Året efter at Stormfulde Højder udkom, døde Emily Brontë af tuberkulose, 30 år gammel. Hun havde 'forkølet sig' - det hed det i det mindste dengang - ved sin bror Branwells begravelse i september. Branwell led af tuberkulose og havde åbenbart smittet sine søstre. Tre måneder senere døde Emily, i maj året efter fulgte Anne, den yngste af de tre tilbageværende Brontë-døtre. To ældre søstre var allerede tidligere døde af samme sygdom. Ikke underligt, at den indtager en fremtrædende plads i samtidens litteratur. Men det sygelige, snævre miljø giver også genklang i den nyeste.
"Der var sygdomme nok at tage af, og ikke andet at kurere dem med end opium og brandy," skriver Christina Hesselholdt i sin seneste bog, Camilla and the Horse.
I Hesselholdts skildring besøger et ægtepar, Alma og Kristian, på en englandsrejse ruinen Wuthering Heights, som måske, måske ikke var det hus, der inspirerede Emily Brontë til sin beskrivelse af det mørke, uheldsvangre sted, der danner rammen om hendes hovedpersoner, Catherine og Heathcliffs, umulige kærlighed.
Afskyelige
Kort fortalt bringes den sorthårede, mørkøjede forældreløse Heathcliff som barn til Wuthering Heights. Han behandles som et dyr, men den jævnaldrende Cathy, husets datter, elsker ham, og de er uadskillelige, indtil Cathy gifter sig med den unge herre til det nærliggende Thruscross Grange.
Cathy dør i barselsseng, og Heathcliff, der rejser bort og vender velhavende tilbage, bruger resten af sit liv på at hævne sig på beboerne på de to gårde, før han selv dør og forvandles til et genfærd. Folk på egnen ser ham gå igen sammen med Cathy.
Christina Hesselholdt har som så mange andre læst romanen som ganske ung, men den har ikke betydet noget videre for hendes forfatterskab før nu, mener hun.
"Mit forfatterskab har jo ikke just været orienteret mod handling og intriger," bemærker hun.
For nogle år siden besøgte hun imidlertid selv ruinen i Yorkshire, og hun fremhæver den sammentrængte intensitet omkring huset, som Emily Brontë formåede at skabe.
"Som ung undrede jeg mig egentlig over, at Catherine og Heathcliffs kærlighed er så berømt," erkender hun.
"Personerne er frastødende, hos mig afsatte læsningen en undren over, hvor afskyelige de egentlig var. Lige så slemme som hos Dostojevskij!"
En opfattelse, der også kontant afsejler sig i Camilla and the Horse, her lagt i munden på Kristian: "Heathcliff er et brutalt, grisk, hævngerigt bæst, og Catherine et hysterisk, manipulatorisk, småvoldeligt uhyre." Så er det sagt.
Dannelsesprojekt
23-årige litteraturstuderende Lise Olivarius, er enig. Men det er også det afskyelige, der gør romanen interessant, mener hun.
"Da jeg læste den som 14-15-årig, syntes jeg, den var rædselsfuld, manieret og overdreven og victoriansk følelsesladet. Men da jeg begyndte at læse litteratur, fik jeg øje på et dannelsestema i den," fortæller hun.
Romanen handler om dannelse og misdannelse, mener Lise Olivarius, som ser den som et desillusioneret udtryk for et dannelsesprojekt, der har slået fejl.
"Personerne projicerer det uciviliserede og dyriske over på Heathcliff, de manifesterer sig som mennesker ved at fratage Heathcliff hans menneskelighed."
En årsag til det fejlslagne projekt finder Lise Olivarius i miljøets incestuøse undertoner: "Om romanens eneste - måske - lykkelige alliance mellem næste generations unge Catherine og hendes fætter Hareton hedder det eksempelvis, at de har de samme øjne. Der hviler noget uhyggeligt incestuøst, blodskamsagtigt over relationerne," siger Lise Olivarius.
"'Jeg er Heathcliff', siger Cathy, personerne er hinanden i forskellige udformninger. De er for tæt på hinanden til en harmonisk syntese, og de må også helt reelt gifte sig med hinanden, fordi der ikke er andre."
Man finder således en kritik af den borgerlige kernefamilies misdannelse i romanen, siger hun og påpeger, at Stormfulde højder er blottet for mødre."
I forordet til anden udgave af Wuthering Heights gør Charlotte Brontë et nummer ud af at undskylde værkets landlige omgivelser og portrætteringen af "analfabetiske tjenere og barske bønder", men hun forsvarer naturskildringerne. "[Emily Brontës] fødeegns bakker var meget mere for hende end et landskab - de var det, hun levede i - og af - lige så meget som de vilde fugle, der bebor dem, og lyngen, der er et produkt af dem. Altså er hendes beskrivelser af naturen, som de skal være - og alt, hvad de skal være."
Det sidste er Marie-Louise Svane, lektor på Københavns Universitets Institut for Kunst- og Kulturvidenskab enig i. Men deres betydning går dybere i romanens univers end til den sansede beskrivelse.
"Det er suget fra den forhindrede kærlighed, der dukker op i naturen," siger hun.
Hun ser Cathys bemærkning om, at hun er Heathcliff, som udtryk for "en sammensmeltningslængsel, der er passionens mål, ønsket om hengivelse i en fysisk-spirituel helhed". Men Emily Brontë anviser ikke naturen som en udvej til den uendelige sammensmeltning. Den er umulig og uopnåelig også dér, understreger Marie-Louise Svane.
Emily Brontës raseri
Emily Brontës skildringer er båret af "en meget streng sandfærdighed, der afviser utopien, som altså udelukkende kan eksistere uden for romanens reale miljø. Den står i omvendt forhold til Emily Brontës akkurate og realistiske beskrivelse af et isoleret, presset miljø, hvor aggression, vold og personernes indbyrdes fornedrelse tegnes med voldsomhed, ja, råhed," siger Marie-Louise Svane.
I lighed med Christina Hesselholdt mener Marie-Louise Svane ikke, at Emily Brontë er romantiker.
"Emily Brontë drives af et raseri over miljøets tryk, som forhindrer den passion, der så kommer negativt til udtryk i den uopfyldelige utopi om kærligheden. Men hun er fuldkommen usentimental, der er en drivkraft i hende, en hamren løs på at nå frem, hun bliver ved med at skrive op mod tvangen, så passionen bevarer sin styrke. Romanen falder aldrig til ro, og uroen kommunikeres videre til læseren. Hver gang man læser den, går personerne atter igen, de sætter virkelig en uro i gang hos en, en uro, som tænder for eksistentielle gåder: Hvad er kærlighed? Hvad er ondskab?," siger Marie-Louise Svane.
Marie-Louise Svane modstiller i sin undervisning den britiske litteraturforsker Terry Eagletons marxistiske analyse af romanen med en dekonstruktiv analyse af den amerikanske forsker J. Hillis-Miller, fortæller hun.
Set under Eagletons synsvinkel viser Emily Brontë, "hvordan livet fornedres i forhold til en udvikling, der passerer den afsondrede egn forbi. Stormfulde højder ligger afsides, her er livet uden kontakt med den almindelige, urbane udvikling - personificeret i rammefortælleren, Mr. Lockwood, der kommer fra byen og lejer sig ind på Thruscross Grange. Stormfulde højder er et lille familiebrug med hårdt arbejde til alle, her er der ikke overskud til en civiliseret, kultiveret omgangsform. Men det had, Emily Brontë skildrer, kan netop udvikle sig, fordi livsformen er ved at stagnere. Hvorimod romanens andet hjem, Thruscross Grange er del af en landkapitalistisk godsejerudvikling".
"Ifølge Hillis-Millers dekonstruktive læsning er en gådefuld længsel romanens nervestreng. Længselsmålet bliver hele tiden udskudt og forsvinder under synsranden, man tror hele tiden at det uforløste vil forløses, men læseren præsenteres for substitut på substitut, mens målet bevæger sig længere og længere bort. Hele opbygningen af romanen er en søgen mod mål, som hele tiden skrider," forklarer Marie-Louise Svane.
En enkelt anmelder
"Selv sidder Emily Brontë jo også afsondret med et udvejsløst overskud af kræfter, et gennemtrængende kunstnerisk og filosofisk syn, som hun ingen steder har at gøre af. Samtiden var ikke udelt begejstret," anfører Marie-Louise Svane.
"En enkelt anmelder gjorde dog opmærksom på, at her var noget bemærkelsesværdigt, selv om det var litteratur, som ikke fulgte reglerne. Men Emily Brontë er et fremragende eksempel på en, hvis format først kan ses af en senere tid."
Efter Emily Brontës død fandt man i hendes gemmer fem udklip af anmeldelser. En af dem var stærkt rosende, men uden noget navn. Man ved ikke, hvem anmelderen var.
