Nyhed
Læsetid: 2 min.

Venedigs store tørst

Venedig mangler penge og forfalder, men Coca-Cola hjælper lidt
Kultur
28. februar 2009
-Have a coke and a smile-. Det er ikke alle i Venedig, der er lige begejstrede for at Coca- Cola, har fået lov til at opstille automater i den historiske by.

-Have a coke and a smile-. Det er ikke alle i Venedig, der er lige begejstrede for at Coca- Cola, har fået lov til at opstille automater i den historiske by.

Coca-Cola invaderer Venedig. Sodavandskoncernen fra Atlanta betaler 2,5 millioner euro for at opstille automater på strategiske steder i byen ved Adriaterhavet, som engang var en kolonimagt:

"Krisen er over os, så vi er nødt til at indrette os og lære at sælge os selv," udtaler Venedigs borgmester, filosoffen Massimo Cacciari, som reaktion på den forudsigelige kritik af aftalen med den amerikanske koncern.

"For at kunne beskytte vores kulturarv er det en nødvendig strategi, som er helt på linje med kulturministeriets anbefalinger," siger borgmesteren, der forsikrer, at indtægterne fra aftalen udelukkende vil blive brugt til vedligeholdelse og beskyttelse af den synkende by.

Foruden de 60 sodavandsautomater køber Coca-Cola sig til 20 pladser på tribunen ved den årlige regatta på Canale Grande og retten til at afholde to gallamiddage om året i La Fenice-operaen.

Automaterne vil være i et neutralt design og bliver ikke opstillet på Markus-pladsen eller Rialto-broen, men på mere diskrete steder. Aftalen sikrer også kommunen en procentdel af indtægterne fra salget. Ifølge avisen La Stampa vil byen endvidere kunne imødese øgede indtægter fra de offentlige toiletter, som det koster tre euro at benytte.

De forretningsdrivende i Venedig er dog ikke begejstrede for politikernes idé:

"Vi stemte på dem, men nu tager de imod penge fra Coca-Cola," siger en venetiansk butiksejer til avisen La Stampa.

Sure skønånder

Borgmesteren afviser kritikken:

"Jeg er uforstående over for den polemik, som er opstået omkring samarbejdet mellem kommunen og et af de mest prestigiøse mærker i verden," siger Massimo Cacciari og tilføjer:

"De skønånder, der protesterer imod denne strategi, som anvendes i alle byer i verden, burde i det mindste være saglige nok til at pege på et alternativ, eller, hvilket ville være endnu bedre, betale for deres bys bydende behov af egen lomme." Det er ikke kun Coca-Cola, som slukker Venedigs pengetørst. F.eks. står bystyret i fællesskab med United Feature Syndicate, der ejer rettighederne til tegneseriefiguren Snoopy fra Radiserne, bag kampagnen Snoopy elsker Venedig & Venedig elsker Snoopy.

Så hvis man ikke er en sur skønånd, men har et godt produkt, som fortjener opmærksomhed, kan man henvende sig til kommunens marketingsafdeling og købe sig til reklameplads på en oplyst gondol, som sejler på Canale Grande om natten. Det er der måske en morale i, men den er for trist til at skrive på bagsiden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her