En illegal indvandrer bliver til

Naoufal smiler til vagterne, der ikke ved, at han burde sidde derinde i interneringscenteret, ikke stå herude og tage billeder. 'Spektakulære' interneringer og deportationer af migranter har ifølge antropologen Nicolas De Genova altid forløbet parallelt med en mere stilfærdig import af billig arbejdskraft til de rige lande
Der har ikke været udviste migranter i detentionscentret ved Vincennes i udkanten af Paris siden juni 2008, hvor en af de internerede døde uden officiel forklaring, og resten af migranterne satte centret i brand. Naoufal går hen til vagtburet, hvor to kronragede mænd ser alvorligt, men nysgerrigt på os gennem ruden. Med hovedet nede i mikrofonen spørger Naoufal om vej til -Retention Administratif-. De ser desorienterede ud, men griner, da de hører ordene -presse- og -Danmark-.

Der har ikke været udviste migranter i detentionscentret ved Vincennes i udkanten af Paris siden juni 2008, hvor en af de internerede døde uden officiel forklaring, og resten af migranterne satte centret i brand. Naoufal går hen til vagtburet, hvor to kronragede mænd ser alvorligt, men nysgerrigt på os gennem ruden. Med hovedet nede i mikrofonen spørger Naoufal om vej til -Retention Administratif-. De ser desorienterede ud, men griner, da de hører ordene -presse- og -Danmark-.

14. februar 2009

Vi står af på den parisiske forstadsstation Joinville-de-Point, og Naoufal finder kortet frem. "Rue de Canadiens ... jeg tror, vi skal op ad den der vej," siger han og peger mod skoven.

Statens mulighed for at fjerne den uønskede migrant fra det nationale territorium, 'deportabiliteten', er ifølge antropologen Nicolas De Genova centralt for det fænomen, der bedst er kendt som 'illegal indvandring'.

Vi slår ind på Avenue de l'École-de-Joinville, hvor et interneringscenter for udviste migranter skulle ligge ved siden af en politiskole. Vi kan ikke se andet end træer, men går op ad avenuen, der minder om en markvej. Naoufal smiler under sin kasket med sølvstjernerne på og hiver en smøg frem fra lommen i bomberjakken.

Deportationer af uønskede migranter har ifølge historikeren Mae Ngai eksisteret siden kolonitiden, og i USA var de retslige principper for hvem, der kunne deporteres, inspireret af de britiske fattiglove. En lov fra 1794 proklamerede f.eks. tilbagesendelsen af 'fattiglemmer' til deres oprindelige byer, eller "til en hvilken som helst anden stat eller til et hvilket som helst andet oversøisk sted, hvor han hører til".

"Vi er vist på rette vej," siger Naoufal tilfreds. Hvis han ikke er nervøs, behøver jeg vel heller ikke at være det. Og jeg har jo mit pressekort og danske pas som alibi. Hvis Naoufal bliver bedt om at identificere sig, er han min fotograf og tolk og har tilfældigvis glemt sine papirer.

Hverdagens 'illegalitet' træder ofte i kraft som konsekvens af manglen på statsanerkendt dokumentation, der tilkender eksistens i forhold til loven, skriver Genova.

På vores venstre side dukker politiskolens barakker op bag et højt hegn. Hvide biler holder på pladsen foran, og imellem dem træner en gruppe politielever kropsvisitering. De ser ikke, at vi går forbi.

"Læg mærke til, at ham, de øver sig på, er sort," siger Naoufal. "Det skulle jo gerne imitere virkeligheden."

Længere oppe ad vejen, foran et vagtbur, anviser et stykke papir i en flaprende plastik-lomme vej til interneringscentret. Naoufal går hen til buret, hvor to kronragede mænd ser alvorligt, men nysgerrigt på os gennem ruden. Med hovedet nede i mikrofonen spørger Naoufal om vej til 'Retention Administratif'. De ser desorienterede ud og kigger skiftevis på hinanden, på Naoufal og på mig. Naoufal snakker videre, jeg genkender ordene 'presse' og 'Danmark'. Nu griner vagterne. Efter lidt mere snak frem og tilbage, nikker Naoufal tak.

"Vi kan ikke komme ind i interneringscentret, med mindre vi får en tilladelse fra politidirektøren i Paris - og det er meget svært at

få, siger de. Men vi må gerne tage nogle billeder udefra. Hvis vi gør det hurtigt. Bliver vi her for længe, risikerer vi at blive kontrolleret," siger Naoufal.

"Synes de, det var sjovt, at vi ville tage billeder?" spørger jeg. Naoufal griner.

"De ved, at Frankrig har fået kritik fra Europarådet over den måde, vi internerer migranter. De tror, det er os to, der er sjove, fordi vi interesserer os for det. De ved ikke, at jeg burde sidde derinde, ikke stå herude og bede om lov til at tage billeder," siger han.

Udvisningsprocedurerne er blevet strammet i Frankrig de senere år. Får man afslag på eller inddraget opholds-, studie- eller arbejdstilladelse, kan man nu få påbud om at forlade fransk territorium inden for fire uger. Sådan et påbud fik Naoufal den 25. februar 2008.

Et nyt migrationsregime

Tidligere fik man en 'invitation' til at forlade fransk territorium, inden man fik et påbud. I mellemtiden kunne man søge igen, hvis ens

livssituation ændrede sig - f.eks. hvis man fik fast arbejde. Påbuddet kan ankes, hvis man har penge til en advokat, men det er sjældent, der kommer noget ud af det, siger Naoufal. Han har i stedet giftet sig med en kammerat med fransk statsborgerskab. Om et halvt år kan han søge ophold ad den vej. De 'rigtige papirer' har ikke altid været så afgørende som nu. I det 18. og 19. århundrede deporterede staterne særligt uønskede personer som f.eks. fattige eller usædelige, men først mellem 1. og 2. Verdenskrig blev der indført generelle og systematiske restriktioner på grænsebevægelser i både USA og Europa. Migration blev nu reguleret med kvoter, systematisk grænsekontrol og massedeportationer. I USA sluttede en æra af nærmest fri indvandring fra Europa - primært på grund af voksende bekymring over problemer, der blev knyttet til massemigration fra Syd- og Østeuropa: byslum, sygdom, fattigdom og klassekonflikter. "Systemet skiftede til en anden, mere abstrakt registrering, der privilegerede formel status over alt andet. Det er dette system, der skabte, hvad vi i dag kalder papirløse immigranter," skriver Ngai.

Naoufal har ikke set sine forældre, siden han for fem år siden forlod Algeriet. Hvis han krydser EU's grænse uden papirer og med et påbud om at forlade fransk territorium, som han ikke har fulgt, kommer han ikke ind igen.

Der er ikke meget at se her. Høje mosbegroede mure, med to gange pigtråd på toppen. Lidt længere nede på muren er et kontroltårn med tre bevæbnede betjente. Vi tager et par billeder og bruger træerne langs vejen til som skjul. Der har ikke været udviste migranter i centret siden juni 2008, hvor en af de internerede døde uden officiel forklaring, og resten af migranterne satte centret i brand.

Internering er ifølge Genova et led i at iscenesætte 'illegal indvandring' som noget spektakulært - og det 'spektakel', arrestationer, interneringer og deportationer af migranter udløser, har historisk forløbet parallelt med en mere stilfærdig, men kontinuerlig, import af billig migrantarbejdskraft, der udfylder huller i de rige landes service, landbrug og industri.

Vi går tilbage mod stationen, og Naoufal stikker igen hovedet forbi vagterne og siger mange tak. De nikker mod os, og vi går videre.

"Var du ikke nervøs for, at de ville bede os om ID?" spørger jeg.

"ID? Nej. Hvis de havde gjort det, havde jeg bare sagt, 'Ok, øjeblik' og lavet et på min PC." Han klapper på sin skuldertaske og griner indforstået. Dagen før har han vist mig sine falske papirer, der er scannet og photoshoppet fra en fransk kammerats ID.

Naoufal kom lige fra jobsamtale, da vi mødtes på togstationen i Paris, og har nystrøgne sorte bukser og nypudsede sorte, spidse sko på. Han fik jobbet som tjener på en italiensk restaurant i Paris. Det er nemt at få job uden papirer, men Naoufal har lavet falsk ID for ikke at blive ansat uden kontrakt og til langt under mindstelønnen.

Når mennesker migrerer uden papirer, er det først og fremmest for at finde arbejde - og ifølge migrationsforskeren James Cockcroft er håndhævelsen af migrationslovgivningen i USA historisk blevet koordineret med amerikanske arbejdsgiveres varierende efterspørgsel på arbejdskraft. Det vil sige, at "massedeportationer forløber synkront med en overordnet og mere eller mindre permanent import af arbejdskraft."

Når vi først har erkendt, at skellet mellem legal og illegal migration ikke er installeret for fysisk at ekskludere, men for socialt at inkludere "under betingelser af tvungen udsathed," skriver Genova, "er det ikke svært at begribe, hvordan migranters mangeårige liv i 'illegalitet' kan fungere som en disciplinerende læretid i underordningen af deres arbejdskraft."

I kø til juridisk eksistens

Næste stop er Centre Administratif Départemental i bydelen Nanterre. Her vil Naoufal ikke med. Herfra modtog han i februar påbudet om at forlade Frankrig.

Jeg stiller mig i kø ved 'indgang for fremmede' og må af med taske, bælte og mønter, inden jeg går gennem metaldetektoren.

I 1925 advarede de amerikanske migrationsmyndigheder i en rapport om, at der måske opholdt sig over en million illegalt i USA "hvis første handling, da de satte foden på vores kyster, var at bryde vores love ved at krydse grænsen på illegal vis - hvilket blot understreger den potentielle kilde til problemer, for ikke at sige plage, en sådan situation antyder." Papirløse migranter blev hermed konstitueret som kriminelle i udgangspunktet, fordi de med deres første handling på amerikansk jord havde forsømt at rette sig efter amerikansk lov, skriver Ngai.

Naoufals historier om, hvordan folk somme tider bliver taget med direkte fra Centre Administratif til interneringscentret, når de får det definitive afslag, flimrer gennem tankerne, mens jeg følger strømmen af primært afrikanskudseende folk på vej mod de kontorer, hvor man kan søge om 'lovligt ophold' i Frankrig.

"Statens disciplinerende apparat til at producere migranters 'illegalitet' er aldrig kun møntet på at opnå målet om deportation. Det er deportabiliteten, og ikke selve deportationen, der historisk har installeret papirløse migranters arbejdskraft som en vare, der i særlig grad står til rådighed," skriver Genova.

Inde i den store aula står tre pasfotobokse i hjørnet, og et skilt viser mod Bureau Etranger. Nogle har børn med, andre kammerater, men de fleste har kun en gul eller rød papmappe med deres papirer under armen.

'Direction de la Réglementation' står der med store bogstaver over glasdørene, der går op og i, mens folk venter. Bogstaverne over døren er fyldt med noget, der ligner fuglelort. Enkelte skridter selvsikkert forbi køen og ind mod kontorerne. Andre stiller sig forvirret op og ser køen an. En asiatisk udseende mand står med næsen nede i en stor paperback og ser ud som om, han venter på toget. Der er ikke megen snak i køen, men en konstant susen fra en udsugningskanal.

'Illegaliteten' er en udsletning af migrantens juridiske identitet ifølge sociologen Susan Bibler Coutin. Hun karakteriserer illegalitet som en tvungen usynlighed, bundethed og undertrykkelse, der "materialiserer sig omkring den papirløse" overalt, hvor de bevæger sig. Med illegaliteten følger en "tilstedeværelsens midlertidighed", en undergrundstilværelse, hvor hverdagsaktiviteter som f.eks. at arbejde, at køre bil, eller at rejse forvandles til ulovlige handlinger.

På vej ud gennem forhallen ser jeg en række opslagstavler med plakater og beskeder fra Le Prefecture - kommunens øverste juridiske administration. Voldsramte kvinder kan ringe anonymt til en hotline. En plakat efterspørger "frivillige borgere til det nationale politi", som vil "handle til gavn for forebyggelse og sikkerhed". EU beskytter os mod alt fra terrorisme over cyberkriminalitet til stoffer, kan man læse på en række plakater, hvoraf den sidste slår fast, at Europa er lig med civil sikkerhed. I gården bag Direction de la Réglementation holder Police Nationales busser og biler parkeret.

Elsker republikken

På den anden side af gaden, overfor de høje, massive bygninger, der udgør bydelens centraladministration, ligger en lille lav kirke mellem det sociale boligbyggeri, bygget af beton i skrabet 70'erstil. Kun et beskedent grønligt spir adskiller kirken fra de andre anonyme bygninger. Herinde, fortæller Mina, en studerende på Nanterre Universitet, bor omkring 50 papirløse, der har besat kirken i forståelse med den katolske præst siden april 2008. De har alle fået afslag inde på de kontorer, jeg kunne skimte fra hallen foran glasdørene, der gik op og i, mens folk ventede og ventede.

Mina har selv siddet i køen for 'fremmede' i dagevis sammen med sine forældre, da hun var barn. Forældrene er fra Marokko, og faren blev rekrutteret af et fransk firma i 60'erne, da der var efterspørgsel på arbejdskraft i storindustrien.

Siden har forældrene måtte forny deres arbejds- og opholdstilladelse med jævne mellemrum. Mina fik for nogle år siden fransk pas. Hun er født og opvokset i Frankrig; det gør chancen for statsborgerskab større, men der er ingen garanti:

"Jeg søgte om det, og til dommeren sagde jeg alt det der med, at jeg eeeelsker den franske republik og føler mig så fransk, og til sidst fik jeg mit statsborgerskab," fortæller Mina, mens vi går ned mod kælderdøren til St. Paul-kirken.

De glemte fra St. Paul

To mænd åbner døren for os, vi udveksler kindkys og går ind i et stort rum, hvor en gruppe afrikanske mænd er samlet foran et fjernsyn. På en skammel bobler en gryde med vand på en transportabel kogeplade. Folk kommer hen og giver hånd, ca va, ca va, og Mina snakker med en af dem om et møde, der skal være på universitetet dagen efter. Hun spørger om gruppen i kirken, der kalder sig Les Oubliés de St. Paul, de glemte fra St. Paul, vil komme og fortælle om deres situation.

Der er flere papirløse og studerende med midlertidig studieophold på Nanterre Universitet - især fra tidligere franske kolonier som Algeriet og Elfenbenskysten. Somme tider har universitetsadministrationen nægtet de papirløse indskrivning eller udleveret deres studiemapper til Le Préfecture.

Vi sætter os foran fjernsynet og bliver budt en stærk bittersød te. Minas kammerat, Jean, fra Les Oubliés St. Paul, er fra Senegal og har været i Frankrig uden papirer i fem år. Han fortæller, at hans fætter har boet i Danmark siden 1993, hvor han arbejder, er gift og har børn.

"Min fætter siger, 'kom herop til os'. Men jeg kan ikke rejse, så længe jeg ikke har papirer. Jeg har aldrig set hans børn," siger Jean.

For en velbjærget person fra et velbjærget land, skriver den franske filosof Etienne Balibar, betegner passet i stigende udstrækning ikke blot nationalt tilhørsforhold og medborgerskab, men et overskud af rettigheder - og frem for alt en global ret til at bevæge sig uhindret. For ham er grænsen blevet "en plads for symbolsk bekræftelse af hans sociale status, noget, han kan promenere forbi. For en fattig person fra et fattigt land fremstår grænsen imidlertid på en helt anden måde. Den er ikke bare en forhindring, som er vældig svær at passere, men også en plads, han hele tiden støder på."

De glemte fra St. Paul var en gang med i Collectif Sans Papiers, en kendt organisation af papirløse i Frankrig. Det var ledelsen af Collectif Sans Papiers, der opfordrede dem til at besætte kirken for at presse lokaladministrationen til at give dem papirer.

I april var de 700. Men i juli forsvandt ledelsen uden et ord. En katolsk organisation fortalte de tilbageværende, at ledelsen havde fået papirer.

De prøver at splitte os

"De efterlod deres computer, og vi kunne se i et dokument, at den liste med navne, de havde givet til administrationen, kun talte hundrede. Vi var 700. 60 af dem på listen havde fået papirer, og resten af os var aldrig blevet nævnt," siger Jean.

Mange af de papirløse, der havde besat St. Paul, begyndte at sive fra kirken. De, der er tilbage, holder stadig demonstrationer foran fremmedkontoret hver onsdag. De har været til møde med Le Préfecture og havde forberedt mapper for de 60 papirløse, der var i kirken på det tidspunkt. En uge senere meddelte centraladministrationen, at de ville give papirer til syv af dem.

"Men vi sagde, at vi ikke ville have navnene. Det er alle eller ingen. De prøver at splitte bevægelsen ved at handle med en lille gruppe ad gangen," siger Jean.

Selv legaliseringer har en disciplinerende funktion og bliver et instrument til undertvingelse af arbejdskraften, skriver Genova. Han begrunder den logik med, at enhver legalisering er "episodisk og skarpt afgrænset", og dermed aldrig fjerner selve 'illegalitetens felt'. Den 'ikke-berettigede' forbliver papirløs sammen med alle andre, der efterfølgende ankommer 'illegalt'.

Langs væggene i rummet under St. Paul står bænke sat sammen over for hinanden, så der kan ligge en madras eller en måtte på dem. Nogle har hængt plakater, farvede vifter og tæpper op over deres 'seng'.

På en væg hænger en række A3-papirer, hvor alle, der har boet her, har skrevet deres navn. En plakat med parolen "Papirer til alle arbejdere i verden" hænger skævt henover en af navnelisterne.

"Hvad vil du lave i Paris, når du en dag får dine papirer?" spørger jeg. Jean kigger et øjeblik ufravendt på sin te, inden han svarer:

"Først skal jeg have et arbejde, et hvilket som helst arbejde, så jeg kan leve og sende penge til min familie i Senegal. Når jeg har tjent nogle penge, vil jeg studere igen. Jeg var matematiklærer i Senegal. Jeg vil have et fransk diplom, så jeg også kan undervise her."

Naoufal og Jean er opdigtede navne. De ønsker at være anonyme, da de på grund af deres papirløse situation risikerer internering og deportation. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt.

Citaterne fra Nicolas De Genova er fra artiklen 'Migrant 'Illegality' and Deportability in Everyday Life' i tidsskriftet Annual Review of Anthropology. Citaterne fra Mae Ngai er fra artiklen 'The Strange Career of the Illegal Alien' i tidsskriftet Law and History Review.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Denne artikel er første del af en serie om migration og arbejdsmarked med særligt fokus på den migration, der foregår uden om de europæiske staters officielle regler. Forskning viser, at op mod en fjerdedel af verdens migranter lever uden papirer i kortere eller længere perioder, og det skønnes at mellem fire og 12 millioner bor og arbejder i EU uden papirer. I serien er de gængse begreber 'illegal' og 'indvandrer' udskiftet begreberne 'papirløs' og 'migrant'.

Se mere på Information.dk/Migration

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu