Læsetid: 6 min.

Farvel til de faglige blæksprutter

En række bredtfavnende litterater har i flere årtier præget stort set alle områder af litteraturen, blandt andet med et særligt politisk engagement. Nu er de imidlertid ved at trække sig tilbage fra gerningen, og spørgsmålet er, hvor meget der forsvinder med dem
En række bredtfavnende litterater har i flere årtier præget stort set alle områder af litteraturen, blandt andet med et særligt politisk engagement. Nu er de imidlertid ved at trække sig tilbage fra gerningen, og spørgsmålet er, hvor meget der forsvinder med dem
19. februar 2009

Deres lange litterære arme har strakt sig ud i alle kroge af kulturen, men de er en truet art. Litterater som Hans Hertel, Thomas Bredsdorff, Torben Brostrøm og John Christian Jørgensen har haft særdeles stor indflydelse på såvel forskning, undervisning som formidling inden for dansk litteratur, men med Hans Hertels afskedsforelæsning på Københavns Universitet i sidste uge, er de nu alle trådt i hvert fald et par skridt tilbage. Og med dem forsvinder en særlig type litterat, der har favnet bredt fra Københavns Universitet til Ekstra Bladet og fra gymnasieundervisning til litteraturkritik.

"De har kunnet forbinde den faglige fordybelse og ekspertise med en meget udadvendt publicistvirksomhed," fortæller Nils Gunder Hansen, der er professor inden for litteratur, kultur og medier på Syddansk Universitet og desuden formand for litteraturudvalget under Statens Kunstfond samt anmelder ved Kristeligt Dagblad.

"De har været både forskere, kritikere, redaktører og formidlere, så de var nogle faglige blæksprutter i positiv forstand, og det er et stort tab, når de går på pension. Det er nogle store træer i skoven, der vælter omkuld."

Marianne Stidsen er lektor ved Institut for Nordisk Filologi på Københavns Universitet og talte til Hans Hertels afskedsforelæsning forleden. Hun er enig i, at det er en generation, der har haft stor betydning.

"For det første har de bedrevet litteraturforskning på højest mulige niveau, og for det andet har de evnet at formidle de erkendelser, de er nået frem til, til en bredere offentlighed. Det gælder ikke kun aviser, men også hele uddannelsesområdet. De her folk har jo for eksempel været med til at præge danskundervisningen i gymnasiet igennem flere årtier. De har været med til at producere nye måder at læse og forstå litteratur på, som mange generationer har oplevet i deres gymnasietid," siger hun og føjer Søren Schou og Pil Dahlerup til listen over de afgående koryfæer.

Oplysningstanken

Men ud over deres store indflydelse er det centralt, at disse litterater i overvejende grad har haft det samme udgangspunkt for eller de samme ambitioner med deres virke. Herunder at de med selvfølgelighed har inddraget og fokuseret på det politiske.

"Det har helt sikkert været vigtigt for dem alle sammen at forsøge at forstå litteraturen i en større samfundsmæssig sammenhæng og også at bruge litteraturlæsningen til at stille nogle kritiske spørgsmål til forskellige tendenser i tiden," siger Stidsen.

Professor i dansk ved Syddansk Universitet Anne-Marie Mai mener også, man kan tale om, at generationen har haft et fælles projekt om at placere litteraturen og den litterære kultur centralt i samfundslivet.

"Det er jo en flot samfundsambition at ville bringe ny litteratur frem i et medie som Ekstra Bladet. Den ambition havde Borum, som brugte sin redaktørpost til at provokere både Ekstra Bladets læsere, sig selv og det bedre litteraturselskab. Og John Christian Jørgensen gjorde noget af det samme, bare på en helt anden, kulturradikal måde," siger hun.

Nils Gunder Hansen husker, at John Christian Jørgensen engang anbefalede danske forfattere at tage en tur til Ishøj for at skrive en roman om nutidens problemer, og han mener, der er en særlig grund til, at den afgående generation har haft langt lettere ved det politiske engagement end hans egen.

"Mange af de, både litterater og forfattere, der studerede i 70'erne, og det gælder så også mig selv, vi blev stopfodret med politisk analyse og marxistiske teorier, og det gav sådan en overmæthed og fremmedgørelse i forhold til de politiske problemstillinger. Man følte, det var noget, man fik trukket ned over hovedet. De her folk tilhører derimod en generation, der ikke blev stopfodret med politik, men som selv var med til at sætte det i gang, og det er klart, at så kan man bedre identificere sig med en bevægelse."

Et helt menneske

Nils Gunder Hansen mener, man kan sige, at deres indspil i samfundsdebatten har været at forbinde den modernistiske og kulturradikale tradition, og ligeledes mener litteraturanmelder på Jyllands-Posten og lektor i dansk ved Syddansk Universitet Jon Helt Haarder, at "man nok kan sige, de alle sammen har haft en tilknytning til kulturradikalismen og dens storhed og fald".

Men Marianne Stidsen synes ikke, at det er dækkende. Hun mener, at deres egentlige udgangspunkt har været i oplysningstiden med idéen om, at viden er til for at blive spredt og gøre gavn.

"At det, vi sidder og laver herude på universitetet, skal kunne indgå i en form for oplysende virksomhed. Det er noget, der går helt på tværs af politiske ideologier, så man kan ikke komme med den her gamle kulturradikalisme og venstredrejethed."

"De her folk har nok egentlig mere afsæt i de tidlige 60'ere og hele udformningen af velfærdsstaten. Der handlede det jo ikke så meget om at skabe et kommunistisk paradis, men om at skabe et moderne velfærdssamfund, hvor kulturpolitikken blev set som ekstremt vigtig, fordi det ikke bare handlede om at skabe bedre materielle vilkår for befolkningen, men også et rigere åndeligt liv. Man havde kernebegrebet om at udvikle sig til et 'helt menneske', og den idé, tror jeg, har været bærende for dem," siger Marianne Stidsen

Stidsen understreger, at det politiske for denne generation dermed ikke ligger i en ekstrem politisk ideologi, men i en socialliberal forestilling om et velfærdssamfund, der ikke kun handlede om det materielle, men også det åndelige og det eksistentielle.

Om den politiske dimension i kritikken, som generationen har stået for, forsvinder sammen med den, er ikke givet, men Nils Gunder Hansen mener, at den umiddelbart ikke ser ud til at stå så stærkt: "Der er forskellige miljøer, som snakker om, at den politiske litteratur er ved at komme igen, og at det skal afspejle sig i den litterære kritik. Men mit indtryk er, at der er tale om ret små miljøer, og at det mangler at forbinde sig med den store offentlighed, med det store samfund," siger han.

Disciple

Anne-Marie Mai mener dog nok, at det politiske engagement fortsat vil være til stede: "Man kan jo godt være samfundsengageret uden at have et kulturradikalt standpunkt. Man kan være optaget af forholdet mellem litteratur, politik og samfund ud fra et etisk eller eksistentielt standpunkt. Så jeg tror bestemt ikke, samfundsengagementet forsvinder med dem. Tingene bliver formuleret på nye måder, men det er jo godt det samme, at det ikke går i stå. For nok har de store, gamle litterater haft hvert deres skarpe blik og fine indsigt. Men de har også haft komplet blinde pletter. Der er gode bøger og forfatterskaber, de ikke har haft øje for."

Til gengæld er både Mai, Hansen, Haarder og Stidsen enige om, at den bredtfavnende virksomhed, som har kendetegnet disse litterater, sandsynligvis er en kvalitet, der går tabt med dem.

"Det er nok en truet art," siger Nils Gunder Hansen og husker, hvordan han som yngre universitetsmenneske for eksempel oplevede miljøer, hvor det absolut ikke var velset også at være formidler.

"Der herskede en meget elitær selvbevidsthed omkring det at være på universitetet, og der var en skarp modsætning mellem at være forsker og formidler. Man kunne ikke være begge dele. Der tror jeg, at det er gavnligt, at det med den nye universitetslov simpelthen er et krav, at universitetsfolk også skal formidle. Ellers tror jeg sammenhængen mellem forskning, formidling og debat for alvor ville være truet. Nu vil den blive ved med at bestå, men den er på en måde fremtvunget af lovgivningen snarere end resultatet af, at der er mange, der gerne vil gøre det på den måde."

Marianne Stidsen fremhæver, at der til Hans Hertels afskedsforelæsning i sidste uge nærmest ikke var den kulturinstitution, der ikke var repræsenteret.

"Han har ikke bare forsket, men også arbejdet inden for dagblad, radio, biblioteksvæsen, og der er stort set ikke den kulturelle institution, han ikke har haft betydning for. Der er en stor fare for, at denne bredtfavnende virksomhed, som de alle har stået for, forsvinder," vurderer hun.

Jon Helt Haarder påpeger også, at der for eksempel næppe er nogen, der "står og tripper" for at overtage Hertels særlige litteratursociologi.

"Han introducerede jo en bestemt slags litteratursociologi, hvor man interesserede sig meget for, hvem der rent faktisk læste, og for bogmarkedet som system, og den risikerer at forsvinde med ham," siger Jon Helt Haarder, men tilføjer så: "Men mon ikke, de alle sammen har opdraget små disciple, og hvis du ser på bunkeren (Københavns Universitet, red.) derovre, så er de nok ved at være vokset op og parate til at overtage gården - eller slås om den."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu