Læsetid: 5 min.

Brugerne vil selv sætte playlisten - og dele med andre

Brugerne af internetbaserede musiktjenester vil have sociale netværk og 'følelsen af', at musikken er gratis. De store pladeselskaber og brancheorganisationer er nødt til at løsne grebet om musikken, hvis de nye tjenester skal fungere optimalt over hele verden
Fremtiden vil bringe flere internettjenester, -hvor musikken flyder til os som strøm ud af en stikkontakt eller vand ud af vandhanen,- mener Henrik Føhns, vært på Hardisken.

Fremtiden vil bringe flere internettjenester, -hvor musikken flyder til os som strøm ud af en stikkontakt eller vand ud af vandhanen,- mener Henrik Føhns, vært på Hardisken.

Oliver Stratmann

3. februar 2009

Man behøver ikke længere at opsøge biblioteker, musiknørdede bekendtskaber eller små obskure pladepushere, for at få et kendskab til selv de fjerneste afkroge af det musikalske landskab.

Den digitale musikalske revolution hedder ikke længere kun MySpace. Ligeså vigtig for vores daglige omgang med musik, er det væld af mere eller mindre sociale musiktjenester på nettet, der de seneste år er skudt frem.

Der er ikke noget nyt i at opleve og dele musik med andre mennesker. Men hvor det før i tiden var teknisk omstændigt at sammensætte et mixtape med sine yndlingsnumre til sine venner, er det i dag lettere at håndplukke sine yndlingsnumre på nettet og lave playlister og anbefalinger.

Tjenester som Last.fm, Pandora og Spotify giver brugere i visse lande mulighed for at lære ny musik at kende i et omfang, som den traditionelle distribution langtfra kan hamle op med. Men med digitaliseringens eksplosion af sociale muligheder omkring musik er fulgt en skærpet kontrol med musikdeling, som først nu ser ud til at være under opblødning.

De sociale aspekter

En af de mest populære musiktjenester på nettet, Last.fm, registrerer den musik, brugeren lytter mest til, og tilbyder herefter en række funktioner, der hjælper med at opdage nye kunstnere. Blandt andet anbefaler hjemmesiden brugeren ny musik, der har fællestræk med det registrerede og henviser til andre brugere med samme musiksmag. På denne måde opstår der sociale netværk ud fra musiksmag.

Den tyske blogger, forfatter og musiker Gerd Leonhard kalder sig selv futurist og er en varm fortaler for, at musikken kommer til at flyde mere frit på nettet. Han mener, at netop det sociale aspekt ved de nye tjenester og musikken er ekstremt vigtigt.

"Hvis du ikke kan dele, hvis du ikke kan videresende, hvis du ikke kan lave fællesskaber omkring musik, så har du ingenting. Hvis vi ikke har evnen til at finde hinanden igennem musik og dele, er vi ikke interesserede," siger Gerd Leonhard.

"Definitionen på radio plejede at være, at det var gratis, og at en ekspert sammensatte playlisten for dig. I dag har man stadigvæk eksperter, men eksperterne kan også være dig og mig. Eller dine venner. Eller en eller anden i Thailand, der har masser af tid."

TDC PLAY

Herhjemme hedder en af de seneste års mest populære musiktjenester på nettet TDC PLAY. PLAY har oplevet massiv succes med en forretningsmodel, hvor kunden via sit internetabonnement får adgang til at downloade musikken.

Tjenesten halter dog noget bagefter, når det kommer til de sociale funktioner, som skal skabe kontakt og inspiration brugerne imellem. Men ifølge Søren Tvilsted, der er chef for TDC Musik er dette et område, der fokuseres på i 2009.

"Sociale netværk er vores satsningsområde i år. Alle kan jo stille tusind muligheder op. Men det handler om at finde de rigtige muligheder set med kundernes øjne. For mange muligheder, giver for meget støj," siger Søren Tvilsted.

Henrik Føhns fra P1-programmet Harddisken mener dog, at selve abonnementsmodellen virker for fastlåst og forhindrer brugerne i at udfolde sig socialt.

"Det, der er kedeligt ved eksempelvis TDC Play, er, at man ikke må dele det med nogen, og at man er låst fast til den ene computer, man lytter til det på eller til ens mobiltelefon. Det er igen et eksempel på en meget traditionel tænkning, netop fordi hele den sociale oplevelse ved musik går fløjten," siger Henrik Føhns. Han er langt mere begejstret for den svenske tjeneste Spotify.

Spotify

Den populære svenske musiktjeneste Spotify - en sammentrækning af 'to spot' og 'to identify' - er til manges store ærgrelse ikke direkte tilgængelig i Danmark.

Henrik Føhns er en varm fortaler for tjenesten.

"Spotify er nærmest hurtigere end at ligge og finde musik på din iPod. Det er virkelig effektivt. Det er tilgængeligt i England og Sverige, men ikke umiddelbart i Danmark med mindre du bruger en proxyserver," siger Henrik Føhns.

Spotify fungerer i modsætning til TDC PLAY som en on-demand streaming-tjeneste - altså en tjeneste hvor man er fri for at downloade musikken og have den liggende på sin computer, men blot kan nøjes med at afspille musikken direkte fra hjemmesiden.

"Et pladeselskab bliver i virkeligheden en streamingservice. For det er de færreste, der vil have musikken liggende fysisk på en server derhjemme eller have det stående i reolen. Musik bliver, noget man abonnerer på, ligesom man abonnerer på en avis," siger Henrik Føhns

En sådan streaming-service er Spotify's primære formål. Det sociale aspekt kommer i anden række.

"Vi er ikke endnu et socialt netværk - i stedet vil vi tilbyde værktøjer, så sociale netværk kan arbejde med os, og udviklere kan bygge interessante ting ovenpå Spotify," siger Daniel Ek, der sammen med Martin Lorentzon grundlagde Spotify i 2006.

At danskerne fortsat er udelukket fra Spotify, skyldes ifølge Daniel Ek KODA's afgifter.

"Desværre er Spotify ikke tilgængeligt i Danmark for tiden. Grunden til dette er, at strukturerne og prisniveauet, som KODA pålægger, ikke gør det muligt for os at opbygge en holdbar forretning i Danmark."

For nylig er Spotify dog begyndt at forhandle med KODA om at få en aftale i stand på det danske marked. Forhandlingerne forløber ifølge begge parter meget positivt.

Føles gratis

Det største problem lige nu i forbindelse med digital distribution af musik er økonomien. De store pladeselskaber er nødt til at løsne grebet om musikken, hvis de nye tjenester skal fungere optimalt over hele verden. Samtidig skal der udvikles flere løsninger, hvor kunderne ikke føler, at de betaler for musikken.

Gerd Leonhard kalder det "feels like free".

"Tricket er, at hvis du for tidligt beder forbrugeren om at betale, taber du 99 procent. Men hvis du beder dem om at betale senere, får du næsten alle til at betale," siger Gerd Leonhard.

"Hvis du kommer til mig og siger, at du vil have tyve dollars om måneden for musik, er jeg nødt til at tænke meget over, om jeg vil bruge det. Men hvis du giver mig en internetadgang eller en mobiltelefon, hvor musikken er inkluderet, køber jeg den. Og derfra køber jeg mange andre ting sammen med musikken."

Flydende musik

Ifølge Henrik Føhns burde musikken flyde frit og det vil den også komme til i fremtiden.

"Jeg tror helt sikkert, at fremtiden bringer flere tjenester, hvor musikken flyder til os som strøm ud af en stikkontakt eller vand ud af vandhanen, og de vil blive en blanding af at være reklamefinansierede og være abonnementsfinansierede," siger Henrik Føhns.

Før dette kan gå i opfyldelse er der en del forsyningsproblemer, der først skal overkommes. Populære tjenester som Pandora og Spotify er foreløbig ikke tilgængelige over hele verden på grund af problemer omkring rettigheder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Nielsen

En helt andet problemstilling, som desværre ikkke interesserer Informations journalister (man skal vist helt til Tyskland før det interesserer kulturjournalister i det hele taget), er, hvor meget af den kultur som følger med musikken, det er og bør være legitimt at dele via disse nettjenester. Last.fm er notorisk for sine nynazistiske og erklærede racistiske brugergrupper, hvor man diskuterre sine slaviske racerenhed eller anbefaler hinanden de "gode tekster" - og for at promovere ekstrem nazimusik - inklusiv tourlister for nazibands af den type, der er forbudt i mange lande på grund af opfordringer til vold, holocaustbenægtelse o. lign. Og på grund af at "idolerne" selv sidder i spjældet for den vold og de mord, som de promoverer. Det vil sige: De mener det fandme.

Christoffer Malling

God og velskrevet artikel. Ros herfra. Blot melder der sig et spørgsmål: Hvorfor nævnes blip.fm ikke? Ej heller i artiklen om KODA. blip.fm må på linie med Last.fm må da være relevant for både forfatteren til nærværende artikel og for KODA.

Til Vibeke Nielsen:

Naturligvis skal bands/personer der direkte opfordrer til vold og det der er værre retsforfølges og forbydes, men hvis det ikke er tilfældet så skal Internettjenesterne holde sig fra at diktere hvilken "kultur" der er ønskelig eller ej. Internettet skal være et frit medie uanset om det er forvirrede og tåbelige mennesker såsom dem du nævner der bruger det til at sprede deres had./"kultur".

Vibeke Nielsen

@Christoffer Malling

Det er jo ren laissez-faire: "Folk må gøre hvad de vil - hvad rager det mig." Men der er vel en grund til, at man for eksempel ikke kan downloade Landser på Bibliotekernes Netmusik og at der ikke er for eksempel deciderede nazistiske bloggere på Information.dk? Eller burde det efter din mening være noget, som man bare skal have overalt også på nettet, idet: "Internettet skal være et frit medie uanset om det er forvirrede og tåbelige mennesker såsom dem du nævner der bruger det til at sprede deres had./"kultur"." Er det ikke noget som kulturjournalister burde have en holdning til i det mindste?

Christoffer Malling

Til Vibeke Nielsen:

Nu synes jeg ikke at jeg skriver, at det ikke rager mig hvad folk vil og gør. Hvor finder du det i mit forrige indlæg?

Og hvvordan kan du overhovedet sammenligne en privatejet Internettjeneste som Last.fm med offentlige biblioteker? Synes du ikke der er en verden til forskel? Information er også en privatejet organisation og hvis de vælger at have erklærede kommunister, nationalsocialister, religiøse eller sågar swingere, transseksuelle, live-rollespilsfanatiske eller pædofile ansat som journalister eller bloggere er det vel deres egen sag. Ville det være så slemt hvis personer med pågældende ideologier, tro eller seksuel orientering eller sygdom kunne forklare og debattere med andre af anden opfattelse i et frit forum? Eller er det måske for meget laissez-faire til din smag?