Læsetid: 3 min.

Små lyrikforlag stormer frem

Flere af de senere års mest interessante digtsamlinger er ikke udkommet på store, etablerede forlag, men på små, idealistiske foretagender
Flere af de senere års mest interessante digtsamlinger er ikke udkommet på store, etablerede forlag, men på små, idealistiske foretagender
19. februar 2009

Du har sandsynligvis aldrig hørt om dem, de små under-grundsforlag med navne som Hurricane, Afterhand, Forlaget 28/6, Arena, Basilisk, Anblik, Bebop og Forlaget Hjørring. Men det er forlag som disse, der er med til at holde liv i lyrikudgivelserne herhjemme.

Flere af de senere års mest interessante og eksperimen-terede digtsamlinger er således ikke udkommet på store, etablerede forlag, men på små idealistiske foretagender, hvor midlerne er små, men viljen til at tage chancer og tænke nyt er så meget desto større.

Alene sidste år udgav det lille eksklusive forlag Afterhand både Glenn Christians debut Det hjemlige og Kristian Leths anden bog Besværet. Arena udgav Knud Steffen Nielsens Det gør ikke rigtigt ondt på fisk, Anblik sendte Lene Asps Strømme i handlen, mens Martin Larsens Noter til det mere perfekte liv for nylig udkom på Basilisk.

Håndlavet

Det senest tilkomne lille for-lag hedder Forlaget 28/6 og har digteren Martin Johs. Møller samt forfatterskole-eleverne Rasmus Graff og Sigurd Buch Kristensen som bagmænd. Forlaget, der er opkaldt efter stiftelsesda-gen, har senest udgivet Janus Kodahls Tokyo, der er en lille hæftet pamflet på 20 sider samt Rasmus Halling Nielsens Bilag til Niihlsø 98-09, der består af to gange 10 sider i konvolut. Forlagets bøger produceres som regel i hånden af bagmændene selv og har et oplag på mellem 50-100 styk.

"Vi grundlagde forlaget, fordi vi syntes, der mangle-de nogle flere seriøse kana-ler for smal litteratur med brede kunstneriske ambiti-oner," siger Martin Johs. Møller, der oplever, at de større forlag er blevet min-dre risikovillige, efterhån-den som de er blevet mere økonomisk pressede. Og det har åbnet et helt nyt spille-rum for småforlagene, me-ner han.

"I modsætning til den etablerede forlagsverden har vi jo det privilegium, at vi ikke er en forretning og derfor ikke behøver at tjene penge. Vi vil bare gerne have dæk-ket vores udgifter, og det er ikke så svært, fordi vi laver bøgerne så billigt," siger Martin Johs. Møller, der oplyser, at forlaget i slutningen af denne måned udgiver endnu en håndfuld nye titler, herunder Jan Hjorts Nipsonanomimatamimonanopsin, Glenn Christians Moro for-svandt samt Martin Johs. Møller og Christian Bjol-jahns bog Flytning.

Billedkunstneren Vibe Bredahl fra Hurricane Publishing er endnu et af forlagsbranchens nye ansigter. Hurricane udgav i 2005 debutanten Seimi Nørregaards Jeg forventer en masse samt opfølgeren Væggene har ører fra 2006. Samme år udkom også digtsamlingen Interiør af debutanten Gitte Broeng. Ifølge Vibe Bredahl er småforlag som hendes eget med til at udfylde et tomrum i den danske forlagsverden.

"Selv arbejder jeg gratis og får ikke noget økonomisk ud af det, men jeg er med til at præsentere nogle helt nye forfattere til en litterær of-fentlighed, som måske ellers ikke ville være blevet udgivet - og det er jo i sig selv fantastisk," siger Vibe Bredahl, der til foråret udgiver endnu en digtsamling, Post it, af digteren Lars Skinnebach og billedkunstneren Cecilia Westerberg.

Rugekasser

Selv om de etablerede forlag - og inden for lyrik vil det især sige Gyldendal og Borgen - fortsat udgiver digtsamlinger, er de kun i ringe grad med til at føre nye talenter frem. Ifølge Informations egen optælling er ni ud af 12 debuterende lyrikere siden 2007 således udkommet på små, idealistiske forlag. Typisk afventer den etablerede forlagsverden, at digterne har vist deres værd og høster så, hvad småforlagene har sået.

Som eksempel kan nævnes Katinka My Jones, der debuterede på forlaget Anblik i 2007 med den anmelderroste digtsamling Havet er sort, kysten er hvid, men nu er flyttet ind på Gyldendal, som netop har udgivet hendes anden digtsamling, Sølv. Gyldendal støtter i øvrigt Anblik med et ukendt pengebeløb.

Ifølge Peter Stein Larsen, lektor i dansk på Aalborg Universitet og lyrikanmel-der på Kristeligt Dagblad, er de store forlag i stigende grad blevet afhængige af undergrunden som rugekasse for nye talenter: "Det er ikke de store salgstal, man opnår med lyrik, og derfor er incitamentet for at opdyrke nye talenter heller ikke overvældende blandt de store forlag," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Nielsen

Hør nu, folks. Var det ikke på tide, at I lagde jeres kriterier for definition af, hvad en "lyriker" er, ud i fuld offentlighed? For der er langt flere debuterende digtere hvert år, end det antal som I opregner for 2008 - 12. Det kommer an på, hvor man lægger snittet. Hvor lægger I snittet? Bare så vi alle ved, hvad der tales om...og hvad der forties. Hvad skal gøre sig gældende før en person kan kaldes "debuterende lyriker" i disse tider, hvor poesi udkommer i alle medier og hvor der reelt er et hav af forlag, redaktører, publicister og former for publicering?

Peter Dyreborg

Jeg synes, DIY er fedt, men... giver det overhovedet mening at kategorisere ovenstående som forlag?

Er der ikke nærmere tale om maskerede privattryk og eget forlags-agtige udgivelser? Redaktionerne i de ovennævnte "forlag" kan næppe siges at være uafhængige af forfatterne, alt efter om man indfortolker en armslængdeprincip eller lign.

/peter

Martin Johs. Møller

Peter, Gyldendal udgiver også bøger af folk der arbejder på Gyldendal. F.eks. Ken Barnewitz' Tage og da ikke mindst krimier af Simon Pasternak, som danner par med Christian Dorph... Der er sikkert flere eksempler. 28/6 er mindst lige så kritiske indadtil som udadtil. Vi har i flere tilfælde afvist manuskripter skrevet af venner og kolleger og vi har også sløjfet projekter, som medlemmer af redaktionen har arbejdet på.

Vibeke Nielsen

Øv, hvor typisk Informations kommentarfelt. Journalisterne gider ikke at forholde sig til konstruktive spørgsmål og feltet sander lynhurtigt til i løsrevne forsvar for egeninteresser, fremfor at rumme debatter om de overordnede problemstillinger.

Hvilke kriterier skal gøre sig gældende, før man kan kalde et forlag, et forlag? Et eller andet gammeldags og firkantet kriterium, hvor det er udgivelsernes fulde optagelse i dansk bogfortegnelse (17 sider) eller ret til bibliotekspenge (48 sider), der er bestemmende? At man ikke udgiver sine venners værker? At forlæggerne er venner med kulturjournalister, der promoverer deres aktiviteter? At udgivelserne er trykt på papir og hæftet sammen til størrelser, der kan kaldes "bøger"?

Peter Dyreborg

@martin johannes møller:

a) Jeg elsker DIY og gør det selv.

b) Jeg elsker 28/6.

c) Men I (og andre) er ikke uafhængige og på armslængde. Jeg har også en slags redaktion på mine bøger, men det er og bliver stadig privattryk.

d) Jeg mener ikke, det giver mening at kalde det for forlag, for det er ikke forlag i den forstand, at der er tale om uafhængig redaktion - men på den anden side er jeg godt klar over, at den opfattelse af "forlag" måske er en anelse rigid og snæver, men alligevel synes jeg, det er mest passende, at kalde 28/6 og lignende for "privattryk" og "eget forlag" og lign., ligesom mine egne bøger også hører inden for denne kategori, på trods af Kunstrådsstøtte, bogsalg, presse m.v.

e) Jeg synes, det er fedt, at der er kommet så mange dejlige privattryksudgivelser på den seneste - og derfor synes jeg også, artiklen burde have haft overskriften: "Private udgivelser stormer frem".

,-p]

Vibeke Nielsen

@peter

Forlagsvirksomhed er ikke offentlig kulturstøtte, men privat forretning. Derfor giver kravet om at indføre et armslængdeprincip ingen mening. Forlæggere udgiver, hvad de vil, udfra de kriterier som de nu engang lægger ned over manuskripterne. Sådan har det altid været. Vi har ikke statsforlag indenfor skønlitteraturen i Danmark. En forlægger er kun forpligtet på sin egen virksomhed - ikke på offentligheden, hvis vi ser bort fra de ganske få lovkrav, der er til forlæggerens praksis.

Peter Dyreborg

@vibeke: Sorry, jeg mente ikke armslængdeprincippet i kulturpolitisk forstand, men i juridisk forstand - man er vel fagnørd - og dét er bl.a. et spørgsmål om uafhængighed ift. særinteresser, eller hvad man nu vil kalde det.

Lene Asp Frederiksen

Apropos om en udgiver er et forlag/en privatperson: den eneste grund til at det ikke er ligegyldigt om det er etablerede forlag eller ej, der udgiver debutanter, er at det udstiller forlagets kommercielle præmis (som ikke nødvendigvis er en præmis man skal skamme sig over) nemlig, at bogudgivelser handler om at sælge bøger. MEN jeg synes generelt de store forlag lukrerer for meget og for let på de små forlag (og deres små forfattere), som velvilligt agerer rugekasse for de store rovfugle, det er jo for fanden nødvendigt at indskyde kapital i en fremtidsinvestering - det er mig en gåde at forlagene, der faktisk tjener penge, synes at det KUN er staten - i form af arbejdslegater - der skal stå for talentudvikling. Man skal altså først være etableret, dernæst tjene penge til sit forlag, synes logikken at lyde.

Vibeke Nielsen

@peter

Det er netop særinteresserne, der giver forlagene hver deres særegne profil. Det er som om, du mener at forlæggere kan vælge at udgive udfra et sæt objektive kriterier. Hvori skulle disse bestå? Og ville de, hvis de fandtes, gøre bogmarkedet mere interessant, endsige mangfoldigt?

@Lene Asp

Velkommen til markedsøkonomien! På arbejdsmarkedet findes en hyppigt forekommende analogi til det du skildrer. Virksomhederne vil kun have nyuddannede med 10 års erfaring. Hvordan det ellers skulle kunne lade sig gøre at få 10 års erfaring, inden man får et job...

Lene Asp Frederiksen

Jeg går ikke ind for en kynisk markedsøkonomi. Ligesom jeg er imod børnearbejde, er jeg også imod at forlagene synes det er ok at tjene penge på forfattere uden at forfatterne tjener penge på deres arbejde (som er den reelle situation!) og uden at forlaget investerer i litteraturen. Dette er ikke et blåøjet udsagn om at markedsøkonomien forpester litteraturen, tværtimod synes jeg det er problematisk at staten og kun staten skal finansiere den litterature der bliver skrevet i DK, jeg vil gerne have at forlagene kommer på banen og eksempelvis lønner en uafhængig redaktion, fx forlaget Anblik, som det eksempelvis skete i 80'erne hvor store forlag hjalp små forlag med at køre rundt. I dag sponsorerer Gyldendal Anbliks bogproduktion, men det er jo det samme som at give en fattig et skræddersyet sæt tøj i stedet for mad og husly; det er ikke kapitalisme, det er, som jeg sagde, kynisme (men ikke uden humor).

Lene Asp Frederiksen

For lige at præcisere: Gyldendal havde uafhængige forlagsredaktioner under sig i 80'erne, fx Arena. I dag 'nøjes' de med at give et sponsorat til Anblik, så ingen kan leve af litteraturen, på nær Gyldendal selv. (Det bliver i længden problematisk.)

Jeg tænker såmænd bare at markedsøkonomien og det faktum at Gyldendal rent faktisk TJENER penge skulle komme nogle forfattere og hermed den danske litteratur til gode!

Vibeke Nielsen

De store skal hjælpe de små? Det lyder da meget sødt. Men det lyder unægteligt mere blåøjet end en kritik af markedskræfternes frie spil. Markedsøkonomien tenderer mod monopoldannelse og det gælder på alle fronter. Her kan vi så se, hvordan et monopol etableres. Visse liberalister ville sikkert give det en forskønnende omskrivning og tale om "stordriftsfordele".

Lene Asp Frederiksen

For det første: Jeg er slet ikke enig i din vurdering af markedsøkonomiens monopolisering. For det andet: Jeg forstår ikke dit udgangspunkt, dvs. hvad du kritiserer.
Min pointe var blot at forlag der lever af deres forfatteres skriven også burde føle sig forpligtet på at understøtte og udvikle litteraturen. Pt er det i stedet de små con amore forlag, der er drivkraften i den litterære undergrund - og det er meget vidunderligt og respektindgydende - men der skal også cool cash på bordet for at investere i en litterær fødekæde, som disse små forlag ikke har, netop fordi de ikke fungerer efter markedets logik. Summa summarum så jeg gerne at de kommercielle forlag Investerere mere i litteraturen.

Vibeke Nielsen

Nu er det ikke min helt private vurdering, jeg spiller ud med, men en vurdering af nogle tendenser som en hurtig googlesøgning på nøgleord, der indeholder termen "monopol", vil kunne kunne bekræfte eksistensen af.

Når det er sagt, kan vi sagtens blive enige om, at man ikke kan producere noget uden cash. Problemet er bare, at store firmaer sjældent støtter små konkurrenter på samme marked økonomisk - de spiser dem istedet. Dette er heller ikke min helt private mening, men et faktum. Det er blandt andet derfor vi har lovgivninger, der forhindrer at markedsøkonomien løber amok. Og derfor vi har en stat, der støtter kunst, der ikke kan klare sig på markedets præmisser...

Som jeg ser det, er dine forventninger til store økonomiske spillere på et råt marked dybt naive. Jeg håber ikke, at små forlæggere i al almindelighed er lige så naive, for så får de aldrig nogensinde sikret deres egen eksistens.

Lene Asp Frederiksen

Nu er jeg sådan set selv en af de små forlæggere, hvis udgivelser er betinget af blandt andet offentlig kunststøtte og private sponsorater. Så jeg kender spillet.

Men jeg synes, vi har et problem med den kunstinge fødekæde, der er blevet etableret i litteraturen, i stor udstrækning pga. den offentlige støtte, som ved gud er helt uundværlig, for hvis markedet alene skulle bestemme, hvad der kan udkomme i DK, måtte vi tage til takke med oversættelser af Harry Potter og nogle få gode kogebøger. Men det at kunsten kan modtage offentlig støtte, betyder i min optik ikke, at forlagene så ikke længere har et ansvar for at støtte udgivelsen af forskellige typer litteratur.

Heldigvis har jeg en god portion revolutionær naivitet intakt!

Vibeke Nielsen

Jeg mener absolut heller ikke at markedet skal styre det hele. Jeg mener faktisk at markedet bør styre meget mindre. MEN den holdning, som jeg læser i dine indlæg, afspejler for mig at se ikke en "revolutionær" naivitet, men en forestilling om at der nok skal komme en god fé en dag eller en rig onkel fra Amerika, og redde det hele. Arla er ikke en god fé, Mærsk er ikke en god fé, Microsoft er ikke en gode fé, Rubert Murdoch er ikke en god fé, Berlusconi er ikke en god fé, hvorfor søren skulle Gyldendal så være det? Og hvorfor skulle det være revolutionært at forestille sig, at kæmpevirksomheder er søde og etiske udgaver af sugardaddies?

Hvad jeg mener ville give langt mere mening i denne sag, er ikke at vente på den rige onkel med de fedtede bolsjer, men for alvor at begynde at sætte et meget stort kritisk spørgsmåltegn ved de gammeldags kriterier for, hvad der er en publikation og hvad der er et forfatterskab. Vi hænger stadig fast i forestillingen om, at den skønlitteratur, der er værd at beskæftige sig med, er tekst trykt på papir og hæftet i ryggen, fylder mindst 48 sider (og i allermindste tilfælde 17 sider) og udgivet af en spiller på det private marked. Men skønlitteratur idag er jo i realiteten så meget mere og så meget andet....

Lene Asp Frederiksen

Fint, jeg er for så vidt en smule på bølgelængde - idealistisk set - med dig i det ovenstående. Sagen er principiel: Hvor finder man og får adgang til kunsten, skal den udgives og sælges videre på markedsbetingelser (og i hvilket omfang skal staten regulere de rå markedsbetingelser når det angår kulturprodukter) - i den forstand er der en klar parallel til musikbranchen i den aktuelle Pirate Bay sag.
Så spørgsmålet er vel overordnet set om kultur skal være en vare på markedet. Eller om hvordan kunstens evt. særstilling skal administreres; er kultur fx noget alle mennesker bør have gratis adgang til?
Men vi har ikke løst problemet, så længe forfattere og musikere stadig skal købe brød og mælk og skræddersyede habitter. Dvs. leve.

På et mere pragmatisk plan, så udkommer der rent faktisk bøger - og endda gode bøger - og de koster penge at producere. Hvis man så gerne vil udgive dem, bliver man nødt til helt konkret at forholde sig til den dagsaktuelle situation med kyniske og knap så kyniske interessenter (ja, markedet tænker skematisk, men det er trods alt mennesker der køber og sælger) - og derfor ikke på forhånd resigneret opgive at kontakte de omtalte pengemaskiner. Arena har modtaget sponsorstøtte fra bla. Montana og så vidt jeg husker har også den danske kunstmæcen Mærsk støttet kulturen med et operahus.
Men har du nye revolutionære idéer til gratis publicering, som samtidig kan garantere at forfattere kan leve af kunsten? Uden at være 100% i lommen på staten.

Vibeke Nielsen

Har du en revolutionær idé til, hvordan man kan producere opera uden at være i 100% lommen på Danmarks største kapitalist, der har fingrene i alskens grimme sager, inklusiv kynisk spekulation i krig?

Har du en revolutionær idé til, hvordan man kan styrke den politiske bevidsthed hos danske kunstnere fremfor at opretholde deres naive forestillinger om at Mærsk og Montana er gode, imens staten pr definition er ond?

Små selvstændige, uanset branche, har generelt svært ved at leve af deres arbejde. Jeg har ingen revolutionære idéer til hvordan de skal kunne komme til det - på de nuværende politiske præmisser - så den eneste idé, som jeg kan diske op med, er, at forfattere og forlæggere holder op med se deres behov for rugbrød som finere og mere værd end alle andre menneskers. Der er heller ikke mange billedkunstnere i Danmark, der ikke har et undervisningsjob eller laver grafisk produktion ved siden af - eller noget lignenede. Sjovt nok hører man ingen klager i den anledning. Billedkunstnerne er generelt glade for at give deres viden og kunnen videre til næste generation og tjene penge derved. Skræddere har generelt også en faste kunde, fx firmaer der har brug for at få korrigeret arbejdsbeklædningen til deres ansatte - og så kan de ellers være avantgardister, når de faste opgaver og rubrødet er klaret.

Kort sagt - få nogle gynger, så karussellen kan blive ved med at svinge.

Lene Asp Frederiksen

Jeg kan ikke finde ud af om du er marxist eller nihillist.

Jeg tror det er et faktum at de fleste forfattere og kunstnere har arbejde ved siden af deres kunstneriske virke. Spørgsmålet er om det vilkår fremmer kunsten?

Jeg har ikke bedt om privilegier for en type kunstner på bekostning af andre.

Jeg kan forstå, at du er utilfreds med tingenes tilstand (for alle små selvstændige, inklusive kunstnerne), men at du ikke ser nogen løsninger: de rige er og bliver onde, og staten gør hvad den kan allerede - og det er alt nok.

Velkommen til proletariatet!

Vibeke Nielsen

Velkommen til proletariatet? Hvad mener du?

Du er utilfreds med tingenes tilstand, det er jeg også, men jeg prøver på at fortælle dig, at det er naivt at forestille sig, at konkurrenter indenfor samme branche støtter hinanden økonomisk, uden at der i det allermindste er en stor hage ved støtten, apropos historien om Gyldendal og Anblik, habitten og rugbrødet. Oftest går det endnu værre - de små firmaer bliver simpelthen spist af de store. Det er et faktum, og det kræver ikke en marxistisk analyse at se de.

Den eneste umiddelbare løsning jeg ser, er at kunstnere og selvstændige gør præcis det samme som de altid har gjort - finder noget som de kan tjene til rugbrødet på istedet for at vente på prinsen på den hvide hest eller den rige onkel fra amerika eller det store konkurrerende firma, nu i rollen som mæcen.

Jeg tror oprigtig talt heller ikke at det fremmer den kunstneriske frihed i dansk opera at hele scenen er opkøbt af Mærsk. Hvis man skal kaldes proletar, nihilst eller marxist, fordi man er kritisk overfor Mærsk, så kald mig endelig marxist, proletar og nihilst. Man kunne også vælge at kalde mig liberalist, idet jeg mener at enhver kunstscene er bedst tjent med at der er mange forskellige spillere på banen, fremfor at en eneste kæmpeorganisation eller et eneste kæmpefirma tiltager sig almagten.

Og så kan vi eller begynde at tale om politiske løsninger på politiske problemer.

Lene Asp Frederiksen

Jeg er enig i dit synspunkt på Mærsk. Og i at det ikke er godt at være i lommen på én mæcen, det være sig staten eller en børsnoteret.
Jeg er frustreret over at det langt hen ad vejen de facto er staten der bestemmer hvad der kan udkomme i Danmark, fordi der ikke er nok salg i den litteratur, jeg synes er spændende, på almindelige markedsbetingelser.
Det er min erfaring at de fleste interessante udgivelser i Danmark står og falder med de tilgængelige støttemuligheder - og på folk der stiller meget og kvalificeret gratis arbejde til rådighed - fordi kulturarbejde åbenbart ikke 'skal' lønnes på linie med fx revisorarbejde.

Vibeke Nielsen

Godt.

Så er vi enige om at der er for meget magtkoncentration i dansk kunst (staten og gigantfirmaer) og at der spekuleres for meget i gratis arbejde. Hvad er løsningen? Jeg har den desværre ikke...

Lene Asp Frederiksen

Samtidens proletariat er for så vidt de individer (kunstnerne, humanisterne), der elsker deres arbejde så højt, at de glemmer at tjene penge på det - og således ikke besidder, lad os bare blive ved med at kalde det, cash.

Lene Asp Frederiksen

Løsningen er ikke lige til, men der skal handles og vandles, for ikke at sige forhandles for at nå frem til den, tror jeg nok.

Det er allerede en form for værdikamp, hver gang man påstår at det er vigtigt at investere i kulturen og at der overhovedet findes andre væsentlige værdier end de rent økonomiske.