Baggrund
Læsetid: 3 min.

Hollywoods fjende nummer et

Personen bag brugernavnet aXXo er en af de mest aktive netpirater i verden. Han er eftersøgt af flere internationale antipiratgrupper og har fået en nærmest mytisk status på Internettet. Hans ulovligheder har kostet kunstnere og filmproducenterne dyrt
Kultur
25. februar 2009
Brugere af fildelingstjenester kan kende aXXo på hans srlige singantur, som kommer med hver film der downlades.

Brugere af fildelingstjenester kan kende aXXo på hans srlige singantur, som kommer med hver film der downlades.

Personen bag aliaset aXXo er en af Internettets største leverandører af ulovligt kopierede film, og for nylig gjorde han sin film nummer 1.000 tilgængelig. Film, der hver især er blevet hentet flere tusinde gange, og derfor har resulteret i ulovlige kopier for flere millioner kroner. aXXo er Hollywoods fjende nummer et og piraternes konge.

David Price, der er leder af den amerikanske antipiratgruppe Envisional, forklarer i et interview i The Independent aXXo's popularitet.

"Han garanterer kvalitet. I piratverdenen er der ikke nogen guide, der fortæller dig hvilke versioner af filmene, der er de bedste. I stedet fortæller de andre brugere dig, at det er aXXo, du skal kigge efter. Så snart en dvd-film kommer online, søger folk efter kopien fra aXXo." Navnet aXXo dukkede op for første gang i november 2005, hvor uploads under dette alias begyndte at dukke op på forummet Darkside Release Group. Siden har hans færden spredt sig til mange andre sider som f.eks. The Pirate Bay, hvor han er meget populær. Kommentarerne til hans film på The Pirate Bay indikerer, at den mystiske bagmand både blevet populær på grund af den store mængde af film han uploader, og fordi de kun 700 MB store film er af meget høj kvalitet.

"Fantastisk film og fantastisk kvalitet... Tak aXXo," lyder kommentaren fra en bruger på The Pirate Bay.

"Han er den nye Robin Hood," siger en anden, mens en tredje har omskrevet Fader Vor til en lovprisning af ham.

Begyndte som teenager

Nogle mener, at han er svensker, nogle mener han er amerikaner og nogle tror han taler spansk - men ingen af de online-kommentatorer er sikre, eller kan bevise noget.

De fleste er dog enige i, at det er muligt, at aXXo ikke kun er én person, men at flere personer forsøger at opnå respekt og berømmelse ved at udgive sig for at være ham.

Hjemmesiden Torrent-freak druknede i kommentarer, da de i 2007 bragte et interview med en person, der påstod at være aXXo. Om det rent faktisk var ham, der sad ved computeren, vides stadig ikke. Men intervieweren og manden bag hjemmesiden, der kalder sig Ernesto, er en højt respekteret kommentator med et stort netværk i piratmiljøet. aXXo forklarede i interviewet baggrunden for hans piratkopiering.

"Hvorfor skulle jeg ikke piratkopiere? Hvis jeg ser en god film, synes jeg, at alle skal have mulighed for at bliver underholdt af den," argumenterede han i interviewet, hvor han bl.a. også afslørede, at han var 15 - 16 år da han begyndte.

Halvdelen af kommentarerne til interviewet lovpriste aXXo, mens den anden halvdel latterliggjorde hjemmesiden for at tro, at den ægte aXXo nogensinde ville stille op til et interview.

"Så dum er den ægte aXXo ikke," pointerede en af brugerne.

Anerkendelse og status

Efter en fejde med hjemmesiden The Pirate Bay, holdt aXXo i 2007 op med at uploade film i en periode. Han vendte dog hurtigt tilbage. David Price kender miljøet godt forklarer hvorfor.

"Han prøvede at forlade branchen, men han kom tilbage. Hele miljøet har en stor tiltrækningskraft. Det er et stort incitament at millioner af mennesker downloader dine ting, og de ved, hvem du er. Selvom han ikke får nogen penge, får han anerkendelse og status."

Da aXXo efter flere tusinde forespørgsler valgte at komme tilbage igen, up-loadede han filmen med den symbolske titel I Am Legend.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her