Læsetid: 7 min.

Bankpakke til forfattere ønskes

Et godt bankvæsen er fundamentalt for Danmarks materielle velfærd. Forfatteres levevilkår er fundamentale for dansk litteratur. Og for den almindelige læsers litterære forsyningssikkerhed
19. marts 2009

Salget af skønlitteratur er de seneste år steget markant. Og det endda i en periode, hvor salget af fagbøger og salg via bogklub falder (for slet ikke at tale om det samlede bogsalg til bibliotekerne), men disse fald opvejes af salg af skønlitteratur til private.

Danskerne er desuden begyndt at tage lydbogen til sig, men det er den trykte bog (hvad enten den er købt i en boghandel, et supermarked eller på nettet), der er altdominerende. Og det er bestemt ikke bare udenlandske navne som Dan Brown, Stieg Larsson og Lisa Marklund, der står for det hele. Også Hanne-Vibeke Holst, Carsten Jensen, Leif Davidsen, Benny Andersen, Jens Smærup Sørensen, Inger Christensen og en lille håndfuld andre sælger i titusindvis eller hundredtusindvis.

I en periode, hvor DR har forarmet sin litteraturformidling til ukendelighed, og hvor bibliotekerne, som der bliver færre af, køber endnu færre bøger, har læserne trodset prognoserne og mediesociologerne. Skønlitteraturen kan være smal, sær, foregå i en tidslomme eller være forud for sin tid, og den kan være bred og lige at gå til, men taget under ét er skønlitteraturen ikke bare et af de mest intense, men også et de mest udbredte og uundværlige medier. Opbakningen fra Hr. og Fru Danmark er faktisk massiv. Det har årevis været god latin at forestille sig, at forfattere og andre kunstnere skulle klare sig på markedets betingelser. Men det er en illusion. Ikke blot fordi Danmark er så småt et sprogområde, men også fordi bestsellerforfattere ikke vokser frem af sig selv. De kommer (nogle gange som overraskelser) af en ganske kompleks grobund, hvor smalle forfattere eller småtsælgende genrer spiller en ganske væsentlig rolle. De færreste vil måske vide, at ikke blot Helle Helle, men også Jens Christian Grøndahl og Leif Davidsen debuterede som lyrikere. I tidsskriftet Hvedekorn.

Forfatterfjendtlig lov

Den smalle litteratur har en vigtig funktion også for bestselleren (som vækkelse, inspiration, modpol) og altså dermed for læseren, selv om hun måske aldrig nogensinde sætter sine øjne i en smal bog. Investeringer i halv-, hel- og flerårige arbejdslegater, der står i forhold til en årlig gennemsnitslønmodtagerindkomst, er ikke bare tvingende nødvendig for den enkelte forfatter (og for forlagene), men for den almindelige læser.

I takt med at forfatteres muligheder for at tjene til forfattervirksomheden via freelancearbejde, oplæsning eller radiodramatik i DR, biblioteksafgift er blevet markant ringere eller helt er forsvundet, er forfatternes (og forlagenes og læsernes) afhængighed af projektmidlerne i Statens Kunstråds Litteraturudvalg og af legaterne i Statens Kunstfond blevet endnu større.

Hvor Villy Sørensen som ung forfatter i 1950'erne kunne tjene til kost og logi ved at skrive en kronik til Berlingske Tidende hver femte-sjette uge, ville han med de aktuelle kronikhonorarer (på 2-3.000 kr.) ikke kunne tjene til mere end få dage. Det vil sige ikke til meget mere end den tid, det tager at skrive kronikken. Til sammenligning oplystes det i et interview med forfatteren og debattøren Hans Magnus Enzenberger i Information den 18. februar i år, at "når han skriver et længere essay til en af de store tyske aviser, tjener han typisk et godt stykke over 100.000 kr".

Desværre har politikerne valgt at beskære eller lade stå til - i første omgang ved vedtagelsen af den forfatterfjendtlige finanslov 2009 og nu i anden omgang i forbindelse med revisionen af kunststøttelovene. Til skade ikke blot for den enkelte forfatter, men også for bogbranchens og læsernes forsyningssikkerhed på længere sigt. Hvor tillokkende er det for det unge talent, at anerkendte, professionelt arbejdende forfattere anslås at have 100.000 kr. i årlig gennemsnitsindtægt fra forfatterrelateret virksomhed (royalty, honorarer, biblioteksafgift, arbejdslegater med videre)? Forskeren Morten Hein har da også for længst dokumenteret, at debutalderen årti for årti er steget. Mens det øvrige samfunds velfærd de seneste tiår er steget, er forfattere sakket langt bagud. Startlønnen for en bogopsætter på et bibliotek er 200.000 kr. Altså det dobbelte af hvad anerkendte, professionelt arbejdende forfattere i gennemsnit tjener via deres profession. Det er da absurd.

Markedsregulering

En kritisk læser vil måske indvende, at forfattervirksomhed i bund og grund er selvstændig virksomhed, og at man derfor slet ikke bør sammenligne med lønmodtagerforhold. Man kan sagtens kalde forfatterne den vidtforgrenede bogbranches primærproducenter. Fra CEPOS og omegn abonnerer man (som også nyligt afdøde lagerforvalter Peter Rindal) på den illusion, at man skal lade markedet regulere sig selv.

Uden kunstig kunststøtte. Ud fra devisen om, at en slagter, der ikke kan klare sig, må lukke sin biks. Det er et argument, som kan virke tillokkende i dets forsimplethed. Men det er i udstrakt grad også et argument, som ville skade et så lille marked som det danske - hvor der jo har været offentlig støtte af kunstnere i hundreder af år - tag for eksempel H. C. Andersen, støtten til ham var betydelig. Og hvor jo faktisk slagteren også er støttet indirekte - i den forstand at primærproducenten af kødet - nemlig landbruget - er yderst solidt støttet. I en leder den 19. februar i Information sammenfattes det, "at landbruget i direkte eller indirekte støtte modtager årligt 18 milliarder, svarende til 392.000 pr. landmand". Det er immervæk noget af en sum til udøvelsen af et liberalt erhverv.

Enhver forlægger vil kunne fortælle, at de helt store bestsellere kan være utroligt svære at forudsige. Tag Jakob Ejersbos Nordkraft, Sonnergaards Radiator. Jette Kaarsbølls Den lukkede bog, Knud Romers Den der blinker. Forlæggeren er derfor nødt til at spille på adskillige heste.

Men dette lader sig kun gøre, hvis det er rigelig tilgang af forfattere og manuskripter. Som enten har potentiale her og nu. Eller på længere sigt. Der er nødt til at være en fødekæde, en frodig underskov. For at sikre denne forsyningssikkerhed, har man kunstnerstøtte i forskellige afskygninger. En støtte, man altså i lige så høj grad (i et så lille sprogområde som det danske) kan betragte som branchestøtte. Og ikke blot forlagsstøtte, men også forsyningsstøtte til biblioteksvæsenet, til undervisningssystemet, dansk kultur og identitetsdannelse etc. Eller altså til den enkelte bestsellerlæser.

Hobbytilskud

Antallet af forfatterlegater behøver ikke nødvendigvis at forøges drastisk, men beløbene må og skal. De skal stilles i forhold til den virkelighed, vi som danskere lever i. Hovedparten af legaterne, der uddeles fra Statens Kunstfond er på 50.000 (skattepligtige) kr. Hvilket jo er bedre end ingenting, men det batter slet ikke . Det er et skulderklap, og snarere - som forfatteren Bent Vinn Nielsen præcist har formuleret det - et fint tilskud til en hobby. Det er ikke et seriøst bidrag til professionel virksomhed.

Udover en seriøs opjustering af legaterne kunne man etablere ekstrapuljer - for eksempel til nye flerårige arbejdslegater eller måske en pulje, som aviser og tidsskrifter kunne bruge til honorering af skønlitterære forfatteres bidrag. Forfatterboliger i kommuner. Og meget andet. Gerne flere veje. Flere muligheder. Med enkel administration.

For litteraturens vedkommende kunne en merinvestering på bare 50 mio. kr. årligt bringe også danske forfattere på nogenlunde omgangshøjde med de lavestlønnede grupper af lønmodtagere. 50 mio. kr. er noget af en slat, men der er også tale om årtiers forsømmelser, for nu at bruge et mildt udtryk. Og 50 mio kr. er i øvrigt ikke betydeligt mindre end landbrugsstøtten, det er mindre end en halv promille af de 115 mia kr. store bankpakker, som på ingen tid blev tryllet frem til de danske banker. Eller beløbene til den skæve skattereform (som den typiske forfatter tjener for lidt til at få noget få ud af) . Hovedparten af merinvesteringen på 50 mio. måtte helst tilfalde Kunstfonden. Statens Kunstfond er ekstremt vigtig for forfattere og andre skabende kunstnere. For i den struktur går pengene mest direkte til de skabende kunstnere og kunsten - uden at skulle gennem et stort administrativt fedtlag.

Men netop dét har måske paradoksalt været årsagen til, at bevillingerne til Statens Kunstfond er sakket så fatalt bagud. Der har ikke været flere stillinger eller avancementsmuligheder for embedsmænd og regnskabsfolk i en struktur, hvor administrationen er så minimal og ikke tilgodeser vellønnede djøffere. Embedsmændene har ikke haft stor interesse i at presse på indefra. Og politikerne, som selv typisk er djøffere af uddannelse, har måske af tilsvarende årsager haft et lidt stedmoderligt forhold til Kunstfonden, som engang tilmed var omdiskuteret.

Hjælpepakke et og to til bankerne blev resolut vedtaget, den økonomiske sektor og djøfferne kunne ånde lettet op. Et godt bankvæsen er fundamentalt for Danmarks materielle velfærd. Forfatteres levevilkår er fundamentale for dansk litteratur. Og for den almindelige læsers litterære forsyningssikkerhed.

Danske skønlitterære Forfattere har i et høringssvar til Kulturministeriet for nylig foreslået, at udbetalingerne til de forfattere med videre, som er på livsvarig ydelse forhøjes, således at de ikke er nødt til også at søge arbejdslegater. Og at mindste arbejdslegater mindst bør udgøre en halv årsindtægt. En større portion bør svare til et års gennemsnitslønmodtagerindtægt. Og at antallet af treårige stipendier bør bevares. Og bør suppleres af flerårige legattyper også til forfattere, der har modtaget det tre-årige. Det bør indføjes i loven om Statens Kunstfond - og følges op af de fornødne midler i finansloven fra næste år.

Jan Thielke er formand for Danske skønlitterære Forfattere

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu