Læsetid: 11 min.

Mit Afrika

Bind for øjnene. En kærlighedsaffære, hvor drøm - og begyndende opvågnen - kom under pres fra virkeligheden
Bind for øjnene. En kærlighedsaffære, hvor drøm - og begyndende opvågnen - kom under pres fra virkeligheden
7. marts 2009

Det begyndte for et år siden med en kop kaffe på et fint hotel i Harare. Min opvågnen. Den lokalkendte havde fundet et stille hjørne i loungen. Nu hviskede han: "Skub rygsækken over til mig."

Det gjorde jeg og overværede det største bundt sedler, jeg nogen sinde har set, blive væltet ned i det bagerste tomme rum.

"Jeg har vekslet for hundrede US dollar, du får 1.400.000.000 Zimbabwe dollar, og det vil hjælpe dig igennem dagen, for de bliver nok devalueret i morgen."

Jeg er i Harare for at besøge en menneskeretsorganisation, der fejrer sit ti års jubilæum. I flyet på vej ind over grænsen til Zimbabwe tænker jeg fyrre år tilbage.

Som 28-årig med smag for oplevelser havde jeg fået radioens kulturafdeling til at sende mig af sted for at rapportere om, hvordan det hvide mindretal med Ian Smith i spidsen ensidigt havde løsrevet, hvad der dengang hed Syd-Rhodesia, fra det britiske imperium. Fordi man ikke ville bøje sig for pres fra den britiske Labour-regering om at give det store sorte flertal del i magten. Min ældre kollega, Claus Toksvig, havde en overgang arbejdet for den rhodesiske radio og forsynet mig med en liste af kilder blandt de hvide.

Jeg flyttede ind på det samme hotel, hvor jeg nu sad og vekslede penge. Dengang fremstod Hotel Meikles i hvidmalet træ i en kolonistil, der fik en til at forvente, at den store imperialist Cecil Rhodes, som erobrede landet for briterne, hvert øjeblik kunne træde ind lobbyen sammen med jagtfæller.

Så tog jeg via Toksvigs kontakter en tur rundt i det hvide samfund. På kanten af swimmingpools med en byge af gin tonic'er til at hjælpe på humøret måtte jeg høre på en kakofoni af klager over, hvor umulige de sorte var. De burde være blevet oppe i træerne. De burde aldrig nogen sinde have del i den magt, som et demokratisk system ville give det sorte flertal.

Det var en pine at høre på. Jeg troede på, at de afrikanske lande meget hurtigt kunne opbygge det demokrati, som det havde taget europæerne århundreder og frygtelige krige med millioner af ofre at få etableret.

Vi havde så stærkt behov for at investere vores håb i de afrikanere, der kæmpede mod kolonimagterne.

Ja, på nogle måder handlede det vel egentlig mere om os selv end om Afrika, og i hvert fald byggede det sjældent på et solidt kendskab til afrikanske stamme- og klanforhold. Ligesom de kristne missionærer havde vi demokratiprædikanter en sag, vi ikke tvivlede på, og vi blev bekræftet, når vi mødte studerende og unge politikere fra Afrika på besøg i Skandinavien. Det var storartede mennesker, der medbragte de budskaber, vi brændte efter at høre. At det kunne lade sig gøre. At vores støtte og hjælp ville nytte. Og dermed føre til fred og demokrati.

Vi kørte entusiastisk frem med frivillige bind for øjnene. Vi ønskede ikke at høre de mange advarsler om korruption og stammediktatur. Verden skulle gå fremad. Den var gået fremad i Europa. Demokratiet havde sejret - til sidst også i Sydeuropa, i Spanien, Portugal og Grækenland. Nu stod Afrika for tur.

Det var en kærlighedsaffære med et helt kontinent.

Det var ikke noget problem at lande i Harare. For der var ingen andre fly med passagerer ind til den helt nye lufthavnsbygning. Men kunne jeg komme ind?

Da jeg dengang for fyrre år siden havde forstået, at de hvide, jeg havde snakket med stort set var entydigt negativt stillet til demokrati, begyndte jeg at opsøge folk fra oppositionen.

En dag mødte en mand fra sikkerhedstjenesten op på mit værelse og sagde, at man skam godt var klar over, hvad jeg havde gang i, og gerne så mig ude af landet. Derefter drog jeg til Zambia, hvor guerillaerne havde deres lejre og lavede interviews med flere af lederne. Dog ikke Robert Mugabe, som på det tidspunkt sad i fængsel.

Nu var det Mugabes folk, som skulle bestemme, om jeg måtte komme ind. Det ville være skæbnens ironi, hvis min fyrre år gamle 'udvisning' stadig lå i systemet.

Immigrationsofficeren ser undersøgende på mig. Så kommer den velsignede lyd af et stempel.

Formanden for Human Rights Forum tager imod. Han fortæller om en episode for et par dage siden. En lille gruppe lærere uddeler løbesedler om deres økonomiske situation. På busstationen bliver de overfaldet af en gruppe folk fra det regerende parti, ZANU-PF, og kørt til partihovedkvarteret.

Her gennembankes de i halvanden time med knipler.

Folk strømmer ind i den fine sal på Hotel Meikles. Der er omtrent lige mange sorte og hvide. Det ville have været utænkeligt for fyrre år siden. Dengang havde kun få sorte afrikanere i landet en højere uddannelse. I dag er zimbabwerne et af de bedst uddannede folk i Afrika. Desværre har mange af de mest kvalificerede været nødt til at forlade landet ad flugtruterne over den krokodillefyldte Limpopoflod.

Jeg taler med Beatrice Mtetwa, der er præsident for advokaternes sammenslutning, og som ikke mindst er blevet kendt for at forsvare journalister, der kommer på kant med regimet.

"I oktober 2003 forsøgte nogle folk, der fulgte efter min bil, at kidnappe mig. Jeg tilkaldte politiet, men i stedet for at assistere mig, sagde den ledende officer: 'Aha, der har vi den kendte menneskeretsadvokat, som altid taler om politibrutalitet. Nu skal du lære den at kende i virkeligheden.' De påstod, at jeg var fuld, men ville ikke lade mig alkoholteste. I stedet smed de mig ind i deres vogn, hvor han gennembankede mig. Det var meget traumatisk at være så forsvarsløs," fortæller hun.

Jeg undrer mig over, at systemet trods alt lader hende arbejde:

"Ja, det er jo det mærkelige, at det ser ud, som om det går rigtigt til. De følger loven. Men bruger deres flertal til hele tiden at ændre loven, så den passer dem. Så det hele ser en smule respektabelt ud. Det gælder også jordreformerne. De ændrede forfatningen og legitimerede dermed det, som ikke kan legitimeres. Og det er ikke nemt at være dommer i dette system. Adskillige har forladt landet efter trusler."

Jeg tænker over dette med at ændre og bøje loven. Det skete også i USA i krigen mod terror. Juristerne arbejdede på højtryk for at definere og gradbøje regler, så de kom til at passe med regeringens ønsker. Først meget sent fandt offentligheden og Kongressen ud af, hvad der egentlig skete.

Amerikanerne er meget kritiske over for Mugabes regering, og Mugabe forsømmer ingen lejlighed til at angribe USA og kalde oppositionen for amerikanske og britiske lakajer. Han spiller i den grad på den koloniale fortid, og jeg føler mig flov over, at jeg nok også på et tidspunkt var verdensmester i undskyldninger for brud på menneskerettigheder i det postkoloniale Afrika.

Når jeg ser på Beatrice og hendes kamp, får jeg virkelig dårlig samvittighed over, at jeg har diskrimineret afrikanerne ved at tænke, at de sikkert havde andet end menneskerettigheder at se til.

Jenni Williams er generalsekretær for Women of Zimbabwe Arise, WOZA, hun har ikke selv tal på, hvor ofte hun har været arresteret i forbindelse med kvindebevægelsens mange demonstrationer. Jenni lever i en rygsæk og er stort set under jorden hele tiden. Hendes mand er flygtet.

"Jeg ønsker ikke at ende som martyr for sagen," siger Jenni Williams. "Jeg ønsker en dag at se mine børnebørn vokse op, og en død martyr hjælper ikke meget. Men det er jo også vigtigt, hvad det er for et samfund, mine børnebørn skal vokse op i."

Jeg tænker tilbage på en episode for 40 år siden. En aften havde jeg besluttet mig for at sidde alle de hvides advarsler overhørig og drage ud til et dansested i et township. Der var fuld gang i musikken, og jeg fik hurtigt en sød pige som fast dansepartner. Jeg tilbød at køre hende hjem efterfølgende. Da vi holdt uden for den hvide farm, hvor hun arbejdede, steg jeg ud af bilen for at sige farvel.

Pludselig kommer en bil imod os. I løbet af sekunder havde hun kastet sig ned i grøften langs grusvejen. Det øjeblik forstod jeg den daglige ydmygelse af de sorte - og det umådelige tab af værdighed, som vi begge netop havde været udsat for. Jeg, fordi jeg tilhørte samme race som dem i bilen, hvide, der stadig ikke betragtede sorte som mennesker med de samme behov og livsønsker, men kun som tjenende ånder.

Fyrre år senere er der sket en total forandring. De materielle vilkår er forfærdelige, koleraen hærger - men hvordan måler man det i forhold til den værdighed, som er vundet gennem disse år, og som jeg tydeligt havde mærket ved mødet i dag? Samtidig har jeg i baghovedet, at 'sort' og 'hvid' stadig spiller en stor rolle for min måde at opleve tingene på. At jeg følelsesmæssigt er meget hvid. Og jeg husker, hvordan min kollega på Demokraten i Århus, Jørgen E. Petersen, som vidste alt om Afrika, en gang skrev en roman, hvori der optrådte to sorte mænd, der var meget usympatiske. Jeg bebrejdede Jørgen E. denne beskrivelse, hvorefter han svarede:

'Du er kun tolerant over for de sorte med din forstand. Ikke med hjertet. Først den dag, du giver dem lov til også at være slubberter, er du nået et vigtigt skridt videre.'

Det var klogt set, men jeg forstod det ikke dengang. For på samme måde som afrikanerne bærer på en historie om de hvide - en race, som kan tillade sig alt og altid har lommerne fyldt med penge - bærer vi på historier om de sorte som ofre.

Næste dag bliver jeg hentet af Frances Lovemore og kørt til hendes center for rehabilitering af torturofre. Seks af de ni lærere, som for få dage siden fik bank, sidder og venter på os. De bliver ved med at insistere på, at de ikke var partipolitiske i deres aktion, og at det derfor var et chok pludselig at ligge på gulvet i partihovedkvarteret og blive slået over hele kroppen, og specielt over endeballerne, med knipler og stokke.

Den ene kvindes stemme knækker over, da hun skal fortælle, hvordan hun følte denne ydmygelse. De viser alligevel deres skader frem. Først trækker en mand bukserne ned, og vi ser tydeligt de blå striber og opsvulmede baller.

Endnu værre ser det ud hos en af kvinderne. Og som Frances Lovemore bemærker, oplever de det værre end mændene, fordi der også er en seksuel dimension. Kvinden er nærmest som forstenet. Ud over at være fysisk mørbanket er hun besat af frygt:

"Jeg tør ikke gå nogen steder. Og de ved, hvor jeg bor, for de tog vores id-kort. De slog og slog, mens de krævede, at vi skulle tilstå vores synder og hylde partiet og Mugabe."

Præcis et år senere er jeg igen i Harare - i de dage, hvor oppositionsleder Morgan Tsvangirai endelig beslutter sig for at indgå en magtdelingsaftale med Robert Mugabe. Mange mennesker tillader sig et lille håb om, at bunden endelig er nået, og at bedre tider er på vej, både når det gælder menneskerettigheder og økonomien.

Men for Frances Lovemore, som jeg nu møder igen, er det hele snart ved at være for meget. Mange tusinde torturofre har passeret gennem hendes center, siden jeg sidst besøgte det. Mange er forsvundet, mange sidder stadig i fængsel, og mange er dræbt.

I en avis fortæller Emmanuel Chiroto, der er borgmester i byrådet i Harare valgt af oppositionen, hvordan han aldrig vil opgive at få straffet sin kones mordere.

Den 16. juni sidste år - dagen efter han blev valgt - blev hans kone kidnappet fra hjemmet af folk, hvoraf nogle bar militære uniformer. To dage senere blev hun fundet dræbt. Hovedet var maltrakteret, tungen skåret af og øjnene stukket ud.

Frances Lovemore er hvid, men født i Zimbabwe. Hun er dødtræt. Mange fra hendes stab har været nødt til at gå under jorden. Hun kunne i den grad trænge til en våbenhvile, men vil aldrig gå på kompromis med fundamentale menneskerettigheder. Hun sidder med sin mobiltelefon i hånden og venter på en opringning fra Tsvangirai. Han har lovet, at alle internerede vil være på fri fod, inden han bliver taget i ed som premierminister af præsident Mugabe. Vi taler sammen i et par timer, men han ringer ikke.

Jeg står ved Victoria Falls med Livingstone Island midt imellem Zambia og Zimbabwe. Min guide har netop storgrinende peget på statuen af missionæren David Livingstone og sagt, at det var ham, som opdagede de storslåede vandfald. Ja, der boede jo mennesker dér, som hele tiden havde kendt til vandfaldene, men de var ikke europæere.

I mange år var vi missionærer i Afrika. På godt og mest på ondt. Mens vi ragede til os af deres rigdomme. Så kom afkoloniseringen og vores dårlige samvittighed, der forhindrede os i at mene noget som helst og for alvor sige til og fra i forhold til de nye styrer.

Som Nelson Mandela skriver i sin selv-biografi:

"Jeg har opdaget den hemmelighed, at når man er kommet over en stejl bakke - er der mange flere bakker at bestige."

Og han turde i modsætning til Mugabe sige til sine tilhængere:

"Vi må skille os af med den opfattelse af, at regeringen har en stor sæk med penge, og gøre op med rettighedskulturen, som tilsiger, at vi skal have af regeringen, hvad vi forlanger."

Den anden store gamle sydafrikaner, biskop Desmond Tutu, viser samme eksempel, da han truer med at gå af som formand for Sandheds- og Forsoningskommissionen, fordi ANC ikke vil stilles til regnskab for overgreb i kampen mod apartheid:

"En grov krænkelse er en grov krænkelse - uanset hvem der begår den og af hvilken grund. Der er ingen juridisk forskel mellem bødler - uanset deres politiske ståsted."

Da regeringen ville forhindre kommissionens fordømmelse af mange af ANC's midler i kampen, gik han straks på tv og advarede mod faren for et nyt tyranni i Sydafrika.

Så enkelt er det. Så sort-hvid må problemstillingen være, når det gælder menneskerettigheder. Også i Afrika. Nu må jeg lære det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu