Læsetid: 3 min.

Den fjerde våbenart

Medierne er blevet den fjerde våbenart - så når det gælder mediehåndtering er det sværere og sværere for demokratiske krigsførende lande at finde balancen mellem demokratiske og militære krav. Det viste krigen i Gaza - og hvor er de grimme billeder fra Afghanistan?
I begyndelsen af krigen i Gaza blev journalister forment adgang til området. Men efter et par uger mente israelerne godt de kunne køre godt et dusin udenlandske journalister et par kilometer ind i Gaza. Her kunne de ved selvsyn og under opsyn få et indtryk af krigen!

I begyndelsen af krigen i Gaza blev journalister forment adgang til området. Men efter et par uger mente israelerne godt de kunne køre godt et dusin udenlandske journalister et par kilometer ind i Gaza. Her kunne de ved selvsyn og under opsyn få et indtryk af krigen!

Moises Saman

20. februar 2009

Håndteringen af journalister skifter fra den elegante manipulering til mere håndfaste metoder alt efter situationen. Vietnamkrigen var militært set en mediemæssig katastrofe. Journalister havde fuld bevægelsesfrihed, og der var ingen censur. Krigen blev bragt lige ind i dagligstuen. Modsætningen mellem det, amerikanerne så, og det, generalerne påstod, blev større og større. Resultatet var, at amerikanerne langsomt, men sikkert blev modstandere af krigen.

Det lærte Pentagon meget af. I Grenada, Panama og Den første Golfkrig fik kun få udvalgte journalister adgang til krigsskuepladsen ('pools'). Under Irak-krigen blev journalister en del af militære enheder ('embedded'). Og det gik hånd i hånd med en koordineret medie-indsats, som i alle mediespektre (inklusive nettet) gik ud på at opmuntre, nedtone, hjælpe, sabotere og manipulere journalister og redaktører.

Vi er også i krig i Danmark. Og Forsvaret følger nøje medierne. Jeg antyder naturligvis ikke, at Forsvaret manipulerer eller begrænser danske journalisters arbejde. Journalister kan frit bevæge sig rundt i Afghanistan f.eks., men det er på egen regning og risiko. Og vær sikker på, at regningen er tårnhøj og forsikringspræmien endnu højere.

Vil man dække de danske soldaters indsats, sætter forsvaret naturligvis betingelserne. Der er ikke censur - men hvis man vil tæt på fronten, skal man være embedded og er naturligvis helt afhængig af forsvaret med hensyn til transport og ikke mindst sikkerhed. Det danske forsvar er top-professionelt og hjælpsomt. Det er ikke noget tilfælde, at Forsvarets Mediecenter er et af Danmarks mest avancerede og veludstyrede tv-centre. Og Forsvaret hjælper gerne danske journalister med udstyr, satellittransmissioner, lyd og billedklip.

Journalister som mål

I stigende grad optager soldaterne selv videoer. I den fremragende reportageserie, som DR1 sender i denne uge er der klip fra optagelser, som soldaterne selv har lavet med deres hjelmkameraer. Dramatiske optagelser fra kamphandlinger, men man noterer sig, at der ikke er billeder af døde eller sårede talebanere - eller danskere. Ingen billeder af den type, som ødelagde det hele i Vietnam. Jeg forstår, at de danske kameraer brød sammen, når det virkeligt brændte -

Under Hizbolla-krigen i 2006 kunne omverdenen se optagelser, som israelske soldater havde lavet. Og det skete, at soldater sendte direkte krigsbilleder fra deres mobiltelefoner.

I Gaza i sidste måned fik soldaterne frataget deres mobiltelefoner, og journalisterne fik slet ikke adgang. Israel (og for resten også Egypten) lukkede Gaza helt af for journalister. Så vi måtte følge kamphandlingerne i sikker afstand med billeder af journalister og røgskyer over fjerne bygninger.

Journalister uden grænser (www.rsf.org) udsendte forleden en tankevækkende rapport om journalisters arbejdsvilkår under Gaza-krigen. News Control as military objective. Den indeholder et væld af detaljer om den kontrol, som israelerne med stort held forsøgte at udøve for at forhindre uønskede nyheder eller billeder i at nå frem til offentligheden.

"Det er sket før, og det vil ske igen, fordi medierne kan være et krigsvåben," som chefen for GPO (det israelske regeringspressekontor, red.) Daniel Seaman udtrykte det.

Indtil våbenhvilen var verden afhængig af palæstinensiske journalisters rapporter fra Gaza. Og de var under et dobbelt pres. Hamas brugte direkte trusler imod dem, der ikke fulgte partilinjen - og i enkelte tilfælde blev redaktionelle centre (og dermed også journalister) direkte mål for israelske angreb. Seks journalister blev dræbt og 15 såret. Og i nogle tilfælde lagde Israel heller ikke skjul på, at medierne udgjorde en 'fjerde våbenart' (hær, flåde, luftvåben og medier). Da man angreb tv-stationen al-Aqsa (som blev drevet af Hamas) i flere timer, skete det ifølge den israelske hærs talsmand Avital Leibovich, fordi "medierne er et propaganda-værktøj, et Hamas-våben".

Ikke militære mål

Medier er ikke militære mål, heller ikke hvis mediet propaganderer for fjenden. Det siger ICTY - den internationale krigsforbryderdomstol for Jugoslavien. Men hvis et medie opfordrer til mord eller opmuntrer til had må det angribes. Man kan altså vælge at fortolke.

Håndtering af journalister er en vital del af moderne krigsførelse. Hvis de ikke kan manipuleres, kan deres arbejde besværliggøres eller umuliggøres. I værste fald kan man slå de virkeligt besværlige (eller farlige) ihjel. Og det sker i stigende grad. I 1999 bombede NATO tv-stationen RTS i Beograd, i 2001 bombede amerikanerne den arabiske tv-station al-Jazeeras redaktion i Kabul, i 2006 bombede Israel Hizbollahs tv-station al-Manar.

Journalister er blevet skydeskiver. Ikke blot mål for spindoktorers og presseofficerers (legitime) forsøg på indflydelse. Journalister er ikke længere en neutral, observerende og beskyttet tredjepart, men en direkte del af krigsførelsen. Og det bliver sværere og sværere for demokratiske krigsførende lande at finde balancen mellem de demokratiske, politiske og militære krav.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Medierne / journalisterne er - hvad enten de kan lide det eller ej - ikke mere dem , der står på sidelinien og rapporterer.

De er blevet en del af "spillet" og deres tilstedeværelse påvirker "spillet"..

Jeg tror, at ganske mange terror-handlinger ( bomber, bortførelser, video-optagne mord o s v) kun er blevet udført, fordi gerningsmændene ønskede medie-opmærksomhed for at nå nogle psykologiske effekter på modstandernes hjemme-publikum.

Medie-tilstedeværelse i et uro-område genererer mere uro - det er vel et faktum ?

Hvordan skal journalister manøvrere og løse deres opgaver under de vilkår - det er vist hundesvært - jeg har ikke nogen løsning.

Lars R. Hansen

Lige præcis, Robert Kroll!

Terroren ville ofte være et impotent virkemiddel, hvis det ikke var for mediernes villighed til at viderebringe dramatiske billeder/optagelser og budskabet bag.

Hvis mediernes ikke bragte halshugning-optagelser o.lign. ville selve gerningen ingen videre politisk-militær betydning have.

For eksempel mediehysteriet omkring Daniel Pearl-sagen eller John McCarthy-sagen, hvor medierne opkaster banale kidnappings-sager til stats- og regeringschefniveau. Og derved giver kidnapperne en utrolig stor "mikrofon" - og dermed indflydelse.

Medierne er ofte terroristernes nyttige idioter og vigtigste våben.

"... hvor er de grimme billeder fra Afghanistan?"

Det er i sandhed et godt spørgsmål, Lasse Ellegaard stiller. De danske soldater er indblandet i blodige krige, hvor de rutinemæssigt dræber og lemlester, men det er godt nok ikke meget vi ser til det...

Lars R. Hansen

Per Thomsen,

Du må stille din perverse nyfigenhed efter optagelser af dræbte og såret andets sted end forsvarets publikationer.

I dansk forsvar er der indført en forholdsvis restriktiv politik omkring offentliggørelse af egne optagelser af døde og sårede - sådanne optagelser bruges kun i uddannelsesøjemed samt evt. som dokumentationsmateriale.

Hvilket jeg mener er en fornuftig politik.

Lars Hansen:

"I dansk forsvar er der indført en forholdsvis restriktiv politik omkring offentliggørelse af egne optagelser af døde og sårede - sådanne optagelser bruges kun i uddannelsesøjemed samt evt. som dokumentationsmateriale."

"Dokumentationsmateriale", siger du Hansen.

Det er sandt for dyden ikke megen dokumentation offentligheden bliver præsenteret for, som Ellegaard så rigtigt påpeger. De informationer vi får om de forskellige kriger er jo lige så propagandistiske, manipulerende og forløjede som de "ugerevyer" man viste i biograferne under Anden verdenskrig.

Indtil videre er det en velbevaret hemmelighed, hvad de danske soldater egentlig foretager sig når de "bekæmper terrorister".

Jeg synes ikke det er svært at gætte hvorfor. Hvis befolkningen fik at vide, hvad det virkeligt er vores soldater foretager sig, ville tilslutningen til de militære eventyr i udlandet nemlig forsvinde som dug for solen...

Lars R. Hansen

Per Thomsen:"Hvis befolkningen fik at vide, hvad det virkeligt er vores soldater foretager sig, ville tilslutningen til de militære eventyr i udlandet nemlig forsvinde som dug for solen..."

Tænk dér har jeg det lige omvendt - hvis flere viste hvad vores folk i Afghanistan mere konkret laver vil opbakningen i den brede befolkning eksploderer - og kun de sekteriske smågrupper på yderfløjene ville være imod den hjælp og håb vi giver afghanerne...

Steen Rasmussen

@ Robert Krol
Medierne burde bare have ignoreret "de to tårnes fald", bombesprængningerne i London og Madrid. Havde det ikke været for medierne, så ville disse ulykker slet ikke have fundet sted!

Lars Hansen:

"Tænk dér har jeg det lige omvendt - hvis flere viste hvad vores folk i Afghanistan mere konkret laver vil opbakningen i den brede befolkning eksploderer"

Hvorfor er det så lige, at militæret holdet det hemmeligt?

Lars R. Hansen

Per Thomsen:"Hvorfor er det så lige, at militæret holdet det hemmeligt?"

Det gør Forsvaret da heller ikke - med mindre vi taler om emner, der omhandler person- eller operationssikkerheden.