Læsetid: 3 min.

Læserne skriver

Debat fra ugens bogtillæg
26. februar 2009

Hvor ved jeg det fra?

Ole Thyssen

Jeg brokker mig ikke over dårlige anmeldelser. Men når man over fire spalter bliver spurgt, hvordan man ved, hvad man hævder at vide, må et svar være tilladt.

Min bog, Verdenssamfundet, mangler, hedder det, "nødvendig empirisk tyngde". For at imødekomme den slags indvendinger gav jeg bogen undertitlen "Et filosofisk essay". Dens ambition er at bidrage til en filosofi om verdenssamfundet ved at foreslå, hvordan man kan iagttage og beskrive det.

Helt tilbage til Antikken har man talt om 'verden'. Men først efter Opdagelserne fandt ordet 'verdenssamfund' sin genstand. Nu kunne det komme til sig selv og integreres med økonomi og politik og videnskab.

Selv om verden, kosmisk, er et sandkorn, kan den kun iagttages i fragmenter. Sproglige tricks må sikre et symbolsk greb om det, som ikke kan iagttages direkte.

Her kommer filosofien ind billedet. Den skal ikke beskrive verden - det har man videnskab til - men sammenligne og kritisere og forny de normale måder at beskrive verden på. Det er abstrakt, og det kan danske anmeldere ikke lide. Det kan man afhjælpe med eksempler, for eksempel daværende præsident Bushs toiletnote til sin udenrigsminister. Det er ikke empirisk dokumentation, blot illustration.

Heller ikke jeg kan iagttage verdenssamfundet og dets myriader af forviklede kredsløb. Jeg har ikke været out there på anden måde end ved at diskutere og læse. Mit materiale er andre teoretikere, som bruger andre ord - risikosamfund, postnational tilstand, vidensamfund. Der er også strid om ordet 'nation' er brugbart længere.

Verdenssamfundet vil ikke beskrive verden, men foreslå hvordan den kan beskrives i sine store træk. Derfor rydder jeg op i det pulterkammer af ord, som har hobet sig op: stat, nation, land, samfund, nationalstat. Det sker med greb tilbage til hvordan ordet 'stat' er opstået og har udviklet sig. Og det sker aktuelt i diskussion med kolleger.

Her er min konklusion, at staten har uundværlige funktioner. Og kan man ikke undvære staten, kan man heller ikke undvære nationen, om end det er en tyndere idé om nationen end den tykke idé fra 1800-tallet.

Det meste af det, vi ved, stammer ikke fra selvsyn, eftersom det er meget lidt, vi kan iagttage med egne øjne. Vi henter det meste viden fra massemedier, som ikke bare er tv og aviser, men især de tekster, som generøse mennesker har brugt år på at skrive.

Mit materiale er mere tekster end selvsyn. Det er ikke en tilfældig svaghed, men kendetegner genren 'filosofi'. Hobbes skrev ikke om staten på baggrund af feltstudier, Kierkegaard skrev ikke om parforholdet på basis af spørgeskemaer, og Habermas har uhyggelig få 'data' i sine tykke bøger.

Så hvordan ved jeg, hvad jeg ved? Dels fra egen erfaring, som privatperson, borger og professionel. Og dels fra tekster, som jeg kan læse, sammenligne, kritisere og bidrage til.

Det kan man kalde verdensfjernt. Men man kan ikke iagttage verden uden at have en teori i baghånden, hvad enten man kender den eller ej.

Kultur til salg

Per-Olof Johansson, Lillerød

Inden for kort tid har jeg læst såvel Hunovs, Susse Wolds og Anders Enevigs erindringer og Bent Falberts bog om Jens Jørgen Thorsen. Alle fire gode velskrevne bøger om dansk kulturliv i sidste halvdel af 1900-tallet.

Susse Wolds bog sælges pallevis fra boghandlerne, hvad jeg ikke tror, er overgået nogen af de andre. Det gør jo ikke Susse Wolds bog dårlig. Men måske siger det noget om kulturlivets vilkår. Markedet skaber et hierarki efter salgstal, ikke efter indhold.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu