Læsetid: 5 min.

Opskriften på en Oscar-succes

Hvor danske spillefilm har svært ved at vinde Oscars, endsige blive nomineret, går det helt anderledes med kortfilmene. Tre danske kortfilm var i betragtning til Oscar-nomineringerne i år, og den ene, 'Grisen', blev nomineret. Hvad er hemmelig-heden bag de danske kortfilms Oscarsucces?
Dorthe W. Høghs -Grisen- med Henning Moritzen (t.v.)i hovedrollen føjer sig til en lang række af danske kortfilm, der har været Oscarnomineret.

Dorthe W. Høghs -Grisen- med Henning Moritzen (t.v.)i hovedrollen føjer sig til en lang række af danske kortfilm, der har været Oscarnomineret.

M Productions

18. februar 2009

Når Oscarpriserne natten til mandag dansk tid bliver uddelt i The Kodak Theatre i Los Angeles, vil Dorthe Warnø Høgh sidde uroligt i sædet. Den danske manuskriptforfatter er nemlig nomineret til en Oscar for sin instruktørdebut, kortfilmen Grisen, der har Henning Moritzen i hovedrollen som en hospitalsindlagt, ældre mand, der knytter sig tæt til et maleri af en gris.

Ved siden af Dorthe Warnø Høgh sidder den garvede filmproducent Tivi Magnusson, der har produceret Grisen i selskabet M&M Productions, som han stiftede i 1995 sammen med sin søn, Kim Magnusson. Og de har begge været her før. Grisen er ikke den første Oscarnominerede kortfilm, M&M Productions står bag; det er den femte, og to af dem har vundet en af de gyldne statuetter: Martin Strange-Hansens Der er en yndig mand (2002) og Anders Thomas Jensens Valgaften (1998).

Regel nr. 19

Der er skam også andre danske produktionsselskaber, der har held med at gøre Det Amerikanske Filmakademi interesseret i deres kortfilm. Både i år og forrige år var der ikke færre end tre danske titler på den 10 film store shortlist, som Det Amerikanske Filmakademi - som uddeler The Oscars - udarbejder, før de finder frem til de fem film, der skal nomineres. Altså har der været en vis sandsynlighed for, at en dansk film bliver nomineret, og i 2008 blev Christian E. Christiansens Om natten da også en af de fem film på Oscarstemmesedlen, mens Søren Pilmarks Helmer & søn blev nomineret året før.

Betyder det, at danske kortfilm bare er de bedste i verden? Har de danske filmproducenter fundet en genvej, som gør det muligt at komme forrest i køen? Eller handler det om, at de er gode til at udnytte Filmakademiets indviklede regelkompleks?

Svaret er nok en blanding af de tre, og det står alt sammen i Rule Nineteen - regel nummer 19 - i det officielle regelsæt for den 81. Oscaruddeling, som altså finder sted natten til mandag. Regel nummer 19 handler om kortfilmprisen og fortæller, blandt meget andet, hvordan man definerer en kortfilm - den må max. være 40 minutter lang, alt inkl. - og på hvilke to måder man kan få den indstillet til en Oscarnominering.

Den korte vej

En af måderne er at vinde prisen for bedste kortfilm på en af de filmfestivaler, Det Amerikanske Filmakademi har på sin liste over godkendte filmfestivaler rundt om i verden, flest dog i USA. Men det er en lang, omstændelig og usikker vej, hvor man som filmskaber skal konkurrere med tusindvis af andre film for overhovedet at blive inviteret til en festival - som man så også lige skal vinde.

Den anden vej er kortere og nemmere, selv om den dog stadig indebærer en vis logistik, regler, der skal følges til punkt og prikke, og et mindre beløb i dollar. Og det er den vej, som M&M Productions og Kim Magnusson var de første herhjemme til at se og benytte sig af.

Hvis en kortfilm har været vist to gange om dagen i tre dage i træk for et betalende publikum i en biograf i Los Angeles Amt - og man kan bevise det for Akademiet - kan den indstilles til en Oscarnominering. Det betyder, at den jury af fagfolk, som sammensættes til lejligheden, ser filmen igennem og tager stilling til den sammen med de mange andre film, som er blevet indstillet, enten fordi de har vundet en filmfestival eller er blevet vist i en biograf.

Lobbyisme

"Hvis man kan tjene penge på at arrangere et eller andet, så er der også nogen, der gør det," siger manuskriptforfatteren og filminstruktøren Jesper Waldvogel Rasmussen, hvis kortfilm Ses nåede blandt de 10 sidste i årets Oscarnomineringsproces.

Han betalte 500 dollar for at få filmen vist tre dage i en af arthouse-biografkæden Laemmles biografer i L.A..

"I princippet er det det samme, som hvis du sender filmen ind til en festival. Nogle vil have, at du skal sende en dvd med din film, andre vil have 10 dvd'er. De har forskellige krav til, hvordan man melder sig til. Men alle kan, hvis de vil," siger han og forklarer, at Det Amerikanske Filmakademi faktisk har højere krav end de fleste. Blandt andet skal man indsende sin film på 35 mm, hvilket selvsagt er meget dyrere end at sende en dvd. På den måde sorteres mange fra, og det er mere fair end på en filmfestival som Sundance, mener Jesper Waldvogel Rasmussen.

"Sundance får sikkert 9.000 film tilsendt fra hele verden og kan ikke nå at se dem alle ordentligt igennem. Jeg ved fra en festivalinsider, at det handler om lobbyisme. Festivalerne kigger meget på film, som kommer fra de forskellige landes filminstitutter. Der må være et eller andet i dem, hvis filminstitutterne står bag dem. Man skal have nogen i ryggen, som arbejder for én. Sådan er det ikke med kortfilmkategorierne hos Oscar. Der er det fuldstændig straight," siger Jesper Waldvogel Rasmussen og understreger, at det selvfølgelig også er vigtigt at lave en god film.

Blandt de 100 sidste

"At de fem film, der bliver nomineret hvert år, skulle være de bedste kortfilm på verdensplan, er svært at forestille sig - hvis jeg skal være lidt selvkritisk," siger Christian E. Christiansen, der i 2008 blev nomineret til en Oscar for kortfilmen Om natten.

"Der må være kortfilm, som kan lidt mere. Jeg prøver ikke at nedgøre de film, der bliver udvalgt. Jeg ved ikke, hvor mange film, der deltager i nomineringsprocessen, men jeg tror, at det er tæt på 100, og så hjælper det selvfølgelig ikke, hvis de er hamrende talentløse. Men hvis man først har fundet ud af, hvordan man kommer i betragtning, er man altså allerede nede på 100 film, og så står man godt, hvis man har lavet en film, der fungerer."

Endnu bedre odds har man ifølge både Jesper Waldvogel Rasmussen og Christian E. Christiansen, hvis man har lavet en bredt appellerende film, som med humor og satire fortæller en samfundsrelevant historie.

"Grisen handler om at acceptere hinanden og hinandens religion," siger Tivi Magnusson om M&M Productions Oscarnominerede kortfilm, der er baseret på en novelle af forfatteren Lars Saabye Christensen.

"Og så skal en kortfilm med Oscarpotentiale have noget, en følelse - Hollywood er følelser, lad os ikke glemme det. Det er ikke store diskussioner bagefter. Akademiets medlemmer kan godt lide humor."

I modsætning til de fleste andre Oscarkategorier kan Filmakademiets 5.810 stemmeberettigede medlemmer kun stemme på de nominerede kortfilm, hvis de har set alle fem til en af de officielle visninger i London, New York eller Los Angeles. Det samme gælder i øvrigt dokumentarfilmkategorien og Bedste Udenlandske Film.

Det har også betydning, at stort set ingen amerikanske film bliver nomineret i live action-kortfilmkategorien.

"Den interesserer dem ikke synderligt," siger Christian E. Christiansen.

"De har ikke nogen tradition for at bruge kortfilmen som en træningslejr. Men det er måden, vi gør det på i Europa og Danmark, hvor vi laver kortfilm og støtter dem via Det Danske Filminstitut for netop at udvikle talent. Derfor klarer vi os godt i den konkurrence."

Oscaruddelingen sendes live på TV 2 Film natten til mandag. Søndag aften viser kanalen også 'Grisen'.

www.oscars.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu