Læsetid: 6 min.

Mickey Rourke, Marisa Tomei og Hugh Jackman

Faren for at skyde forkert og gøre sig selv til grin er stor, men alligevel kaster Informations junioranmelder al forsigtighed over bord og begiver sig her igen ufortrødent ud i det store Oscar-gætteri
Faren for at skyde forkert og gøre sig selv til grin er stor, men alligevel kaster Informations junioranmelder al forsigtighed over bord og begiver sig her igen ufortrødent ud i det store Oscar-gætteri
21. februar 2009

Jeg må indrømme, at jeg blev noget overrasket, da det blev offentliggjort, at den australske skuespiller Hugh Jackman skulle være årets Oscarvært og efterfølge komikere som Billy Crystal, Steve Martin og Chris Rock. Han er en god skuespiller, men i mine øjne ikke lige manden, der kan begå sig på den slappe line, et timelangt Oscarshow også kan og skal være.

Det viser sig dog, at Jackman er en gammeldags song and dance-man af Fred Astaire og Gene Kelly-typen. Han kan både synge og danse, har medvirket i flere musicals og oven i købet vundet en tv-pris, en Emmy, som vært for uddelingen af den årlige, amerikanske teaterpris, Tony. Som man kan se i Baz Luhrmanns Australia, har Jackman også komisk tæft, og med sådan et multitalent i spidsen - det er mange år siden, at det senest har været tilfældet - kan Oscarshowet på søndag ende med at blive en ganske underholdende 0g, ja, klassisk elegant affære.

Underholdende bliver det selvfølgelig under alle omstændigheder for de af aftenens nominerede, som mandag morgen dansk tid forlader The Kodak Theatre i Los Angeles med en gylden statuette under armen. Det er, har jeg måttet sande, notorisk svært at spå om, hvor de 5.810 stemmeberettigede medlemmer af Det Amerikanske Filmakademi sætter deres kryds - kun to ansatte fra revisionsfirmaet PricewaterhouseCoopers ved, hvad der står i de forseglede konvolutter, som aftenens presenters har med sig på scenen.

Men, som jeg også har sagt før: Det skal ikke forhindre mig i at gøre et behjertet forsøg på at forudsige, hvem der vinder, og hvem der bør vinde i de store kategorier ved verdens største og mest glamourøse, men ikke nødvendigvis vigtigste filmprisuddeling.

Underhunden

Med ikke færre end 13 nomineringer i både store og små kategorier har David Finchers Benjamin Buttons forunderlige liv lagt sig klart i spidsen af feltet og forventes at få en række Oscars med hjem. Ikke mindst fordi filmen er et af den slags veltillavede, episke, feel good-eventyr, som Hollywood holder meget af, fordi det både har hjerne og hjerte.

Men hvis der er nogen retfærdighed til, vinder filmen ikke i nogen af de store kategorier: Film, instruktion, skuespil. Der er nemlig meget bedre og mere modige film og præstationer nomineret i år. Blandt dem britiske Danny Boyles Slumdog Millionaire, som ingen på forhånd havde regnet med, og som nu har forført kritikere og publikum og opnået hele 10 Oscarnomineringer - selv om den foregår i Indien på en blanding af engelsk og hindi og ikke har en eneste stor stjerne på rollelisten. Skuespillerne i filmen er dog også nogle af de eneste, der ikke er nomineret.

Slumdog Millionaire har allerede vundet flere af årets betydelige filmpriser - blandt andet en håndfuld Golden Globes - og filmens usandsynlige vej til toppen spejler på poetisk vis handlingen: En uuddannet og fattig ung inder deltager i tv-quizzen Hvem vil være millionær? for at få fat i den kvinde, han elsker. Jo længere, han er med i programmet, jo større er sandsynligheden for, at hun ser ham, og utroligt nok kan han svare på spørgsmålene.

Det er en morsom og rørende fabel, der formår at være opløftende uden at lukke øjnene for den fattigdom, som en stor del af Indiens befolkning lever i, og som noget uretfærdigt, synes jeg, er blevet beskyldt for at være følelsesporno og spekulation i andres lidelser. Jeg håber ikke, at filmens enorme popularitet således, lidt bagvendt, kommer den til last søndag aften.

Han er Nixon

En tredje favorit er Gus Van Sants Milk, der ligesom Benjamin Buttons forunderlige liv og Slumdog Millionaire er nomineret i kategorierne Bedste Film og Instruktion. Filmen vil være det sympatiske og politisk korrekte valg til en Oscar eller to - den handler om USA's første åbent homoseksuelle, folkevalgte politiker, Harvey Milk - og den er højaktuel på et tidspunkt i amerikansk historie, hvor de californiske vælgere har nedstemt homoseksuelles rettigheder til at blive gift, hvilket var en af de sager, Harvey Milk kæmpede og døde for i 1970'erne.

Men Milk er også en mindre original film end f.eks. Slumdog Millionaire, og på papiret har den nok størst chance for at vinde i skuespilkategorierne, hvor Sean Penn og Josh Brolin fortjent er nomineret for henholdsvis Bedste Mandlige Hovedrolle og Bedste Mandlige Birolle, og hvor i hvert fald Penn er en af favoritterne. Feltet er dog usædvanligt stærkt i år med Brad Pitt som den eneste undtagelse. Jeg forstår ikke, at han er nomineret til en Oscar for sin præstation i Benjamin Buttons forunderlige liv.

Til gengæld er det rimeligt, at Frank Langella anerkendes for sin helt og aldeles mageløse forvandling til Richard Nixon i Ron Howards på alle måder vellykkede Frost/Nixon - der i øvrigt også er nomineret i Bedste Film og Instruktion-kategorierne, men ikke står til at vinde.

Som Jonas Varsted Kirkegaard skrev i sin anmeldelse af filmen her i avisen, så ligner Langella ikke ligefrem Nixon, men alligevel får han os overbevist om, at han er Nixon.

Posthum Oscar

Mine to personlige valg til en Oscar for Bedste Mandlige Hovedrolle er dog Richard Jenkins, der afdæmpet spiller hovedrollen i The Visitor, Tom McCarthys vedkommende drama om kulturforskelle og en intolerant verden - Jenkins er dog virkelig et long shot. Og Mickey Rourke, der efter mange år i små og ofte uinteressante roller har fået et bemærkelsesværdigt comeback som afdanket wrestler, Randy the Ram Robinson, i Darren Aronofskys The Wrestler.

Det er en uforfærdet præstation, der til forveksling kunne minde om et selvportræt, og 56-årige Rourke har allerede vundet adskillige kritiker- og filmpriser, inklusive en Golden Globe. I filmen sekunderes han af en anden, lidt overset 'veteran', 44-årige Marisa Tomei, der er birolle-nomineret for sin ikke mindre hudløse præstation som stripperen, Randy er forelsket i.

Tomei fortjener at vinde sin anden Oscar i år, selv om mit hjerte bestemt også banker for spanske Penélope Cruz, der er nomineret som Bedste Kvindelige Birolle for sin vidunderlige hvirvelvind af et catalansk kvindfolk i Woody Allens charmerende Vicky Cristina Barcelona.

Af de nominerede for Bedste Mandlige Birolle har jeg et blødt punkt for Michael Shannons korte, men scenestjælende optræden i Sam Mendes' kammerspil Revolutionary Road - som ellers lidt uforståeligt kun har fået nomineringer i tekniske kategorier som fotografi og scenografi.

Robert Downeys præstation som hvid skuespiller, der spiller sort mand i Ben Stillers komedie Tropic Thunder er også mindeværdig, men Oscar'en for Bedste Mandlige Hovedrolle går dog utvivlsomt og posthumt til Heath Ledger. Den unge, australske skuespiller døde meget pludseligt for et år siden og inkarnerer med uhyggelig intensitet den skingrende vanvittige, men også kun alt for menneskelige Joker i den seneste Batman-film, The Dark Knight.

Danske chancer

Blandt de kvindelige hovedroller er jeg ret begejstret for Angelina Jolie i rollen som enlig mor, der i 1920'ernes Los Angeles tager kampen op mod en korrupt politietat i Clint Eastwoods Changeling. Men den begejstring står jeg forholdsvis alene med - mange synes ikke, at hun er troværdig i rollen, men hvad ved de!?

Favorit til at vinde synes dog at være Kate Winslet, som bestemt også leverer en fornem præstation i Stephen Daldrys Holocaust-drama The Reader, den femte nominerede i kategorierne Bedste Film og Bedste Instruktør.

Det er Winslets sjette Oscarnominering - nogle vil mene, at hun har fortjent at vinde i år - og ligesom Mickey Rourke har hun stort set gjort rent bord ved årets øvrige prisuddelinger, blandt andet Golden Globes, hvor hun spøjst nok vandt en hovedrollepris for Revolutionary Road - og hun er altså bedre i den - og en birollepris for The Reader.

Hvem der så får Oscarpriserne i år, bliver vi meget klogere i morgen aften og nat, hvor også instruktøren af den danske kortfilm Grisen, Dorthe Warnø Høgh, har en chance for at forlade den 81. Oscaruddeling med en statuette under armen. Jeg har ikke set de fem nominerede kortfilm, men ifølge New York Times er Grisen en af de bedste; dog er det irske Steph Greens mobbe- og integrationsdrama New Boy, der er baseret på en novelle af Roddy Doyle, som siges at være den mest sandsynlige Oscarkandidat i den kategori.

Se Oscarshow live natten til mandag på TV 2 Film, der viser 'Grisen' som optakt. Mandag aften viser DR2 også 'Grisen' og et sammendrag af Oscarshowet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

"Som Jonas Varsted Kirkegaard skrev i sin anmeldelse af filmen her i avisen, så ligner Langella ikke ligefrem Nixon, men alligevel får han os overbevist om, at han er Nixon"

Jeg lider af den idiosynkrasi at min (begrænsede) fantasi ikke tillader abstraktion, når en skuespiller ikke ligner den historiske karakter han spiller. Med det resultat at jeg bliver koblet af undervejs ligemeget hvor god filmen i øvrigt er. Nyligt viste film om Robert Kennedy, hvor man brugte autentiske klip, var derfor helt efter min bog. Men den teknik kan selvfølgelig ikke bruges i en film som Nixon. Så er der kun tre muligheder:

1. At finde Nixons dobbeltgænger et sted derude og håbe han kan lære at blive en habil skuespiller på relativt kort tid, hvilket sikker ikke er helt utopisk og helt i tråd med tidsånden hvor meningman gøres til stjerne overnight, i diiverse underholdningsprogrammer.

2. At lade makeupartisterne komme på alvorligt arbejde, hvad jeg ikke forstår at de ikke har været i Nixon.

3. At overlade transformationen til publikums fantasi og tabe intellektuelt mindrebemidlede som mig, undervejs.

Søren Kristensen

"Som Jonas Varsted Kirkegaard skrev i sin anmeldelse af filmen her i avisen, så ligner Langella ikke ligefrem Nixon, men alligevel får han os overbevist om, at han er Nixon"

Jeg lider af den idiosynkrasi at min (begrænsede) fantasi ikke tillader abstraktion, når en skuespiller ikke ligner den historiske karakter han spiller. Med det resultat at jeg bliver koblet af undervejs ligemeget hvor god filmen i øvrigt er. Nyligt viste film om Robert Kennedy, hvor man brugte autentiske klip, var derfor helt efter min bog. Men den teknik kan selvfølgelig ikke bruges i en film som Nixon. Så er der kun tre muligheder:

1. At finde Nixons dobbeltgænger et sted derude og håbe han kan lære at blive en habil skuespiller på relativt kort tid, hvilket sikker ikke er helt utopisk og helt i tråd med tidsånden hvor meningman gøres til stjerne overnight, i diiverse underholdningsprogrammer.

2. At lade makeupartisterne komme på alvorligt arbejde, hvad jeg ikke forstår at de ikke har været i Nixon.

3. At overlade transformationen til publikums fantasi og tabe intellektuelt mindrebemidlede som mig, undervejs.