i Danmark om en uge. Den virkelige historie er ikke historien om en journalistisk boksekamp - men historien om, hvordan begge kombattanter opnåede, hvad de ville
Absurd afsked. Vanæret som ingen anden præsident i USA-s historie valgte Richard Nixon en attitude, som havde han vundet et valg, da han forlod sit embede i utide.

Absurd afsked. Vanæret som ingen anden præsident i USA-s historie valgte Richard Nixon en attitude, som havde han vundet et valg, da han forlod sit embede i utide.

6. februar 2009

De fleste kan huske billedet. Richard Milhouse Nixons karrieres absolutte lavpunkt. Datoen: 9. august 1974 om formiddagen. En time før billedet blev taget, havde USA's 37. præsident som den første i nationens historie afskrevet sig embedet. Nu stod han i døren til Marine 1, den præsidentielle helikopter, med armene i vejret, fingrene i et V-tegn og et patetisk grin, som om han lige havde vundet et valg. V for Victory - i det absolutte nederlags stund. Helikopteren løftede sig fra plænen ved Det Hvide Hus og Nixon fløj hjem til Californien og ud af USA's bevidsthed.

Og dog. Efter Nixons vanærende afsked, ønskede amerikanerne at glemme den præsident, som de i mange situationer havde respekteret, men aldrig elsket. I årene, der fulgte rippede retssagerne imod hans nærmeste medarbejdere op i sårene fra Watergate-skandalen. Retssagen imod ham selv fandt aldrig sted, fordi hans efterfølger Gerald Ford, som en af sine første embedshandlinger benådede Richard Nixon - en slags blankobenådning, som betød at Nixon aldrig ville kunne sigtes eller tiltales for nogen forbrydelse, han måtte have begået i sin 67 måneder lange embedsperiode.

Nixons generalieblad

Listen over mulige anklagepunkter var ellers lang. Øverst stod obstruction of Justice - hans forsøg på at hindre, at ulovlighederne omkring Watergate-indbruddet blev afsløret. Listen omfatter også formodede brud på loven om kampagnebidrag, sammensværgelse, ulovlig anvendelse af CIA til egne politiske formål, misbrug af skattevæsenet til forfølgelse af politiske modstandere, skattesnyd og iværksættelse af den berygtede 'Huston Plan' - en storstilet plan, hvor politiske modstandere og journalister blev udsat for ulovlig aflytning, indbrud og chikane.

Under hele den pinlige oprulning af Watergate-skandalen, fra indbruddet i det demokratiske valgkontor i Watergate-bygningen i juni 1972 og til den nedbrudte Nixon sad i helikopteren på vej til sit eksil i Californien, havde han gennemgået to forfærdelige år. Det gik ellers så godt. Ved valget i november 1972 var han blevet genvalgt med 60,8 procent af stemmerne - hans modstander George McGovern blev tværet ud i alle stater undtagen to. Vietnam-krigen rasede - men nu kun blandt vietnameserne, fordi Nixon havde trukket alle de amerikanske soldater hjem. Samme år slog han verden med forbløffelse med en af de mest markante udenrigspolitiske kovendinger i den nyere historie, da han tog til Beijing og anerkendte det Kina, som USA siden 1949 havde boykottet og bekriget.

Den store gåde

Det er en af amerikansk politiks histories store gåder, hvorfor en succesrig præsident med et solidt greb om magten gik til kriminelle yderligheder for at bekæmpe politiske modstandere, der realistisk ikke havde en chance for at tilføje ham ret meget mere end forbigående ubehag. Men Richard Nixon skabte en belejringsmentalitet omkring sig, som mange har påpeget skyldtes hans egen komplicerede personlighed. Bag det professionelle og magtfulde politikerydre, gemte der sig en splittet, kejtet, mistænksom og frustreret personlighed, som så fjender alle vegne.

Erkendelse af egne svagheder var ikke en af den detroniserede præsidents styrker og han forlod Washington uden nogen forklaring på eller undskyldning for Watergate. Selv mente han, at det var de allestedsnærværende fjender, som havde fået ram på ham. Man husker hans berømte og bitre udtalelse fra 1962, da han efter et mislykket forsøg på at erobre guvernørposten i Californien snerrede af journalisterne: "Nu har i ikke Richard Nixon at sparke rundt med mere."

Med en lille stab flyttede Nixon ind i sit hus Casa Pacifica i San Clemente ved stillehavskysten syd for Los Angeles, hvor han i tre år sad og begræd sin skæbne. Vanæren var total. Hans økonomi var skrantende - kæmpemæssige advokatregninger belastede ekspræsidenten. En mand, der under andre omstændigheder (som Bill Clinton, f.eks.) kunne have tjent kæmpehonorarer på foredrag og anden offentlig optræden. Men der kom ingen invitationer. Ikke fordi han var glemt, men fordi folk ønskede at glemme ham. Og ikke mindst fordi han nægtede at undskylde noget som helst. Manden, der havde åbnet døren til Kina og skabt afspænding i forhold til Sovjetunionen var blevet et offer for sin egen komplicerede personlighed. Det var en Shakespeare-tragedie i fuld udfoldelse. Og nedturen synes ingen ende at tage: I 1976 tabte Nixons håndplukkede efterfølger Gerald Ford præsidentvalget til en jordnøddefarmer fra Georgia ved navn Jimmy Carter - og meningsmålingerne viste, at Fords benådning af Nixon var en vigtig faktor i nederlaget. Det var blevet mere end antydet, at benådningen var en del af en endnu en lyssky politisk handel.

$SUBT_ON$Prisen for et interview

Ovre på den anden side af Stillehavet, i Australien, havde en britisk tv-journalist og populær studievært ved navn David Frost fået den indlysende idé, at der måske var både penge og journalistisk prestige i at lave det ultimative, lange Nixon-interview. Frost var en naturbegavelse som studievært - ikke bare i Australien, men i høj grad hjemme i Storbritanien, hvor hans ugentlige satiriske aktualitetsmagasin TW3 ("That Was The Week That Was") var enorm populært. Frost var også kendt som en dygtig interviewer og organisator. Men han havde brug for et amerikansk publikum efter hans amerikanske tv-program var blevet taget af.

Sammen med John Birt fra Granada TV - som senere blev kendt som 'slagteren med regnemaskinen', da han var generaldirektør i BBC - gik Frost i gang med at skaffe finansiering af Nixon-interviewene - vel vidende, at den skrantende Nixon-økonomi havde brug for betragtelig kontanthjælp.

Nixon havde hyret en af Hollywoods skarpeste agenter Irving 'Swifty' Lazar. Han havde skaffet millioner for Nixons memoirer og vidste, at hvis præsidenten effektivt skulle genrejse sit eftermæle, skulle han ud til et større publikum - altså på tv. Han fik overtalt Nixon, og i slutningen af 1976 gik han i gang med forhandlingerne med de, der havde bedt om et Nixon-interview - herunder John Birt og David Frost, der havde sat sig i gæld til op over begge ører for at kunne gennemføre Nixon-projektet. De store amerikanske selskaber CBS, NBC og ABC ville ikke lege med - de var (dengang) principielt modstandere af checkhæftejournalistik.

Frost og Birt vandt. De betalte 600.000 dollars - i 2009-priser godt 40 millioner kroner - for 24 timers interview, fordelt over 12 optagelser. Kontrakten stipulerede bl.a. hvor stor en procentdel af interviewene, der skulle handle om Watergate, f.eks. (25 procent) - og hvordan hovedemnerne skulle fordeles.

Journalistikkens store konfrontation

Flere medlemmer af Richard Nixons stab og den britiske journalist, som hjalp Nixon med at skrive sine erindringer, Jonathan Aitken, har berettet, at det var pengene, der afgjorde, hvem der fik retten til at interviewe præsidenten - men det faktum, at David Frost var brite og ikke en garvet amerikansk politisk interviewer, har formentlig også talt til hans fordel.

Scenen var sat til en af journalistikkens største konfrontationer. Den garvede politiker med det komplicerede sind - og det noget yngre britiske tv-naturtalent. Der var lagt op til en kamp over 12 omgange, hvor begge parter udmærket godt vidste, hvad det handlede om: For David Frost en hel masse penge og muligheden for at skrive sig ind i historien som manden, der dirkede den faldne præsident op. For Richard Nixon muligheden for at blive skrevet ind i historien som andet og mere end blot slynglen bag Watergate. "He was running for ex-president," som det blev udtrykt.

Begge omgav sig med et hold af researchere. Ikke mange interviews i moderne journalistik er blevet forberedt så grundigt. Begge ringsidehold fandt og katalogiserede modstanderens styrker og svagheder. I det omfangsrige materiale var også de kontroversielle hundreder af timers båndoptagelser af præsidentens møder og telefonsamtaler i Det Hvide Hus. Et materiale, der ikke blot afslørede præsidentens mørke sider og til tider meget bramfri og nedsættende beskrivelser af sine modstandere - men også afslørede præsidentens kendskab til Watergate-sagens indbrud, sammensværgelser og ulovligheder. Og Frosts researcher James Reston Jr fandt netop ved hårdt benarbejde den 'rygende pistol' - en hidtil ukendt optagelse, hvor Nixon og hans nære rådgiver Charles Colson netop diskuterer hvordan de kan hindre efterforskningen.

Når man i dag genser de seks timers interviews (som David Frost med sikker sans for timing har udgivet på dvd for et par måneder siden,) ser man to forskellige sider af en meget professionel tv-interviewer. Den inkvisitoriske forhørsleder og den venlige, forstående samtalepartner. Og det fremgår tydeligt, at det er den venlige og forstående, der giver pote (Jonathan Aitken har i en artikel i Daily Mail beskrevet den side af David Frost som "terapeutlignende"). Det er i den venlige samtale, at godbidderne falder, mens den uhyggeligt drevne politiker glider af på de skarpe spørgsmål og ind imellem - faktisk størstedelen af tiden - taler intervieweren (og seeren) i søvn. Undtagen lige dér, hvor han konfronteres med Colson-samtalen, den 'rygende pistol'.

'This is terrible-'

Forløbet var så vanskeligt og Frost og Birt så frustrerede over, hvad de mente var en katastrofe, at de efter gennemførelsen af alle 12 interviews tiggede Nixons stabschef, oberstløjtnant Jack Brennan om et ekstrainterview. "This is terrible," sagde Birt til Brennan, "we need more time." Der var ikke kommet nogen undskyldning - Nixon havde ikke vist nogen tegn på anger. Og Nixons rådgivere vidste udmærket, at hvis han skulle genrejses i offentligheden, krævede det anger. Selvom kontrakten var opfyldt og interviewene var færdige, havde Frost-holdet og Nixon-holdet en fælles interesse. Problemet var at overtale præsidenten. Og det lykkedes, og myten om at det var David Frost, der gennemtvang Nixons berømte undskyldning er og bliver en myte. Flere kilder har berettet, hvordan præsidenten omhyggeligt blev trænet i, hvordan han skulle formulere undskyldningen.

Interviewene blev sendt og vakte berettiget opsigt. Ingen af de store amerikanske tv-selskaber ville sende dem, så Frost og Birt måtte simpelthen købe sig plads på den amerikanske tv-flade for at få dem sendt. De blev ikke rige på det. Det løb kun lige rundt.

Den store boksekamp endte med en dobbeltsejr. Både Frost og Nixon vandt. Frost blev verdenskendt og skabte sig en blomstrende karriere og ditto forretning. Han er nu Sir David Frost og siges at være god for et par hundrede millioner.

Richard Nixon opnåede det, han havde drømt om. Selvom Watergate-skyggen altid hvilede over ham, blev respekten genoprettet. Han flyttede til New York fra eksilet i San Clemente og skrev et stort antal bøger, primært om udenrigspolitik. Han blev en skattet rådgiver for både præsident Ronald Reagan og den ældre George Bush - og ved hans begravelse i 1994 stod en siddende præsident og fire ekspræsidenter ret ved kisten.

Fredag den 13. februar er der dansk premiere på Frost/Nixon, Ron Howard og Peter Morgans Oscarnominerede film om David Frosts interview med Richard Nixon, hvor Michael Sheen spiller Frost, og Frank Langella spiller Nixon.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu