Læsetid: 9 min.

Patientens mand

Lissy Ringsted er en melankolsk midaldrende gynækolog. En kold og kølig skid, der har fået mange kvinder til at forlade klinikken grædende. Men så en dag får hun besøg af Hubert - en stemme fra fortiden
Lissy Ringsted er en melankolsk midaldrende gynækolog. En kold og kølig skid, der har fået mange kvinder til at forlade klinikken grædende. Men så en dag får hun besøg af Hubert - en stemme fra fortiden
26. februar 2009

Lissy Ringsted mødte altid tidligt på klinikken. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, hun var glad for sit arbejde. Før hun kørte den morgen, tog hun brændekurven og gik ned til skuret i baghaven efter brænde til om aftenen. Det var næsten rimfrost, vindstille og klart. "Uvirkeligt!" sagde hun og skuttede sig, da hun kom ud i haven igen med den fyldte kurv og haspede døren efter sig. Havemøblerne var ikke sat ind for vinteren endnu, hun havde ikke orket det. Hun kunne se sommeren gennem dette grå efterårslys, hvordan den havde været, da hun havde siddet i haven uden overtøj, det så sorgløst ud, nu hun så det for sig. Der lå en stor bunke æbler i græsset, de var halvrådne, halvspist af dyr og hvepse. Hun havde aldrig fået samlet nogen ind, men hun havde spist et par stykker direkte fra grenen. Sorgløse æbler, syntes hun nu, det havde været. Hun tabte nogle brændestykker ud af kurven, tog sig til ryggen og ømmede sig, da hun bøjede sig ned efter dem, fik øje på en rosenknop, der var sort i kanterne, sommeren var væk, hun havde ikke skænket det en tanke før i dag.

Hun havde ikke rigtig sovet om natten. Da hun stod med tandbørsten i munden aftenen før, havde hendes nye nabo ringet og spurgt, om hun måtte komme over. Lissy havde besøgt dem et par uger før til middag. Det, hun huskede bedst fra den aften, var Gittes frodige krop i et par jeans foran komfuret, hendes latter, de blikke hun havde sendt Jon, mens hun fortalte om, hvor de boede før. Og så den g-streng, der distraherende stak op over bukselinningen midt i en masse blæver. Det var nye naboer. Lissy sagde: Kom bare, og så kom hun. De skulle skilles. Lissy lyttede i to timer og lukkede Gitte ud igen, som vaklede hjem til et tomt hus, Jon var kørt sin vej midt i et skænderi. Nu cyklede Lissy til klinikken, ikke helt så tidligt, som hun plejede. Godt, de ikke havde nået at spørge hende, hvad hun ville råde dem til. De havde ingen børn, hun havde genkendt alle tegnene, det var det, de ville nu, det var derfor, de var flyttet ind her. Hun ville gætte på, at de havde forsøgt at blive gravide i et halvt års tid, og at de var ved at blive utålmodige. Godt, de ikke havde nået at tale om det. Ud af iPoden lød Amys stemme: Looking through your bloodshot eyes ... I know you you're so frustrated ... we all become what we once hated. Lissy sang med, selvom det var op ad bakke.

Se, alt det her burde jeg overhovedet ikke have fortalt om Lissy. Nu vil du se Lissy som en melankolsk midaldrende gynækolog med eget hus og brændeovn og barnløse naboer. Det er hun også, men det var slet ikke det, jeg ville fortælle dig om hende. Hun er en kold og kølig skid, der har fået mange kvinder til at forlade klinikken grædende, og det skulle jeg gerne etablere ved hjælp af nogle scener fra et par af dagens konsultationer. De bliver bare ikke til noget, og det kommer naturligvis på tværs af min plan, men måske er det endnu bedre, det, der sker i stedet for. Da hun træder ind i klinikken, sidder der allerede en person i venteværelset. Det er en mand, og det er ikke så usædvanligt, som man måske skulle tro. Det usædvanlige består i, at han sidder der alene. Sekretæren, som er sygeplejerske og hedder Hanne, forstår i al fald ikke noget, og hun springer efter Lissy ind i konsultationen for at tale med hende uden for mandens hørevidde.

Han er en nydelig, slank, mørkhåret mand på omkring de fyrre. Han læser ikke i damebladene. Han har overfrakken på, skønt Hanne har vist ham stumtjeneren. Han har hænderne placeret på sine lår, de ligger fladt med håndryggene opad, og han sidder og stirrer på dem. Han har slet ikke hørt, at Lissy er kommet, han sidder bare og venter på hende og forsøger at forberede sig på det, han vil sige.

"Nejtak, jeg skal ikke have frakken af," har han tænkt sig at sige. Han har tænkt sig, det skal være køligt og velovervejet, han koncentrerer sig med en kraft, der udspringer af kærlighed, en ømhed, han nærer for sin hustru, Benedicte. De har ingen børn. De har ikke betragtet det som et problem, selvom det ellers er moderne. Men Benedictes læge syntes, hun skulle aflægge et besøg hos Lissy alligevel, så det gjorde hun. "Er det sandt," vil han sige og sætte sig over for gynækologen og se hende fast ind i de stålgrå øjne, "er det sandt, at du i går sagde til min kone, at hun skulle tabe sig ti kilo - før hun overhovedet havde lagt overtøjet? Er det sandt, at da hun protesterede, sagde du træt: -Der er ingen kvinder, der har siddet i den dér stol, som er blevet overvægtige af luftsuppe og vindfrikadeller!' For så skal jeg nemlig sige dig, at min hustru på ingen måde er overvægtig, og desuden spiser hun fornuftigt og næsten som en fugl. Og hun er heller ikke ulækker! Kan du forklare, at du rynkede på næsen, som om du fik øje på noget ulækkert, da hun lå med underlivet blottet og benene i bøjler, og du skulle undersøge hende? Hvad er du egentlig for en underlig læge?"

Lige siden han besluttede, at han ville tage herind og give Lissy Ringsted en opsang, har det gjort ham stolt og tilfreds, hver gang han er nået til denne replik. Han har pudset på den. Han havde først tænkt at sige "hvad er du for et underligt menneske", men da han tænkte over det, måtte han sande, at de fleste mennesker var underlige, og at det i al fald ikke stred mod menneskets natur som sådan at opføre sig, som Lissy Ringsted havde gjort. Mange mennesker var uhøflige og ufølsomme. Det underlige var, at hun var læge. Han havde også forsøgt sig med "hvad er du for en underlig gynækolog," men det forekom ham til sidst rigtigst med "underlig læge", det var netop læge-titlen, det stred mod. Hvordan kunne det være, at hun havde været så kold og uvenlig? Benedicte havde grædt, da hun kom hjem. Også fordi hun var blevet misforstået. Hun havde fået ordineret nogle hormonpiller, og da han havde kigget på dem, havde han straks opdaget, at man ikke burde tage dem, hvis man ønskede at blive gravid. "Men fortalte du hende ikke, at vi gerne vil have et barn," spurgte han forundret. Så græd Benedicte endnu mere. "Jeg sagde," sagde hun, "at det havde vi altid ment, skulle være op til Vorherre. Ja, du ved jo godt, at jeg bare mente, at vi ikke ville behandles for barnløshed, men så sagde hun: 'Ja, hvis det strider mod jeres religion,' og så hørte jeg ikke rigtig mere af, hvad hun sagde, for jeg tænkte egentlig mest på det med, at hun havde sagt, jeg var for tyk, og det havde jeg jo slet ikke været klar over. Det kan jo også være derfor, jeg ikke bliver gravid. Når jeg er overvægtig." Hun var utrøstelig. Og hun var virkelig ikke overvægtig. Opfyldt af had til Lissy Ringsted havde han tilbragt en søvnløs nat med at forberede, hvad han ville sige til hende.

"Du må godt gå ind til Lissy nu, hun har lige fem minutter," siger Hanne, og han ser på hende, som om han ikke har set hende før. "Det er derinde," siger hun og peger hen mod døren med hånden, da han ikke bevæger sig. Han drejer hovedet, kigger på døren og kommer på benene. "Er du ok?" siger hun og træder ham i hælene hen mod døren. "Ja!" siger han højt og trykker håndtaget ned.

"Ja?" siger også Lissy Ringsted og ser hen mod ham. "Du har ikke bestilt tid?"

"Nej," sagde han. "Jeg skal ikke have overtøjet af. Det fik min kone heller ikke i går. Eller. Ja. Jeg mener: Goddag!"

De stålgrå øjne er nu også lidt blå i det. Lissy Ringsted er lidt klejn. Væver i bevægelserne. Hun ser bare afventende på ham, og han er gået i stå.

"Jeg elsker min kone," siger han.

"Til lykke!" siger hun. Så er der stille lidt igen.

"Var det Lissy, du hed?" siger han.

"Ja."

"Men Ringsted?"

"Ja, det er min mands navn, min eksmands navn."

Han smiler. Hun rykker næsten tilbage i sædet.

"Kan du ikke kende mig?" siger han og læner sig frem.

"Jeg tror, vi har gået i skole sammen. Ja, jeg skulle da mene, vi har været kærester, har vi ikke?"

Hun rynker på næsen, som om der er noget, der er ulækkert et sted i nærheden.

"Ja, det er jo dig!" siger han. "Sådan gjorde du også dengang!"

"Hvad?"

"Du rynker på næsen, jeg kan kende det, åh, det vil Benedicte forstå, når jeg fortæller hende det, det er jo bare sådan et tic, du har!"

Lissy begynder at rejse sig og stivner på vejen.

"Benedicte?" siger hun. "Jo, jeg kan godt kende dig, Hubert."

"Selvfølgelig kan du kende mig. Vi elskede jo hinanden!"

Hun rynker på næsen og ser til siden. Hun ser ud, som om hun er lige ved at græde, og det ser ud til at genere hende stærkt. Hun synker noget og ser på ham igen.

"Det er meget længe siden, Hubert. Og vi var ikke mere end sytten!"

"Hvornår elsker man nogen stærkere, end når man er sytten? Lissy!"

Hun bider tænderne sammen.

"Er du gift igen? Har du børn? Fortæl mig, hvordan du har det!"

"Hubert, hvorfor er du her?" Hun rejser sig op.

"Jeg er her, fordi du har været en led kælling over for min kone i går, men nu kan jeg forklare hende det hele, når jeg kommer hjem. Jeg kender dig jo!"

"Mon dog?" Hun begynder at gå hen mod døren for at åbne den og få ham ud. "Din kone havde måske fortjent det!"

"Lissy!" Han rejser sig og breder armene ud, venter.

Hun står ved døren.

"Lissy!"

Hun tager et skridt og eet til og når hen til ham, så han kan lægge armene om hende. Så græder hun.

Hulker.

Det kan se ud, som om den kolde skid er smeltet. Men sådan går det jo aldrig. Hulkene er voldsomme, men det hele tager højst to minutter. Hun snyder næse, tager en dyb indånding, tager sig sammen. Da Hanne åbner døren, står hun stadig tæt op ad Hubert og springer tilbage i forskrækkelse. Han havde allerede et varmt hjerte, et rummeligt hjerte, da han kom ind ad døren, så hvad er egentlig forandret, er noget forandret? Da Hanne skyndsomst lukker døren, går Lissy helt hen til ham igen og lægger armene op om hans hals. Hun strækker sig på tå og sætter læberne tæt til hans øre: "Undskyld," siger hun. "Hils din kone og sig undskyld." Og så kysser hun ham. Det gør ikke noget, for de var jo kærester som børn, eller en slags børn i al fald. Det er bare en slags fortsættelse og forlængelse af dét, det er et spor, der løber helt uden for resten af livet. Det mener Hubert også. Han har ondt af hende, fordi hun er blevet sådan en kold skid, når hun nu var så sød, da hun var sytten. Og det er selvfølgelig hende på sytten, han kysser. Om lidt skal han hjem. Om lidt kommer den første kvinde, Lissy skal hjælpe, men kommer til at ydmyge i stedet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu