Interview
Læsetid: 5 min.

'Hultbergs dødsmesse skal tages alvorligt, men ikke højtideligt'

Requiem. Peer Hultbergs afsindige monologer i gennembrudsromanen 'Requiem' er kommet på rim og omsat til pop med sav, blæst og vind i baggrunden af musikeren Kenneth Thordal
Kultur
5. februar 2009
Kenneth Thordal. -Requiem handler om sex og død, voldsfantasier og religion- en masse sjove konflikter, som jeg plejer at beskæftige mig med i min musik. Jeg har taget opgaven alvorligt, men ikke højtideligt,- siger Kenneth Thordal.

Kenneth Thordal. -Requiem handler om sex og død, voldsfantasier og religion- en masse sjove konflikter, som jeg plejer at beskæftige mig med i min musik. Jeg har taget opgaven alvorligt, men ikke højtideligt,- siger Kenneth Thordal.

"Ingen kan holde 537 top-neurotiske mennesker ud, hvis der ikke er et musikalsk glimt i øjet'," siger musiker Kenneth Thordal. Han har netop færdigindspillet albummet Villa Requiem, der indeholder otte sange, skrevet ud fra tekster af den nu afdøde store danske forfatter Peer Hultbergs gennembrudsroman fra 1985, Requiem.

Requiem er 537 monologer, fortalt af 537 forskellige mennesker med forrygende forestillinger. Om død, sex og vold. Forbudte fantasier som flertallet oplever, men fåtallet indrømmer.

"Teksten til nummeret Jeg glæder mig er for eksempel grotesk, men til gengæld er melodien fin og smuk, og den ville have kunnet fungere for 100 år siden. Det er en balancegang, hvis man gør det for sjovt og ironisk, så mister man det groteske," fortæller Kenneth Thordal om sit nye album, der lægger musik til teaterstykket af samme navn, som har premiere den 14. februar på Københavns Musikteater Plex.

Typisk for tidløse tekster

Requiem er det første litterære værk, som Kenneth Thordal direkte har omsat til et album, men bogens placering som nummer 10 blandt de mest læste værker i Danmark, skræmmer ham ikke.

"Requiem handler om sex og død, voldsfantasier og religion- en masse sjove konflikter, som jeg plejer at beskæftige mig med i min musik. Jeg har taget opgaven alvorligt, men ikke højtideligt," siger Thordal og uddyber: "De fleste af teksterne har en stor sproglig rigdom og en poesi, som, selv når der er sproglig fattigdom, indeholder stor rigdom. Derfor var det mest et spørgsmål om at få teksterne til at rime," siger han og fremhæver "Husmus fra et højhus" som et nummer, der ligger tæt op ad Requiems oprindelige monolog nummer 67.

"Nummeret har en klassisk dramaturgi og en episk udvikling. Jeg har vendt nogle ord, men dybest set er det Hultbergs historie om en lille grå kvinde, der drømmer om at komme med i et gameshow. Så skal hun nok vise os alle sammen."

- Den ambition lyder mere som år 2000 end slutningen af 1980'erne?

"I 1980'erne var Tyskland allerede opslugt af gameshows, og da Hultberg jo boede og arbejdede i Hamborg på det tidspunkt, er jeg overbevist om, at hans inspiration må være kommet fra briksen," siger Thordal med henvisning til, at forfatteren var psykoanalytiker fra C. G. Jung Instituttet i Zürich og i mange år havde praksis i Hamborg. Fra briksen har alle mulige mennesker fortalt om deres dagdrømme. Det kan man da ikke undgå at blive inspireret af."

- I nummeret 'Jeg hader mig selv' ændres selvhadet til dårlig samvittighed: 'Jeg ved polerne smelter, Hvis jeg tager på ferie i fly, Det min skyld, hele lortet vælter' - men jeg er for syg til at lægge mig syg'. Det må vel siges at være et år 2000-udsagn?

"Ja, men nogle gange må man gøre en tekst tidløs ved netop at gøre den tidstypisk. Hvor Hultberg nok ville redegøre for psykologiske mekanismer, vil jeg hellere at skrive om den moderne forkælede forbrugers tilstand. Vi gør konstant ting, som vi ved er forkerte, men så har vi oven i købet dårlig samvittighed. Skyld med skyld på, det holder ikke, gør det eller lad være, men drop den dårlige samvittighed."

Dødsmessens musikalske kvaliteter

Det litterære værk, der blev til et teaterstykke og siden til Kenneth Thordals fjerde album i eget navn, begyndte med, at han for et par år siden fik opgaven at konvertere Requiem til sangtekster i en absurd revy, Villa Requiem. Efter to workshops med instruktøren Anders Lundorph, skuespillerne og to musikere blev otte tekster udvalgt.

"Alle læste tilfældigt i Requiem, udvalgte deres favoritter, og så besluttede jeg, hvilke tekster der blev til sangtekster," siger Thordal og nævner nummeret "De kommer gående", som indleder og afslutter Requiem, og monolog nummer 509, "Gennem tunnelen" som to udvalgte.

"'Gennem tunnelen' handler om en køretur gennem en tunnel, hvor der ikke er nogen ting, når de kommer ud på den anden side- for mig at se er teksten en kulturkritik, der handler om angsten for atomvåben i 80'erne. På den måde er den ret atypisk for Hultbergs tekster, som ofte fungerer på realplan. Det er som regel bare én, der sidder og er skidesur over, at kæresten ikke har slået toiletbrættet ned," siger Thordal.

"Men når man skriver 537 tekster, så er der nok nogle darlings, der ikke bliver slået ihjel, selv om den ikke passer ind i samlingen. Jeg har det på samme måde med den tekst," siger han og understreger, at der ikke just ligger litterære begrundelser til grund for det endelige album. "En del handler om tilfældighed - og kort sagt, så skrev jeg otte tekster, og så var tiden løbet ud. Derefter tog det en formiddag for mig at skrive fem af melodierne, og jeg har aldrig brugt så kort tid på så mange melodier."

'Jeg hader mig selv'

Det var først på en frostdag i januar i år, hvor Kenneth Thordal lyttede til demoen, at ideen til at udgive sangene på et album opstod. Med titler som Bare det ikke skifter til rødt og Jeg hader mig selv, der lyder: "Hvornår kom mon det næste skrig? Midt på gaden eller midt i linje 10? Midt i maden eller under onani? Nu det slut med det satans skrig", er der fuldt blus på neuroserne.

Det er de to multiinstrumentalister Bebe Risenforsog Bent Clausen, som har medvirket på Tom Waits tre seneste albums, der har lagt marimbaer, klarinetter og save på de smukke, let krøllede og skramlede pop-melodier.

De groteske fortællinger brydes kun, når Thordal puster til den underspillede humor, han i forvejen finder i Hultbergs tekster tekster. "Ved første læsning virker Hultbergs tekster måske ikke morsomme, men de er fulde af humor. Den eneste måde, man kan bære de afsindige groteske tekster på, er ved at give pillen et sukkerlag," siger Thordal og nævner som eksempel monolog nr. 46 om en midaldrende mands protest mod snigende alderdom i sangen Hvor latterligt: "Dine unge blonde ben, Sveder kildevand, Mens jeg stinker af smøger og sprut, Krøllet aflagt mand-(-)- Det er sgu da latterligt, Jeg er blevet gammel, Det er sgu da latterligt, At det sku ske for mig, Hvor latterligt, At vandre her med dig."

"Hvor latterligt er ikke så tekstnær, men den er relevant, fordi vi kontrollerer store dele af vores liv og også i et vist omfang kan købe os fra alderdom. Han føler, det er uretfærdigt, hvordan kunne alderdom ramme ham? Han er ved at rådne op af selvhad," siger Thordal og fortsætter: "Der er meget selvhad i den bog, men ingen kan holde 537 top-neurotiske mennesker ud, hvis der ikke er et musikalsk glimt i øjet."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg forstår ikke, hvordan nogen kan overse humoren i Peer Hultbergs "stream-of-unconsciousness". Jeg har læst op af dem, siden de udkom, og det har om noget understreget netop humoren i den sprogligt overlegne stil. Men derudover er der jo tale om en fantastisk imitation af menneskelige tankerækker in extremis.