"Mit nye album har været undervejs i 33 år. Man skal ikke altid skynde sig så meget," siger den svenske sangerinde Jenny Wilson.
Hvis man skal være helt præcis, er det er dog kun fire år siden, vi sidst hørte fra hende. Men det har også virket som en urimelig lang ventetid for hendes mange fans.
Efter at have været forsanger i rockbandet First Floor Power, udsendte Jenny Wilson i 2005 sit første soloalbum, Love and Youth. Det var en samling skæve popsange om opvækst og sarte ungdomsår.
Hun sang overbevisende om et frustrerende teenageliv i en Fucking Åmål-agtig lilleby, hvor man bare ventede på en dag at flytte væk. Og hun sang om det efterfølgende møde med storbyen og dens pulserende fristelser.
Love and Youth blev et stort hit, også uden for det svenske indiemiljø. Men pludselig hørte man ikke mere til hende.
"Jeg gik på barselsorlov," forklarer Jenny Wilson.
"Efter at have spillet koncerter med sangene fra mit første soloalbum, fik jeg et barn, og var hjemme sammen med ham i lang tid."
Træhuset
Barselsorlov? Det virker ikke særlig rock'n'roll. Men det skulle alligevel vise sig, at være en effektiv inspirationskilde.
"Da jeg gik derhjemme og prøvede at finde ud af, hvilken musik jeg skulle lave næste gang, opdagede jeg, at der var nogle bestemte tanker, der blev ved med at vende tilbage. Det var tanker om det at være mor, om alle dagligdagens små kampe og om hele livet som en form for slagmark," siger Jenny Wilson.
Hun forklarer, at kampene ikke er tegn på et dårligt liv eller en ulykkelig familie. Kampene er overalt, og selv om de kræver energi, skaber de også ny energi.
"Du kæmper, når du går med dine to små børn og skal bære dine store indkøbsposer samtidig. Og du kæmper med ideer, følelser, dit hjem og din kunst," siger sangerinden.
Hun fik langsomt samlet sine tanker til et helt koncept for et nyt album. Det skulle være moderne kampsange. Og der skulle være en rå energi, der drev sangene frem.
"Jeg havde et billede i hovedet af et gammelt træhus, hvor regnen dryppede gennem det utætte tag. Der boede nogle hårdtarbejdende mennesker i huset, og mit album skulle lyde som, når de mennesker trampede i takt i det gamle trægulv. Samtidig forestillede jeg mig en mere r'n'b-inspireret lyd. Seje slavesange blandet med frisk r'n'b," fortæller Jenny Wilson om sine oprindelige planer for et nyt album.
Kamp ved middagsbordet
Om en uge udkommer Jenny Wilsons nye cd, Hardships!, men allerede i fredags fik publikum en forsmag på sangene ved en koncert i København. Og publikum kunne høre, at den svenske sangerinde har holdt sig til planerne. Der er kampgejst og konfrontationer i hendes nye sange. Og den lette, svenske indiepop er erstattet af et mere kropsligt soul- og r'n'b-udtryk.
Sangene tager ofte udgangspunkt i familielivets små og store udfordringer. Som sangen "Pass me the Salt", om moderen og hendes tapre kamp ved middagsbordet: This table has become a combat zone.
"Jeg ville synge om hvor meget, man pludselig er i stand til at klare, når man har så stærke følelser, som de følelser man har for sine børn. Men pointen er ikke, at det er specielt hårdt at være mor. Det handler om den styrke, man kan finde inden i sig selv - ikke bare som mor, men som menneske."
Salt og peber
Men bortset fra drømmebilleder af gamle træhuse med folk, der tramper i gulvet, hvorfra kommer så denne nye lyd? Har hun selv lyttet til mere soul og r'n'b?
"Jeg hører faktisk ikke så meget musik. Når jeg endelig gør det, er det mest som en slags ordbog, hvor jeg kan slå ting op. Jeg lytter til Nina Simone eller Destiny's Child, og jeg forsøger at lægge mærke til, hvordan de laver deres musik," forklarer Jenny Wilson og lyser op, da hun nævner Nina Simones navn. Det er den store heltinde.
"Men jeg hørte de samme plader, da jeg lavede mit første album, Love and Youth. Det afgørende er, at jeg er blevet en mere selvsikker musiker og producer," siger Jenny Wilson.
Da hun indspillede Love and Youth var det hele nyt for hende. Hun var meget usikker på, hvordan tingene skulle gøres.
"Jeg har længe ville lave et r'n'b-album som Hardships!, men det var først nu, at jeg troede nok på mine ideer til at gøre det," fortæller hun og beskriver selv resultatet af den nye selvsikkerhed:
"Love and Youth var ligesom alle krydderierne i køkkenet blandet sammen. Hardships! er bare salt og peber. Det enkelt og råt."
Så nu er det slut med indie-vemod og forbandet ungdom?
"Jeg tror aldrig, jeg helt vil miste kontakten med den verden. Men jeg er 33 år nu, og den alder er præcis, hvor jeg gerne vil være. Jeg kan endelig føre mine musikalske ideer ud i praksis. Det føles som om mit nye album har været undervejs i hele mit liv, men jeg kunne ikke have lavet det tidligere. Det er heller ikke, fordi jeg har haft travlt. Nogle gange skal man bare opspare en masse følelser, ideer og ord for at kunne bearbejde dem til et stærkt koncentrat," siger Jenny Wilson.
Jenny Wilsons cd 'Hardships!' udkommer 25. februar
