Kommentar
Læsetid: 4 min.

Kom tilbage Claus Beck-Nielsen

At være levende har en række fordele, men også forpligtelser. For eksempel kan vi ikke bare udlevere hinanden efter forgodtbefindende, vi hænger på hinanden
At være levende har en række fordele, men også forpligtelser. For eksempel kan vi ikke bare udlevere hinanden efter forgodtbefindende, vi hænger på hinanden
Kultur
12. februar 2009

En af de sjove - men også fjollede - historier i avisen de sidste par uger har været, at hovedpersonen, konceptkunstneren Thomas Skade-Rasmussen, i Claus Beck-Nielsens sidste, semidokumentariske roman Suverænen lægger sag an mod forfatteren. Claus Beck-Nielsen er gået for tæt på, siger Thomas Skade-Rasmussen: Han har ikke bare skrevet om den rolle, jeg havde påtaget mig i vores aktion, han har skrevet om mit virkelige liv, børn og den slags. Det gør ondt, det må han ikke!

Sidste nyt er så, at Anton Geist - Informations kulturjournalistiske blodhund - har fundet to andre personer, hvis virkelige liv helt uautoriseret er blevet del af Claus Beck-Nielsens værk. En tidligere kæreste har fået optrykt en ret personlig e-mail; da hun bad forlaget om at fjerne den, ja, så gjorde forlaget det ikke.

Den irakiske tolk Adnan Alshamari fungerede som en art turguide til et krigshærget Irak for Claus Beck-Nielsen og hans sidekick, Rasmussen. Han spiller en hovedrolle i dokuromanen Selvmordsaktionen fra 2005, hvor han får tildigtet en ekstra kone og fortid som oliesmugler. Direkte adspurgt kendte han ikke til romanen. Noget ironisk erklærer han (i Information den 4. februar), at Claus Beck-Nielsen ikke burde "komme med beskyldninger, der ikke er sande, hvis han bruger mit rigtige navn. Jeg forstår det ikke. Jeg beskyttede ham og hans makker. Jeg sørgede for, at de ikke blev slået ihjel".

Det sidste - en død forfatter, truet på livet - ville man gerne høre noget mere om. Det fremgik ikke af Selvmordsaktionen, i al fald ikke sådan direkte. Forfatteren selv, Claus Beck-Nielsen, forsvarer sig derimod med en uspecificeret højere sag. Man skal jo være et etisk menneske, siger han: "Men der er tilfælde, hvor noget er i en højere sags tjeneste. Og så går man måske lidt længere. Fordi man er ude i noget, som man synes langt overgår både en selv og den anden."

Her nytter det nok ikke noget at påpege, at Claus Beck-Nielsens ræsonnement minder om Henrik Qvortrups forsvar for sine dispositioner som redaktør af Se&Hør. Selvfølgelig skal vi behandle andre ordentligt på skrift, undtagen i de tilfælde, hvor vi ikke behøver at gøre det. For eksempel når vi skriver romaner på Gyldendal eller ugeblade i Aller-koncernen og virkelig selv føler, at vi kæmper de godes, folkets, kunstens, pengenes sag.

Offentlig begravelse

Nej, det nytter ikke noget. I stedet har jeg min egen højere sag at kæmpe for i denne klumme, nemlig genoplivningen af mennesket Claus Beck-Nielsen. Som bekendt 'døde' Claus Beck-Nielsen officielt i 2001; de aktioner og teaterstykker, han siden har gennemført, og de værker, han siden har skrevet, er blevet til i 'Nielsens' eller 'Das Beckwerks' eller andre skikkelsers navn.

Blandt dem har der været ret fine ting. Bogen Claus Beck-Nielsen (1963-2001) er virkelig god, de reportager fra Iran og Afghanistan, som Claus Beck-Nielsen de sidste par år har fået trykt i Weekendavisen, er også virkelig gode. Men det har efterhånden vist sig, at forfatterens 'død' - hvis baggrund vist både var en skilsmisse og en art træthed ved hele kunstner-, identitets- og karriereræset - er blevet en hæmsko. I al fald føles det i stigende grad som noget udvendigt og uvedkommende i forhold til al den musik, teater og skrift, Claus Beck-Nielsen producerer.

Det eneste rigtige arbejde, hans 'død' i dag gør for værket, det er af marketingsmæssig art. Døden sikrer presseomtale, den tillader ham at være benhård i sin promovering af sine værker. Det er jo ikke ham, Claus Beck-Nielsen, der gør noget, han er nemlig død. Ikke sandt?

I samtalebogen I sammenbruddets tjeneste - seneste bogudgivelse, hvor Claus Beck-Nielsen medvirker - er det som om, forfatteren godt kan se problemet. At opgive sin identitet og erklære sig selv for død skulle have åbnet for en undtagelsestilstand, siger han. Det skulle have åbnet for en ny tilgang til verden. I stedet er det som om, alt stopper op. For eksempel er hans sociale liv noget handikappet:

"Jeg orker næsten ikke at møde nye mennesker længere, for så skal man igennem det hele igen: 'Dav, hvad hedder du?' 'Ikke noget' 'Ikke noget?! - men hvad så -?' Og så bliver man hængende der, for så er dét pludselig det eneste, der er interessant."

Derefter har Claus Beck-Nielsen flere løsningsforslag. De inkluderer bizart nok, at han skal begraves. Logikken er vist, at der ikke længere kan være tvivl om, at han er død, når et offentligt ritual først har bekræftet det. Hvilket jo er et mærkværdigt ræsonnement: Som om døden kun angik vores egen identitet og vores forhold til det offentlige rum. Som om døden først var rigtig, når den var bekræftet i Se&Hør, som om børneremsen talte sandt: "det man siger er man selv, for det står i Aktuelt."

Men sådan er døden ikke. Den rigtige død er hverken en metafor eller et kunstprojekt, og den handler også om efterladte, for eksempel. Mere konkret løser en begravelse hverken forfatterens sociale handikap eller den akavede fornemmelse, det er at møde ham på gaden. Lad os hellere vække ham til live igen. Så kunne man sige, dér på gaden:

"At være levende har en række fordele, Claus, men også forpligtelser. For eksempel kan vi ikke bare udlevere hinanden efter forgodtbefindende, vi hænger på hinanden. Det var jo sjovt, det der med at du var død, men nu er den vittighed vist slut. Vi gider ikke længere lave alle de sproglige badutspring for at tale med dig, du hedder jo Claus Beck-Nielsen. Lad os drikke en øl på det. Hvordan går det med livet, Claus, får du skrevet nogle flere bøger?"

Serie

Sandkassen

Seneste artikler

  • Autentisk havregrød: lavet på Opa

    5. marts 2009
    Immuniserer det en bog for en bestemt type kritik, hvis bogen signalerer, at udgangspunktet er selvbiografisk? I denne uge er Sandkassen mest et spinatbed over Julia Butschkows 'Apropos Opa'
  • Alle disse skildpadder stablet på hinanden

    5. februar 2009
    I Robert Zola Christensens seneste roman affyrer han flere bredsider mod andre danske forfattere. Men kan man tillade sig det?
  • Fuserens anatomi

    29. januar 2009
    Hvad var det egentlig, Jyllands-Postens store jury- og læserafstemning om Vor Tids Danske Roman gik ud på?
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Stefan Kjerkegaard

Hej Tue, jeg synes ikke at sammenligningen med Qvortrups argumentation holder. Se og Hør er ikke en roman, og Qvortrup ikke en kunstner. Parateksten betyder faktisk en hel del, og man lægger da også mærke til at Selvmordsaktionen vistnok ikke er en roman, imens Suverænen er det. Og det med døden og marketingsdelen, tjah, det er jo kun journalisterne der har det problem, så vidt jeg kan se, og dem skal man ikke rette sig efter. Så jeg vil i stedet sige: Hold ud Claus Beck-Nielsen. Forbliv død, så længe du kan. Det er ikke bare en udfordring for dig selv, men også for os. (og i parantes bemærket: jeg gad ikke og forstår gerne, hvis du ikke længere orker at være død og IKKE begravet)