Læsetid: 4 min.

Krig og vold i centrum på Berlinalen

Filmfestivalens femte dag bød på vigtig dokumentarfilm om konflikten i Mellemøsten, amerikansk konkurrencefilm om hjemvendt Irakkrigs-soldat og pris til dansk instruktør for dokumentarfilm om munkeopstanden i Burma
Kultur
11. februar 2009

BERLIN - Mandag aften fik den danske instruktør Anders Østergaard den fornemme freds- og menneskeretspris for sin film Burma VJ - Rapport fra et lukket land - 'Cinema for Peace - International Human Rights Award', hedder prisen.

Instruktøren modtog prisen i koncerthuset på Gendarmenmarkt til stående klapsalver fra en lang række internationale prominente, blandt andre Leonardo di Caprio og Mikhail Gorbatjov.

Med ham på scenen var også den unge Aung Htun, der som en af 30 videojournalister arbejder for Democratic Voice of Burma (DVB), der har hovedsæde i Oslo. Htun og hans modige kolleger har filmet og udsmuglet de rystende optagelser, der gik verden rundt under munkeopstanden i Burma i september 2007. Østergaard har altså ikke selv dokumenteret, men organiseret og tilrettelagt.

"Oscar with brain" har Bob Geldof kaldt Cinema for Peace-velgørenhedsgallaen, der finder sted hvert år under Berlinalen. Arrangementet er ikke som sådan en del af filmfestivalen.

Information mødte Aung Thun og Burma VJ's producer Lise Lense-Møller dagen inden gallaen. Hun fortalte, at Anders Østergaard begyndte på filmen i 2005, så han og Aung Htun var i fuld gang, da opstanden kom for halvandet år siden.

"Videojournalisterne arbejder under ekstremt farefulde forhold, og meget af materialet kom ikke til veje før et halvt år efter opstanden, og da var det ikke nyheder længere. Så vi er rigtig glade for, at det bliver vist i filmen," siger Lise Lense-Møller.

Skæbnens sekunder

Den vigtige dokumentarfilm Rachel af instruktøren Simone Bitton tager udgangspunkt i en anden konflikt, den mellem israelere og palæstinensere. Mandag havde den verdenspremiere på Fo-rum, der er den mere eksperimenterende del af Berlinalen. Bitton, der er født i Marokko, har både fransk og israelsk statsborgerskab og betegner sig selv som arabisk jøde.

Den 16. marts 2003 blev den 23-årige amerikanske aktivist Rachel Corrie dræbt af en israelsk bulldozer i Rafah på Gaza-striben. Sammen med andre unge amerikanere og englændere fra organisationen International Solidarity Movement forsøgte hun at hindre bulldozeren i at ødelægge palæstinensiske familiers huse. Israelerne har her braklagt store områder og ødelagt hundredvis af huse for at skabe et ingenmandsland og bygge en mur op til den egyptiske grænse.

Det israelske forsvars undersøgelser konkluderede hurtigt, at det var et uheld, og at soldaten ikke havde mulighed for at se Rachel, da hun stod skjult bag en sandbunke. Bitton går tilbage og taler med øjenvidner, både de palæstinensere, Rachel forsøgte at beskytte, og de kammerater, der holdt hende, da hun udåndede. De siger alle, at bulldozeren havde frit udsyn til Rachel. Bitton har gennemgået militærets videooptagelser, der interessant nok enten er i sort eller filmer ind over den egyptiske grænse i de skæbnesvangre sekunder, hvor Rachel bliver dræbt.

Filmen er et kritisk blik på den systematiske ødelæggelse af folks boliger og på det faktum, at et menneske her blev dræbt, da hun forsøgte at lægge sig imellem. Om det virkelig var soldatens hensigt at dræbe Rachel, giver Bitton ikke et entydigt svar på. I et interview har hun selv sagt:

"Måske så han hende virkelig ikke. Men så var det, fordi han valgte ikke at se hende."

Da Rachel dør, har aktivisterne været på benene som skjold i flere timer. Hvad der er på spil, bliver klart, da en af de israelske soldater på et tidspunkt råber til dem fra en bulldozer:

"Gå væk. Det her er mit land. Det her er min verden." En af aktivisterne siger selv set i bakspejlet:

"Vi var fuldkommen naive at tro, at vi kunne gøre en forskel."

Den unge israelske aktivist Yonatan Polak, der husede Rachels venner i Tel Aviv i dagene efter hendes død, kommer til orde.

"Modstand er livet," siger han og repræsenterer de temmelig mange israelere, der arbejder imod regeringens politik og fremfærd over for palæstinenserne.

Man kan kun ønske sig flere kritiske dokumentarfilm af samme kaliber fra denne konflikt. Den dag, en muslim laver en film om Hamas' bedrifter i samme område, begynder der måske at opstå håb om en reel dialog.

Psykiske mén

Den amerikanske instruktør Oren Moverman kommer også oprindeligt fra Israel. Hans glimrende spillefilmsdebut The Messenger handler nu ikke om konflikten i hans fødeland, men om USA's krig i Irak. Eller følgerne af den. Filmen blev vist mandag i hovedkonkurrencen.

Ben Foster spiller officeren Will Montgomery, der vender hjem som såret helt efter endt tjeneste i Irak-krigen. Hjemme bliver hans nye job et af hærens mindst eftertragtede: At tage ud og fortælle de pårørende, når deres fædre, sønner, brødre, søstre eller partnere er blevet slået ihjel i krigen. Foster spiller bevægende, og ved hans side står en ikke mindre fremragende Woody Harrelson som Montgomerys overordnede, den alkoholiserede træmænd Tony Stone.

På pressemødet spurgte Information Oren Moverman, om han havde set en af filmens rivaler i konkurrencen, den danske film Lille Soldat. Den handler også om en hjemvendt soldat og de psykiske mén, soldaterne plages af i deres ensomhed. Og om han ser en tendens til, at blikket nu vendes mod den pris, den vestlige verden betaler for at gå i krig i området?

"Jeg har ikke set Lille Soldat, men jeg håber, at der en tendens til at flytte projektøren. I USA er vi slet ikke rigtig begyndt endnu. Da denne film blev vist på Sundance Festivalen, var folk positive, men også chokerede over emnet. Jeg håber, at vi med Obama er på vej mod en politik, hvor man tænker sig om, før man handler," sagde Oren Moverman.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her