Læsetid: 6 min.

Kritikkens afmagt

Litterær oversættelse er andet og mere end ’at mejsle meningen’. Den kræver ikke mindst sans for sprogets rytme
26. februar 2009

I Tyskland har man en fin tradition for at tage en vigtig litterær udgivelse op til fornyet og eventuel grundigere læsning efter et halvt eller helt år. Jeg synes, Informations bogtillæg efterhånden har udviklet sig så lovende, at det måske var en ide at introducere noget lignende i Danmark.

I september anmeldte Erik Skyum-Nielsen Kafkas Fortællinger og Efterladte Fortællinger. Som samvittighedsfuld kritiker nøjes han ikke med at rose, men rejser også et par kritiske spørgsmål: "Jeg har ikke belæg for at blæse disse iagttagelser op til en decideret kritik, blot kunne jeg tænke mig at lægge op til en grundigere granskning af disse oversættelser."

Denne invitation har ingen hidtil taget op - eller turdet tage op. Inden de forsigtige forbehold er Skyum nemlig helt oppe i det røde felt: "Udgivelsen er mere end en udgave, den er en kærkommen gave - med fare for at gøre modtageren tavs af taknemmelighed og respekt." Signalerer det kække ordspil ikke, at ethvert lille pip - bortset fra tak - er både utaknemmeligt og respektløst?

Fra mand til menneske

Lad os bide hovedet af enhver skam og se, om der er dækning for Skyums respektindgydende (skam)ros. For overskuelighedens skyld nøjes jeg med at gennemgå Dommen og Forvandlingen - som i øvrigt foreligger i betydeligt mere stilsikre oversættelser (Forlaget Vandkunsten, efterår 2008). Mine få eksempler er repræsentative for talrige andre af samme art.

Ved hjælp af et citat fra Dommen fremhæver han Isak Winkel Holms nye oversættelse på bekostning af Viktor Jevans gamle. "Hvad skriver man til en mand, 'der sich offenbar verrannt hatte, den man bedauern, dem man aber nicht helfen konnte.'"

Viktor Jevan skriver 'til en sådan mand, der åbenbart havde rendt panden mod en mur, der kunne ynkes, men ikke hjælpes', sådan at der er mulighed for at tro, at det er muren og ikke manden, der kan ynkes! Winkel Holm får imidlertid sat tingene på plads. Erstatter 'mand' med med 'menneske', men meningen får han mejslet: "Hvad kunne man skrive til et sådant menneske, som åbenlyst var kørt fast, som man beklagede, men som man ikke kunne hjælpe." Læg i øvrigt mærke til, at 'åbenlyst' og ikke 'åbenbart' dækker betydningen af 'offenbar'.

Javel så? Skyum gør sig lystig over Viktor Jevan ved kækt at antyde en efter min mening såre hypotetisk mulighed for fejllæsning. Til gengæld overser han, at Jevan oversætter 'bedauern' grammatisk korrekt. Der står ikke 'bedauerte', hvilket Winkel Holm synes at tro. Jeg er enig i, at 'kørt fast' virker bedre end 'rendt panden mod en mur'. Skyums magistrale 'læg i øvrigt mærke til ...' virker til gengæld ufrivilligt komisk. Winkel Holm kender åbenbart kun én betydning af 'åbenbar', nemlig 'tilsyneladende'. Konsulterer man Ordbog Over Det Danske Sprog eller Den Danske Ordbog, vil man derimod se, at de to ord er synonyme. Slår man op i Munksgaards Dansk-Tysk Ordbog, konstaterer man, at 'åbenlys' på tysk hedder 'offensichtlich'. Vælger man 'åbenbart' frem for 'åbenlyst', opnår man to fordele. For det første ligger ordet lydmæssigt tættere på det tyske 'offenbar'. For det andet opnår man det æstetiske, plus at ordet på dansk vibrerer mellem de to betydninger 'tydeligvis'/'tilsyneladende'.

Rytme og musik

Hermed er vi fremme ved det, der er mit ærinde, og som jeg ved også ligger Skyum på sinde. Litterær oversættelse er andet og mere end 'at mejsle meningen'. Den kræver ikke mindst sans for sprogets rytme. Winkel Holms 'et sådant menneske' virker ikke dansk; og når Kafka skriver "den man bedauern, dem man aber nicht ...," skyldes det jo selvfølgelig, at det første led er akkusativ, mens det andet er dativ, hvorfor han er nødt til at have både den og dem. Den skelnen er vi danskere jo dejligt fri for. Med en mere mundret formulering kunne man undgå Winkel Holms ophobning af som'er: "Hvad kunne man skrive til en mand, der åbenbart var kørt fast, som man kunne beklage, men ikke hjælpe."

Kunne dette ikke være et udmærket eksempel på den pointe, Skyum har fat i i sin lille bog Den oversatte Klassiker, hvor han blandt andet skriver: "En god litterær oversættelse skal på én gang være ordret og mundret. Den følger sit forlæg med størst mulig præcision, men skal samtidig have det mål af frihed, at den gør den til litteratur på sit sprog."

Litterær oversættelse er som sagt hverken at mejsle mening eller oversætte ord for ord. Der kunne nævnes talrige andre eksempler på Winkel Holms manglende øre for sprogets rytme og musik. "... dessen gelbe Hautfarbe auf eine sich entwickelnde Krankheit hinzudeuten schien" bliver hos Winkel Holm til "hvis gule hudfarve syntes at tyde på en sygdom under udvikling". Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad oversætter således: "... hvis gullige hudfarve syntes at tyde på en fremadskridende sygdom". Det lykkes dem således at få adjektivet anbragt før substantivet ligesom på tysk. Gullig og gul har heller ikke helt samme valør i mit sprogøre.

Kafka: "Vielleicht gelang es nicht einmal ihn überhaut nach Hause zu bringen." Winkel Holm: "Måske lykkedes det overhovedet ikke engang at få ham hjem." - overhovedet ikke engang - er det overhovedet dansk? Preis og Monrad: "Måske ville det ikke engang lykkes at få ham tilbage." Kafka skriver i Dommen, at Gregors ven befinder sig i Petersburg. Denne lokalitet 'oversætter' Winkel Holm til Skt. Petersborg. Er det en ligegyldig detalje?

Winkel Holm skriver et sted i Dommen: "Georg så op på sin fars skrækindjagende billede." Kafka som skrækromantiker? Hele den komiske historie med faderen der er dækket til eller ikke dækket til, kan den overhovedet forstås uden associationen til den straffende Fadergud? Ville det ikke give mere mening at skrive: "Georg så op på sin fars rædselsvækkende åsyn?"

Kontormæssighed

Skyum slutter sin anmeldelse med at pege "på det basale Kafka-problem, at man ikke må almindeliggøre dét ualmindelige, hvis dragende mærkelighed just består i dets pertentlige almindelighed. Dets dagligdagshed, dets kontormæssighed".

Til gengivelse af det kafkaske sprogs kontormæssighed ville man fint kunne anvende det ældre kancellisprogs passé composé - hvis man vel at mærke beherskede det. Kafka skriver i Forvandlingen: "Niemals hätte er aber erraten können ..." Det kan oversættes: "Men aldrig kunne han have gættet ..." eller: "Men aldrig ville han have kunnet gætte." Winkel Holm oversætter: "Men aldrig ville han kunne have gættet." Samme konstruktion optræder i Informations bagsideleder den 20. februar: "Walt Disney ville ikke kunne have skabt ..." Er dette fuldt acceptabel i dag? Måske er det mig, der er ved at blive en gammel pedant? A propos ordret/mundret: Winkel Holm skriver et andet sted i Forvandlingen: "Gregor hørte igen og igen, hvordan den ene forgæves opfordrede den anden til at spise og ikke fik andet svar end: 'Tak, jeg har fået nok'."

Det siger man altså ikke ved noget middagsbord. Det måtte vel snarere være noget i retning af 'tak, jeg er mæt' eller 'tak, jeg kan ikke mere'.

Når det i denne kommentar er Skyum, der må stå for skud, er det for det første, fordi Informations læsere stadig har mulighed for at kigge ham (og dermed mig) i kortene. Hans anmeldelse er stadig tilgængelig på nettet. For det andet er det selvfølgelig også, fordi Skyum er værd at diskutere med - til forskel fra visse andre anmeldere af Kafka. Prisen tager en vis Ole Nyegaard, der i Standart blandt andet skriver: "Kafkas uskønne bureaukratisme kræver oversættere, der kan modstå trangen til at forskønne, at forenkle og gøre de knudrede sætningskonstruktioner mundrette og ligefremme."

Er dette en relevant karakteristik af Kafkas stil? Han har dog ifølge et kryptisk læserbrev i Politiken fået kolde fødder og er tilsyneladende i gang med en genlæsning. Mikkel Bruun Zangenberg præsterer i en anmeldelse i Politiken Bøger under overskriften "Kafka på dansk - igen!" den frækhed at fraråde læseren at stifte bekendtskab med Vandkunstens Kafka-udgivelser: -At oversættelserne dertil forekommer mindre gode end Winkel Holms, er en alvorlig hæmsko." Det skriver han uden dokumentation. Det må da vist kaldes en bjørnetjeneste i klassisk forstand!

Summa summarum: Havde de danske anmeldere ikke haft sådan et kissejav med absolut at skulle 'anmelde på dagen', ville en grundigere læsning, eventuelt med en opfordring til at gennemgå Winkel Holms oversættelse kritisk med henblik på reviderede nye oplag, kunne have sparet tusindvis af danske læsere for en efter min bedste overbevisning særdeles problematisk Kafka på dansk. Kritikken skal dog ikke kun gælde anmelderne, men må også falde tilbage på Gyldendal, som kynisk har ladet en urutineret oversætter totalt i stikken. Den autoritative oversættelse har vi desværre stadig til gode.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu