Kritisk er det modsatte af omstillingsparat

I Danmark snakkes der konstant om ytringsfrihed. Hvem har brudt den, og hvem er offer når den negligeres. Men hvordan ser det ud med ytringsfriheden som en praktisk størrelse i hverdagen? Ikke godt, mener forskere som Rasmus Willig og Nils Bredsdorff.

"Enhver kritik ignoreres og manes i jorden med overbærende påstande om at være fjende af den kreative og fantasifulde udfoldelse. Det er akademisk selvmord," hævder Bredsdorff i det seneste nummer af Dansk Sociologi, som er lavet på baggrund af en konference om vilkårene for fornuftig kritik.

Kritik i hverdagen

Rasmus Willig, ph.d. og lektor ved RUC og formand for Dansk Sociologforening, er gæsteredaktør på nummeret. Han har visioner om, hvad konferencen og det efterfølgende tidsskrift gerne skal resultere i: et blik for, hvordan kritik fungerer i den daglige praksis.

"I Danmark har vi en juridisk og grundlovssikret ytringsfrihed, som består af klare regler om, hvad man må og ikke må, når man vil ytre sig offentligt. Det, vi mangler, er et fokus på det helt almindelige aspekt ved ytringsfriheden, som vi oplever den i hverdagen."

Willig peger på, at der formelt ikke eksisterer nogen officiel adskillelse mellem den juridiske og den normative ret til at være kritisk, men at der i praksis er væsentlige forskelle, som stort set ligger uberørte hen, hvad angår viden herom.

"Vi har stort behov for at se nærmere på de mekanismer, som sætter dagsordenen på eksempelvis arbejdspladser. De fleste ved, at de har et abstrakt sæt af rettigheder, men problemet er bare, at de rettigheder er meget vanskelige at bruge konkret. Og der er hidtil ikke foretaget en systematiseret undersøgelse af, hvilken effekt de har og ikke har i den daglige praksis."

Det er den moderne virksomhed, som med en mængde uskrevne dagligdagsnormer er genstand for Willigs analyse. Arbejdstageren er her indhyllet i en tåge af tvungen jovialitet, bestående af alt fra fritidsrundbold med kollegaerne til dvd-film, som man helt gratis får lov at låne med hjem på døgnbasis. De ansatte er ikke arbejdere, men medarbejdere med medansvar for koncernens ve og vel.

Den forklædte magt

Man kan jo så spørge om, hvad der er i vejen med rundbold og dvd-film, som man umiddelbart skulle mene var en venlig gestus fra en omsorgsfuld arbejdsgiver. Men det, der i virkeligheden er på færde, er i følge Willig en sløret udradering af faste autoritetsrammer, som i sidste ende medfører en diffus og udefinerbar magtbalance. Når alle i princippet har ansvar, og de traditionelle hierarkier eroderes, er der ikke længere et fasttømret objekt at vende sin kritik mod.

Willig bruger begrebet 'omstillingsparathed' som eksempel på, hvordan et ord med positive konnotationer, reelt rummer et helt modsat indhold.

"Det at være omstillingsparat er det modsatte af at være kritisk. Den omstillingsparate medarbejder kan ikke være kritisk, for så er han netop ikke omstillingsparat og vice verca. Ethvert forsøg på kritik vil drukne i forhold til det overordnede krav om fleksibilitet."

Den forklædte magt er den farligste magt. Den er usynlig, og kan derfor ikke gøres til genstand for kritisk refleksion på samme måde, som havde der været et konkret subjekt at angribe. Tvetydighed og forskydning er kritikkens stærkeste og mest fatale modstandere.

Kritikken som autoritær

Det tvetydige og evigt fortolkningsåbne er ligeledes omdrejningspunktet i Nils Bredsdorffs artikel om kritikkens efterhånden elendige vilkår i akademisk forskningssammenhæng. Der er markant forskel på, hvordan (de skjulte) magtstrukturer fungerer i en virksomhed, og på hvordan de kommer til udtryk i akademisk praksis. Alligevel er ligheden til stede, og bliver mærkbar ved mødet med den mur, man som forsker støder ind i, hvis man i kritisk øjemed går til angreb på etablerede teoretiske hovedstrømninger. Bredsdorff er lektor og forskningsbibliotekar ved Roskilde Universitets Bibliotek. Han har gennem de seneste tre årtier oplevet, hvordan den metodeløse socialkonstruktivisme langsomt har bevæget sig fra at være en frigørende kritisk opposition til i dag at være den herskende og altoverskyggende vejviser i humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning. Socialkonstruktivistiske forskere hævder, at alt er resultatet af menneskelige fortolkninger, og at der ikke eksisterer en bagvedliggende entydig sandhed.

"Socialkonstruktivismen og dens påstand om at alt er relative fortolkninger, er i dén grad løbet løbsk," siger Bredsdorff til Information.

"Den var i sin tid en reaktion mod den rigide og firkantede positivisme. Nu er den et værn mod enhver form for fornuftig kritik, da den netop vil være i stand til at skyde kritikken i skoene, at den også blot er en fortolkning. Det er en uhørt faglig forbrydelse at lukke munden på sine forskningsfæller med et så hovedløst og uvidenskabeligt argument. Hvis det overhovedet kan betegnes som et argument."

Bredsdorff henviser til måden hvorpå f.eks. Umberto Eco (mis)bruges af den socialkonstruktivistiske hær. Eco var i sin tid tilhænger af den fortolkningsglade frihed, men foretog i 1990 et overset selvopgør, da han forlangte, at der skulle sættes grænser for, hvor langt man kunne trække en eventuel fortolkning.

"Socialkonstruktivister som f.eks. Hans Hauge er aldrig blege for at bruge folk som Eco i akademisk sammenhæng, men det sker udelukkende med henvisning til de tekster, som uforbeholdent priser en konstruktivistisk tilgang. Når en professor som Finn Collin gang på gang overhøres i sin substantielle faglige kritik af socialkonstruktivisme, er der simpelthen tale om akademisk svindel. Det grænser til embedsforsømmelse, at en grundfilosofisk kritik ikke tages op til revision," fastslår Bredsdorff.