Læsetid: 10 min.

Har Danmark fået en homolitteratur?

En række skønlitterære bøger med homoseksualitet som tema har de senere år ramt boghandlernes hylder. Er det begyndelsen på en ny homolitterær strømning?
Genre. Betegnelsen homolitteratur er uholdbar og generende, mener flere af de forfattere, der behandler homoseksualitet som tema i en eller anden form.

Genre. Betegnelsen homolitteratur er uholdbar og generende, mener flere af de forfattere, der behandler homoseksualitet som tema i en eller anden form.

5. februar 2009

Det sker i udenlandsk litteratur. Hele sektioner i amerikanske og engelske boghandler er reserveret til litteratur for bøsser og lesbiske. Hvert år udkommer i hundredvis af skønlitterære bøger med homoseksualitet som tema - og The Lambda Literary Foundation uddeler eftertragtede priser til de bedste af dem. Det sker i udlandet, men sker det også i Danmark?

Så småt. I hvert fald har en række danske værker med fokus på homoseksuelle forhold de senere år gjort alvorligt opmærksom på sig selv. Sidste år udkom Christian Yde Frostholms Ofte stillede spørgsmål og Niels Franks Små Guder, der begge inddrager homo-erotiske erfaringer i et omfang og på en måde, som har fået flere anmeldere til at tale om et nybrud i dansk poesi. I Små Guder, der for nylig modtog Montanas Litteraturpris på 100.000 kroner, kan man blandt andet læse følgende passage:

Hvor rart at ligge i sengen sammen med/ de andre patienter, men rarest selvfølgelig at mærke/ din begyndende erektion mod min røv. Begynd,/ åh for fanden, begynd nu.

Også Christian Yde Frostholm stiller i digtet Vi finder din kæreste gratis ind på en sengeliggende scene og følger op med spørgsmålet: Kan bøsser sove i ske uden at have sex?

Hvis vi helt objektivt og realistisk mener/ at det kunne lade sig gøre uden at det udvikler sig/ til et seksuelt forhold, så var svaret ja./ Jeg har bare aldrig mødt nogen som formår/ at gennemføre denne øvelse.

David Læbys Svans, der udkom i 2007, har også homoseksualitet som et gennemgående tema:

Han prøver at slappe af, prøver at lade være med at mærke sin drøbel, der hele tiden vil standse Karstens pik, prøver at tænke på noget helt andet: at det er overstået lige om lidt.

Og i Janni Olesens Noget du skal vide, der vandt Danske Banks debutantpris i 2008, kan man blandt andet læse følgende uddrag:

Jakobs krop vred sig under hans berøringer, og Thomas åndede mod den hud, der kom til syne, og havde for travlt til at opdage, at skæbnen rent faktisk sneg sig op bag på ham og penetrerede ham hårdt og brutalt.

Spørger man Niels Frank har det dog aldrig været hans hensigt hverken at tematisere eller sætte fokus på homoseksualitet i Små Guder - det er kommet af sig selv, forklarer han:

"Som forfatter har man jo ikke et forlæg eller en dagsorden, som man ønsker at kaste lys over eller 'tematisere'. Man har sine egne erfaringer, og så har man den viden og erkendelse, man har opsamlet undervejs. Jeg kan love dig for, at jeg ikke har bragt noget som helst 'emne' ind i min digtning, som ikke allerede var der, eftersom jeg har en krop og nogle sanser og nogle erfaringer at skrive ud fra. Men en erfaring er jo ikke et tema eller et program, og man kan ikke lave kampagne for den eller overbevise andre om, at den er sand. Man kan lade den komme til orde, det er det."

I det hele taget mener Niels Frank, det er problematisk at forsøge at bestemme homolitteratur som en særlig genre inden for litteraturen.

"Jeg ville ønske, jeg vidste, hvad homolitteratur er. Noget med alenlange madopskrifter og savlende beskrivelser af kropsdele? Begrebet indebærer, at der findes én slags homo, hvad der absolut ikke gør, og at homoer skriver én slags litteratur, hvad de absolut ikke gør. Der findes med andre ord ikke en homolitteratur, mere end der findes en jydelitteratur, for så vidt der findes jyder, og nogle af dem endog skriver bøger," siger han.

'Det er perverst'

Forfatteren David Læby tager derimod gerne på sig, at han i sit forfatterskab forsøger at favne en homoseksuel tematik. Forrige år udgav han romanen Svans, der handler om en ung bøsses kamp for at stå ved sin seksualitet.

Rammefortællingen i romanen er en samtale mellem to fyre på en bar, en nat i København, hvor hovedpersonen Søren fortæller sin historie til en ung forfatter, der vist nok har visse ligheder med David Læby selv. Blandt andet fortæller han om sin autoritære opvækst og forholdet til sin fjerne og utilnærmelige far:

"Havde du bare stjålet en bil eller taget stoffer eller- et eller andet, men det her: Det er perverst," lyder faderens reaktion, da Søren konfronterer ham med sin seksualitet.

"Bogen er blevet blandet modtaget," fortæller David Læby, der debuterede som forfatter med digtsamlingen Himmeltegneren (1989) og desuden har en BA i dansk og kønsforskning på sit cv.

"Nogle mener, at romanen slet ikke har rykket sig fra 70'er-litteraturen, og at det bare er endnu en klassisk spring-ud-og-tud-historie. Men det mener jeg ikke selv, det er. Jeg har forsøgt at beskrive, hvordan det langt hen ad vejen er ydre faktorer, der definerer hovedpersonen, og at hans selvforståelse som bøsse i vid udstrækning er konstrueret af omverdenens syn på ham. På den måde er det faktisk en bog, der lægger sig i forlængelse af den nyere teoridannelse, man kalder queer, og sådan er der heldigvis også andre, der har læst den," siger han.

Maja Bissenbakker fra Nordiske studier og sprogvidenskab på Københavns Universitet er en af de litterater, der har beskæftiget sig indgående med queer-begrebet i en dansk sammenhæng. Queer dækker kort fortalt over den idé, at der ikke findes noget særligt homo- eller heteroseksuelt, men at begge dele er sociale konstruktioner, skabt af det omgivende samfund. Hun mener derfor ikke, det giver megen mening at operere med begrebet homolitteratur som en selvstændig genre. Hun kan derimod finde adskillige eksempler på samtidige danske forfattere, der ud fra et queer-perspektiv tematiserer seksualitet og begær på en ny og frugtbar måde.

"Nogle af dem, der mest interessant beskæftiger sig med seksualitet for tiden, er de nye forfattere fra forfatterskolen. Både Katrine Buchhave, Maja Lee Langvad og Dy Plambeck skriver meget reflekteret om, hvilke kategorier samfundet forventer skal være genkendelige hos det enkelte individ. Og du kan se det samme i Lotte Inuks nye bog, Store dyr," siger hun og fortsætter:

"Fælles for dem alle er, at de ikke forholder sig til seksualitet som en eller anden freudiansk essens, der ligger inde i den enkelte, og som man bare skal finde frem, leve ud og stå ved. De betragter snarere seksualitet på linje med økonomi eller sociale strukturer og er meget bevidste om, at det er konstruktioner, som burde være til forhandling, men som ikke er det på grund af en række samfundsstrukturer," siger hun.

Tvivlsomme karakterer

Men betyder det, at der ikke findes en genre herhjemme, som man kan kalde homolitteratur? Så enkelt er det ikke, mener forfatteren Peter Legård Nielsen, der er uddannet bibliotekar og tidligere formand for Danske skønlitterære forfattere. Han redigerede i 2003 antologien Når mænd elsker mænd og kvinder elsker kvinder, der rummer et udvalg af de sidste 160 års danske fortællinger og bøsser og lesbiske fra Herman Bang og Thit Jensen over Christian Kampmann og Maria Helleberg til Henrik Bjelke og Suzanne Brøgger.

Selv om man ifølge Peter Legård Nielsen ikke kan tale om homolitteratur som en genre på lige fod med krimier og spændingslitteratur, så er det alligevel muligt at tale om en tradition for bøger med en homoseksuel tematik, der har rødder langt tilbage i litteraturhistorien.

På den hjemlige litterære scene var homoseksualitet stadig et dybt tabuiseret emne omkring 1900-tallet, og litteraturen behandlede kun emnet via skjulte hentydninger og omskrivninger. Men fra 1950'erne begyndte flere forfattere at melde sig under fanerne med mere tydelige budskaber. I første omgang skete det hovedsageligt i form af meget stereotype skildringer, hvor homoseksuelle blev portrætteret som enten tvivlsomme, dubiøse karakterer eller slet og ret som skurke og kriminelle. I løbet af 1960'erne og 70'erne allierede genren sig imidlertid med bekendelseslitteraturen og blev en del af 68-oprørets frigørende bevægelse:

"Der opstår i kølvandet på 68-oprøret en strømning af bøsselitteratur og lesbisk litteratur, som udvikler sig op gennem 70'erne og 80'erne," fortæller Peter Legård Nielsen:

"Det er for eksempel i den periode, at Christian Kampmann skriver sin firebindssaga om familien Gregersen med den homoseksuelle Bo, mens forfattere som Bente Clod og Carsten Nagel og andre samtidige forfattere skriver undergrundsværker, der positioner sig som en del af oprøret mod det etablerede samfund. Det er jo generelt en periode, hvor der flyttes mange kønsgrænser, og for enkelte af de kvindelige forfattere munder kvindefrigørelsen ud i en decideret lesbisk kamp," siger han.

Fra 1990'erne og frem bliver udgivelserne af homolitteratur imidlertid mere og mere sporadiske, og i dag er det svært at tale om en egentlig homolitterær genre, mener han. I stedet behandles homoseksualitet mere som en tematik blandt andre tematikker og ikke som en del af en egentlig strømning.

"Jeg tror, man må sige, at litteraturen i dag mest af alt afspejler den generelle normalisering af homoseksualitet i samfundet. Det er ikke længere en sag, men snarere et kunstnerisk udtryk blandt andre udtryk, som til alle tider vil dukke op, fordi forfattere også er homoseksuelle," siger han.

Forstemmende kritik

En af de samtidige forfattere, der har taget temaet op, er debutanten Janni Olesen, som sidste år modtog Danske Banks debutantpris for romanen Noget du skal vide. Her følger man blandt andre den unge VUC-kursist Jacob, hvis fortrængte homoseksuelle fantasier dukker op til overfladen, da han møder den billedskønne filosofilærer Thomas.

"Jakobs grænseoverskridende oplevelser udi hardcore homosex rammer læseren som en mavepuster, der blæser al luft og positiv energi ud i stratosfæren," skrev Sophie Engberg Sonne i sin anmeldelse af romanen i Jyllands-Posten:

"Ikke at Noget du skal vide er et angreb på den homoseksuelle kærlighed, nej, problemet består i, at Jakobs forelskelse i mænd bliver til en forelskelse i mandekønnet, der til syvende og sidst er Jakobs narcissistiske forelskelse i sig selv. Og en deraf følgende ligegyldighed over for alle andre."

Spørger man Janni Olesen har hun aldrig haft intentioner om at sige noget særligt om homoseksualitet, men derimod noget om almenmenneskelige erfaringer af jalousi, ensomhed og egoistiske drifter.

"Når jeg valgte en homoseksuel som hovedperson, var det udelukkende for at stille mig selv en æstetisk udfordring. Jeg er selv en heteroseksuel kvinde, så jeg kunne næsten ikke gøre det sværere for mig selv end ved at skildre en homoseksuel mand," siger Janni Olesen.

Alligevel - eller måske netop derfor - faldt romanen Panbladets anmelder Karen M. Larsen for brystet: "Janni Olesens roman (-) er en bidende og forstemmende kritik af den seksuelle praksis inden for dele af bøsse- og bikulturen," skrev hun i sin anmeldelse, hvor hun også konspirerede over, hvorfor en heteroseksuel kvinde ønsker at "fortælle en historie om en mand, der går psykisk ned på at udleve sine homoerotiske fantasier".

Den kritik har Jette Olesen imidlertid svært ved at tage alvorligt: "Jeg er ikke ude på at sige, at bøsser er mere promiskuøse end alle andre - det er noget bullshit. Og desuden mener jeg ikke, man har patent på at beskrive homoseksualitet, bare fordi man selv er det. Hvis der endelig er en pointe i min roman, så er det, at seksualiteten er fuldstændig ens for os alle, uanset om man er tyk, tynd eller hindu," siger hun.

Vil ikke sættes i bås

Forfatterinde Kristina Nya Glaffey debuterede med romanen Lykkejægere i 2007. Ifølge hende er spørgsmålet om, hvorvidt der eksisterer en homoseksuel litteratur eller ej, dybt uinteressant.

"For hvad vil det overhovedet sige? Er noget homolitteratur, når hovedpersonen i en bog går i seng med en af samme køn? Eller er noget homolitteratur, når forfatteren til bogen går i seng med en af samme køn? Og hvis det sidste er tilfældet, hvor mange mænd skal jeg så, som forfatter, gå i seng med eller engang have gået i seng med, før man ikke længere kan kategorisere min litteratur som homolitteratur?"

I sit eget forfatterskab efterstræber hun derimod at problematisere, hvad det overhovedet vil sige at være normal. Det sker blandt andet, når hun i romanen Lykkejægere frit lader udlandsdanskeren Jørgen lufte sine fordomme over for homoseksuelle: "For hans skyld kunne folk gøre som det passede dem, så længe de ikke generede nogen med det [...] så længe vi andre også havde lov at være her."

"Jeg forsøger at vende et kritisk blik mod majoriteten frem for at være så optaget af det anderledes og mærkelige. Man kan sige, at jeg skriver på en ide om, at det normale også kan være bizart," forklarer Kristina Glaffey.

Ifølge kunstteoretiker Mathias Danbolt er der en god forklaring på, hvorfor mange forfattere stritter imod, når talen falder på homolitteratur. Til daglig er han blandt andet redaktør for webmagasinet Trikster - Nordic Queer Journal, der i slutningen af februar udkommer med et særligt temanummer om queer-litteratur - og netop ikke homolitteratur.

"Mange forfattere, inklusive mig selv, synes, at homo-litteratur er en lidt ufrugtbar genrebetegnelse, fordi den på sin vis indebærer, at man så skulle kalde majoriteten af skønlitteratur for hetero-litteratur. Men det gør man jo ikke," siger han og uddyber:

"Det betyder ikke, at der ikke er skønlitterære forfattere, der tematiserer homoseksualitet. Men de færreste forfattere er bare interesserede i at blive sat i den kategori, fordi det reducerer deres forfatterskab til kun at handle om den ene ting."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Nielsen

Det er meget skægt at man har valgt at spørge en bibliotekar, samt inkludere en faktaboks med bibliografiske beskrivelser af samtidig skønlitteratur katalogiseret af bibliotekarer og en bøssekanon fra en lokalradio for en homobevægelse, for det viser at begrebet homolitteratur tydeligvis stadig er anvendeligt i praksis, hvis man søger hurtig viden om en bogs tematik. Så er spørgsmålet, hvordan de forfattere og redaktører, der stritter imod og mener at begrebet ikke er meningsfuldt, egentlig selv ville lave de indholdsbeskrivende noter til værkerne, hvis de skulle undgå at give associationer til "homolitteratur"? Det kunne være interessant at prøve....