Læsetid: 7 min.

Litteraturhistorie mellem bark og ved

Heretica. Heretica var tidsskriftet, der viste vejen ud af efterkrigstidens kulturkrise og samlede tidens vigtigste tænkere om en ny kunstnerisk modernisme. Men var Heretica en kulturel forpost eller en forhindring, der endte i indestængt kulturkonservatisme?
Frank Jæger. Forfatteren Frank Jæger (1926-1977) foran sit idylliske bondehus i Farum. Heretica åbnede den litterære bom for Frank Jæger, hvorefter han vandrede ud i sine herligt grønne områder.

Frank Jæger. Forfatteren Frank Jæger (1926-1977) foran sit idylliske bondehus i Farum. Heretica åbnede den litterære bom for Frank Jæger, hvorefter han vandrede ud i sine herligt grønne områder.

19. februar 2009

Tidsskriftet Heretica (1948-53) har for længst indskrevet sig i litteraturhistorien og optager i kraft af sin daværende kulturelle position sind og tanker hos forskere, der lægger stadig mere dokumentation på det offentlige bord, hentet fra de impliceredes skriveborde. I en både tøvende og aggressiv efterkrigstid var markedet for livsanskuelser godt besøgt og udbuddet voksende. Wivels forlag solgte pænt af eksklusive bøger og af tidsskriftet.

Med sine seks årgange nåede de i alt 30 hæfter det betragtelige abonnementstal på 3.000, før man på dette højdepunkt lukkede butikken på Frederiksberg Allé ved Sankt Thomas Runddel, da forlæggeren Ole Wivel blev litterær direktør på Gyldendal, hvor vennen og mæcenen Knud W. Jensen netop havde erhvervet aktiemajoriteten.

Jeg bladrer i hæfterne, der står opmarcheret i kassetter på reolen, med ryggene let blegede - de oprindelige farver, en grå, en gul, en rød, en grøn, en blå og en orange årgang. Indholdet rummer en seriøsitet og en alvor for alle pengene - som i øvrigt var ganske rimelige: 12 kr. pr. årgang, efterhånden voksende til 18 kr. I tilgift er jeg den heldige ejer af et supplerende hæfte i orange, men forsynet med sort sørgerand: "Heretica, forhenværende tidsskrift redigeret af en kreds af uansvarlige. 6. årgang nummer 6", et privattryk til afskedsfesten for medarbejdere. Det indledes af en "fællessang i forløsende rytmer, Forlagstabet'" skrevet af Egil Skallesmækker til melodien Slå rommen i glasset. Og der er videre smæk for skillingen med parodier på Wolle Ivel og Alfred Strøby, to af redaktørerne Ole Wivel og Martin A. Hansen samt diverse indforståede ritorneller og knallertrim, f.eks.: "Når Skou bedømmer hr. Iljitsch/er Tage ikke allervelviljitsch". Det var den uregerlige lyriker Iljitsch Johannsen, som Tage Skou-Hansen, den eneste overlevende redaktør fra dengang, må have haft sine forbehold over for.

Et kor af ismer

Morskaben var forbeholdt det private. De lettere toner forekom i selve bladet egentlig kun hos Frank Jæger, Skou-Hansens medredaktør i sidste fase, og hos Jørgen Gustava Brandt, der i en artikel om sit ungdommeligt flanerende liv i besættelsestidens mørke, "Den geniale monotoni", vakte stærk forargelse i kredsen af ansvarlige. Den etiske alvor hvilede tungt over Heretica i det udtrykkeligt kætterske opgør med alle ideologier, der havde spillet fallit med krig og kulturkrise som resultat. Et kor af eksistentialisme, kommunisme, socialisme, kulturradikalisme, psykoanalyse, humanisme, katolicisme, personalisme etc.

Undtagen var protestantisk lutheranisme, der med stor selvfølgelighed indgik i det, som Jens Kruuse kaldte Den ny virkelighed, og som på mange punkter havde fællestræk med ånden i Heretica. Han var den inspirerende universitetslærer i Århus for især de to litteraturmagistre Thorkild Bjørnvig og Bjørn Poulsen, der var kapret som redaktører, og som fik ansvar for de første to årgange.

Poulsen havde dog sine tydelige forbehold over for Kruuses skrift, som han i en artikel kaldte 'litterær teologi'. Den virkelighed, de efterstræbte, havde poesien som redskab.

Redskab? Næh, poesien som en høj gerning i tingenes hjerte. En vigtig tung stemme kom netop fra Paul la Cour. Han indledte tidsskriftet med sine Fragmenter af en Dagbog, men brød med kredsen og fortrak til tidsskriftet Dialog' (1950-61), der blev oprettet som marxistisk modstykke til Heretica uden megen dialog, og hvor den forbenede Hans Kirk betragtede modernistisk poesi som "okkult lort".

Heretica virkede dragende på unge poesitørstende sjæle, som der også dengang var mange af og da uden nutidens banede tårekanaler og andre halv- og heloffentlige afgange for produktivitet. Der var selvfølgelig ikke passage for enhver. Kriterierne var strenge og specielle. Det vakte opsigt, hver gang et nyt navn tonede frem.

Jeg havde dengang ikke mødt noget lignende siden gymnasieårenes begejstring for Johannes Jørgensens tidsskrift Taarnet (1893-94), hvor Sophus Claussen og han selv skrev poesi og manifester, og hvor han introducerede modernismens store forgængere, Flaubert og Baudelaire og Mallarmé. Også Heretica præsenterede modernister fra før og nu, i et eget, passende sortiment. Alle på dansk- og litteraturstudiet på Frue Plads havde poesi i hovedet og skulle være digtere inden påske, kunne man få indtryk af, ligesom den unge mand i H.C. Andersens eventyr. Så hvad kunne man hitte på? Var der ikke nogen klog kone ved markledet at hente hjælp hos, så var der dog kloge mænd ude på Frederiksberg, der kunne åbne den litterære bom, som de gjorde for Frank Jæger, hvorefter han vandrede ud i sine herligt grønne områder.

Jeg skrev derfor en lyrisk udsmykket fortælling om en mand, der tynget af en uforklaret, men solid universel skyld, vandrede gennem en skov ud mod en anet lysning. Den var selvfølgelig hårdt mærket af et tidens tema hos Martin A. Hansen og Tarjei Vesaas, aldeles anstrengt og i øvrigt ganske udvendig. Det varede ikke længe, før der kom et brev om, at jeg skulle fremsende hele skrivebordsskuffens indhold, før de kunne bedømme fænomenet. Nu var der ikke spor andet at finde dér. Så historien blev da ikke længere. Men flere år efter fik den en lille fortsættelse, hvor redaktør Jæger havde fundet manuskriptet og nu sendte det retur med nogle venlige ord. Jeg lod det derefter tilflyde den private forbrændingsanstalt for glemte sager. Kun røgen huskes. Jeg er forblevet Heretica dybt taknemmelig for, at de ikke antog stadset, men signalerede stop for en forkert ambition og således uafvidende anviste mig en fremtidig anden vej til at 'komme i levebrød ved poesien'.

Anderledes foregik det heldigvis i poesiens 'vilde vesten', som Bjørn Poulsen udtrykte det i tilfældet Per Højholt Jørgensen, den højproduktive, 20-årige bibliotekselev i Esbjerg, der bombarderede tidsskriftet med digte, der på hans måde også lånte farver af de højstemte, halvreligiøse klange, fulde af skyldbetyngede, litterært nu støvede inderligheder. Til gengæld røbede de umiskendeligt ordtalent, hvad Poulsen havde et skarpt og kritisk øre for og selv ordrigt gjorde rede for i to års ihærdig korrespondance samt ved publicering af digtprøver.

Forløbet af dette uhyre spændende møde kan man nu læse sig til i en stor brevsamling, Poetiske forposter (Gyldendal 2008), en bog om Jens Kruuse og Heretica i breve 1942-72 og altså om Per Højholt og Heretica i breve 1948-53. Udgiverne Lotte Thyrring Andersen og Bruno Svindborg fortæller om og kommenterer hver for sig materialet.

Lossepladsmodernisme

Den indflydelsesrige kritiker ved Jyllands-Posten modtog fra unge digtere mange begejstrede og taknemmelige breve, som viser hans betydning for bestanden af tidsskriftets bidragydere, selv om hans egen del af korrespondancen ikke er bevaret eller fundet frem. Lotte Thyrring Andersen diskuterer, hvorfor Jens Kruuse alligevel ikke kom til at fremstå som bannerfører for en generation. Jævnaldrende var han jo heller ikke. Men en stærk position blandt yngre og ældre får han alligevel her med rette tildelt, fremgår det alene af breve fra dem, der var involveret i Heretica, blandt andet Niels Barfoed, Frank Jæger, Jørgen Gustava, Skou-Hansen, Ole Sarvig, Orla Bundgård Povlsen, Robert Corydon, Paul la Cour, Bjørnvig, Aalbæk Jensen samt Wivel og Martin A. Hansen.

Til gengæld får vi en nærmest komplet dialog mellem Bjørn Poulsen og Højholt overrakt. Det er kendt, hvordan Højholt nedtonede sin interesse for sine første to digtsamlinger, skabt under indtryk af Heretica-ånden, Hesten og solen (1949) - "en maske, det lykkedes mig at bære en tid" - og Skrift på vind og vand (1956). Og uenighederne mellem kritikeren og digteren tager efterhånden til, selv om sidstnævnte oprindelig er nærmest mere heretisk end Heretica, apolitisk og religiøst tonet. Den utrættelige vejleder finder også for meget "Lossepladsmodernisme og Refleksion og for lidt frisk Sansning" her og der i sin respektindgydende indlevelse og kritiske, tankeskærpende lystlæsning af denne 'søjlevælter', som udviklede en radikalitet i flere stilarter. Den er aflæselig også i et bilag af utrykte digte fra tiden, hvoraf endnu flere er lagt på nettet fra Det Kongelige Bibliotek ved Bruno Svindborgs omsorg.

Bogen giver et sjældent indblik i en intim litteraturhistorie om det vækstlag, der med Paul la Cours tidstypiske metaforik finder sted 'mellem bark og ved', og som handler om liv og død for poesien og dens bagmænd og de dengang få -kvinder. Den fortæller også om indestængthed i en forsigtig kulturkonservatisme, der promenerede en alvor, som ikke kun gjaldt arbejdet og engagementet, men også masken. Den kunne heldigvis krakelere i det private, hos Jens Kruuse også i holdningen, der bejlede til den store humor, ligesom hans eget humør lyste op i tiden.

Heretica-årene kunne ligne en kulturel parentes, lukket omkring et underligt navn, der først skulle oversættes til dansk for at forstås, forvandles til en vindrose, der kunne bevæges fra flere retninger, modtage nye vinde. Nye og gamle kom også til, især da modernismen gik i en form for alliance med nyradikalismen og derfor logisk nok måtte opfatte Heretica-bevægelsen som en stilstand, en bremse, ikke just som en samling poetiske forposter, men en sproglig forhindring, som måtte sprænges.

Og digerne brast. Det blev tid for frisvømmere og søjlevæltere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu