En mand blev bedt om at fortælle, hvad han ville sige til Vorherre hvis, såfremt, ifald.
"Jeg ville spørge om to ting," sagde han. "Hvorfor har du gjort stenen i avocadoen så stor? Og hvorfor har du givet plads for så meget lidelse og vold i verden?"
Hvad han forventede af svar, melder historien ikke noget om. Med hensyn til avocadoen efterlader stenen en velegnet fordybning til citronsaft eller til en dressing for dem, der ikke synes, at den fedeste af alle grøntsager er fed nok i forvejen.
Hvad volden og lidelsen angår, kommer den praktiske fornuft til kort, men spørgsmålet er et af de evige, som vi formentlig har stillet os selv, fra vi gav os til at tænke - hvad dag det så kan have været.
Evige spørgsmål
Når vi kalder spørgsmål for evige, er det nok fordi, svarene eller forklaringsforsøgene ikke både kan tilfredsstille følelsen og forstanden. Tanken stiller sine krav til klarhed, logik og konsekvens, og vores følelsesmæssige behov kalder på irrationelle begreber som empati og retfærdighed eller uforsonlighed og hævn.
Der har været perioder i vores historie, som har ophøjet og idealiseret lidelsen og gjort det til en dyd at lide og tåle, men ideer om at formindske menneskelig lidelse har været en stærkere drivkraft i udviklingen af vores kultur- og samfundsorden.
Så mange hjælpemidler bliver taget i brug i dag til bekæmpelse af fysisk og psykisk lidelse, at det kunne se ud som om, vi helt ville afskaffe begrebet - hvis det ikke var for vores utrættelige krigsførelse, den bedst organiserede og mest ørkesløse form for lidelse, som vi ødelægger hinanden med for at opretholde magt og herredømme, under påskud af at kun modstanderens vold er ond. Vanviddet som realpolitik krones af statistisk proportionering ud fra absurde forestillinger om, at statsterrorisme er acceptabel, og at krig kan være 'humanitær'.
Som biologisk og psykologisk realitet har lidelse ingen mening, ud over den fysiske smerte der har et hensigtsmæssigt formål som alarmsignal, og næst efter selvopholdelsen er der vel ingen drift, som er stærkere end den, der vil undgå smerte.
Også i forhold til andres lidelser er vi udstyret med en intuitiv medfølelse. Undtagelserne er uhyggelige, men de er trods alt undtagelser, de fleste mennesker bliver skræmt af lidelse uanset hvis - og ikke kun af frygt for selv at blive ramt.
Foran skærmen
Måske havde det været nemmere at leve for 100 år siden, da nyhedsformidlingen endnu var langsom og mangelfuld, foreslår den finlandssvenske digter, psykiater, jazzpianist og tidligere kulturminister Claes Andersson:
"I dag, da vi har millioner af øjne og ører spredt over kloden, tvinges vi til at være på plads og være med til alting live. I samme øjeblik machetekniven halshugger børnene i Rwanda, ruller deres hoveder allerede hen ad tæppet i vores dagligstue. Når flodbølgen nærmer sig, står vi parat inde i skærmen for at flygte op på bjerget. Og når den 22-årige unge mand på universitetet i Virginia USA med sin maskinpistol dræber 32 studiekammerater, bliver vores tapeter plettet af blodstænk, og de trøstesløse mødre græder allerede uden for vores dør. Vi holder ud til en vis grænse, så lukker vi. Men det varer ved og gentages med en tåbes stædighed i vores drømme."
Den trivielle vold
Mennesker kan efter sigende ikke tåle alt for meget virkelighed, så man kan undre sig over, at det meste af fiktionen er lige så voldspræget som krigsjournalistikken i dagens fjernsyn, hvis værter smilende tilbyder seerne valget mellem nyheder og krimi.
Den megen vold i medierne bliver beskyldt for at virke afstumpende og reducere menneskelig lidelse til triviel hverdagskost - som de computerspil, der er blevet børns foretrukne underholdning.
Når det lader sig se, skyldes det, at voldeligheden er udvalgt og om ikke censureret så sorteret og redigeret.
Vist hører og læser vi om, hvad der foregår i fangelejre og fængsler, og nok dvæler kameraet et øjeblik ved udvalgte rædsler fra krigsskuepladserne, men vi skal hurtigt videre til lokale ligegyldigheder, som derved bliver gjort næsten lige så væsentlige.
Og den vold, som fiktionen byder på, er æsteticeret, det er sterile lidelser, vi får at se, det bløder nok lidt, når nogen bliver skudt i maven, men vi ser ikke indvoldene vælte ud eller voldsofre kaste op af smerte og miste kontrollen over deres lukkemuskler. Vi skulle nødig få aftenkaffen galt i halsen.
Mon verden ville være fredeligere, hvis vi fik mere af dens lidelse at se - eller vil det komme ud på ét?
Et tredje spørgsmål til en Vorherre.
Eller et svar?
