BERLIN - Lad det være sagt med det samme. Filmen An Education, der er instrueret af den danske instruktør Lone Scherfig, er intet mindre end vidunderlig. På et manuskript af forfatteren Nick Hornby har Scherfig skabt et fremragende tidsbillede så engelsk og så tidlig tresser, at man skulle tro, hun var vokset op i et rækkehus og stopfodret med baked beans og agurkesandwiches.
Scherfig har tidligere haft succes på Berlinalen. I 2000 vandt Italiensk for begyndere en sølvbjørn. Hendes nye film blev vist tirsdag i rækken Berlinale Special.
Den 16-årige Jenny spilles som en drøm af den 23-årige Carey Mulligan, en af årets festivals shooting stars. Bedårende, men med masser af bid. Cirka en kombination af Audrey Hepburn og Emily Watson.
Intelligent og betagende
Begavet og cellospillende med hang til alt fransk - film, bøger og musik - går Jenny efter et engelskstudium i Oxford. Hun er ved at omkomme af kedsomhed i en forstad til London. Da den jødiske David, der har passeret de 30, en regnvejrsdag tilbyder hende et lift hjem fra en orkesterprøve, forelsker hun sig. Han snor hendes forældre om sin lillefinger, tager hende med til gode restauranter, koncerter, kunstauktioner og sågar hendes drømmes by Paris. David frier, og pludselig virker studiet i Oxford ikke så attraktivt mere. Hvad opnår man dér andet end bumser og nærsynethed, og hvad har man at se frem til bagefter andet end et liv blandt de levende døde?
Nick Hornbys manuskript er intelligent og morsomt uden at være karikeret. Lone Scherfig er barsk med en gennemsyrende sans for det poetiske. Hun lægger et vist eftertryk på det feministiske aspekt i nødvendigheden af en uddannelse uden at henfalde til påtaget dybsindighed. Blot kast ét blik på Jennys mor, Marjorie, forlegen og i forklæde eller på Jennys i det skjulte skønne engelsk-lærer Miss Stubbs.
David, der for det mere erfarne kvinde(mor)øje naturligvis fra begyndelsen er dybt mistænkelig, spilles overbevisende af den drengede Peter Sarsgaard.
I rollen som skoleleder optræder selveste Emma Thompson med onduleret hår. Thompson er for skøn til at være en ægte stiv overlæbe, dybest set vil hun jo også det rigtige, nemlig have at Jenny fuldfører sin uddannelse, så meget desto mere skræmmende er hun som sindbillede på den antisemitisme, der langt fra er udryddet i den engelske middelklasse. For slet ikke at tale om overklasse.
En betagende film, og Carey Mulligan er ikke blot er et stjerneskud. Hun er en stjerne.
Hylede af grin
Nu tror man, at det kun er danskere, der kan se de komiske i Jodle Birge. At det kun er folk i nærheden af Valby Bakke, der griner, når en flok granvoksne forbrydere synger Søren Banjomus. Og at ingen andre end verdens lykkeligste mennesker synes, at Mette Horn (alias Damen-med-de-blå-tænder alias Max' max pinlige mor) er rigtig sjov. Så skal man bare tro om igen.
Tirsdag eftermiddag blev den danske instruktør Lotte Svendsens film Max Pinlig vist på Berlinalen i rækken Generation Kplus. Her deltager den også i konkurrencen om en glasbjørn, som prisen hedder.
Max Pinlig har haft stor succes som tv-serie, nu har Svendsen lavet en spillefilm om drengen Max og hans tåkrummende uudholdeligt pinlige mor. Filmen havde dansk premiere i december. Skal man tro publikum på Potsdamer Platz, af hvilke i hvert fald halvdelen var børn, er der gode chancer for, at Lotte Svendsen drager hjem med et stykke skrøbeligt nips. Det er en 11 børn stor jury, der afgør det.
Ingen af ungerne i salen lod sig gå på af, at det sproglige set-up var håbløst: Filmens personer taler dansk, en kvindelig fortællerstemme oversatte samtlige replikker til tysk, dertil kom engelske undertekster for at gøre forvirringen total. Børnene var ligeglade. De hylede af grin. Det gjorde de voksne også. Og Svendsens kærlige lammende portrætter af danskerne, både de nye og de gamle og de unge og de gamle, fik også Informations berlinelskende udenlandsdansker til at føle et stik i hjertet af hjemve og længsel efter noget rigtig fjollet.
Hun kom sågar til at savne Lars Bom.
hen@information.dk
