Det Kgl. Teaters nye skue-spilhus var på tale i årtier, og man troede såmænd aldrig, politikerne kunne blive enige om at bygge det, men så var det der, og forleden fyldte det et år. Hvordan er det så gået? Over forventning, kunne teaterchef Erik Jacobsen fortælle i sin tale ved en reception i foyeren til de små 100 fremmødte gæster (plus to store lagkager med skum for boven). Han stod ved siden af en tivoligarder af træ, og der var små dannebrogsflag. Tørre tal viser, at der aldrig har været så mange publikum'er i teatret som i forgangne sæson - i alt er 655.000 billetter solgt. Læg hertil 125.000-150.000 gæster i baren, 60.000 i restaurant Ofelia og 55.000 på rundvisning. Danskerne har taget deres nye teater til sig.
En ny bog blev også præsenteret. Den er sponsoreret af Montana og rummer atmosfærefyldte fotos - fotograf Egon Gade har haft fri adgang overalt - samt tekst af Lone Spliid. Ved nogle af billederne er der små citater som det af skuespilleren Henning Jensen: "Jeg vil gerne have følelsen af at være trængt op i en krog, så kun det, jeg præsterer, vil være i stand til at redde mit liv," og H. C. Andersens: "Vorherre giver os nødderne, men han knækker dem ikke for os."
Skuespilchef Emmet Feigenberg kunne fortælle om de cirka 20 forskellige verdener, der er blevet fremmanet på scenerne: Hamlets elisabethanske hof, Kaj Munks missionske Vestjylland, en militærisk slagtehal, Herman Bangs Gründer-København, det kolde bergmanske torturkammer for sjælen, Darwins vilde urskov og en irsk smugkro, etc.
Husdramatikeren
Jeg løb ind i den unge dramatiker, Jokum Rohde, der er husdramatiker, en ærestitel, for han får ikke nogen løn, men honoreres for de stykker, han når at skrive i en fireårs periode. Sjovt nok indledte den kreative forfatter med at kere sig om økonomien.
"Teatret er kommet utrolig godt fra start," sagde han, "men der er jo stadig mange økonomiske ting, man skal have afklaret efter en flytning. Driftsomkostningerne og ejendomsbeskatningen er anderledes, og der er tunge, økonomiske poster, som ikke går til teaterkunsten, og som lige skal regnes ind i helheden."
Jokum Rohde skamroste sine chefer som nogle, man kan snakke med, også om bløde værdier, men understregede, at titlen som husdramatiker også gav ham ret til at fornærme.
- Har du så benyttet dig af din ret til at fornærme?
"Ikke endnu, men det akkumulerer jo," sagde han, idet han mente, at ethvert nyt stykke også skal være et attentat mod det sted, hvor det spilles.
Taleteater
Lone Bastholm, der var skue-spilchef i 1970'erne, var ovenud tilfreds med det, hun har set. Hun havde været vred over, at balletten også skulle have plads, når man nu endelig havde fået et nyt skuespilhus, men da hun havde set en moderne ballet, var hun fuldstændig solgt og dermed omvendt. Hvad er så forskellen på det gamle og det nye? Jo, det nye er et rigtigt taleteater, forklarede hun. Et udtryk, som også Erik Jacobsen havde brugt.
- Er al teater ikke taleteater?
"I dag spiller du ikke teater som på Poul Reumerts tid, hvor man næsten skulle råbe, og lyden alligevel blev slugt. Her er det intimt teater, hvor du kan nuancere tonefaldet og gå ned i stemmen. Publikum kan høre, når skuespilleren hvisker."
Kun få af de kendte skue-spillere var til stede, men så var der Hans Otto Bisgaard, engang en populær studievært i tv. Nu er han 63 år og radioreporter om en hals. Det var derfor, han var her, men også han er blevet grebet af magien i det nye hus.
"Det er guddommeligt bare at sidde derinde. At der så også kommer nogen og opfører noget er bare en ekstra bonus," sagde han.
Hans tidligere liv var mest rock og rul, men nu har han og hans kone taget teatret til sig:
"Det har taget mig nogle år, men som Tom Kristensen engang sagde: 'Det er rart at have Hemingway til gode!'"
Sådan har han nu Shake-speare og en masse andre til gode. Og så begyndte han at citere ordret fra Soyas Parasitterne, som han havde set på tv: "Du er den klogeste mand i verden, Gruesen!" Clara Pontoppidans replik.
