Læsetid: 6 min.

Hvor kragerne vender, finder man svar

Forfatter Jacob Berner Moe forlod sin barndomsby for mere end 20 år siden. Mandag aften vendte han imidlertid tilbage for at fortælle indbyggerne, hvorfor han har kaldt byen 'verdens røvhul' i sin hjemstavnsroman 'Vandel'. Mødet forløb med overraskende varme og gensynsglæde
Kultur
5. februar 2009
Vandel. Forfatteren Jacob Berner Moe indtager en pølse på grillbaren i Vandel, inden han skal forklare indbyggerne, hvorfor han kalder dem for -vandaler- i hjemstavnsromanen -Vandel-.

Vandel. Forfatteren Jacob Berner Moe indtager en pølse på grillbaren i Vandel, inden han skal forklare indbyggerne, hvorfor han kalder dem for -vandaler- i hjemstavnsromanen -Vandel-.

Nicolai Lorenzen

Vandel er sådan et sted, hvor nogle mennesker vil sige, at kragerne vender, andre, at de tager madpakke med. Det er en lille flække med cirka 700 indbyggere på vejen mellem Vejle og Billund, og der var nok ikke mange, der havde hørt om byen, hvis ikke det var for den militære Flyvestation Vandel, som forsvaret dog skilte sig af med i starten af dette årtusinde.

Med hjemstavnsromanen Vandel har den tidligere journalist Jacob Berner Moe (f. 1973) imidlertid bragt landsbyen tilbage i overskrifterne. Verdens røvhul bliver Vandel indledningsvist kaldt, og byen skildres som et reservat for fritgående kleptomaner, neurotikere og alkoholikere. Den lokale brugs er omdrejningspunkt for bogens bizarre handling, og den tilsyneladende så venlige brugsuddeler Christian afsløres som lidt af en psykopat.

Man kan godt få det indtryk, at Christian er udtryk for en generel ulmende ondskab under Vandels pæne overflade. Særligt fordi overfladen, som ses gennem tilflytteren Leas øjne, forekommer tåbelig og afstumpet.

Vandel har ikke overraskende været reserveret på byens bibliotek lige siden den udkom i august. Og nu er Jacob Berner Moe virkelig spændt på indbyggernes reaktion. Da forfatter og reklamemand Knud Romer udgav sin hjemstavnsroman,, Den som blinker er bange for døden, om livet i Nykøbing Falster, blev den opfattet som et uforsonligt hævntogt, og hans bysbørn vil ikke længere vide af ham.

Landsby som losseplads

Formanden for Borgerforeningen i Vandel går og hygger om vandalerne, som vandelboerne kaldes.

De venter Jacob Berner Moe på hans gamle skole, som ellers ikke plejer at lave litteraturarrangementer, fortæller formanden. Til hverdag afholder de bankospil og samarbejder for eksempel med sti-foreningen om at holde stier og grøfter rene.

Endelig ankommer Jacob Berner Moe. Han er klædt på, som om han skal forcere en jungle, med solide sko og praktiske bukser med mange lommer.

Mændene i lokalet samler hænderne på toppen af maverne og afventer slagets gang.

"Jeg har faktisk været lidt nervøs for at komme tilbage i aften," indrømmer Jacob Berner Moe med åbent ansigt og øjenbrynene højt løftet. Han kan se en del kendte ansigter.

"De to gutter herovre har jeg gået i klasse med. Der er ikke flere her, jeg har gået i klasse med vel?," siger han konstaterende og skal til at bevæge sig over i den anden ende af rummet. "Joo!," lyder det fra mængden. "Pia!", råber Jacob Berner Moe.

Sådan fortsætter det et stykke tid. Der bliver himlet op og trykket hænder. Nu sker der noget i Vandel.

Jacob Berner Moe hiver bogen frem og læser sig varm, og folk griner velvilligt af beskrivelsen af hovedpersonen Christian, der er tredje generation af brugsuddelere i Vandel. Han har levet hele livet på at være høflig og på endelig ikke at forvente for meget af tilværelsen - man kunne jo gå hen og blive skuffet. Senere bliver det dødsens alvor. Det slår klik for Christian, som med vilje får brændt sin forhadte brugs ned og spiller en lidt for aktiv rolle i sin alkoholiserede hustru Lis' druknedød.

En af de andre hovedpersoner, københavneren Lea, har derimod realiseret sig selv fuldt ud med et hæsblæsende arbejdsliv på Christiansborg, men er nu til sin store frustration endt i Vandel med mand og barn. Her går hun og smårapser af ren og skær kedsomhed. Ikke noget særligt, bare en række småting, som tilsammen beløber sig til mere end 30.000 kr., den dag hun bliver afsløret. Kort forinden har hun gjort noget andet usædvanligt. Hun har reageret på en lille gul seddel på opslagstavlen i brugsen.

Johnnys mor

Her smækker Jacob Berner bogen sammen og ser skarpt op. "Ok, lad os få klaret det med den gule seddel med det samme! Jeg er spændt på, hvem der bliver rød i kinderne nu, for jeg har altså set den seddel i virkeligheden. 'Elskerinde søges af pæn mand, ikke fra området', stod der. Og så var der et mobilnummer nedenunder. Den hang i vindfanget i Brugsen engang."

Han ser sig søgende omkring, mens et par yngre kvinder på forreste række ærgrer sig over, at de ikke så sedlen. Folk ler, men ingen giver sig til kende. En kvinde blandt publikum slår fast, at hun ikke har indtryk af, at der er tale om en nøgleroman, og får medhold fra forfatteren.

Alligevel bliver Jacob Berner opmærksom på en dame blandt publikum, der rykker uroligt på sig: "Ja, kom bare, Johnnys mor?"

"Altså, jeg har læst i avisen, at du havde en kedelig barndom i Vandel. Det var jeg lidt ked af. Jeg synes da, at I havde gang i mange sjove ting," siger 'Johnnys mor' med hovedet lidt på skrå.

Jacob Berner Moe vil ikke benægte, at han kedede sig en del som barn. Men han har næppe taget skade af det, trøster han.

En gråhåret dame med en rød koralhalskæde har også været oppe i pausen og indvende, at hun synes, han er lidt vel hård ved byen.

Men de krasse beskrivelser står i høj grad for Leas regning, fortæller Jacob Berner Moe. Gennem hendes øjne er byen sær og kedelig, men undervejs i fortællingen bliver det klart, at bogen ikke peger fingre ad Vandel. Det er Lea, der har et problem, og til sidst bliver det Vandel, der lærer Lea noget om lokalsamfundets sammenhold og om livets grundvilkår, der blandt andet er, at man i nogen grad må slå sig til tåls og nøjes med det, man har.

Det er faktisk et underliggende budskab i romanen, har Jacob Berner Moe tidligere fortalt, men han er ikke sikker på, at folk synes om den udlægning. Det er ikke ligefrem tidens trend.

Rådne tomater og rå æg

Hans søster, der også er til stede i aften, skærer igennem med et opklarende spørgsmål: "Altså, tror du virkelig, at Lea har det topfint nu?"

Svaret kommer nede fra salen. Her synes man ikke, at det er usandsynligt, at den stræbsomme unge kvinde har slået sig til tåls med livet i Vandel. "Der er da nogen køvenhavnere, der er bleven herovre-," lyder det.

Og for Jacob Berner Moe er det en vigtig pointe. "Gennem kompromisset får man også friheden og muligheden. Enten må man bøje eller knække. Og særligt i materiel henseende kan vi altså blive nødt til at nøjes," siger han, men tilføjer, at romanen også kunne have foregået i andre byer end Vandel.

"At den så gør det, har vist sig at have en reklameværdi, som jeg ikke havde tænkt på," smiler han varmt til de fremmødte.

"Så skulle du måske have valgt en større by", lyder det lakonisk fra hans gamle matematiklærer på anden række.

Men opbakningen kunne næppe være større end den, han har fået fra sin hjemby i aften.

Hvis en og anden nævenyttig reporter havde forestillet sig, at Jacob Berner Moe ville blive mødt med fakler og høtyve, endsige havde håbet på, at han ville blive drevet ud af byen tæt forfulgt af kaskader af rådne tomater og æg, så var skuffelsen stor. Vandalerne har forholdt sig roligt, og de har tydeligvis haft en pragtfuld aften.

Jacob Berner Moe kan faktisk ikke slippe af sted igen, da arrangementet er slut, for endnu en gammel skolekammerat er oppe og give hånd.

"Jeg har kun læst to bøger i mit liv," proklamerer han hjerteligt, "og ingen af dem er Vandel." Men nu vil han bestemt læse den, lover han. Kvinden med koralkæden, der synes, han var hård ved byen, er der endda også. Hun føler sig helt forsikret nu og vifter sig euforisk med begge arme, mens smilet truer med at flække hendes glade ansigt.

"Jeg er næsten helt høj, Jacob! Nu må jeg altså hjem og ringe!," ler hun. "Skal du hjem og drikke?" spørger Jacob Berner Moe. "Nej, nej!," råber kvinden tilbage. "Jeg er jo ikke som hende der Lis, du ve'. Næ, jeg skal hjem og ringe og fortælle, hvor mange der var her i aften."

Én person var der nu ikke. Den rigtige brugsuddeler.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her