Interview
Læsetid: 7 min.

Moderniteten kan ikke erstatte religionen

Kampen mod religiøs dogmatik og traditioners tvang har længe været vundet i Vesten. Nu slækker moderne mennesker agtpågivenheden og inviterer modernitetens arvefjender, religion og tradition, ind i varmen igen. Dét er en rigtig positiv udvikling, mener professor Hans-Jørgen Schanz. For hvis vi skal opretholde det gode liv, skal modernitet og religion holde hinanden i skak
Kultur
14. februar 2009
Samspil. Moderniteten er blevet en selvfølgelighed, og det giver religionen en langt mere uproblematisk plads end nogensinde før i modernitetens historie. For tiden gør folk sig, nok ubevidst, den erfaring, at der er et tomrum, som religion og tradition kan være med til at udfylde,- siger idehistorikeren Hans Jørgen Schanz, der for nylig har udgivet en bog, der argumenterer for, at religion og modernitet bestemt ikke er to fænomener, der udelukker hinanden.

Samspil. Moderniteten er blevet en selvfølgelighed, og det giver religionen en langt mere uproblematisk plads end nogensinde før i modernitetens historie. For tiden gør folk sig, nok ubevidst, den erfaring, at der er et tomrum, som religion og tradition kan være med til at udfylde,- siger idehistorikeren Hans Jørgen Schanz, der for nylig har udgivet en bog, der argumenterer for, at religion og modernitet bestemt ikke er to fænomener, der udelukker hinanden.

Nicolai Lorenzen

Diskussioner om, hvordan man forener moderne livsførelse med inderlige trosforhold var tidligere forbeholdt støvede lokaler på Det Teologiske Fakultet, men med Ayatollah Khomeinis magtovertagelse i Iran i 1979 blev det i ét nu chokerende klart, at verden er vidne til en islamisk vækkelse. Lige siden har spørgsmålet om konflikten mellem modernitet og religion været øverst på den verdenspolitiske dagsorden. Efter godt 30 år er de færreste dog nået meget længere end til at konstatere, at de to størrelser udelukker hinanden gensidigt. Men intet kunne imidlertid være mere forkert, mener Hans-Jørgen Schanz, professor ved Institut for Idéhistorie ved Aarhus Universitet.

Hans-Jørgen Schanz har for nylig udgivet bogen Modernitet og Religion, hvor han argumenterer for, at modernitet og religion faktisk er hinandens strengt nødvendige supplementer.

En af grundende til, at folk ikke kan se det, er, at modernitet er et begreb, der bliver brugt for lemfældigt.

"Når man nogle gange hører folk sige, at terrorister som al-Qaeda er moderne, blot fordi de bruger internet og mobiltelefoner, så opererer man med et modernitetsbegreb, der ikke har nogen analytisk kraft," siger Hans-Jørgen Schanz.

Teknologibeherskelse er ganske vist et træk ved det moderne, men det er ikke det eneste eller det væsentligste. Derfor har Pepsi-cola, Nike-sko eller andre af dens slags emblemer heller ikke meget at gøre med det moderne.

Modernitet er ifølge Hans-Jørgen Schanz to helt præcise ting: Dels er det moderne en fase i historien, omfattende Europa og USA, størstedelen af Sydamerika og dele af Asien, fra omkring 1750 og frem til og med i dag.

Og dels er modernitet en bestemt indstilling til livet, hvor det bl.a. gælder, at menneskenes forhold til hinanden er bestemt af en adskillelse af det private og det offentlige rum.

"Hvor det private rum er arnestedet for intimitet og individuelle forskelle, der f.eks. kan være baseret på religion, så skal det offentlige rum være reguleret af ikke-religiøse 'trafik-regler', der kan opnå folkelig tilslutning."

Hul i hovedet

To andre forhold, der skal gælde eller være under realisering, for at man kan tale om modernitet, er, at menneskenes forhold til naturen skal være pragmatisk (det skal handle om at beherske naturens luner og udvinde ressourcer), og at menneskets forhold til sig selv skal være præget af selvbestemmelse.

"Menneskenes forhold til det guddommelige skal være selvvalgt, og det skal i princippet være noget, der foregår i privaten. Men det betyder imidlertid ikke, at det religiøse skal være usynligt i det offentlige rum, som Anders Fogh Rasmussen på et tidspunkt har sagt. Hvis han rent faktisk vil fjerne alle spor af religiøsitet fra det offentlige rum, er det direkte hul i hovedet," siger Hans-Jørgen Schanz.

Han mener, at udtalelsen har afstedkommet en enormt forvirret debat.

"Langt de fleste af de forestillinger og begreber, som det moderne samfund er bygget på, er af religiøs afstamning. Hvis det virkelig skulle lykkes at trække dem ud, så ville diskussionsrummet blive tomt og meningsløst. Så dét, Anders Fogh burde have sagt, er, at religion ikke må godtages som argument i det offentlige rum. Jeg ved ikke, om det er det, han mener, men det bør det være," siger han og kommer med et eksempel:

"Tilgivelse er nødvendigt - ikke fordi Jesus fra Nazaret har sagt det - men fordi vi mennesker har besluttet det. Det har vi, fordi tilgivelse er vigtig for den fredelige sameksistens. Det er et pragmatisk argument. Religiøse ideer, der optræder i det offentlige rum, skal man diskutere på en måde, hvor de ikke er gyldige i kraft af religion, men fordi de indeholder noget, der er virksomt uden påberåbelse af Gud."

Relion er også for ateister

Men religion er ikke blot noget, der til nød kan tolereres, så længe der er en klar distinktion mellem religiøs herkomst og religiøs gyldighed, fremhæver Hans-Jørgen Schanz. I etiske dilemmaer er de religiøse synspunkter særligt vigtige at tage i betragtning. For selvom moderniteten rummer nogle få normer såsom demokrati og tolerance, så rækker det moderne ikke ind i dét, man kan kalde det eksistentielle rum.

"Diskuterer man eksempelvis lovgivning i forhold til abort, er det vigtigt at lytte til religiøse stemmer, for religionerne som regel har noget vigtigt at sige om fødsel og død. Moderniteten derimod er fuldstændigt tavs over for menneskers eksistentielle grundvilkår, det være sig fødsel, død, den totale ondskab, tilværelsens vilkårlighed osv."

Religion og de traditioner, der knytter sig dertil, giver tilværelsen mening. Kunst, filosofi og litteratur kan i nogen grad tjene samme formål.

"Men religion kan uden tvivl appellere bredere, fordi religionsudøvelsen er kollektiv og forbundet med ceremonier og symbolsk adfærd."

At man er ateist, er ikke en gyldig grund til på forhånd at afvise religiøses holdninger.

"Man skal ikke nødvendigvis bøje sig for det religiøse synspunkt, men man skal kende det. Der er jo ingen grund til at gøre sig dummere, end man er. Dem, der mener, at moderniteten skal være alt, argumenterer selv kvasi-religiøst, og så er de er ikke til at komme i kontakt med."

Farlige utopier

Moderniteten må med andre ord ikke blive religionserstattende, for så bliver moderniteten en utopi, hvilket efter Hans-Jørgen Schanz' mening kan føre direkte til totalitarisme.

"Utopier er for idealister, ofte mennesker, der vil os alle det godt. Når jeg siger til dem, at de skal lade utopierne køre af helvede til, spørger de, om jeg har opgivet alt håb. Hertil svarer jeg: 'Nej, tværtimod!'. Hvis man skal realisere utopien, fornægter man noget at det, de fleste gerne vil realisere, nemlig menneskelig individualitet. Det så man med Stalin, Mao og Hitler."

Når man udkaster en utopi, er man nemlig nødt til at eliminere menneskelig uforudsigelighed eller spontanitet - og dermed al individualisme. Ellers kan man ikke opbygge et komplet system, der kan dække helt ind i det ellers stærkt forskelsprægede eksistentielle rum.

"Dét har jeg fra Hannah Arendts bog The Human Condition. Hannah Arendt forklarer det sådan, at mennesket ikke kan eller skal lave historie. For så tænker man historien analogt med en arbejdsplads, hvor alt er bestemt af den instrumentelle fornuft. Men vil man lave historie, på samme måde som man f.eks. fremstiller et bord, så bliver den menneskelige normativitet undertrykt, og man indretter totalitære samfund. Sådan langede Hannah Arendt ud i 1958 efter positivister, strukturalister og marxister, og det var godt set af hende."

Ølbajer og fodboldkamp

Derfor tager folk som den tyske filosof Jürgen Habermas fejl, når de siger, at det moderne er et ufuldendt projekt, vi altid skal stræbe efter at udbrede. Tværtimod mener Hans-Jørgen Schanz, at moderniteten allerede er fuldbyrdet, i hvert fald i Vesten og visse andre steder. Moderniteten bør derfor i stedet fortsætte den selvindskrænkning, som er begyndt.

"Moderniteten er blevet en selvfølgelighed, og det giver religionen en langt mere uproblematisk plads end nogensinde før i modernitetens historie. For tiden gør folk sig, nok ubevidst, den erfaring, at der er et tomrum, som religion og tradition kan være med til at udfylde," siger han.

Det er de mange kirkebryllupper et eksempel på.

"I det hele taget revitaliserer man nu traditioner, som har ligget mere eller mindre underdrejet. Det anser jeg for at være en positiv ting. Man skaber også nye traditioner på modernitetens vilkår, men ikke legitimeret, eller kun delvist begrundet, af moderniteten. Her tænker jeg på ting som f.eks. masseturisme eller det at hygge sig ved at gå til fodboldkamp. Fint nok - det er nye traditioner, som fungerer inden for moderniteten, men ikke er direkte afledt af den. Og det er sådan, det bør være, fordi det bidrager til at holde pluraliteten åben."

De mange traditioner er med til at fastholde folks indbyrdes forskellighed, og det er en styrke for demokratiet, fordi forskellighed giver ressourcer til politisk kamp. Den politiske kamp skal dog ikke først og fremmest stå mellem forskellige religioner.

"Det er ikke truslen fra islam, der alene har forårsaget revitaliseringen af religion og tradition. Det skyldes som sagt mest ændringer i moderniteten. Forestillingen om, at det er islam, der spiller den afgørende rolle, er en ting ved den offentlige diskussion, jeg gerne vil ændre."

Det snævre fokus på forholdet mellem kristendommen og islam forsinker nemlig realiseringen af en modernitet med et fast, men uhysterisk forhold til religion.

"Mange af dem, der blæser til kamp mellem kristendommen og islam, er selv modstandere af moderniteten. Dét, vi i deskriptiv forstand forstår ved konservatisme og nationalisme, f.eks. et parti som Dansk Folkeparti, har denne tendens til forhaling."

Folkets vilje

Selvom modernitetens plads til religion og tradition skal anerkendes, er det kun for at opnå balance; moderniteten skal på ingen måde erstattes, for den er summen af vores erfaringer, kampe og opgør med dumheder.

"Modernitet er blevet til som noget anonymt; den er fremkommet i diskussion mellem filosoffer, hvis standpunkter gensidigt udelukker hinanden. Eksempelvis opstår konservatismen som en direkte modreaktion på oplysningsfilosofien, der er meget snævert beslægtet med moderniteten. Konservatismen forsøger at bevare tradition og autoritet og korrigerer herved moderniteten i dens udspring. Selvom de konservative ikke fik det præcist, som de ville, fik konservatismen sat en fod i døren, så oplysningsprojektet ikke løb helt af sporet i selvtilstrækkelighed. Tænkere som Hegel, Kant, Marx, Hannah Arendt, Habermas, Frankfurterskolen og en lang række andre har præget moderniteten, selvom de ikke kunne have været i stue sammen."

Men det vigtigste er, at det er gennem folket, at moderniteten bliver institutionaliseret.

"Det fremmeste eksempel på dét er grundloven. Grundloven er inspireret af Locke, Montesquieu og andre filosoffer, men selve den institutionelle nedfældelse og grundfæstelse sker, fordi folkelige bevægelser vil det."

Hans-Jørgen Schanz er meget optimistisk på fremtidens vegne.

"Den modernitet, der er etableret i Vesten er virkelig slagkraftig, fordi den giver så gode vilkår for menneskelivet. Og så er der alt det med CO2, rygning og fanden og hans pumpestok - det skal vi nok finde ud af."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her