Læsetid: 5 min.

Det kræver talent at skrive dårligt

Det burde have været en mørk og stormfuld nat. Men det var torsdag eftermiddag, da der blev konkurreret i at skrive de værste romanbegyndelser
Sætninger. De fleste er på hjemmebane i krimien, og der bliver skrevet dårlige begyndelser med stort engagement og genrekendskab. Der er femikrimi med heltinden i mødregruppe. Der er kyniske opdagere med cigaretten lige i munden. Og der er masser af lig, der alle bliver fundet her i romanernes første sætning.

Sætninger. De fleste er på hjemmebane i krimien, og der bliver skrevet dårlige begyndelser med stort engagement og genrekendskab. Der er femikrimi med heltinden i mødregruppe. Der er kyniske opdagere med cigaretten lige i munden. Og der er masser af lig, der alle bliver fundet her i romanernes første sætning.

26. februar 2009

Der er ironi på Institut for Litteraturvidenskab. I de studerendes café kan man kigge ud af panoramavinduerne og læse, hvad nogen har skrevet med store, røde bogstaver på muren overfor: FOUCAULT ER BØSSE.

"Det er sjovt, fordi det lavkomiske ligesom crasher med det højakademiske," forklarer en studerende.

Sidste torsdag var det terror-torsdag i caféen, som der stod på en tavle ved bardisken. Det var også den dag, at de litteraturstuderende kæmpede om, hvem der kunne skrive den dårligste sætning.

Der er indbudt to dommere udefra, som på hver deres måde er eksperter. Rundt omkring de små caféborde sidder de studerende og er parate til at skrive.

Amerikansk forbillede

Bulwer-Lytton Fiction Contest stammer egentlig fra USA, men vi skal til 1800-tallets victorianske England for at finde forfatteren, der har lagt navn til konkurrencen.

Edward George Bulwer-Lytton var baron, konservativt parlamentsmedlem og romanforfatter. Hans dramatiske historier var elsket og respekteret læsestof i hans samtid, men siden er hans popularitet dalet betydeligt. I dag betragtes hans farverige stil som overpyntet, og der rystes på hovedet af det svulstige billedsprog.

Så da professor Scott Rice fra San Jose University i 1982 udskrev en konkurrence i dårlig litteratur, var det nærliggende at opkalde konkurrencen efter den engelske adelsmand.

Reglerne er meget simple. Man skal skrive den første sætning til en ikke-eksisterende roman. Og ud fra denne ene sætning skal det være tydeligt, hvor håbløst dårlig resten af romanen er.

Det har sikkert også inspireret professorens navnevalg, at Bulwer-Lytton i dag er bedst kendt for netop en åbningssætning. Hans roman Paul Clifford begynder med ordene "Det var en mørk og stormfuld nat". De ord er senere udødeliggjort af hunden Nuser fra tegneserien Radiserne, der sidder på taget af sit hundehus og aldrig kommer længere i sine romanforsøg end denne begyndelse.

Kærlighed i New York

Den amerikanske konkurrence er blevet afholdt hvert år siden 1982. Her møder man ikke op i en café, men sender sine bidrag med posten. Det første år var der kun tre deltagere, men siden er konkurrencen vokset, og sidste år blev der indsendt mere end 7.000 sætninger.

Sidste år vandt den 41-årige kommunikationsmedarbejder Garrison Spiks med begyndelsen til en kærlighedshistorie, der kunne lyde således på dansk:

"Deres kærlighedsaffære stod i hele New Yorks billede som en skakternet, gummifræsende taxatur, og ligesom byen var deres lidenskab åben hele døgnet rundt, mens damp steg op fra deres kroppe som fra glatte gader, der udsender varm, fugtig, hvid røg gennem kloakdæksler påtrykt inskriptionen 'Støbt hos DeLaney Bros., Piscataway, N. J.'"

Der er stor opmærksomhed i USA omkring den særprægede konkurrence. Vindersætningen bliver offentliggjort live på tv, og hvert år er der interview med vinderen i flere landsdækkende aviser.

Samtidig er der som regel også interview med professor Rice, der fortæller om sin konkurrence. Og efterhånden fortæller han det samme hvert år:

"Du kan ikke skrive en dårlig sætning uden at vide, hvad en god sætning er."

Professoren sammenligner ofte vinderne med gode skuespillere: "Det kræver et vist talent at spille en fuld mand på rulleskøjter."

Hjemme i krimien

I København er det tidsskriftet Trappe Tusind, der stod bag torsdagens arrangement, som er den første danske udgave af konkurrencen. Folk har kunnet forberede prætentiøse eller tåbelige sætninger hjemmefra. Men man skal møde personligt op for at deltage.

"Det er rart for en gangs skyld at have et litterært arrangement, hvor det er folk omkring bordene, der selv deltager," siger en af arrangørerne.

Ved dommerbordet sidder forfatteren Kristina Nya Glaffey, der selv har arbejdet med sproglige klicheer i sin novellesamling Lykkejægerne. Ved siden af hende sidder litteraten Bo Tao Michaëlis, som har beskæftiget sig meget med genrelitteratur, især krimier.

Arrangørerne forklarer konkurrencens amerikanske forhistorie og fortæller, at der skal dystes i fem kategorier: krimi, den gotiske roman, selvbiografi, den danske parcelhusroman og fristil. Der skænkes gratis portvin op, inden reglerne til sidst sammenfattes:

"Det gælder altså om at skrive dårligt på den fede måde."

Der er mange bud på, hvordan en dårlig roman begynder. Nogle skriver lange og snørklede sætninger. Andre skriver små, ubehjælpsomme one-liners.

De fleste er på hjemmebane i krimien, og der bliver skrevet dårlige begyndelser med stort engagement og genrekendskab. Der er femikrimi med heltinden i mødregruppe. Der er kyniske opdagere med cigaretten lige i munden. Og der er masser af lig, der alle bliver fundet her i romanernes første sætning.

Sproglige skrubtudser

Til gengæld kniber det lidt mere, da deltagerne når til den danske parcelhusroman. Det virker ikke som om, de rigtigt kan tage genren alvorligt. Bo Tao Michaëlis må med løftet pegefinger minde om, at det altså gælder om at skrive dårligt sprog, ikke genreparodier, og de to dommere må diskvalificere de fleste bidrag i denne kategori. Da man til sidst når til fristilen, hvor der frit kan vælges genre, er det pludselig science fiction, der dominerer med interdimensionelle hastigheder og mærkelige planeter. En af deltagerne mener, at det næste år burde være en selvstændig kategori.

Efter konkurrencen forklarer Bo Tao Michaëlis sine indvendinger mod nogle af bidragene.

"Det gælder ikke om at parodiere, men om at vrænge. Man skal udlevere det grimme sprog ved at gøre det endnu grimmere. Altså skrive dårlige billeder, der støder sammen, eller alt for lange ubehjælpsomme sætninger. Sproglige skrubtudser kunne man kalde det," siger han.

Han fortæller, at de fleste har grint af parcelhusromanen i stedet for at gøre den grim.

"Sådan nogle unge litterater synes sikkert, at Jens Christian Grøndahl eller Christian Kampmann bare er for meget. Og den genre er da også oplagt at parodiere og gøre grin med, fordi den ikke selv har nogen selvironi," siger han

Så er genrer som krimien eller den gotiske roman lettere at forvrænge, fordi de i forvejen ofte balancerer på kanten til det kitschede.

"Man kan kun gøre det, der i forvejen er grimt, grimmere," konkluderer Bo Tao Michaëlis.

Det er nu et af bidragene fra parcelhusgenren, som to studerende diskuterer i baren, da de fleste er gået hjem.

"Det er faktisk sværere, end man skulle tro at få kaffe af hvide plastikhavemøbler," havde en deltager foreslået som åbningssætning.

"Det er sjovt, fordi det er så ligegyldigt," siger den ene. Men hans sidemand er uenig:

"Nej, det er sjovt, fordi det er sandt."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu