Læsetid: 5 min.

Hjælp skal modtages artigt

Den der modtager hjælp skal gerne være lidt mere artig, end den der giver hjælp. Ikke for glad, og ikke for sur, gerne tapper men ikke for stolt
12. februar 2009

Forleden dag, da jeg var ude og løbe en tur i skoven og netop havde passeret den lille birkelund, og tempoet lå lige hvor det skulle, sprang det hændelige uheld op og bed mig i anklen. Jeg nåede ikke at undvige, jeg fik end ikke øje på det hændelige uheld. Pludselig lå jeg i gruset med en ankel, der føltes som glødende jern.

På skadestuen tog jeg plads i ventearealet. Der tilbragte jeg de første to timer af denne nye, lille, og dog ikke helt uinteressante, parentes i mit liv. Jeg var i sagens natur kommet for at få en slags hjælp. Et røntgenbillede, en tydning af røntgenbilledet og en anvisning på, hvordan jeg hurtigst og bedst fik anklen til at blive ankel igen. Ganske hurtigt opstod der en lille indre konflikt. Vi var fem, der ventede. Tre før mig, én efter. I to timer var der ingen, der ænsede os. Efter lidt tid undrer man sig. Efter endnu lidt tid forstår man: det er spisetid. Personalet spiser sammen. Derfor må dem, der har brug for deres hjælp, vente. Den ene pizza efter den anden bringes hen til samme rum, hvor den ene kittelklædte efter den anden går ind. Pengene jeg betaler for at blive hjulpet, har jeg ikke med. De er jo betalt gennem skatten. Derfor ligner det en hjælp, jeg modtager gratis. Og fordi det ligner noget jeg modtager gratis, sidder jeg pænt i et par timer, så personalet kan spise i fred og ro med fanen højt hævet over det kollegiale samvær.

Tak er ikke helt nok

Hvis jeg havde været en kunde, ville min leverandør enten have undskyldt, givet en forklaring, eller nok snarere have ekspederet kunden. På den anden side er det ikke sikkert, jeg havde haft nogen penge at købe hjælp for, så alt er tilgivet. Især da jeg omsider bliver råbt op. Et enkelt sygeplejerskeblik på anklen sender mig til røntgen. Herefter følger en skideballe. I stedet for at vende tilbage til ventearealet efter røntgen, sætter jeg mig på en stol på gangen, sådan lidt midt i det hele.

Det viser sig at være en uhørt frækhed. Sygeplejersken er oprigtigt forarget. Hvorfor har du ikke sat dig ud i ventearealet? Jeg skynder mig tilbage i min rolle, som den der behøver hjælp, trykker halen godt ind mellem benene, glatter ud, beklager, følger lydigt med. Jeg tildeles en mindre straf ved at være den, der må vente længst på at få røntgenbillederne fortolket, hvorpå jeg tages til nåde. Anklen diagnosticeres, forbindes og snart er jeg tilbage i friheden på krykker og med ledbåndsskader og forstuvning, men fri! Det er en ubetydelig historie fra småtingsafdelingen. Det var meget kortvarigt, jeg måtte opholde mig i det regelsæt, der gælder mellem den, der har brug for hjælp, og den der yder hjælp. Anderledes alvorligt og langvarigt kan det blive for de cirka 5.000 mennesker, der blev arbejdsløse alene i januar. Mange af dem skal nu ud og bede om hjælp. Hos venner og familie, i A-kassen, på arbejdsformidlingen, i banken.

Kritisk vurderet

Allerførst vil de måske blive kritisk vurderet ud fra, hvor selvforskyldt deres knibe er. En knibe er ganske vist en knibe, og den skal man ud af igen, uanset hvordan man er havnet dér. Alligevel er det lidt vigtigt for os at vide, hvis vi skal give en hånd. Tossegod er et væmmeligt prædikat.

Så vi foretager en slags kreditvurdering af den trængendes karakter. Bliver vedkommende nu godkendt til at modtage vores hjælp, glider vi over i næste skævvridning af ligeværdighedsbegreberne. Den der modtager hjælp skal gerne være lidt mere artig, end den der giver hjælp. Ikke for glad, og ikke for sur, gerne tapper men ikke for stolt. Loyal til døden over for den der hjælper. Vedkommende må trods alt godt fortsætte med at gøre sig fortjent. Et tak er ikke helt nok. Passende ydmyghed kan vi vel nok forvente. Man fristes let til at mene noget om dem, der får hjælp. Meninger man normalt ikke synes, man er berettiget til at have. Man kan have tendens til at komme i tanker om små ellers ligegyldige iagttagelser. Går hun ikke med ret dyre tasker- Eller: han har da tid nok til at gå ud og spise frokost med elskerinden. Gad vide om det var derfor, jeg skulle hente hans søn og køre ham til fodbold. Eller: de havde jo heller ikke behøvet at skyde 30.000 af på den rejse sidste år. Alt så godt nok lyst ud dengang, og vi var også selv på skiferie, men alligevel.

Der er næppe nogen af os, der kan sige os helt fri for at udvise utidig omhu, hverken bankdamen der skal tage stilling til en kassekredit, sygeplejersken der skal lappe på de tilskadekomne, søsteren der tager et nap som babysitter eller a-kassefunktionæren der skal tage stilling til en udbetaling. Og måske er der ikke så meget andet medicin, der hjælper, end den bitre, vi må sluge, når vi selv står i situationen og har brug for et eller andet. Måske er det bare sværere at modtage og give hjælp, når man er så privilegeret, at man kun sjældent står i situationen.

Løgn

Morgenen efter skadestuebesøget var anklen tyk, blåsort og ubrugelig. Jeg ringede og bad min onkel køre barnet i skole. Han kom med det samme, og alt var godt. Indtil jeg tre dage senere mod forventning var på benene igen. Jeg var faktisk på vej i biografen, da telefonen ringede. Det var onkel, der omsorgsfuldt ville høre, hvordan det gik. Bedre tak, men jeg har gæster. Jeg var lidt sent på den. Barnet kiggede på mig. Du løj, sagde han. Jamen, jeg syntes ikke, jeg kunne sige, jeg var på vej ud af døren, oven i købet for at gå i biografen, når jeg tre dage tidligere måtte have hjælp til at få dig kørt i skole. Hvorfor kunne du ikke sige det? Du kan da ikke gøre for, at benet er blevet bedre, svarede barnet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Marina Cecilie Roné

Åh hvor skal du være glad for at du både er ung og kan lyve.

Min veninde og hendes mor, 84 år, tilbragte 6 timer i venteposition på hospitalet. For en gammel dame, som er vant til at være nøjsom og taknemmelig - det har hun lært igennem mange år - blev det hele en traumatisk oplevelse:

Først fik hun (omsider) en by-pass operation. Desværre blev hun smittet på Hillerød Hospital med en influenzalignende gang ’roskildesyge’. Den nåede hun at smitte både sin datter og søn med, med det resultat at de begge var hundesyge i 14 dage, og ikke kunne besøge hende på hospitalet.

Personalet var mere end sure over, at den gamle dame ikke kunne nå at spurte ud på toilettet. Desuden blev hun flyttet 3 gange mellem Hillerød og Helsingør.

Nu er hun hjemme igen. Operationen ser ud til at være vellykket, men hun er i den grad chokeret over behandlingen, så humøret har fået et knæk, som ser ud til ikke sådan lige at ville heales. Hun har jo altid opført sig artigt, og har ingen skyld i at hygiejnen halter. Og hun er bestemt ikke skyld i at personalet er slidt ned på grund af en katastrofal mangel på ressourcer og at de lader deres dårlige humør gå ud over patienterne.

Jeg må nok selv se at lære at være artig og taknemmelig, selv om det ikke lige er min stil. Jeg gruer for fremtiden, og sætter min lid til dig, Marina Cecilie Roné. Håber ikke at du fortsat stikker halen mellem benene.

Inger Sundsvald

”Den ene pizza efter den anden bringes hen til samme rum, hvor den ene kittelklædte efter den anden går ind.”

Hvad er dette et udtryk for?

Jeg ser det i første omgang som et udtryk for at personalet også skal have mad.

Men i realiteten er det et udtryk for en opgiven, og at brutaliseringen har fået indpas selv hos disse mennesker, som jeg formoder har valgt erhverv efter et ønske om at gøre noget godt. Desuden et udtryk for dårlig ledelse og i sidste ende et udtryk for en regering, som tror at man kan få mere for pengene i enhver situation, bare man rationaliserer. Var der nogen der sagde Minimalstat?