Læsetid: 3 min.

Hommage à Warhol

'Hvor er McDonald's?' spurgte Andy Warhol, da han skulle spise en burger i Jørgen Leths film '66 scener fra Amerika'. Den og andre historier fortæller Leth i bogen 'Tilfældets gaver', der udkommer i dag
-My name is Andy Warhol, I-ve just finished eating a hamburger,- sagde filmkunstneren, da han medvirkede i en scene i Jørgen Leths -66 scener fra Amerika-. Dette er en af de bidder som Jørgen Leth serverer i bogen -Tilfældets gaver-.

-My name is Andy Warhol, I-ve just finished eating a hamburger,- sagde filmkunstneren, da han medvirkede i en scene i Jørgen Leths -66 scener fra Amerika-. Dette er en af de bidder som Jørgen Leth serverer i bogen -Tilfældets gaver-.

Det Danske Filminstitut

11. februar 2009

Jeg var meget begejstret for Warhol, holdt meget af hans film, fordi han eksemplificerede tiden i sin kunst og lod livet passere igennem en slags maskine som i Chelsea Girls, brugte enkle greb, der interesserede mig. Jeg ville meget gerne have ham med i min film om Amerika, 66 scener fra Amerika. Det var mig meget om at gøre. Folk sagde, at man ikke kunne få fat i ham, men det ville jeg ikke høre på, så jeg tog ned og opsøgte ham selv og forklarede ham min ide med hans medvirken i filmen: Han skulle spise en hamburger - dét var opgaven.

Det forstod han med det samme, og han forstod, at det var en slags hommage til ham, og han sagde ja. På den aftalte dag i studiet i New York var jeg selvfølgelig meget spændt på, om han kom - det gjorde han - men også på, om jeg nu kom til at lave nogle faux pas. Jeg havde aftalt med produktionsassistenten, at han skulle hente nogle hamburgers.

Jeg sagde: "Der skal mindst være én, som er i neutral indpakning," for jeg tænkte, at Warhol var meget overfølsom over for, at hans navn blev brugt i forbindelse med et bestemt produkt.

Produktionsassistenten kom op med tre hamburgere: to i neutral indpakning, som jeg havde bedt om, og én fra Burger King.

Og så sagde Warhol:

"Hvor er McDonald's?"

Så sagde jeg: "Jamen, dén har jeg altså ikke købt, men vi kan jo bare sende assistenten ned efter den."

"Ja, det er jo den flotteste," sagde Warhol, men han gad ikke vente på den, så han fortsatte:

"Burger King er den næstflotteste."

Og så begyndte vi: Han satte sig, åbnede pakken og fik burgeren ud og tog flasken med ketchup - det hele var jo sådan set forkert regi fra min side. Jeg havde ikke engang været hensynsfuld nok til allerede at have åbnet den der ketchup, og så ved man jo, hvilket drama en nyåbnet flaske med ketchup kan give ... - det drama ryger han lige ud i! Det var bestemt ikke min hensigt at gøre det endnu vanskeligere for ham.

Men han tager også det i stiv arm og ryster ketchuppen ud. Han gør nogle mærkelige grimasser - og er på en måde meget beklemt ved situationen - samtidig med at han udfører den med utrolig suverænitet. Det, han laver, bliver fuldstændig skulpturelt. Altså, den måde, han krøller indpakningen sammen og lægger den til side på, og den måde, han omformer burgeren på. Man ser, at han lider!

Og jeg har gjort alle de fejl, jeg kan gøre! Jeg har glemt at købe noget, han kan drikke ... og så ketchup-historien. Det hele har gjort livet til et helvede for ham! Og alligevel gennemfører han scenen. Og samtidig har jeg jo også låst scenen, fordi jeg ikke kan afbryde den og sige, nu skal du få noget vand ind. Så er hele pointen i scenen væk! Og han ved det, og jeg ved det! Så spiser han og finder en genial løsning på sit problem med burgeren, som ikke er til at synke: han forkorter burgeren ved at fjerne den nederste halvdel og lukke den sammen. Det er jo aldrig set før og fuldstændig genialt.

Da han er færdig, ser man igen hans synkebesvær. Han lægger indpakningen til side, og øjnene flakker. Han har fået den instruktion, at han skulle spise burgeren, og bagefter sige: "My name is Andy Warhol, I've just finished eating a hamburger."

Men det varer jo meget længe, inden han siger det. Øjnene flakker rundt - det er et virkeligt martyrium, han er igennem. Og til sidst siger han det endelig. Bagefter viste det sig, at han havde ventet et cue fra mig. Det kom ikke. Men han holdt spillereglerne, og derfor blev det en ren scene, der virkelig handler om tidens udstrækning.

I løbet af scenen giver tilfældet os altså nogle fantastiske foræringer, og en solstråle kommer ind to gange og forandrer fuldstændig lyset. Under normale omstændigheder ville fotografen have taget højde for det og sige, nå, men nu må vi slutte og ændre blænde. Men hér kører vi det jo igennem!

På den måde er den et rent Warhol-testamente: et stykke tid og en handling, der er enkel og alligevel fuld af overraskelse, fuld af følelse, emotion og ritualitet, smuk og makaber på en gang.

Det er en scene, jeg gerne vil signere.

Tekstuddrag trykt med tilladelse fra forlaget Gyldendal.

Jørgen Leth: 'Tilfældets gaver. Tekster om at lave film'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu