Virkeligheden som fiktion

Nok er meget opfundet. Men en god del er også hentet i virkeligheden. Fiktionen fusionerer med dokumentarismen i disse års danske skønlitteratur. Og det er ikke altid lige sjovt for alle parter.

Forfatteren, der tidligere hed Claus Beck-Nielsen, men nu kalder sig 'repræsentant for kunstfabrikken Das Beckwerk', er måske den mest radikale eksponent for tidens tendens til at skrive virkelige begivenheder og personer ind i romanformen. Det har performancekunstneren Thomas Skade-Rasmussen Strøbech fået at mærke. Han er blevet tildelt en hovedrolle i Das Beckwerks roman Suverænen, som Gyldendal udgav sidste år. Og som Information tidligere har kunnet fortælle, føler han sig så forurettet, at han gennem sin advokat kræver af forlaget og forfatteren, at bogen bliver redigeret om, og han får udbetalt erstatning.

Men Thomas Skade-Rasmussen er ikke den eneste, der er krænket over, hvordan han er blevet brugt af forfatteren.

Information har talt med to andre personer, der begge er indignerede over at indgå i hans forrige roman, uden at de er blevet spurgt om tilladelse først eller har fået noget at vide efter udgivelsen.

Forstår det ikke

I et københavnsk yderkvarter bor den irakiske flygtning Adnan Alshamari. Han rejste i 2003 med forfatteren og Thomas Skade-Rasmussen til Irak som guide og tolk for de to danskere, der arbejdede på et performancekunstprojekt med det erklærede formål at bringe demokratiet til det krigshærgede land.

Den navnløse forfatter skrev i 2005 romanen Selvmordsaktionen om rejsen til Irak. Her spiller Adnan en central rolle. Vel at mærke under sit virkelige navn, selvom det fremgår af en fodnote, at navnet skulle være et dæknavn.

Vi får at vide, hvordan de to danskere kommer i kontakt med ham gennem en seddel, de har sat op på en sprogskole. Han er den eneste, der henvender sig, og de besøger ham og hans kone i Farum og aftaler, hvordan turen skal forløbe.

De to danskere mødes med Adnan igen, da de har krydset grænsen fra Kuwait til Irak. Han er rejst ind i landet via Jordan og har fået følgeskab af sin fætter, som han vil benytte som chauffør. For så vidt er alting godt, og Adnan virker på alle måder som et fin fyr.

Men efterhånden som rejsen skrider frem, viser det sig, at han er aldeles skruppelløs og magtliderlig og har en fortid som oliesmugler, der er blevet så rig på sine lyssky forretninger, at han på et tidspunkt har haft 11 huse i England, hvor han også har en ekstra kone og to børn installeret.

Da Information kontakter Adnan, er han uvidende om, at han spiller en rolle i en roman. Men han bekræfter, at han sammen med sin fætter rejste med de to danskere rundt i Irak, at kontakten blev etableret via et opslag på en sprogskole, og at han havde dem på besøg i sit hjem i Farum.

"Men jeg ville da gerne have vidst, at han skrev om mig i en bog" udbryder han. Og med henblik på beskrivelserne af hans fortid, er han forundret:

"Han burde ikke komme med beskyldninger, der ikke er sande, hvis han bruger mit rigtige navn. Jeg forstår det ikke. Jeg beskyttede ham og hans makker. Jeg sørgede for, at de ikke blev slået ihjel."

Mail fra virkeligheden

En forfatterkollega, der ikke ønsker at få sit navn frem, indgår også i Selvmordsaktionen. Da manden, der tidligere kaldte sig Claus Beck-Nielsen, var på rejse i Irak, sendte hun ham en mail, som hun karakteriserer som meget personlig.

Langt senere erfarede hun ved et tilfælde, at mailen var blevet optrykt i 'Selvmordsaktionen', dog med udeladelse af hendes efternavn. Hun blev noget chokeret, men så ingen grund til at dramatisere sagen og nøjedes med at kontakte Gyldendal, der havde udgivet romanen. Hun synes ikke, det var i orden uden videre at trykke hendes mail, forklarede hun forlaget, og man burde i hvert fald have givet hende besked om det.

Fra Gyldendal lød svaret, at man beklagede og havde antaget, at mailen var fiktion.

Den besked stillede hun sig tilfreds med og besluttede at lægge sagen bag sig. I den senere tid har hun da også koncentreret sig om alt muligt andet end Gyldendals dispositioner i forhold til udgivelser af manden, der tidligere kaldte sig Claus Beck-Nielsen. Og før Information gør hende opmærksom på det, har hun derfor ikke opdaget, at forlaget på en vis måde har reageret på hendes henvendelse i forbindelse med udgivelsen af en paperbackudgave af Selvmordsaktionen i 2008. Her er der blevet foretaget små ændringer i mailens ordlyd i retning af en mere højspændt stil. Hvad, der ikke var fiktion før, er blevet det lidt mere nu. Selv om der stadig står foran i bogen, at der kun er brugt originale dokumenter.

Dobbeltkontrakten

Også andre forfattere end manden, der tidligere hed Claus Beck-Nielsen, blander fiktion og virkelighed. Litteraten Poul Behrendt har skrevet en hel bog om fænomenet. Dobbeltkontrakten hedder den med reference til udvidelsen af den traditionelle kontrakt mellem forfatter og læser: Engang kunne man regne med, at en bog enten var dokumentarisk eller fiktion; nu kan den også være både dokumentarisk og fiktion, men dermed også hverken dokumentarisk eller fiktion.

Da Poul Behrendt identificerede tendensen tilbage i 2006, var det på baggrund af værker af blandt andre Peter Høeg, Suzanne Brøgger, Jan Stage og Claus Beck-Nielsen. Men siden er der kommet mange flere dobbeltkontrakter til.

Knud Romer udgav sidst i 2006 romanen Den som blinker er bange for døden, hvor han leverer et delvist selvbiografisk, delvist konstrueret billede af en barndom i Nykøbing Falster, hvor lille Knud bliver mobbet af klassekammeraterne, alene fordi hans mor er tysker. Bogen vakte stor debat, idet flere Nykøbing-borgere følte sig hængt ud. Og litteraterne begyndte straks at diskutere, i hvor høj grad de tydelige fiktionselementer punkterer de lige så tydelige virkelighedsreferencer. Året efter udkom Kim Leines debutroman, Kalak, der synes endnu mere selvbiografisk i sin beskrivelse af, hvordan forfatteren blev misbrugt som ung mand af sin far.

"Det er en erindringsbog i indholdet og en roman i formen," sagde Kim Leine til Information.

Et skridt videre

Men Claus Beck-Nielsen er stadig den mest yderligtgående eksponent for dobbeltkontraktlig litteratur, mener Poul Behrendt. Og derfor er det oplagt, at man med afsæt i hans værk diskuterer, hvor grænsen går. Hvornår bliver hensynet til privatlivets fred vigtigere end hensynet til den kunstneriske ytringsfrihed?

Ifølge Poul Behrendt er der en afgørende forskel mellem Das Beckwerks seneste roman, Suverænen, og hans foregående bøger. I en roman som Selvmordsaktionen har det ikke været hensigten, at man skulle kunne identificere den irakiske tolk eller forfatteren, der sendte en mail til manden, der tidligere kaldte sig Claus Beck-Nielsen, mener han.

"Ved bogens udgivelse havde man tillid til den note, der oplyser at 'Adnan' er et dæknavn, som skal beskytte tolkens identitet. Og da hans efternavn nævnes hen imod bogens slutning, står det i gåseøjne, der for læseren markerer navnet som dæknavn. Først i lyset af sagsanlægget imod Suverænen, hvor tolkens fulde navn angives på de første sider af romanen, opdager man, at irakeren faktisk hedder sådan. Og hvad mailen fra forfatterkollegaen angår, er hendes efternavn jo ikke angivet. Så offentligheden er afskåret fra at identificere hende," siger litteraten.

Og da både mailen og Adnans person spiller en stor og vigtig rolle for Selvmordsaktionen som dobbeltkontraktligt plot, mener Poul Behrendt ikke hensynet til privatlivets fred i de to tilfælde bør veje tungere end den kunstneriske ytringsfrihed.

"Selvfølgelig ville det have været rigtigere at give dem begge besked om, at de var blevet skrevet ind i en roman. Men på den anden side ville de jo så have haft muligheden for at sige nej. Suzanne Brøgger har sagt, at man skal lade være med at omgås kunstnere, hvis ikke man vil træffe sig selv i deres bøger. Det er noget, der hænger ved den kunstneriske udfoldelse, og som jo altså bliver sat systematisk og problematisk i sving i disse år," siger han.

Lægger til

Men i Das Beckwerks nye roman, 'Suverænen', forholder det sig anderledes, vurderer Poul Behrendt. Her sker der en helt klar identifikation af Thomas Skade-Rasmussen. Hans fulde navn bliver nævnt, hans billede er på omslaget til bogen, og teksten er fuld af detaljerede beskrivelser af hans virkelige person.

Dertil kommer, at forfatteren lægger den æstetiske strategi bag sig, som han har forfulgt i sine tidligere bøger, mener Poul Behrendt. Før skrev han efter en regel, der sagde, at der ikke måtte ske nogen fiktionalisering, men kun en reducering. Der måtte skæres væk, men ikke lægges til. Men i 'Suverænen' begynder forfatteren helt åbenlyst at skrive til.

"Thomas Skade-Rasmussen får snart tillagt noget, han rent faktisk har gjort, og snart noget, han ikke har gjort. Og det er klart, at det kan være også juridisk problematisk, fordi den virkelige person får tillagt handlinger, han ikke har foretaget," siger Poul Behrendt og tilføjer:

"I det lys er det lidt sjovt, at der er blevet skrevet om i mailen i Selvmordsaktionen. Det er helt imod de kunstneriske principper, der ellers gælder for romanen. Nu er der blevet skrevet noget til. Og dermed indfører forfatteren retrospektivt de kunstneriske principper, der ellers kun gælder for 'Suverænen'."

Selv mener manden, der tidligere kaldte sig Claus Beck-Nielsen, at der er gode grunde til at bruge virkeligheden i fiktionen. Faktisk er der ingen andre muligheder:

"Litteraturen kan ikke leve uden virkeligheden. Der er ikke nogen vej udenom. Den såkaldte virkelighed vil altid optræde i selv den vildeste fiktion. Mennesker, der skriver, har jo ikke andet at skrive på end det, der er. Og kunsten er jo en udforskning af, hvad verden er," siger han.

Men det betyder ikke, at man som forfatter kan skrive hvad som helst om hvem som helst, understreger han:

"Forfattere er jo ikke mere hellige end alle andre. Og i menneskers omgang med andre mennesker skal man altid tage hensyn til hinanden. Man må afgøre i hvert enkelt tilfælde, hvor langt man kan gå. Sådan er det at være et etisk menneske. Men der er tilfælde, hvor noget er i en højere sags tjeneste. Og så går man måske lidt længere. Fordi man er ude i noget, som man synes langt overgår både en selv og den anden."