Forleden havde jeg inviteret mig selv i Husets Teater, som p.t. spiller Blekinggade, bygget over Peter Øvig Knudsens bøger om banden, som har navn efter gaden. Jeg kan ikke komme ind i den store blok af en murstensbygning på Halmtorvet på Vesterbro uden at tænke på dengang, jeg i nogle år i 1970'erne havde min daglige gang der. Fiolteatret var flyttet ind. Ved dets start i Fiolstræde nogle år forinden havde det blandt andet spillet det dengang nye og revolutionerende, såkaldt absurde teater. Én af succes'erne var Samuel Becketts Glade dage med Bodil Udsen.
Da det flyttede til Halmtorvet, kom der andre boller på suppen, i og med at Arne Skovhus var blevet direktør for det lille teater.
Direktørattituder havde han slet ikke, men absolut lederevner. Han havde også et svært korpus, hvilket ikke var til at overse, faktisk kunne han af ydre minde lidt om Sorteper i Anders And-bladene. Han var uddannet teolog og havde skabt Dronningmøllerevyerne samt sat stykker op i fængsler, hvor fangerne spillede rollerne.
Det, Arne Skovhus ville med teatret, var fra starten at sætte samtidsproblemer til debat. Som noget af det første inviterede han en ung narkoman til at spille hovedrollen i et stykke om narkomaner. Så var stilen lagt. Så fulgte et stykke om kvinders problemer og et - af Jesper Jensen og Per Schultz - om skoleproblematik.
På et tidspunkt fik Arne Skovhus en henvendelse fra Christianshavnergruppen, som spillede sådan noget teater, hvor man lå og vred sig på gulvet. Om man ville være med til et fælles seminar? Skovhus så på brevet og besluttede straks:
"Vi gider sgu ikke være med til sådan noget befamlingsteater," sagde han.
Døde af iltsvind
Det gibbede i den traditionelle teaterverden, og mange skuespillere rynkede på næsen, men ikke publikum. Selv blev jeg som yngre forfatter trukket ind med den opgave at skrive et stykke om bydelen Vesterbros problemer. Jeg blev sendt rundt i kvarteret for at snakke med beboere, der følte sig truet af saneringer, som ville sætte huslejerne betragteligt i vejret. De var glade for det sammenhold, de havde i det nuværende ,dvs. daværende, Vesterbro og flere henviste til folkestrejken under Besættelsen under parolen: 'Istedgade overgiver sig aldrig!' Senere skrev jeg et stykke om kriminalitet.
Det var glade dage på teatret, for entusiasmen var enorm og den interne debat fordomsfri.
Efter forestillingerne var der debatter med publikum, men efterhånden begyndte stykkerne at blive uheldsvangert ens i deres opbygning. Først beskrev man problemer i små optrin, dernæst et konstruktivt løsningsforslag. Arne Skovhus, som også havde oprettet egen elevskole, blev rektor for Statens Teaterskole, og andre kom til. Pludselig en dag da jeg kom på arbejde, gik det op for mig, at skuespillerne alle sammen havde meldt sig ind i DKP.
Det danske politiske teater døde til sidst af iltsvind.
Højeste moral
Alt det tænkte jeg på, da vi gik ind i teaterrummet til Blekingegadebanden, for det sidder stadig i væggene. Også en slags politisk teater, men trods det alvorlige emne i en ret humoristisk version. Dette er flere anmeldere noget utilfredse med, og på opslagstavlen skimtede jeg lige, at der stod Olsen-banden i en overskrift, men det fuldtallige publikum følte sig godt underholdt. Jeg tænkte på den logik, som banden handlede efter: At det var i orden at røve millioner af kroner i Danmark, fordi folk i den tredie verden havde mere brug for dem. Hvilket inden for logikken er korrekt, men ikke den blinde tillid, man havde til mentoren, Godtfred Appel, og til, at den palæstinensiske befrielses- eller terrorgruppe, som pengene blev overgivet til, lå inde med de vises sten. Eller som manuskriptforfatteren Claus Flygare har sagt om Blekingegadebandens medlemmer:
"Som alle terrorister mente de, at deres moral var meget højere end alle andres ..."
