Læsetid: 3 min.

Litteraturens privilegier

Dannelsestanker. Nu saver jeg muligvis den gren over, som jeg selv sidder på
Er jeg som forfatter mere interessant end en musikerkollega eller kunstnerditto? Er jeg særlig disponeret for at skabe debat og diskutere i offentligheden?
19. februar 2009

I sidste uges bogtillæg skrev man her i Information om litteraturkritikkens krise i aviserne. Det vil sige, det man skrev om, var avisredaktionernes nedprioritering af bogstoffet.

Washington Post for eksempel har åbenbart lige fyret bogtillægget Book World, og herhjemme har særligt Berlingske Tidende og Jyllands-Posten skruet ned for frekvensen og kvaliteten af omtaler og anmeldelser af litteratur. Aviserne er i krise, det er sådan set det, det handler om, og litteraturjournalistikken og -kritikken er ikke salgbar nok i forhold til andre af avisernes stofområder.

Det er nemt at græde snot over den udvikling. Anmelderne (hvis ikke de er skiftet ud med ulønnede praktikanter, hrmpf!) drysser stjerner ud over kortfattede referatagtige smagsdomme over bøgerne. Skribenterne (og læserne) interesserer sig mere for forfatterne end de bøger, som skrives. Nu skal det være 'vedkommende', det man læser om. Der er gået 'god historie' i litteraturstoffet.

Men man kan undre sig over, at aviserne overhovedet stadig prioriterer bogstof så højt. Der skrives jo meget mere om litteratur end om andre kunstarter som musik, film, billedkunst og teater. Hvorfor? Er det ikke en gammeldags prioritering? De fleste i min generation ser langt flere film og hører mere musik, end de læser og kender til bøger.

Der ligger en out of date dannelsestanke bag at forfordele litteraturen i kulturstoffet i blade og aviser. Som om litteraturen er særlig fin og indsigtsfuld, og det er opbyggeligt vigtigt, at netop den præsenteres og behandles rigeligt og ordentligt i avisens spalter. Litteraturen er, så vidt jeg husker, den eneste kunstart, som ikke er udsat for anmelderstjerner i Politiken. Den privilegeres i pressen som den fine kunstart, den væsentlige.

Fimset logik

Jeg kunne gå til problematikken på en anden lidt kantet måde. Hvorfor er jeg som forfatter blevet spurgt, om jeg vil skrive klummer til dette dagblad? Nu saver jeg muligvis den gren over, som jeg selv sidder på, men hvorfor har Information et forfatterpanel og ikke i stedet eller også et kunstnerpanel eller et skuespiller- eller instruktørpanel? Er jeg som forfatter mere interessant end en musikerkollega eller kunstnerditto? Er min mening og betragtning mere spændende, ved jeg mere, er jeg tilpas intellektuel eller forstående på en måde, som appellerer rigtigst til læserne? Er jeg særlig disponeret for at skabe debat og diskutere i offentligheden?

Måske er det en slags fimset logik, at forfattere skal være særlige stemmer i offentligheden, vel at mærke meningsskabende eller -revsende stemmer ud over den produktion af bøger, som forfatterne laver i forvejen - jeg ved det ikke.

Andre offentligheder

Forfatterrollen har i hvert fald længe kunnet trænge til en ordentlig punktering. Og i stedet for at ærgre sig over, at litteraturen og receptionen af den nedprioriteres i aviserne, skulle man måske kigge sig om efter nye og andre offentligheder, hvor den trives (lyder som en plante i et væksthus, kondens driver!) og behandles mindre poppet og stift end i de trykte avisudgaver.

Jo, det er da uendelig trist, at avisernes dækning af bogstof forringes. Jeg ville ønske, det så anderledes ud. Men der findes heldigvis også fora, som udfordrer litteraturen på måder, som avisen ikke kan - tidsskrifter, magasiner og netværk og sider på nettet for eksempel, som er engagerede og interaktive og ambitiøse. Et sted som Litlive.dk bringer seriøse anmeldelser af nye nordiske udgivelser, netportalen AfsnitP er velorienteret om nyt og gammelt på den digitale litterære front, og jeg ved, at der er månedlige kritikersaloner på vej i København. Bare nogle eksempler. Og oplæsningsscenen blomstrer (ud med den gartner!) som aldrig før, både i hovedstaden og provinsen.

Krisen er primært avisernes, det er jeg sikker på. Litteraturen skal nok klare sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Dyreborg

"Jeg ved ikke, om forfattere har en pligt til at deltage i samfundsdebatten, som VVS-montører og andre borgere ikke også har, men jeg ved at forfattere ofte har nogle særlige forudsætninger og særlige interesser. Offentlig debat er nemlig en perfekt målepind for et samfunds demokratiske rummelighed og fri kritik – og dermed også en indikator for ytringsfrihed, ikke at forglemme ytringstryghed, og kunstnerisk frihed. Forfattere har altså en interesse i at holde debatten i gang, samfundet åbent og det frie ord levende, og den debatterende forfatter tager dermed – som alle andre, der engagerer sig i debatten – et medansvar, der ligger udover det enkelte argument."

Citat Klaus Rothstein:

http://www.weekendavisen.dk/blog/rothstein/klaus-rothstein/2009-01-27-ro...

/peter dyreborg