Baggrund
Læsetid: 5 min.

De gamles hjem

David Beckham lod sig pensionere hos LA Galaxy, men opholdet hos AC Milan har revitaliseret ham, for i Italien kan fodboldspillere spille længere end nogen andre steder
Opblomstring. Efter et lidt uambitiøst ophold i Los Angeles synes David Beckham at have fundet et nyt hjem i Milan, hvor man forstår at bevare både gnisten og bentøjet hos veteraner som f.eks. Paolo Maldini.

Opblomstring. Efter et lidt uambitiøst ophold i Los Angeles synes David Beckham at have fundet et nyt hjem i Milan, hvor man forstår at bevare både gnisten og bentøjet hos veteraner som f.eks. Paolo Maldini.

Tony Gentile

Kultur
14. februar 2009

Mænd over 30 går op i kropslige procentsatser. De dyrker fedtvolumen, mavemuskler og udholdenhed som eksistentielle manualer. Oveni må tilværelsen gerne være komfortabel. Se bare David Beckham, der i 2007 skiftede Real Madrid og et nyvundet mesterskab ud med amerikanske LA Galaxy - ikke for, som han sagde, at blive en "ny superstjerne", men for "at gøre en forskel". Bortset fra en pæn vækst i trøjesalg og antal teenagere, som ville gå på Philip Anschutz' og Beckhams private fodboldakademi i Los Angeles, har Becks' famøse 'forskel' ikke boblet specielt spektakulært i den amerikanske ursuppe. Kynikerne siger, at Beckhams spillestil bliver udstillet som enten forceret eller gumpetung, simpelthen fordi resten af Galaxy-mandskabet ikke er på højt nok niveau. På hjemmefronten afskrives Becks på forhånd en chance i USA's over air kultur: hans stemme er for spinkel, britisk og tegneserieagtig. Og hans kone er, for nu at sige det ligeud, helt til grin, en brint-over-iltet dårlig kopi af Katie Holmes, Tom Cruises kone, med urealistisk struttende barm og ben, som selv en nordjysk maratonløber med økologisk blodomløb vil mene er for udmagrede. I skrivende stund ligner USA-eventyret mere og mere en kulørt parentes mellem de egentlige destinationer.

Nu er den levende reklamesøjle for Gillette, Adidas og Armani havnet i den måske mest cool club i verden, italienske AC Milan, og både kantspilleren og de milanesiske ejere er interesseret i at gøre opholdet permanent. Med gulddrengen Kakas aktuelle skade og Beckhams flotte mål og konsistente pasningsspil på det seneste er træner Carlo Ancelottis hede ønsker fuldt forståelige, især nu hvor kampen om Scudetto'en og rivaleriseringen med Inter i den hjemlige Serie A spidser til - der er lokalderby i morgen - og UEFA Cup-dobbeltopgøret med Werder Bremen truer i horisonten. Milan er guld værd for sixpacken på maveskindet og den evindelige jagt på landstræner Fabio Capellos gunst, indrømmede den snart 34-årige Beckham:

Det er fantastisk. Da jeg ankom til Milans træningslejr i Dubai, var fedtindekset i min krop 13,7 procent, men da jeg blev testet forleden, lå det på 8.5. Alt, hvad jeg gør i øjeblikket, synes at komme mig til gode".

De gamles hær

Mirakelkuren hedder Milanello, de hypermoderne træningsfaciliteter, lidt uden for Milano nær Como-søen, hvor videnskabsfolk og fysioterapeuter arbejder dag og nat på at holde ungdommeligt liv i de aldrende bold-atleter. Jean-Pierre Meersseman, som er direktør for The Lab, hævder at have reduceret skader, som ikke stammer fra decideret fysisk kontakt i kampene, med mere end 90 procent, mens mængden af den medicin, som sportsudøvere vanligt propper sig med, er faldet med 92 procent. Milans hær af veteraner nåede ikke mindre end tre Champions League-finaler mellem 2003 og 2007 med den endnu storspillende Paolo Maldini på 40 som kongebeviset på Milanellos effektivitet. Giuseppe Favalli, Maldinis makker i forsvaret, er 37, og Alessandro Costacurta forlod arenaen i 2007, 41 år gammel.

David Beckham kunne ikke være på et bedre sted. Her ældes man tydeligvis med ynde. Flowet i kampene er langsommere. De negative ser nemt, hvordan hold som Roma og Juventus er mestre i at tage pusten ud af modstandernes opspil med stakkevis af professionelle frispark og mere eller mindre manierede infights. De positive henleder opmærksomheden på, at i Italien er taktikken Gud. I England og Spanien har fodboldspillere et kald, i Italien er vi på arbejde, som de siger. Og så gælder det om at placere sig ordentligt ved maskinerne, bag kæderne og i de små blinde vinkler, som fjenden først spotter for sent.

Se bare tre af de mest sagnomspundne positioner i den taktiske calcio, som italienerne besynger: Trequartista'en opererer i hullet mellem angriber og midtbane. Her er heltene Alessandro Del Piero på 34 og Romas legendariske one club man, Francesco Totti på 32. Længere nede finder vi regista'en, som er spilleren med radarblik og dribleegenskaber, en tilbagetrukket og særlig italiensk gentænkning af den klassiske 10'er. Koryfæet er Milans egen Andrea Pirlo, som fylder 30 senere i foråret. Bemærkelsesværdigt bliver der banet vej for Pirlos tryllerier af de konstant arbejdsomme milanesere Gennaro Gattuso og Massimo Ambrosini, begge 31. I skyggen af Pirlo finder vi Romas Daniele De Rossi, som blot er 25, men som er godt på vej til at blive endnu vigtigere for Luciano Spallettis klub end selveste Totti. Senest brillerede han i Romas 3-0-sejr over Genoa, hvor han orkestrerede bølger af angreb med Mirko Vucinic på toppen. Og til sidst er der naturligvis de centrale forsvarsspillere, som inkarneres af typen, der både har tid til at sætte håret og tackle igennem. Allesandro Nesta fylder snart 33, og eksilspanieren Fabio Cannavaro har rundet de 35.

Det uerstattelige

I det milanesiske nabolag tordner Inter-træner José Mourinho som sædvanligt imod såvel presse som dommerstand og egen spillertrup. Angiveligt skulle han have trukket i håndbremsen over for de forkælede Nerazzurri, som just havde besejret Lecce 0-3 sidste weekend. Med på vejen fik mandskabet således historien om tidligere mesterskaber, som enten var vundet på grund af dommerskandaler og andres ulykke eller i sidste øjeblik. Og med Milan og AS Roma, som begge kæmper for top-4-pladser i hierarkiet, pustende i nakken, kan Mourinho hurtigt blive mindet om ydmygelsen på Stadio Atleti Azzurri d'Italia for en lille måned siden. Her kørte den middelmådige klub Atalanta Bergamo, som pt. ligger nr. 10 i tabellen, de blå-sorte over med 3-1. Resultatet kunne dog have været meget, meget værre, og efterfølgende ramte Mourinhos prosaiske selvanalyse midt i solar plexus: "Vi gav dem sejren og præsterede i 40 minutter at spille usigeligt dårligt".

Til gengæld sprudlede Mourinho i sin helt egen Clint Eastwood-stil, da de italienske aviser bad ham om at reflektere over den kradsende krise i Milano-klubben. The Special One nøjedes med lakonisk at fastslå, at selvfølgelig bør der være krise, når nu hans klub stille og roligt er i færd med at vinde Scudetto'en, excellere i Coppa Italia (Inter skal spille semifinaler mod Sampdoria i starten af marts og slutningen af april) og stærkt på vej i Champions League, hvor man møder Manchester United 24. februar. Eneste bekymring hos den 46-årige portugiser var on-off-skaderne på guldægget Zlatan Ibrahimovic. "Man kan ikke erstatte det unikke," lød fyndordene.

Gu' kan man ej. Og man kan heller ikke fjerne den særlige duft af årtiers kulturelle og økonomiske magtkampe mellem Inter og Milan, som tørner sammen i et brag af et derby i morgen, og lige så åndssvagt vil det være at afskrive gamle mænd, som løber fedtet væk på Milanellos sindrige stisystem, kerer sig om sixpacken midt på kroppen og brændende ønsker sig en startplads i Capellos VM 2010-lineup.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her